Om diskussionen mellem Jakob og Laban År 5745 (1985) - Artikel 11

Vi ser, med hensyn til diskussionen mellem Jakob og Laban, at den adskiller sig fra Jakobs diskussion med Esau:

Hos Jakob og Laban står der skrevet (1. Mosebog 31): "Da svarede Laban og sagde til Jakob: 'Døtrene er mine døtre, og sønnerne er mine sønner, og småkvæget er mit småkvæg, og alt hvad du ser er mit'."

Og hos Jakob og Esau står der skrevet (1. Mosebog 33): "Men Esau sagde: 'Jeg har rigeligt min bror; behold du det der er dit'."

Man må forstå hvorfor Laban påstod at alt var hans, mens Esau tværtimod sagde: "Behold du det, der er dit".

Min far og lærer (Baal HaSulam) besvarede dette på følgende måde: Det er velkendt, at der findes et aspekt af fastholdelse/greb (Achiza / אחיזה) hos skallerne (Klipot / קליפות), og der findes et aspekt af udsugning/næring (Yenika / יניקה) hos skallerne. Og han sagde, at fastholdelse betyder, at skallen (Klipa / קליפה) griber fat i mennesket og ikke tillader det at gøre noget der hører til helligheden (Kedusha / קדושה).

For eksempel, når et menneske skal stå op tidligt om morgenen for at gå i synagogen og beskæftige sig med Torah. Så kommer skallen (Klipa / קליפה) og siger til ham: "Hvorfor plager du dig selv? Du er jo træt og det er koldt udenfor," og lignende påstande fra den onde indskydelse (Yetzer Hara / יצר הרע) om,at det ikke kan betale sig for ham at stå op og udføre det spirituelt arbejde . Han svarer den: "Det er som du siger, men det kan betale sig at anstrenge sig i denne verden for at gøre sig fortjent til den kommende verden (Olam HaBa / עולם הבא)." Så svarer den onde indskydelse ham: "Når du tror, at du vil få del i den kommende verden som belønning for din anstrengelse (Yegia / יגיעה) i denne verden, gælder det kun hvis mennesket beskæftiger sig med Torah og bud (Mitzvot) for Himlens skyld (L'Shem Shamayim / לשם שמים). Men jeg ved, at alt hvad du gør ikke er for Himlens skyld (Lo Lishma / שלא לשמה). Så hvem arbejder du egentlig for? Kun for mig." Gennem denne lignelse kan man forstå hans ord. Det er på denne måde, at skallen fastholder mennesket og forhindrer ‘en i at beskæftige sig med Torah og mitzvot.

Og dette var Labans påstand: "Døtrene er mine døtre ... og alt, hvad du ser, er mit." Det vil sige: "Du arbejder for mig og ikke for Skaberen (Hashem / ‘ה). Derfor kan du ikke gøre dig forhåbninger om at få del i den kommende verden. Hvorfor så anstrenge dig forgæves?" Med denne kraft fastholder den mennesket, så man ikke kan undslippe dens indflydelse og gøre noget andet imod ens vilje. Og dette var Labans påstand, for han troede at han med denne påstand ville have magt til at fastholde ham, så han ikke ville have evnen til at beskæftige sig med Torah og Mitzvot.

Og efter at han havde overvundet Labans påstand og sagt: "Det passer ikke, jeg beskæftiger mig faktisk med det for Himlens skyld . Jeg må tro på, at du er blevet sendt til mig med alle disse retfærdiggjorte påstande, udelukkende for at lede mig væk fra Helligheden (Kedusha / קדושה). Men jeg ønsker at tjene Skaberen i al enkelhed , og du har intet greb (Achiza / אחיזה) i min beskæftigelse med Torah og Mitzvot. Derfor overvinder jeg dig, og jeg går i gang med at beskæftige mig med Torah og Mitzvot, og du har absolut intet fodfæste hos mig under nogen omstændigheder."

Så kommer skallen (Klipa / קליפה) i en anden form og gør indsigelse imod ham: "Se bare om der findes andre mennesker som dig, der kan overvinde den onde indskydelse (Yetzer Hara / יצר הרע). Se på andre menneskers usselhed (Shiflut / שפלות), de har slet ingen kraft til at overvinde den. Men du er, Gud ske lov, en mand blandt mænd, og for dig kan det bestemt ikke betale sig at associere dig med dem." Og derved falder hele hans beskæftigelse med Torah og Mitzvot i hænderne på skallen, fordi den trækker ham ind i hovmod (Ga'ava / גאוה) og lignende.

Så må mennesket overvinde det og sige til klipah: "Det passer ikke, jeg er ikke bedre end andre mennesker. Tværtimod var alt hvad jeg beskæftigede mig med af Torah og Mitzvot, ikke for Himlens skyld (L'Shem Shamayim / לשם שמים), men alt blev gjort for din skyld. Hvis det er tilfældet, er jeg nu i en tilstand som vore Vismænd (Chazal / חז"ל) beskrev: 'Den der studerer Torah uden at gøre det for ens egen skyld (Lo Lishma / שלא לשמה), for ham ville det have været bedre, om hans moderkage var blevet vendt over hans ansigt.' Så nu er jeg faktisk værre end andre mennesker." Og dette var Jakobs påstand, da han sagde til Esau: "Tag imod min gave" (Mincha / מנחה) – "for jeg ønsker at begynde forfra med at beskæftige mig med Torah og Mitzvot, og det er som om jeg indtil nu endnu ikke har gjort noget som helst for Himlens skyld."

Men hvad står der skrevet? "Men Esau sagde: 'Jeg har rigeligt min bror; behold du det der er dit'." Han ønskede ikke at tage imod noget fra ham før efter adskillige anstrengelser og stort spirituelt arbejde (Yegia / יגיעה). Først da "tog han imod det fra ham", som der står skrevet: "Han nødte ham, og han tog imod den."

Det viser sig altså her – det vil sige efter handlingen – at situationen er vendt om. Labans påstand da han sagde: "og alt hvad du ser er mit", hvilket betød, at alt tilhører skallen (Klipa / קליפה), er nu den påstand Jakob fremfører her, idet Jakob sender ham det hele som en gave og derved siger, at dette er skallens ejendom. Og det som Jakob påstod over for Laban – det vil sige før handlingen, som nævnt ovenfor – nemlig at alt tilhører Helligheden (Kedusha / קדושה) og ikke skallen, det påstår Esau nu som der står skrevet: "Og han sagde: 'Behold du det der er dit'."

Om verset "så skal den lejr der er tilbage undslippe" (1. Mos 32:9) forklarede Rashi, og dette er hans ord: Han forberedte sig på tre ting: på en gave (Doron / דורון), på bøn (Tefila / תפילה) og på krig (Milchama / מלחמה). Det vil sige to ting hører til Esau, hvilket er gave og krig. Og én ting er til Skaberen (Hashem /’ ה), nemlig bøn.

Men på det indre arbejdes vej kan man forklare, at alle disse tre nævnte ting var rettet mod Skaberen. Og det er i tråd med det, min far og lærer (Baal HaSulam) sagde om verset: "Se, der er et sted hos Mig, og du skal stille dig på klippen" (2. Mos 33:21). Da Moses sagde til Skaberen: "Lad mig dog se Din herlighed", kom svaret: "Og Herren sagde: Se, der er et sted hos Mig [Iti/ איתי]". Og forklaringen er, at ordet "hos mig" (Iti / איתי) er et akronym for Tro (Emuna / אמונה), Bøn (Tefila / תפילה) og Anstrengelse (Yegia / יגיעה).

Og han sagde, at for at gøre sig fortjent til Skaberens herlighed, må man tro på Skaberen. Derefter må man bede til Skaberen om, at Han vil drage en tættere på Sig. Derefter må man yde en anstrengelse (Yegia / יגיעה) for at underkaste sin onde indskydelse (Yetzer / יצר), så man ønsker at annullere sig selv (Bitul / ביטול) til fordel for Skaberen. Og efter disse tre handlinger gør man sig fortjent til Skaberens herlighed. Og dette var det svar, Skaberen gav Moses, da Moses sagde til Ham: "Lad mig dog se Din herlighed."

Og på denne måde kan man forklare det som Rashi forklarede, at han forberedte sig på gave, bøn og krig. Krig (Milchama / מלחמה) betyder krigen mod indskydelsen. Bøn (Tefila / תפילה) betyder, at Skaberen skal drage ham nær, så han kan nå sin fuldkommenhed (Shlemut / שלמות) til det spirituelle trin (Madrega / מדרגה) han har brug for at nå. Gave betyder tro (Emuna / אמונה), for den der viser tillid til en anden, udfører en form for given (Netina / נתינה), som der står skrevet om Abraham: "Og han troede på Herren, og Han regnede ham det til retfærdighed" (1. Mos 15:6). Og Rashi forklarede: Skaberen regnede det Abram til fortjeneste og retfærdighed på grund af den tro, hvormed han troede på Ham.

Det viser sig ifølge dette, at alle de tre ting, som er gave, bøn og krig, har til hensigt at han med disse tre ting vil besejre Esau. Og alle disse tre nævnte ting er mellem mennesket og Skaberen . Man behøver altså ikke at sige, at kun bøn er mellem mennesket og Skaberen, mens gave og krig er rettet mod Esau. Tværtimod er det hele relateret til Skaberen.

Men det vigtigste er at vide hvad aspektet 'Esau' er for noget, som vi er nødt til at korrigere (Letaken / לתקן). Det er velkendt, at over for Helligheden (Kedusha / קדושה) står der, som dens modsætning, en skal (Klipa / קליפה). Og generelt kaldes denne "skallen Esau". Men der er mange trin (Madregot / מדרגות) i skallen. Og hvert aspekt har sit eget navn. Også i Helligheden er der mange aspekter, og hvert aspekt har sit eget navn.

Generelt kaldes Helligheden ved navnene Sefirot (ספירות), Partzufim (פרצופים) og Verdener (Olamot / עולמות). Og generelt kaldes den tilstand, der er med henblik på at give (Al Menat Lehashpia / בעל מנת להשפיע), for Hellighed. Mens urenhed (Tum'ah / טומאה) kaldes det at være med henblik på at modtage (Al Menat Lekabel / בעל מנת לקבל), som er aspektet af selvkærlighed (Ahavat Atzmit / אהבה עצמית).

Og når et man overholder Torah og Mitzvot for at modtage denne verden eller den kommende verden som belønning, kaldes begge disse aspekter "ikke for Hendes skyld" (Lo Lishma / שלא לשמה). Kun den der overholder Torah og Mitzvot ud fra motivet "fordi Han er stor og herskende" , hvilket betyder ud fra Skaberens storhed (Gadlut / גדלות) og vigtighed (Chashivut / חשיבות), dette kaldes "for Hendes skyld" (Lishma / לשמה) (se Zohar og HaSulam side 184, paragraf 190). Og dette kaldes med henblik på at give (Al Menat Lehashpia / בעל מנת להשפיע) og ikke for at modtage nogen belønning for sit arbejde. Dette kaldes rent arbejde (Avoda Tehora / עבודה טהורה).

Og arbejdet med henblik på at give kan kun lade sig gøre i forhold til, hvor meget han værdsætter modtageren af sit arbejde. Så har han brændstof . Men hvis han ikke er i stand til at forstørre vigtigheden af Den han arbejder for, så har han ingen kraft til arbejdet. For vi ser i naturen, at den lille annullerer sig selv over for den store, som et stearinlys foran et bål. Tværtimod består hele det store arbejde i at forstørre Modtageren af arbejdet, det vil sige, at han skal erkende Hans vigtighed. Og hvis han ikke har noget at værdsætte Ham med inden for fornuften , så er vores arbejde som nævnt ovenfor, ligesom min far og lærer forklarede om verset "Se, der er et sted hos Mig [Iti]", at bogstavet Aleph i "Iti" hentyder til aspektet tro over fornuften (Emuna Lema'ala Mi HaDa'at / אמונה למעלה מהדעת).

Det viser sig, at det primære i menneskets arbejde er at arbejde over fornuften (Lema'ala Mi HaDa'at / למעלה מהדעת) for at værdsætte Skaberen. For generelt er tilstanden for alle skabninger, at de mærker Helligheden som "Shechina (det Guddommelige Nærvær) i støvet" (Shechinta B'Aafra / שכינתא בעפרא)....Derfor står der i alle bøgerne, at ethvert menneske, før det beskæftiger sig med Torah og Mitzvot, må rette sin intention (Kavana / כוונה) mod at "rejse Shechina (det Guddommelige Nærvær) fra støvet". For angående det arbejde at den lille skal annullere sig selv over for den store, er der intet at arbejde på, for det er indlejret i naturen, at den lille annullerer sig selv i forhold til den store. Tværtimod består hele menneskets arbejde udelukkende i at arbejde på at erkende Skaberens storhed (Gadlut / גדלות) og vigtighed (Chashivut / חשיבות).

Og i praksis forstår mennesket om alting at det kan betale sig at arbejde for det, det vil sige, at man mærker en mangel, undtagen når det gælder Skaberens storhed og vigtighed. På dette punkt forstår vi ikke, at det er det eneste vi mangler. Og det kan forklares ud fra verset: "Den retfærdige omkommer, og ingen lægger sig det på hjerte" (Esajas 57:1). Skaberen kaldes "den retfærdige" (Tzadik / צדיק), som der står skrevet: "Herren er den retfærdige". Han har mistet sin vigtighed, og der er ingen, der lægger sig det på hjerte, at man må arbejde for at opnå Hans vigtighed.

For når mennesket føler sig bare en smule opløftet , så forstår man, at det kun kan betale sig at arbejde for spiritualitet (Ruchniyut / רוחניות). Og man må sige at grunden er, at man mærker spiritualitetens vigtighed i en sådan grad, at det kan betale sig at anstrenge sig for spiritualitet og ikke for materielle ting , fordi det materielle i det øjeblik har mistet sin værdi for’en, mens det spirituelle er steget i værdi.

Derfor beslutter man sig da for at kun Helligheden (Kedusha / קדושה) er værd at anstrenge sig for, og ikke det materielle. Det viser sig ifølge dette, at alle opstigninger (Aliyot / עליות) og nedstigninger (Yeridot / ירידות) ikke handler om mennesket selv, men om Helligheden. Det vil sige, at nogle gange stiger Hellighedens værdi, hvilket betyder at den bliver vigtigere for ham, og nogle gange falder Hellighedens kurs i en lav tilstand , så det ikke engang kan betale sig at tænke på den.

Og angående det at den lille annullerer sig selv over for den store, finder vi det beskrevet (i Yalkut Chadash og Pirkei DeRabbi Eliezer), at efter at Skaberen havde gjort Abrahams ry stort, fordi alle så Abrahams storhed, gav Farao en pige, som var hans datter, til Saraj, for at hun skulle være tjenestepige i Abrahams hus. Selvom en tjenestepige (Shifcha / שפחה) er et meget lavt trin, for dengang havde en slave og en tjenestepige ingen menneskerettigheder og blev anset som dyr, så gav han alligevel sin datter til at være tjenestepige for Saraj. Og han trøstede hende og sagde: "Min datter, det er bedre for dig at være tjenestepige i den velsignede Abrams hus end at være frue (matrone) i mit hus."

Og forskellen mellem et menneske der udfører det hellige arbejde for belønningens skyld (Schar / שכר), eller fordi han ønsker at tjene Kongen på grund af Hans vigtighed og storhed, er denne: Hvis et menneske arbejder med materielle ting for at opnå en materiel belønnin, ser vi, at hvis mennesket har en mulighed for at få belønningen uden at skulle arbejde så mange timer – hvis der er nogen, der kan tilbyde ham en sådan realitet – så vælger han straks den vej. For mennesket elsker hvile, og han giver kun afkald på glæden ved hvile for at få en belønning.

Derfor, hvis han fandt en, der kunne vise ham en måde, hvorpå han ikke behøvede at yde en anstrengelse (Yegia / יגיעה), ville det være en stor lykke for ham. Men sådan er det ikke, hvis han arbejder på grund af Kongens vigtighed. For da er hans nydelse (Taanug / תענוג) betinget af den store ære, han har i selve det at tjene Kongen. I så fald giver det ikke mening at sige, at der findes en virkelighed hvor han ikke arbejder, men alligevel får sin belønning, for hans belønning er selve arbejdet for Kongen. Og dette er det tydelige tegn på, at mennesket vil se sandheden om hvad formålet med dets arbejde er: om det er for belønningens skyld eller for Skaberens storheds skyld.