Hvilken grad må mennesket nå for ikke at skulle reinkarnere igen

(Tashmad – Artikel 10, 1984)

Spørgsmål:
Hvilken grad må mennesket nå for ikke at skulle komme tilbage i en ny inkarnation (גלגול)?

I Shaar HaGilgulim (side 10, spalte 2) står der:

“Alle Israels børn er forpligtet til at reinkarnere, indtil de fuldender alle niveauer af NRNHY (נרנח״י). Men de fleste mennesker har ikke alle fem dele, som kaldes NRNHY, men kun nefesh (נפש), som stammer fra Asiya (עשיה).”

Heraf følger, at hvert menneske kun behøver at rette (לתקן) sin egen del og roden af sin sjæl (שורש נשמתו) — og ikke mere end det. Når denne del er rettet, er det som påhviler ham fuldendt.

Sjælenes oprindelse

Sagen er den, at man må vide, at alle sjæle udspringer af Adam HaRishons sjæl (נשמת אדם הראשון). Efter hans synd med Kundskabens Træ (חטא עץ הדעת) blev hans sjæl opdelt i 600.000 sjæle.
Det vil sige: det, som hos Adam HaRishon var ét lys (אור אחד), kaldet i Zohars sprog “den øvre stråleglans” (זיהרא עילאה), som han havde  Én gang i Edens Have — dette lys blev siden udfoldet i mange dele.

Se også i Panim Meirot uMasbirot (side 56, “Og det er nødvendigt”), hvor der står:

“Efter at godt og ondt blev blandet (dvs. efter synden), opstod der en stor opbygning for klipot (קליפות), som fik styrke til at hægte sig fast i kedusha (קדושה). For at beskytte sig imod dem blev lyset fra de syv skabelsesdage opdelt i meget små dele, som klipot ikke kan suge næring fra på grund af deres ringe størrelse.

Dette kan sammenlignes med en konge, der ønsker at sende en stor sum guldmønter til sin søn i et fjernt land. Men alle i landet er tyve og bedragere, og han har ingen pålidelig sendebud. Hvad gør han? Han veksler guldet til småmønter og sender dem med mange sendebud, således at det ikke kan betale sig for nogen at begå tyveri og dermed krænke kongens ære.”

På denne måde — gennem en tidsorden fordelt på mange sjæle — kan man via de daglige oplysninger (הארות) udvælge og rense de hellige gnister (ניצוצין קדישין), som blev røvet af klipot på grund af synden med Kundskabens Træ.

Mange sjæle og mange tider

Hemmeligheden bag “mange sjæle” er en differentiering af de indre lys (אורות פנימיים), og “mange dage” er en differentiering af de ydre lys (אורות חיצוניים).
Og mønt for mønt (פרוטה ופרוטה) lægges sammen til regnskabet for det store lys, som Adam HaRishon beskadigede — og da opnås den endelige fuldendelse (גמר התיקון).

Heraf følger, at hvert menneske der fødes, kun fødes med en lille del af Adam HaRishons sjæl. Når han har rettet sin del, behøver han ikke at reinkarnere igen.

Derfor kan et menneske kun rette det, der hører til hans egen del, og herom står der i Etz Chaim af ARI:

“Ingen dag ligner en anden, og intet øjeblik ligner et andet, og intet menneske ligner et andet. Og det, som galbanum (resin) retter, retter røgelse ikke. " Hver enkelt må rette det, der hører til hans del.”

Valg og arbejde

Men man må vide, at ethvert menneske, der fødes, har arbejde i valget (בחירה), for ingen fødes som retfærdig. Som vore vismænd siger (Niddah 16b):

“Rabbi Chanina bar Pappa udlagde, at den engel der er ansvarlig for graviditet — hvis navn er Laila — tager en dråbe og stiller den frem for Den Hellige, velsignet være Han, og siger: ‘Herre i verden, hvad skal der blive af denne dråbe? Stærk eller svag? Vis eller dum? Rig eller fattig?’ — men ‘retfærdig eller ond’ siger han ikke.”

Heraf ser vi, at ingen fødes som retfærdig; dette gives til menneskets eget valg. I det omfang et menneske anstrenger sig i Torah og mitzvot, opnår han at rense sit hjerte (לזכך את לבו) og rette den del, der påhviler ham fra roden af hans sjæl — og dermed fuldendes han.

Den første grad, mennesket fødes i

I Zohar, Mishpatim (afsnit 11, Sulam-kommentaren), står der:

“Kom og se: Når et menneske fødes, gives ham nefesh (נפש) fra dyresiden i renhed — fra dem, der kaldes Ofanim (אופנים), dvs. fra Asiya.
Hvis han fortjener mere, gives ham ruach (רוח) fra de hellige væsener, dvs. fra Yetzira (יצירה).
Hvis han fortjener mere, gives ham neshama (נשמה) fra tronen, dvs. fra Beria (בריאה).
Hvis han fortjener mere, gives ham nefesh fra Atzilut (אצילות).
Hvis han fortjener mere, gives ham ruach fra Atzilut fra den midterste søjle (עמוד האמצעי), og han kaldes ‘Guds søn’, som der står: ‘I er børn af Herren jeres Gud’.
Hvis han fortjener mere, gives ham neshama, som er Bina (בינה), og om dem står der: ‘Hver sjæl skal prise Gud’ — og deri fuldendes navnet  HAVAYH (שם הויה).”

Dette viser at sjælens fuldkommenhed er at have NRN fra BYA (בי״ע) og NRN fra Atzilut. Denne fuldkommenhed havde Adam HaRishon før synden, men efter synden faldt han fra sin grad, og hans sjæl blev opdelt i 600.000 dele.

Derfor kaldes menneskets spiritualitet generelt “sjæl” (נשמה), selv når han kun har nefesh de-nefesh (נפש דנפש), for der er en regel: man omtaler altid en ting ud fra dens øverste grad.

Muligheden for at nå højere

Men selvom hvert menneske fødes på den laveste grad, siger ARI (Shaar HaGilgulim, side 11, spalte 2):

“Ethvert menneske kan blive som Moses vor lærer hvis han vil rense sine handlinger, for han kan tage en højere ruach fra Yetzira og en neshama fra Beria.”

Heraf forstår man også det velkendte udsagn fra vore vismænd, at
“de retfærdiges ånder eller sjæle kommer og ibur-fæstner sig i et menneske” (עיבור), for at hjælpe ham i Guds arbejde.

Som der også står i Sulam-kommentaren (Forordet til Zohar, side 93):

“Hemmeligheden med ‘æseldriveren’ er den hjælp, der gives fra de retfærdiges sjæle, sendt fra oven for at løfte mennesket fra grad til grad. Uden denne hjælp kunne de ikke hæve sig over deres nuværende niveau. Derfor sender Den Hellige, velsignet være Han, en højere sjæl til hver retfærdig — efter hans grad — for at bistå ham på vejen. Dette kaldes ibur af den retfærdiges sjæl, og det er åbenbaringen af de retfærdiges sjæle.”

Konklusion

Når det siges, at der i hver generation findes nogen som Abraham, Isak og Jakob, betyder det ikke, at de er født sådan uden valg. Det betyder, at de, der anstrenger sig for at gå sandhedens vej, og giver den nødvendige indsats, modtager hjælp ovenfra gennem ibur af de retfærdiges sjæle og får styrke til at stige til højere grader.

Alt, hvad der gives ovenfra gives altså som hjælp — men ikke uden arbejde og valg.

Og verdens beståen sker gennem disse retfærdige, som trækker overflod (שפע) ned fra oven — og gennem dem har verden sin eksistens.