Lech Lecha me'Artzecha ("Gå ud fra dit land")

Tashma"h – artikel 5 1985

"Gå ud fra dit land (Lech Lecha me'Artzecha), fra din slægt og fra din fars hus, til det land som jeg vil vise dig."

Her rejser man det spørgsmål, at dette ikke følger virkelighedens naturlige orden, for i virkeligheden forlader mennesket først sin fars hus, dernæst sin slægt, og dernæst sit land. Sådan spørger de klassiske fortolkere.

Efter arbejdets vej bør man imidlertid fortolke det sådan, at "dit land" (artzecha) kommer fra ordet ratzon ("vilje" eller "ønske") — ligesom vore vismænd fortolkede verset "jorden skal frembringe grønt" som samcha (glæde/tilslutning) til at udføre Skaberens vilje. Ifølge dette bliver betydningen af "gå ud fra dit land" den samme som "gå ud fra din vilje" — det vil sige fra den vilje som mennesket er skabt med, kaldet ønsket om at modtage nydelse og behag, hvilket er en form for egenkærlighed. Derfor siges der til ham, at han skal træde ud af egenkærligheden.

"Og fra din slægt" kan fortolkes ud fra, at forholdet mellem far og afkom er et forhold mellem årsag og virkning, det foranledigende og det affødte. For afkommet stammer fra dråben i faderens hjerne, og gennem dette opstår senere afkommet — som vi har talt om i tidligere artikler. Det vil sige: den anstrengelse, som mennesket lægger i sit arbejde, sker af den grund at han derved kan modtage løn. Det viser sig altså, at anstrengelsen "føder" ham lønnen. Og var det ikke for lønnen, ville han slet ikke yde nogen anstrengelse. Heraf følger, at når mennesket opfylder Torah og bud (Torah u'mitzvot), er det for at der skal fødes ham en søn, kaldet "løn".

Angående lønnen har vi allerede talt om, at der findes to slags løn:

1. Den, der kaldes "løn i denne verden",
2. Den, der kaldes "løn i den kommende verden".

Som det fremgår af Zohar (Zohars indledning, med kommentaren Sulam, side 184, punkt 190): "Og disse to," siger den hellige Zohar, "kaldes ikke det væsentlige (ikkar)." Og der forklares i Sulam-kommentaren, at det er fordi de begge er bygget på grundlaget af egenkærlighed, det som kaldes ønsket om at modtage med henblik på at modtage.

Heraf følger: hvis mennesket anstrenger sig med Torah og mitzvot med henblik på at modtage løn for sit ønske om at modtage, så bliver både faderen — det vil sige anstrengelsen — og afkommet, som fødes af anstrengelsen og kaldes løn, begge grundlagt på egenkærlighed . Det vil sige at dråben i faderens hjerne kaldet anstrengelsen, allerede fra begyndelsen af hans arbejde var tænkt udelukkende med henblik på egenkærlighed. Og dermed er også det barn, der fødes — det vil sige den løn, han forventer at modtage — også en løn af egenkærlighed.

Og der siges til ham: "Gå ud fra dit land" (Lech lecha me'artzecha), det vil sige fra dit ønske om at modtage (Ratzon leKabel). "Og fra din slægt", det vil sige de afkom, der er født. "Fra din fars hus", det vil sige den løn der er født fra din fars hus — som er anstrengelsen, der føder en løn af egenkærlighed — fra alt dette skal han fjerne sig.

"Til det land, som jeg vil vise dig" . Og dette "land" (aretz) skal fortolkes som ønsket om at give (Ratzon lehashpia). For gennem dette land — det vil sige gennem ønsket om at give (Ratzon dehashpia) — vil han opnå, at Skaberen åbenbarer sig for ham.

"Som jeg vil vise dig" betyder, at Skaberen vil vise sig selv for ham. Dette er derimod ikke tilfældet med ønsket om at modtage (Ratzon lekabel), hvor der sker en indskrænkning (Tzimtzum) og en tilsløring (hastarah), hvor der opstår mørke og adskillelse fra livenes liv , hvilket forårsager mørket.

Derfor: på dit [eget] ønske kan jeg ikke åbenbare mig for dig, men på ønsket om at give (Ratzon dehashpia), kaldet ligheden i form — da forsvinder indskrænkningen og tilsløringen, og Skaberen åbenbares for ham.

"Og jeg vil gøre dig til et stort folk". I Midrash Rabbah (afsnit 39) står der: "Rabbi Levi sagde: Da vor fader Abraham, fred være med ham, vandrede gennem Aram Naharaim, og han så dem svirrende og spisende og drikkende, sagde han: Gid jeg ikke må have nogen del i dette land! Men da han nåede stigen ved Tyrus, og så dem beskæftiget med lugning i lugningens tid, og med hakning i hakningens tid, sagde han: Gid jeg må have en del i dette land! Da sagde Skaberen til ham: Til dit afkom har jeg givet dette land."

For at forstå hans ord ad arbejdets vej bør man fortolke som ovenfor, at betydningen af "land" (aretz) er "ønske" (ratzon). "I Aram" (be'Aram) — bogstaverne er de samme som i "Avram". Da Abraham vandrede gennem "Naharaim" — af ordet nehor, "lys" — så han mennesker, hvis hele ønske var rettet mod lysene. Og dette kaldes "spisende og drikkende", hvormed der hentydes til lønnen. Derfor sagde han: "Gid jeg ikke må have nogen del i dette land" — hvis betydning er: gid jeg ikke må have del i dette ønske, hvor hele hensigten er rettet mod lønnen, og hvor selve arbejdet ikke tillægges betydning, kun lønnen tillægges betydning. Derfor sagde han: "Jeg vil ikke have del i dette ønske."

Da han nåede stigen ved Tyrus — "Tzur" af ordet tzar, "trængsel" — hvor de følte en form for trængsel (tzarot) i arbejdet — og han så, at de befandt sig på en stige, som er "en stige stillet på jorden, hvis top når himlen" — og han så dem beskæftiget med lugning i lugningens tid og hakning i hakningens tid, hvilket betyder, at alle deres tanker var rettet mod selve menneskets arbejde, hvor deres hovedhensigt var, at deres arbejde skulle være i orden. Det vil sige: de kar (kelim), hvortil overfloden skal nå, skulle være i orden. Men på frugterne, det vil sige lønnen, var der ikke rettet opmærksomhed. I stedet så de på arbejdets orden — hvilket menes med, at "de er beskæftiget med lugning i lugningens tid, og hakker i hakningens tid".

Da sagde han: "Gid jeg må have en del i dette land" — det vil sige i dette ønske, hvor hovedsagen er at rette hensigten på, at arbejdet skal være i orden. Og med hensyn til lønnen, som er frugterne, er det ikke deres beskæftigelse. Og herom sagde de: "De skjulte ting hører Herren vor Gud til" — det vil sige, at lønnen er Skaberens sag, og vi skal ikke rette blikket mod lønnen, men uanset hvilken tilstand mennesket befinder sig i, skal han være tilfreds med at han har fået lov at røre en smule ved en eller anden berøring i arbejdet — og dette skal for ham være en stor fortjeneste. Og kun det åbenbarede er for os — det vil sige handlingens niveau .

Og herudfra kan man forklare: "Og jeg vil gøre dig til et stort folk" — at "storhed" (gadlut) netop hører til handlingens niveau. Som nævnt ovenfor kaldes storheden hos arbejdets folk ikke andet end handlinger, der er over fornuften. Og kun heri føler de deres egen betydning. Men de lys, de modtager gennem deres arbejde, tager de ikke i betragtning af den grund at lysene hører til det der kaldes "de skjulte ting hører Herren vor Gud til" — det vil sige, Skaberen, hans eget værk: hvad Han ønsker, det gør Han.

Og de bad ikke Ham om at give dem noget, for det er ikke deres mål. Deres eneste mål er at skabe glæde for Skaberen uden nogen form for modydelse, for hele deres løn ligger blot i, at de har fået den fortjeneste at tjene Kongen. Og det er ikke vigtigt for dem, i hvilken slags tjeneste de tjener Kongen, om det er en vigtig eller en uvigtig opgave. For de tænker kun på, hvad de kan gøre til glæde for Kongen.

Det vil sige — for eksempel: på uvigtige opgaver er der ikke mange der kaster sig over dem, hvis nogen ønsker at påtage sig dem. De springer straks til, netop fordi de her får plads til at kunne glæde Kongen, eftersom der ikke er mange der kaster sig over den slags opgaver.

Og lignelsen er, at eftersom der ikke er mange mennesker, som ønsker at gå i retning af arbejde der er over fornuften fordi alle betragter det som et "lavtstående arbejde" , og et sådant arbejde anses af dem som "eksilets tilstand" — så er det netop de mennesker som ønsker at se på hvordan de kan glæde Kongen, der vælger netop denne opgave. Og dette arbejde kaldes "at rejse Shechinah op af støvet". Og ligeledes kaldes dette arbejde "Shechinah i eksil". Og kun dette arbejde ønsker de.

Derimod, hvad angår at arbejde med henblik på at modtage lys og overflod ovenfra — dér er der mange, der kaster sig over det.

Herudfra kan man forklare det, vore vismænd sagde (Shabbat 127a): "Rav Yehuda sagde i Ravs navn: Større er det at modtage gæster end at modtage Shechinah's ansigt, thi der står skrevet: 'Og han sagde: Herre, hvis jeg dog har fundet nåde for dine øjne, gå da ikke forbi din tjener' osv." Og Rashi forklarer: "'Gå ikke forbi' — og han lod Ham være, og gik for at tage imod gæsterne." Man kan sige, at dette (Abraham) havde lært af det, som Skaberen havde sagt til ham: "Og jeg vil gøre dig til et stort folk" — det vil sige, at det væsentlige er handlingen og ikke lysene . Det vil sige, at hovedsagen i deres arbejde er kærlighed til næsten, og han har ingen regnskab med sig selv. Derfor — selvom det at modtage Shechinah's ansigt utvivlsomt giver kroppen mere nydelse end arbejdet med kærlighed til næsten —derfor: her, efter at Skaberen havde sagt til ham "og jeg vil gøre dig til et stort folk" — at hovedparten af din storhed (gadlut) skal ligge her, det vil sige i handlingerne — havde han her en anledning til at vise sig selv. Det vil sige: han selv skulle være sikker på, at han ikke ønskede at se på gevinster. For det er en stor gevinst at få den fortjeneste at modtage Shechinah's ansigt, og alligevel valgte han for sig selv handlingens niveau— det vil sige, at han ikke havde nogen hensigt om løn for sit arbejde, men hovedsagen er arbejdet selv. Og her fandt han en anledning til afklaring : at det bestemt er en stor ting at give afkald på løn og modtage arbejde i stedet for løn.

Og verdens sædvanlige vej er det modsatte: man yder anstrengelse for at modtage løn. Men han gjorde det modsatte — han gav afkald på lønnen, for at han kunne modtage anstrengelsen. Og dette lærte han af det Skaberen sagde til ham: "Og jeg vil gøre dig til et stort folk" — som nævnt ovenfor, at hovedparten af storheden er handlingen .