Man bør altid sælge bjælkerne i sit hus

Rabash artikel nr. 9, 1984

”Rabbi Yehuda sagde: ’Rav sagde: ’Man bør altid sælge bjælkerne i sit hus og tage sko på fødderne’” (Shabbat, 129). Vi bør forstå præcisionen omkring bjælkerne i ens hus og den store betydning af sko, til det punkt, at det er værd at sælge bjælkerne i sit hus for det, hvilket betyder at have evnen til at tage sko på fødderne.

Vi bør fortolke det i arbejdet. Korot [bjælkerne] i hans hus kommer fra ordet Mikreh [hændelse/begivenhed], hvilket betyder alt hvad en person oplever i sit hjem. Vi opfatter mennesket ved hjælp af to former for skelnen – ved viden, det vil sige med intellektet, og ved følelser, det vil sige det vi føler i vores hjerter – uanset om vi er glade eller ulykkelige.

Disse hændelser, vi oplever, vækker spørgsmål i vores hverdag. Dette gælder mellem en person og hans Skaber og mellem en person og hans ven.

Mellem en person og Skaberen betyder, at han har klager over at Skaberen ikke opfylder alle hans behov. Med andre ord bør Skaberen opfylde det, som personen mener, han har brug for, fordi reglen er, at det gode er at gøre godt. Og nogle gange klager han som om han føler det modsatte – at hans situation altid er værre end andres, der er på et højere niveau end ham.

Det følger heraf, at han befinder sig i en tilstand kaldet »spioner«, der bagtaler Forsynet, fordi han ikke føler glæde og fornøjelse i sit liv, og det er svært for ham at sige: »Kun godhed og nåde vil følge mig alle mine dage.« På det tidspunkt befinder han sig således i en tilstand af »spioner«.

Vores vismænd sagde om det (Berachot [Velsignelser], 54): »Man skal velsigne det onde, som man velsigner det gode,« da grundlaget for jødedommen er bygget på tro frem for fornuft. Det betyder, at man ikke skal stole på det, som intellektet tvinger en til at tænke, sige og gøre, men på troen på et velvilligt, højere forsyn. Og netop ved at retfærdiggøre forsynet bliver man senere belønnet med glæde og fornøjelse.

Baal HaSulam gav en allegori om en person, der havde klager og krav til Skaberen om, at han ikke opfyldte alle sine ønsker. Det er som en person, der går på gaden med et lille barn, og barnet græder bitterligt. Alle mennesker på gaden ser på faderen og tænker: ”Hvor grusom er denne mand, der kan høre sin søn græde uden at tage sig af det? Barnets gråd får selv folk på gaden til at have ondt af barnet, men denne mand, der er hans far, har det ikke. Og der er en regel, der siger: ’Som en far har medfølelse med sine børn. ’”

Barnets gråd fik folk til at gå hen til hans far og spørge: ”Hvor er din barmhjertighed?” Da svarede hans far: »Hvad kan jeg gøre, hvis min søn, som jeg værner om som min øjesten, beder mig om at give ham en nål, så han kan klø sig i øjet, fordi han har kløe i øjnene? Kan jeg kaldes ›grusom‹ for ikke at opfylde hans ønske, eller er det barmhjertighed, at jeg ikke giver ham den, så han ikke stikker sig i øjet og bliver blind for evigt?«

Derfor må vi tro, at alt, hvad Skaberen giver os, er til vores eget bedste, selvom vi for en sikkerheds skyld må bede om, at Skaberen vil fjerne disse problemer fra os. Vi må dog vide, at bønnen og opfyldelsen af bønnen er to separate spørgsmål. Med andre ord, hvis vi gør hvad vi skal, vil Skaberen gøre, hvad der er godt for os som i ovenstående allegori. Der siges om det: »Og Herren vil gøre det, som forekommer ham godt.«

Det samme princip gælder for en person og hans ven, hvilket betyder, at han skal sælge bjælkerne i sit hus og tage sko på fødderne. Med andre ord skal en person sælge bjælkerne i sit hus, hvilket betyder alle de begivenheder, som hans hus har oplevet med hensyn til kærlighed til venner.

Man kan have spørgsmål og klager over sin ven, da man arbejder hengivent i kærlighed til venner, men alligevel ser man ingen reaktion fra vennerne, der på nogen måde kan hjælpe en. De opfører sig alle ikke i overensstemmelse med ens forståelse af, hvordan kærlighed til venner bør være, hvilket betyder, at hver enkelt vil tale til sin ven på en respektfuld måde, som det er blandt fornemme personer.

Hvad angår handlinger, ser han heller ingen handlinger fra vennerne, som han kan se i forhold til kærlighed til venner. I stedet er alt normalt, som det er blandt almindelige mennesker der stadig ikke har interesse i at komme sammen og beslutte at opbygge et samfund, hvor der er kærlighed til venner, hvor hver enkelt bekymrer sig om den andens velbefindende.

Så nu ser han, at der ikke er nogen at se på, som udviser kærlighed til venner. Og da han føler, at han er den eneste, der går på den rette vej, og han ser på alle med foragt og hån, kaldes dette »spioner«. Det vil sige, at han spionerer på sine venner for at se, om de opfører sig korrekt over for ham med hensyn til »Elsk din ven«. Og da han konstant hører, at vennerne hele dagen prædiker, at kærlighed til andre er det vigtigste, vil han se om det de siger er det de gør.

Og så ser han, at det hele er tomme ord. Han finder ud af, at selv i talen er der ingen kærlighed til andre, og det er det mindste i kærlighed til andre. Med andre ord, hvis han stiller nogen et spørgsmål, svarer vedkommende ham afvisende, ligegyldigt, ikke på den måde man svarer en ven. Det er snarere koldt, som om vedkommende ønsker at slippe af med ham.

Og spørg mig ikke: »Hvis du tænker på kærlighed til andre, hvorfor kritiserer du så, om din ven elsker dig, som om kærlighed til venner er baseret på selvkærlighed, og derfor vil jeg se, hvad min selvkærlighed har fået ud af dette engagement?« Det er ikke mine tanker. Jeg ønsker snarere virkelig kærlighed til andre.

Derfor var jeg interesseret i at etablere dette samfund, så jeg kunne se, at hver og en engagerer sig i kærlighed til andre, så den lille smule kraft, jeg har i kærlighed til andre, ville øges og vokse, og jeg ville have styrken til at engagere mig i kærlighed til andre mere kraftfuldt, end jeg kunne alene. Men nu ser jeg at jeg ikke har fået noget ud af det, fordi jeg ser at ikke en eneste gør noget godt. Derfor ville det være bedre, hvis jeg ikke var sammen med dem og ikke havde lært af deres handlinger.

Til det er der svaret, at hvis et samfund oprettes med bestemte mennesker, og når de samledes, må der have været nogen, der ønskede at oprette netop denne »gruppe«. Derfor udvalgte han disse mennesker for at se, om de passede sammen. Med andre ord havde hver af dem en gnist af kærlighed til andre, men gnisten kunne ikke tænde kærlighedens lys så det skinnede i hver enkelt, og derfor blev de enige om at ved at forene sig ville gnisterne blive til en stor flamme.

Derfor skal han også nu, når han spionerer på dem, overvinde sig selv og sige: »Da de alle var enige om at de skulle følge kærlighedens vej da samfundet blev etableret, så er det også sådan nu.« Og når alle dømmer deres venner positivt vil alle gnisterne antændes igen, og der vil igen være én stor flamme.

Det er som Baal HaSulam engang sagde, da han spurgte om den pagt som to venner indgår som vi finder i Torah (1 Mos 21:27): »Og Abraham tog får og okser og gav dem til Abimelek, og de to indgik en pagt.« Han spurgte: "Hvis de to elsker hinanden, gør de selvfølgelig hinanden godt. Og naturligvis, når der ikke er kærlighed mellem dem fordi kærligheden af en eller anden grund er forsvundet, gør de ikke hinanden godt. Så hvordan hjælper det at indgå en pagt mellem dem?"

Han svarede, at den pagt, de indgår, ikke er for nu, da der ikke er behov for at indgå en pagt, når der er kærlighed mellem dem. I stedet indgås pagten med vilje for fremtiden. Med andre ord er det muligt, at de efter nogen tid ikke vil føle den samme kærlighed som nu, men de vil stadig bevare deres forhold som før. Det er det, pagten er til for.

Vi kan også se, at selvom de nu ikke føler den samme kærlighed som da samfundet blev etableret, skal alle stadig overvinde deres synspunkter og hæve sig over fornuften. Dermed vil alt blive rettet, og hver enkelt vil dømme sin ven positivt.

Nu kan vi forstå vores vismænds ord der sagde: »Man skal altid sælge bjælkerne i sit hus og tage sko på fødderne.« Min'alim [sko] kommer fra ordet Ne'ilat Delet [at låse en dør], hvilket betyder at lukke. Når en person har spioneret på sin ven – og Rigel [spioneret] kommer fra ordet Raglaim [fødder/ben] – skal han »sælge bjælkerne i sit hus«, hvilket betyder alt, hvad der er sket med hans hus i forbindelse med ham og hans ven, det vil sige de spioner han har, som bagvasker vennerne.

Derefter betyder »Sælg alt« at fjerne alle de hændelser, som spionerne har bragt til ham, og i stedet tage sko på sine fødder. Betydningen er, at han skal låse spionerne væk, som om de ikke længere eksisterer i landet, og han vil lukke alle de spørgsmål og krav, han har om dem, væk. Og så vil alt falde på plads i fred.