Dagsordenen for forsamlingen. 1984 – Artikel 17, Del 2
Først, når man samles, skal der være en dagsorden. Det vil sige, at hver enkelt efter sin evne, skal tale om vigtigheden af selskabet (gruppen). Det vil sige, hvilke fordele gruppen vil bringe ham. Og i forhold til, hvad han håber at gruppen vil give ham af vigtige ting – ting som han selv ikke er i stand til at opnå – i den grad værdsætter han gruppen.
Dette er som vore vismænd har sagt (Berakhot 32): “Rabbi Shmalai ‘sagde: Mennesket skal altid begynde med at prise Skaberen, og først derefter bede.” Hvorfra ved vi dette? Fra Moses, som der står skrevet: “Jeg bad til Herren på den tid.” Og der står også: “Herre, Skaber, du har begyndt...” Og: “Lad mig venligst få lov at gå over og se det gode land.”
Grunden til, at man først skal lovprise Skaberen, er, at det er en almindelig adfærd i verden, at når man beder nogen om noget, skal to betingelser være opfyldt:
- At den person har det, jeg beder om – for eksempel, rigdom, evne, og at han er kendt for sin store rigdom og pragt.
- At han har et godt hjerte – det vil sige, han har viljen til at give og gavne andre.
Kun hos en sådan person giver det mening at bede om noget. Derfor sagde de: “Mennesket skal altid først prise Skaberen og så derefter bede.” Det vil sige: Når mennesket tror på Skaberens storhed – at Han har alle former for nydelser at give til sine skabninger, og at Han ønsker at gøre godt – så giver det mening at bede. For hvis Skaberen ønsker at gøre godt, så er det muligt, at Han vil give os det, hjertet ønsker. Og da kan bønnen komme fra et sted med tillid til, at Skaberen vil høre og opfylde bønnen.
Det samme gælder i kærligheden til vennerne. Først, når man samles, skal man tale om vennernes fortrin – hvor vigtige de er. Og i den grad man vurderer gruppens storhed, i den grad kan man ære gruppen. Først derefter kan man bede – det vil sige, at hver enkelt må undersøge sig selv: Hvor meget kraft giver jeg for gruppens skyld? Og når man ser, at man ikke har styrken til at gøre noget for gruppens skyld, så er det tid til bøn – at Skaberen vil hjælpe ham, og give ham styrke og vilje til at arbejde med kærlighed til næsten.
Derefter skal hver enkelt opføre sig som i de sidste tre velsignelser i den attende bøn ("Shmone Esre"). Det vil sige: Efter at have anmodet om alt, hvad han vil fra Skaberen, står der i Zohar, at i de sidste tre velsignelser skal det være som om, Skaberen allerede har givet ham alt, og han nu har taget afsked med Ham.
Sådan bør man også handle i kærlighed til vennerne. Efter man har gjort selvransagelse og bedt, skal man tænke, som om bønnen allerede er blevet opfyldt. Og så skal man sidde i glæde med vennerne, som om alle vennerne er ét legeme. Og ligesom kroppen ønsker, at alle lemmerne har det godt, sådan ønsker han, at alle vennerne nu skal føle sig godt tilpas.
Derfor, efter alle overvejelser, er det tid til glæde over kærligheden til vennerne. Da skal hver enkelt føle sig lykkelig, som om han netop har gjort en god handel, der vil give ham stor profit. Og som man gør i verden, giver man i så fald en drink til vennerne.
Sådan også her – hver enkelt bør sørge for, at hans ven får noget at drikke og spise, kage og lignende, fordi han nu er lykkelig, og ønsker at vennerne også skal føle sig godt tilpas. Derfor, når mødet slutter, skal det være med glæde og opløftelse.
Dette svarer til "tid for Torah" og "tid for bøn". For "tid for Torah" er en tilstand af fuldkommenhed, uden nogen mangel. Det kaldes "højre side", som der står: "Fra hans højre, en ildfuld lov til dem."
Mens "tid for bøn" kaldes "venstre", for det er stedet for manglen, som skal rettes. Det kaldes "rettelse af kelim."
Torah, som kaldes "højre", har ingen mangel og kræver ingen rettelser. Derfor kaldes Torah en gave.
Og en gave gives til den, man elsker. Men i verden elsker man ikke en, der mangler noget. Derfor, i "tid for Torah", tænker man ikke på rettelser. Og når mødet slutter, skal det være som de sidste tre velsignelser i den attende bøn, som nævnt. Og af den grund vil alle føle en tilstand af fuldkommenhed.