Gør dig en Rav og køb en ven - 2

Tashm"a - Artikel 8

1985 - Artikel 8

Det emne, vi talte om i artikel 1 [Tashm"a], skal uddybes lidt.

A) Der skal skelnes mellem mennesket og Skaberen. B) Mellem mennesker og deres venner. C) Mellem mennesker og andre mennesker, der ikke er deres venner, men samtidig er der en betragtning, hvor vi siger, at alle israelitter er venner.

Vi finder engang i sproget »Gør  dig en rav og køb dig en ven«, hvilket er vejen til forbedring, og engang i sproget »Døm alle mennesker  fordelagtigt« (Fædrene, kapitel 1). Man skal forstå, hvad betydningen af »gør« er. Hvad er betydningen af ›køb‹? Hvad er betydningen af »døm alle mennesker fordelagtigt«?

Betydningen af »gør« skal fortolkes som noget, der kommer fra forstanden, for i en situation hvor forstanden ikke kan forstå, om det er værd at gøre noget eller ej, hvordan kan man så afgøre, hvad der er godt for mig, eller omvendt hvis det intellektuelt set er det samme, hvem afgør så hvad der er bedst for mennesket at gøre, men kun handlingen kan afgøre det.

For man skal vide at mennesket står over for to veje: at arbejde for at give eller at arbejde for at modtage. Der er dele af menneskets krop der siger til ham, at han vil få mere succes i livet, hvis han arbejder for at give: Og netop på den måde vil han nyde livet, hvilket er argumentet for det gode, som vores vise mænd har sagt: »Og hvis du gør det, vil du være lykkelig i denne verden, og det vil være godt for dig i den næste.«

Og det gode instinkts argument er det modsatte, at det er bedre og mere værd at arbejde for at modtage. Og så er det kun kraften, kaldet handling, som er over forstanden der er afgørende og ikke forstanden og følelsen, derfor kaldes det handling for over forstanden og over smagen. Det er den kraft, der kaldes tro, som er imod forstanden.

Og »købe« er inden for forstanden. For det er sådan i verden, at når en person ønsker at købe noget, viser købmanden ham varen, og han overvejer om det er værd at betale den pris som købmanden forlanger, og hvis han ikke ser det som værd at købe, køber han ikke. Det viser sig at »købe« er inden for forstanden.

Og nu vil vi forklare begrebet »mange« og begrebet »ven«. Begrebet ›ven‹ kaldes undertiden »venner«, som slutter sig sammen og ønsker at være ét, hvilket kan ske ved at blive ens, hvilket betyder, at hver enkelt bekymrer sig om at elske den anden. Det viser sig, at de på denne måde forenes og bliver ét.

Derfor, når man grundlægger et selskab som skal være en gruppe, ser man at de mennesker der har fået ideen om at danne et sådant selskab, normalt søger mennesker der passer til hinanden i meninger og egenskaber som de ser at de har lidt lighed i – ellers accepterer de dem ikke i den gruppe de ønsker at grundlægge. Derefter begynder arbejdet med at elske sine venner.

Men hvis de fra starten, det vil sige før de kom ind i selskabet, ikke havde noget til fælles med selskabets mål, er der ikke meget at forvente af denne forbindelse, medmindre det var tydeligt før de kom ind i selskabet at de mere eller mindre havde noget til fælles, så kan man sige, at de er i stand til at begynde at arbejde med kærlighed til andre.

Mellem mennesket og Skaberen

Mellem mennesket og ‘Skaberen begynder ordenen med først at gøre dig  en rav og derefter at købe dig en ven. Det vil sige, at mennesket først skal tro på, at Skaberen er en rav, som der står i Zohar (side 185 og i Sulam): »Frygt, som er det vigtigste er at mennesket frygter sin Herre, fordi han er en rav og hersker.« .

Og i den grad han tror på Skaberens storhed, der kaldes stor, har han i samme grad kraft til at give sig hen til at købe, det vil sige at købe med afkald på selvkærlighed for at nå til lighed i form, der kaldes hengivenhed til Skaberen, som kaldes ven (haver), hvilket er forening (dvekut) med Skaberen, Ligesom man, når man køber materielle ting, er nødt til at give afkald på penge eller ære eller blot anstrengelse for at opnå noget, så er man, når man ønsker at købe forbindelse med Skaberen, nødt til at give afkald på selvkærlighed, for ellers kan man ikke nå frem til lighed i form.

Og når en person ser, at han ikke er i stand til at give afkald for at købe lighed i form, er det ikke fordi han er født med en svag karakter og derfor ikke kan overvinde sin egenkærlighed. Men manglen ligger i at han ikke gør sig en rav, det vil sige, at han ikke arbejder med troen, for i samme grad som han tror på Skaberens storhed, har han styrken til at give afkald.

Og mere end det, mennesket skal vide at hvis det vil overveje sin grad af tro, kan man se det i den grad af indrømmelser det kan indgå i spørgsmål om selvkærlighed; så vil man vide, hvor stor ens tro er over  forstanden, og det gælder mellem mennesket og Skaberen.

Mellem mennesker

Mellem mennesker skal man først sige: Køb dig en ven, og derefter gør dig en rav. For når man søger venner, skal man først undersøge dem og se, om det virkelig er værd at knytte sig til dem, for vi se, at der er indført en særlig bøn om venner, som vi siger efter velsignelserne i bønnen »Vayhi ratzon«: »Og hold os væk fra onde mennesker og onde venner«.

Det betyder, at man, før man tager en ven til sig, skal undersøge ham så godt man kan, og så skal man bruge sin fornuft. Derfor siger man ikke »skab dig en ven«, for ordet »skab« antyder noget, der ligger over fornuft. Derfor skal man i forholdet mellem mennesker følge sin fornuft og undersøge så godt som muligt, om ens ven er i orden, som vi beder om hver dag: »Og hold os væk fra onde mennesker og onde venner«.

Og når han ser at det er værd at knytte sig til ham, skal han betale for at knytte sig til ham, det vil sige at give afkald på sin egenkærlighed og til gengæld modtage kraften fra kærligheden til andre. Derefter kan han også forvente at opnå Skaberens kærlighed. Og når han allerede har sluttet sig til en gruppe mennesker der ønsker at nå skaberens kærlighed, og ønsker at hente styrke fra dem til det arbejde der er nødvendigt for at give, og blive inspireret af det de taler om i forbindelse med at nå Skaberens kærlighed, så skal han betragte hver eneste ven i gruppen som større end sig selv. Som det står skrevet i bogen Matan Torah (side 143), at ingen bliver imponeret af deres omgangskreds og værdsætter dem for noget, hvis han ikke anser omgangskredsen for at være større end ham selv. Derfor må hver enkelt føle sig mindre end alle andre. For en stor person kan ikke modtage noget fra en mindre person og slet ikke blive imponeret af hans ord. Kun den lille bliver imponeret af den stores anerkendelse.

I det andet trin, det vil sige, at alle har brug for at lære noget af hinanden, gælder princippet »og skaf dig en rav«, for at man kan sige at ens ven er større end en selv som nævnt ovenfor, skal man handle uden at tænke over det, for kun uden at tænke over det kan man sige at ens ven er på et højere niveau end en selv. Derfor er rækkefølgen mellem mennesker, at man først skal skaffe sig en ven og derefter en rav.

Mellem mennesker

Mishnah siger os: »Skaf dig en rav og en ven, og døm alle mennesker fordelagtigt« (Avot kapitel 1).

Efter at vi har forklaret, at mellem mennesket og hans ven gælder reglen at man først skal skaffe sig en ven, hvilket vi har forklaret er en intellektuel handling, og derefter skal man beskæftige sig med at skaffe sig en rav, så gælder det mellem mennesker og Skaberen reglen, at man først skal skaffe sig en rav og derefter en ven, som ovenfor.

Nu skal vi forstå, hvad det betyder, at man om alle mennesker siger: »Døm til fordel for dem«, om det er i betydningen »købe« eller »gøre«, som nævnt ovenfor. I henhold til ovenstående skal vi fortolke, at »døm alle mennesker til fordel for dem« er i betydningen ›gøre‹ og ikke »købe«.

Vi skal for eksempel se på, om der er en synagoge hvor mange menigheder beder. Og der samles en lille gruppe som ønsker at forene sig i et fællesskab der beskæftiger sig med kærlighed til venner. Lad os sige at der er hundrede bedende, og ti af dem har besluttet sig for at holde sammen, så skal man overveje hvorfor netop disse ti individer har valgt at forene sig med hinanden og ikke med andre i synagogen.

Hvis årsagen er at de mener at de er bedre end de andre i synagogen, eller at de er værre end de andre bedende, og derfor føler at de må gøre noget for at hæve sig i Torah og ærefrygt?

Vi kan fortolke det på denne måde, at disse mennesker blev enige om at danne en gruppe, der skulle beskæftige sig med kærlighed til venner, fordi hver af dem følte, at de havde et fælles ønske der kunne forene alle deres meninger, så de kunne modtage kraften fra kærlighed til andre. For det er velkendt, at vores vise forfædre sagde: »Ligesom ansigter ikke ligner hinanden, så ligner deres meninger heller ikke hinanden.«

Derfor forstod disse mennesker, der blev enige om at forene sig i én gruppe, at der ikke var så stor afstand mellem deres meninger i den forstand, at de forstod nødvendigheden af at arbejde med kærlighed til andre, og derfor vil hver enkelt være i stand til at give afkald på noget til fordel for andre, og på den måde vil de kunne forene sig. Det er ikke tilfældet for andre mennesker som ikke har samme forståelse for nødvendigheden af at arbejde med kærlighed til andre, og derfor kan de ikke forene sig med dem.

Det betyder, at når man beskæftiger sig med at forene venner, så vurderer hver enkelt den anden både med hensyn til intelligens og karakter, om det er værd at optage vedkommende i gruppen, eller om vedkommende er værdig til at blive optaget i gruppen, hvilket er det disse mennesker har besluttet at optage som vi beder om hver dag: »Fjern os fra onde mennesker og onde venner« i vores bevidsthed.

Derfor fremstår han som stolt over for de andre bedende i synagogen, og hvordan kan man sige det, det er jo imod en udtrykkelig mishna, som lyder: »Rabbi Levitas fra Yavne siger: Vær meget, meget ydmyg« (Avot kapitel 4). Så langt hans ord.

Og om dette siger Rabbi Yehoshua ben Perachya: »Døm alle mennesker  fordelagtigt« (Fædrene, kapitel 1). Det betyder, at han i forhold til andre mennesker skal gå ud over fornuft, hvilket kaldes en handling, som er en handling og ikke fornuft. For med fornuft ser han, at de ikke er så dygtige som de mennesker han forbinder sig med, og sådan siger hver og en til sig selv. Således er hver enkelt stolt over for alle andre, og rådet til dette er det han siger: »Døm alle mennesker fordelagtigt«.

Det betyder, at med hensyn til alle mennesker, som nævnt ovenfor, med hensyn til de øvrige i synagogen, skal han dømme dem fordelagtigt og sige, at de i virkeligheden er vigtigere mennesker end ham, men at skylden ligger hos os, fordi vi ikke er i stand til at værdsætte deres storhed og betydning, som det hedder i vores vismænds ord: alle mennesker. Derfor ser han ikke deres storhed i sin forstand, og mellem mennesker skal der være en forbindelse hvilket ikke er tilfældet, så han skal bruge en vurdering der er over forstanden, og det kaldes »døm alle mennesker med en positiv holdning«.