Gør dig en Rav og køb dig en ven – 1
1985 – Artikel 1
I Mishnah Avot (første kapitel) siger Yehoshua ben Perachia: "Gør dig en Rav, og køb dig en ven, og døm hele mennesket til fortjeneste." Her ser vi tre ting:
A. Gør dig en Rav,
B. og køb dig en ven,
C. og døm hele mennesket til fortjeneste.
Heraf forstås, at mennesket, ud over at gøre sig en Rav, også skal gøre noget andet, nemlig i forhold til offentligheden. Det vil sige, ud over at beskæftige sig med kærlighed til venner, er dette endnu ikke tilstrækkeligt, men han skal også tage hensyn til ethvert menneske og dømme dem til fortjeneste.
Og man må forstå forskellen på disse udtryk, nemlig "gør", "køb" og "til fortjeneste". Og "at gøre" kaldes en praktisk handling. Det vil sige, at der ikke er nogen fornuft, kun handling alene. Det vil sige, selv om fornuften ikke er enig i det han ønsker at gøre, men tværtimod fornuften får ham til at forstå, at det ikke kan betale sig at gøre denne handling, kaldes det "at gøre", det vil sige kun kraft uden intellekt, fordi det er imod fornuften.
Og ifølge dette kan man fortolke det i arbejdet, at det at mennesket skal tage på sig Himmerigets åg, kaldes "handling". Som man lægger åget på oksen, for at den skal pløje vores jord, selv om oksen ikke ønsker at tage dette arbejde på sig tvinger vi den alligevel med magt.
Ligeledes med Himmerige skal vi også tvinge og underlægge os selv, grundet Skaberens bud, uden nogen smag eller begrundelse. Og dette er fordi mennesket skal modtage Himlens rige, ikke fordi kroppen føler at der vil komme noget til gavn for den selv, men for at give tilfredsstillelse til Skaberen.
Og hvordan kan kroppen gå med til dette? Derfor må rækkefølgen i arbejdet nødvendigvis være over fornuften. Og dette kaldes: Gør dig en Rav. For Himlens rige skal være "fordi Han er stor og hersker". Som der står skrevet i Zohar (Indledning til Zohar, side 185 og i Sulam), og dette er hans ord: "Men frygt det er det vigtigste, at mennesket frygter sin Herre, fordi Han er stor og hersker, den vigtigste og roden til alle verdener, og alt foran Ham regnes for intet." Det vil sige, at man skal frygte Skaberen, fordi Han er stor og hersker over alt. Han er stor, fordi Han er roden, hvorfra alle verdener udbreder sig, og Hans storhed ses i Hans handlinger. Og Han hersker over alt, fordi alle verdener Han har skabt, både de øvre og de nedre, regnes for Ham som intet, for de tilføjer intet til Hans essens.
Derfor er rækkefølgen i arbejdet, at mennesket begynder med "Gør dig en Rav", hvilket vil sige, at han påtager sig himmerigets åg over fornuften og over forstand. Dette kaldes "handling", det vil sige, kun handlingens aspekt, selv om kroppen ikke er enig. Og derefter: "Køb dig en ven". At købe betyder, at når et menneske ønsker at købe noget, må han give afkald på ting han allerede har opnået. Han giver det han har haft længe, og til gengæld køber han en ny genstand.
Sådan er det også her i arbejdet for Skaberen. For at mennesket kan nå frem til adhæsion med Skaberen, hvilket er formlighed i betydningen "som Han er barmhjertig, så vær også du barmhjertig", følger, at han må give afkald på mange ting han har, for at kunne købe graden af forbindelse med Skaberen. Og dette er betydningen af "og køb dig en ven".
Og før mennesket har "gjort sig en Rav", det vil sige Himlens rige, hvordan kan man så sige "og køb dig en ven"? Det vil sige at han skal forbinde sig med Rav. Men han har jo endnu ingen Rav. Først efter at han har gjort sig en Rav, er det muligt at kræve af kroppen, at den skal opgivelse noget for at købe forbindelsen, fordi han ønsker at give tilfredsstillelse til Skaberen.
Og endnu mere end dette: Man skal forstå at i forhold til Ravs storhed, netop i denne grad, har han kraft til at opfylde "og køb dig en ven". For efter den betydning, han føler i Rav, i denne grad er han villig til at give afkald for at kunne forbinde sig med ham. For da forstår han, at alt er værd at gøre for at fortjene adhæsion med Skaberen.
Det følger heraf, at hvis mennesket ser at han ikke er i stand til at overvinde kroppen, fordi han mener at han har en lille kraft, det vil sige at han er født med en svag karakter, er dette ikke sandt. Det er snarere fordi han ikke føler Ravs storhed. Det vil sige at han endnu ikke har betydning af Himlens rige. Derfor, for en ting der ikke er så vigtig, har han ikke kraft til at overvinde. Men for en vigtig sag er enhver krop i stand til at give afkald på ting den elsker, og tage imod det den har brug for.
For eksempel: Et menneske er meget træt og gik i seng om aftenen, lad os sige klokken elleve. Og han bliver vækket klokken tre. Selvfølgelig vil han sige, at han ikke har kraft til at stå op og studere,fordi han er meget træt. Og hvis han også føler en smule svaghed eller mærker at han har lidt feber, har kroppen bestemt ingen kræfter til at stå op på det faste tidspunkt han er vant til at stå op.
Og hvis et menneske som er meget træt, og føler at han er syg og han gik i seng klokken tolv om natten, og klokken et vækker man ham og siger til ham at der er brand i gården, og "om lidt vil ilden trænge ind i dit værelse, skynd dig at stå op og til gengæld for den anstrengelse du gør nu vil du få dit liv". Så vil han ikke komme med undskyldninger om at han ikke har kræfter, og at han ikke har intellekt, og at han er lidt syg. Men selv om han virkelig er syg, vil han anstrenge sig fuldt ud for at redde sit liv. Og det er sikkert at fordi han vil opnå noget vigtigt, er der kræfter i kroppen til at gøre hvad han formår for at opnå sit ønskexxxxxxxxxxx
Derfor, hvis mennesket, på det tidspunkt han arbejder med spørgsmålet om "gør dig en Rav", og han tror på, at det er "for de er vores liv og længden af vores dage", i den grad han føler, at dette er hans liv, så er der allerede i kroppen tilstrækkelige kræfter til, at han kan overvinde alle forhindringer, som nævnt ovenfor i eksemplet. Derfor, alt det arbejde mennesket udfører, hvad enten i Toraen eller i bønnen, skal han da samle al sit arbejde for at opnå Rav'ens storhed og vigtighed. Og man skal yde stort arbejde og øge bønnen kun for denne sag.
Og dette kaldes i Zoharens sprog "at rejse Shechina fra støvet". Hvilket betyder, at ophøje Himlens Rige, som er "ydmyget til støvet". Det vil sige, at man ikke giver noget vigtigt til jorden, men det, som ikke er vigtigt, kaster man til jorden. Og eftersom Himlens Rige, som kaldes "Shechina", er "ydmyget til det nederste dyb", derfor står der i alle bøgerne, at før enhver åndelig handling skal man bede "at rejse Shechina fra støvet", hvilket betyder, at bede om, at Himlens Rige skal være vigtigt for os, og at det skal være værd at give kræfter for det, for at ophøje det til dets vigtighed.
Og derved forstår vi, hvad vi siger i nytårsbønnen: "Og derfor giv, Herre, ære til dit folk." Og tilsyneladende er det meget vanskeligt at forstå, hvordan det er tilladt at bede om ære. For vore vismænd har sagt: "Vær meget, meget ydmyg i ånden." Og hvordan kan vi bede om, at Herren skal give os ære?
Og det kan forklares som ovenfor, at vi beder om, at Herren skal give "Herrens ære til dit folk". Eftersom vi ikke har Herrens ære, men "Guds by er ydmyget til det nederste dyb", hvilket kaldes "Shechina i støvet", og vi har ikke den sande vigtighed i spørgsmålet om "gør dig en Rav", derfor, på "Rosh Hashana", hvor det er tiden til at tage imod Himlens Rige over os, da beder vi Skaberen om, at Han vil give os "Herrens ære til dit folk", så "Israels folk" vil føle Herrens ære. Og da vil vi kunne opfylde Tora og Mitsvot i fuldkommenhed.
Derfor skal man sige: "Og giv ære, Herre, til dit folk." Det vil sige, at Han skal give Herrens ære til Israels folk. Og det betyder ikke, at Han skal give Israels ære til Israels folk, men at Herren skal give Herrens ære til Israels folk. For kun dette mangler os, at vi skal føle Hans betydning og storhed, spørgsmålet om adhæsion til Herren. For hvis vi har denne betydning, så kan enhver give kræfter. Og der er intet menneske i verden, der vil sige, at han ikke har styrke til at modtage sit liv, derfor ønsker han at forblive et dyr, hvis han føler, at livet er noget meget vigtigt, fordi han kan nyde livet.
Men, Gud forbyde det, hvis mennesket ikke føler nogen smag i livet, er der mange mennesker, der vælger døden. Fordi intet menneske er egnet til at føle lidelse i sit liv, da dette er imod skabelsens mål. Eftersom skabelsens mål var at gøre godt mod Hans skabninger, det vil sige, at de skal nyde livet. Derfor, når mennesket ikke ser, at han vil få det godt nu, eller i det mindste senere, så mister han sig selv med vilje, fordi han ikke har noget mål med livet.
Heraf følger, at vi ikke mangler noget, undtagen "gør dig en Rav", det vil sige, at der skal være en følelse af Herrens storhed. Og så vil alle være egnede til at nå målet, som er at adhærere til Ham, velsignet være Han.
På samme måde kan man fortolke udsagnet fra Rabbi Yehoshua ben Perachia, som siger tre ting: 1. Gør dig en Rav, 2. og køb dig en ven, 3. og døm ethvert menneske til fortjeneste – om kærlighed til venner.
Fornuften kræver, at spørgsmålet om venner kun kan siges mellem to mennesker, der har det samme niveau, både i evner og i karaktertræk. Da finder de et fælles sprog og forener sig til ét. Og så "hjælper den ene sin ven". Som et billede på, at to mennesker indgår et partnerskab, og hver af dem bidrager til partnerskabet, både med penge og med kræfter, arbejde lige for lige. Og så deles også fortjenesten ligeligt mellem dem.
Men hvis den ene er højere end den anden, det vil sige, at han investerer flere penge, eller investerer ekspertise, eller flere kræfter end den anden, så bliver fortjenesten heller ikke delt ligeligt, men det kaldes "partnerskab i tredjedele" eller "partnerskab i fjerdedele". Det viser sig, at dette ikke kaldes "ægte partnerskab", fordi den ene har en større statur end den anden.
Ifølge dette følger, at spørgsmålet om ægte venskab er, at hver enkelt skal give den nødvendige betaling for at købe sin ven, netop når de begge er af samme statur, så betaler de begge lige for lige. Som i en materiel forretning, hvor begge giver alt lige for lige. Ellers kan der ikke være et ægte partnerskab. Derfor: "og køb dig en ven." For det er umuligt, at der kan være forening, hvor hver enkelt køber sin ven, undtagen når de begge er lige.
Men fra den anden side, det vil sige, at hver enkelt skal have noget at lære fra den anden, er det umuligt, medmindre man ser, at ens ven er større end en selv. Og hvis den anden er større end en selv, kan han ikke være en ven, men kun en Rav, og han betragtes som en elev. Så er der plads til, at man kan lære fra ham intellekt eller gode egenskaber.
Og dette er meningen med det, der er sagt: "Gør dig en Rav og køb dig en ven", at begge dele er nødvendige. Det vil sige, at hver enkelt skal anse den anden for at være en ven. Så er der plads til at købe. Det betyder, at hver enkelt er nødt til at yde en indrømmelse over for den anden. Ligesom en far opgiver sin hvile og arbejder for sin søn og bruger penge for sin søn. Og alt dette er på grund af kærligheden.
Men dér er det naturlig kærlighed, idet Skaberen har givet en naturlig kærlighed til at opfostre børnene, for at verden skal bestå. For eksempel, hvis faderen opfostrede børnene på grund af en mitsva, så ville hans børn have forsørgelse, og klæder og andre ting, som børnene har behov for, ligesom mennesket har forpligtelse til at opfylde alle mitsvot. Nogle gange ville han opfylde mitsvot, og nogle gange ville han kun opfylde dem for at opfylde sin forpligtelse, og hans børn kunne dø af sult.
Derfor gav Skaberen naturlig kærlighed til forældrene, så de skulle elske børnene, for at verden kunne bestå. Men sådan er det ikke med kærlighed mellem venner, for der må hver enkelt arbejde med stor anstrengelse, for at kærlighed til vennerne kan væves ind i hans hjerte. Og derfor har betydningen "og køb dig en ven" også sin plads. Det vil sige, efter at han forstår, i det mindste med intellektet, at han har brug for hjælp, og at han ikke har evne til at udføre det hellige arbejde, da, hvis han forstår, at han har brug for hjælp, i det mål han forstår det med intellektet, så begynder han at købe, det vil sige, at yde indrømmelser til fordel for sin ven.
Og det er fordi, han forstår, at den vigtigste anstrengelse er at give til Skaberen. Og dette er imod hans natur, eftersom mennesket blev skabt med en modtagelsesvilje kun for sin egen fordel. Derfor blev vi givet en egenskab, hvordan vi kan gå ud af egenkærlighed til kærlighed til andre. Og gennem dette kan han komme til kærlighed til Skaberen.
Derfor kan han finde en ven på sit eget niveau. Men at han derefter skulle gøre vennen til en Rav, det vil sige, at han skal føle, at hans ven er på et højere grad end ham selv, det kan mennesket ikke se, at hans ven skal være som en Rav og han som en elev. Og hvis han ikke anser sin ven for at være en Rav, hvordan kan det være muligt at lære fra ham. Og dette kaldes "gør", hvilket betyder handling uden intellekt. Det vil sige, at han skal acceptere over sig selv over fornuften, at hans ven er større end ham selv. Og dette kaldes "gør", det vil sige, en handling over fornuften.
Og se i bogen "Matan Torah" (side 142, afsnit "Omnam"). Der står skrevet, og dette er hans ord: "For at modtage den første betingelse er hver elev forpligtet til at føle sig selv som den mindste blandt alle vennerne. Da kan han modtage vurderingen af den store ophøjethed."
Her siger han tydeligt, at hver enkelt skal se sig selv, som om han er den mindste af eleverne. Og hvordan er det muligt, at mennesket ser, at han er den mindste af alle? Dette er kun muligt over fornuften. Og dette kaldes "gør dig en Rav". Det vil sige, at hver enkelt er i aspektet af Rav i forhold til ham, og han betragtes kun som elev.
Og dette er et stort arbejde. For der er en regel: "Den andens mangler er altid åbenbare, og ens egne mangler er altid skjulte." Og han skal anse den anden for at være en, der har gode kvaliteter, og at det er værd for ham at tage imod, hvad den anden siger til ham, eller hvad den anden gør, at han skal lære af den andens handlinger.
Og dette er kroppen ikke enig i. For vejen er altid sådan, at når nogen skal lære af en anden, det vil sige, i det tilfælde at hvis han anser den anden, så forpligter den anden ham til anstrengelse, da ophæver kroppen den andens mening og handling. Og det er, fordi kroppen ønsker hvile. Derfor er det bedre og mere behageligt for ham at ophæve sin vens mening og handlinger, for at han ikke skal behøve at anstrenge sig.
Derfor kaldes dette "gør dig en Rav", hvilket betyder, at for at vennen skal være din Rav, skal du gøre dette. Det vil sige, ikke med intellektet, for intellektet forpligter til det modsatte, og nogle gange viser det ham det modsatte, at han kan være Rav, og den anden hans elev. Derfor kaldes det "gør", i betydningen handling og ikke intellekt, som ovenfor.
3. "Og døm hele mennesket til fortjeneste."
Efter at de har sagt "køb dig en ven", opstår spørgsmålet: Hvad med de andre mennesker? For eksempel, hvis en person vælger sig nogle venner fra sin synagoge, og de andre lader han være og forbinder sig ikke med dem, så er spørgsmålet, hvordan han skal forholde sig til dem. Eftersom de ikke er hans venner, det vil sige, hvorfor har han ikke valgt dem? Man må bestemt sige, at han ikke finder gode kvaliteter hos dem, så det ville være værd for ham at forbinde sig med dem. Det vil sige, at de har mindre betydning i hans øjne.
Hvis det er sådan, hvordan og hvad skal han forholde sig til alle de mennesker, der er sammen med ham i synagogen? Og ligeledes til andre mennesker, som ikke er blandt synagogens bedende. Hvordan skal han forholde sig til dem? Om dette siger Rabbi Yehoshua ben Perachya: "Og døm hele mennesket til fortjeneste." Mennesket skal dømme alle til fortjeneste.
Det vil sige, at det, at han ikke ser kvaliteter hos dem, er ikke deres skyld, men han selv har ikke i sine kræfter tilstrækkelig evne til at se fællesskabets kvaliteter. Derfor ser han det ud fra sin sjæls natur. Og dette er sandt ifølge hans opnåelse, men ikke ifølge sandheden. Det vil sige, der er en sandhed i sig selv, det vil sige, uden de opnåendes opfattelse.
Det vil sige, der er et aspekt af sandhed, hvor hver enkelt opnår ifølge sin opnåelse. Det vil sige, at sandheden får forandringer i forhold til de opnående. Det vil sige, at hos de opnående selv vil det fremover ændre sig, alt efter forandring af den opnåendes tilstand.
Men sandhedens virkelighed ændrer sig ikke fra sin essens. Derfor kan enhver opnå den på en anden måde i én og samme ting. Derfor kan det, hvad angår offentlighedens anliggender, være, at hele offentligheden er i fuldstændig orden, men han ser det anderledes ifølge sin egen natur.
Derfor siges der: "Og døm hele mennesket til fortjeneste." Det vil sige, at han skal dømme hele offentligheden, undtagen sine egne venner, til fortjeneste. Det vil sige, at alle er værdige i forhold til sig selv, og der er, Gud forbyde det, ingen klager over deres opførsel. Men i forhold til ham, det vil sige, at han kan lære noget fra dem, er det ikke fordi han ikke har nogen formlighed med dem.
IGN