Om Samfundets Betydning

Artikel nr. 12, 1984

Det er kendt, at man altid befinder sig blandt mennesker, som ingen tilknytning har til arbejdet på sandhedens vej, men tværtimod altid modarbejder dem, der går på sandhedens vej. Og da menneskers tanker blandes, trænger modstandernes syn på sandhedens vej ind hos dem, der har et vist ønske om at gå den vej.

Derfor findes ingen anden løsning end at oprette et selvstændigt samfund for sig selv – en ramme, altså et adskilt fællesskab, der ikke blander sig med andre mennesker, hvis synspunkter afviger fra dette samfunds. De skal løbende vække spørgsmålet om samfundets formål i sig selv, så de ikke følger flertallet, for det ligger i vores natur at følge flertallet.

Hvis samfundet isolerer sig fra de øvrige mennesker, hvis de ingen forbindelse har med andre i spirituelle anliggender, og deres kontakt kun drejer sig om legemlige ting, vil de ikke blande sig med disse menneskers synspunkter, fordi de ingen forbindelse har i religionsspørgsmål.

Men når en person opholder sig blandt religiøse mennesker og begynder at tale og diskutere med dem, blander han sig øjeblikkeligt med deres synspunkter. Deres synspunkter trænger ubevidst ind i hans sind i en sådan grad, at han ikke kan skelne mellem, hvad der er hans egne tanker, og hvad han modtog fra de mennesker, han knyttede sig til.

Derfor skal man i arbejdet på sandhedens vej isolere sig fra andre mennesker. Sandhedens vej kræver nemlig konstant styrkelse, da den går imod verdens syn. Verdens syn er viden og modtagelse, mens Torahs syn er tro og given. Hvis man afviger fra dette, glemmer man øjeblikkeligt hele arbejdet på sandhedens vej og falder tilbage i en verden af selvkærlighed. Kun fra et samfund i formen »De hjalp hver mand sin næste« modtager hver enkelt i samfundet styrken til at kæmpe mod verdens syn.

Vi finder også følgende i Zoharens ord (Pinhas, s. 31, punkt 91, med Sulam-kommentaren):  »Når en person bor i en by beboet af onde mennesker, og han ikke kan overholde Torahs Mitzvot og ikke lykkes med Torah, så flytter han og river sine rødder op derfra og planter sig selv et sted, hvor der bor gode mennesker med Torah og Mitzvot. For Torah kaldes ’træ’, som der står: ’Den er et livets træ for dem, der holder fast ved den.’ Og mennesket er et træ, som der står: ’For er markens træ menneske?’ Og Mitzvot i Torah sammenlignes med frugter. Og hvad siger den? ’Kun de træer, du ved ikke er spisetræer, dem må du ødelægge og fælde’ – ødelægge fra denne verden og fælde fra den kommende verden.«

Derfor må man rive sig op fra stedet med de onde, for der kan man ikke lykkes med Torah og Mitzvot, og plante sig blandt retfærdige, så man lykkes med Torah og Mitzvot.

Da mennesket, som Zohar sammenligner med markens træ, ligesom træet lider under dårlige naboer – vi må altid fjerne det onde ukrudt omkring os, fordi det påvirker os – må vi holde os væk fra dårlige miljøer og fra mennesker, der ikke favoriserer sandhedens vej. Vi skal vogte nøje, så vi ikke drages til at følge dem.

Dette kaldes »isolering«: at have tanker om den »ene myndighed« (given) og ikke »offentlig myndighed« (selvkærlighed). Dette kaldes »to myndigheder« – Skaberens myndighed og ens egen myndighed.

Nu kan vi forstå vore vismænds ord (Sanhedrin 38a):

Rav Jehuda sagde i Ravs navn: »Adam HaRishon var kætter,« som der står: »Og Herren Gud kaldte på mennesket og sagde: ’Hvor er du?’ – hvor er dit hjerte henne?«

Ifølge Rashi betyder »kætter« tilbøjelighed til afgudsdyrkelse. I Etz Yosef-kommentaren står der: »Når der siges ’hvor, hvor er dit hjerte henne?’, er det er kætteri, som der står: ’at I ikke går efter jeres eget hjerte’ – det er kætteri, når hjertet hælder mod den anden side.«

Men dette er meget forvirrende: Hvordan kan man sige, at Adam HaRishon hældede mod afgudsdyrkelse? Eller ifølge Etz Yosef, at han var i formen »at I ikke går efter jeres eget hjerte« – er det kætteri?

Ifølge det, vi lærer om Skaberens arbejde, som udelukkende handler om hensigten at give, så er arbejde for at modtage fremmed for os; vi skal kun arbejde for at give. Men han tog alt for at modtage.

Det er betydningen af, at han fejlede i »går ikke efter jeres eget hjerte«. Han kunne ikke spise af Kundskabens Træ for at give, men spiste af Kundskabens Træ for at modtage. Dette kaldes »hjerte« – hjertet ønsker kun at modtage for egen skyld. Og dette var Kundskabens Træs synd.

For at forstå dette, se indledningen til Panim Masbirot.

Heraf kan vi forstå samfundets fordel: Det kan skabe en anden atmosfære – kun at arbejde for at give.