Ma’oz Tzur, min frelses klippe
Tishma 5745 – Artikel 13
1985 – Artikel 13

I Chanukka-sangen siger vi:
“Ma’oz Tzur yeshuati, lecha na’eh leshabeach, tikon beit tefilati, vesham toda nizbach”
(“Min frelses klippe, det sømmer sig at prise dig; lad mit bedehus blive grundfæstet, og dér vil vi ofre et takoffer.”)

Sangen begynder med lovprisning, som der står: “det sømmer sig at prise dig”.
Derefter fortsætter den med bøn, som der står: “lad mit bedehus blive grundfæstet”.
Og derefter igen med tak og lovprisning, som der står: “og dér vil vi ofre et takoffer.”

Det viser sig altså, at der her er tre elementer, svarende til bønnernes opbygning:

1. De tre første velsignelser i Shemone Esre (Attenbønnen) er lovprisning og taksigelse.
    
2. De tre midterste er anmodninger og bønner.
    
3. De tre sidste er igen lovprisning og taksigelse.
    

Se, vi begynder med nutiden, som der står: “det sømmer sig at prise dig”.
Det vil sige, at vi takker og priser Dig for det gode, vi har modtaget fra Dig.
Dette svarer til det, vore vismænd har sagt:
"Et menneske skal altid først ordne lovprisningen af Den Hellige, velsignet være Han, og derefter bede" (Berakhot 32).

Årsagen er, at den som tror, at Den Hellige, velsignet være Han, er barmhjertig og nådig og ønsker at gøre godt mod sine skabninger – for ham er der plads til bøn.
Derfor er det nødvendigt først at ordne lovprisningen af Den Hellige.

Det betyder, at mennesket selv må ordne lovprisningen af Skaberen.
Det er ikke meningen, at Skabern skal se, at mennesket priser Ham, for Den Hellige behøver ikke sine skabninger.
Derimod er det mennesket selv, der skal se og erkende Skaberens storhed.
Og derefter kan han bede Ham om også at hjælpe ham, eftersom det ligger i Hans natur at gøre godt mod sine skabninger.

Derfor, efter at man har sagt “det sømmer sig at prise dig”, kommer bønnen: “lad mit bedehus blive grundfæstet”.
Og hvad er “mit bedehus”?

Forklaringen er, som der står:
"Og jeg vil bringe dem til mit hellige bjerg og glæde dem i mit bedehus."
"Mit hellige bjerg" – et bjerg (har) i betydningen tanker og overvejelser (hirhurim).
Det vil sige: at Han vil give dem hellige tanker, så alle deres tanker udelukkende er af hellighed.

„Og jeg vil glæde dem i mit bedehus“ – dette er menneskets hjerte, hvor der skal være et sted for Skaberens nærvær.
For Skaberens nærvær kaldes „bøn“, som det er kendt, at Malchut kaldes „bøn“, som der står: „Og jeg er bøn“.
Og efter at „mit bedehus bliver grundfæstet“, derefter: „og dér vil vi ofre et takoffer“.
Det viser sig altså, at der først er lovprisning, derefter bøn, og derefter igen tak og lovprisning, ligesom bønnernes rækkefølge, hvor man afslutter med lovprisning og taksigelse.

Men hvad kan mennesket gøre, hvis det ønsker at begynde med lovprisning, men hjertet er lukket, og det føler sig fyldt med mangler og ikke kan åbne munden for at sige sang og lovprisning?
Rådet er da at gå over forstanden og sige, at alt er „skjulte nådegaver“.
Det vil sige, at man siger, at alt er nåde, men skjult for ham, fordi han endnu ikke er egnet til at se det gode og den nydelse, som Skaberen har forberedt for sine skabninger.

Og efter at han har ordnet lovprisningen af Skaberen, det vil sige at han tror over forstanden at alt er godt og nåde, skal han bede om at Herren vil rette hans hjerte, så det bliver et „bedehus“.
Det betyder, at Skaberns nåde åbenbares dér, hvilket kaldes „åbenbarede nådegaver“.
Og da: „og dér vil vi ofre et takoffer“.
Det vil sige, at han takker for, at han har fået lov til at ofre modtagelsens kar.
Dette kaldes: „og dér vil vi ofre et takoffer“ – nemlig for, at han har fået lov til at ofre sit ønske om at modtage, og i stedet er ønsket om at give kommet, hvilket kaldes „Helligdommens sted“.

Men det vigtigste er, at mennesket først og fremmest har et ønske om at ofre ønsket om at modtage.
Og da ønsket om at modtage er hele skabningens væsen, elsker skabningen det, og det er meget svært for det at forstå, at det må ophæves, for ellers er det umuligt at opnå noget som helst spirtuelt.

I det fysiske ser vi, at mennesket har ønsker og mangler, som vedrører det selv, og som kommer fra kroppens indre.
Og der er ønsker som mennesket tilegner sig udefra, det vil sige gennem omgivelserne.
Det betyder, at hvis der ikke var mennesker udenfor som frembragte dette behov hos ham, ville mennesket aldrig føle at det manglede dette.
Det er kun mennesker udefra, der fremkalder denne mangel.

For eksempel har mennesket af sig selv, selv uden andre mennesker omkring sig, et behov for mad, drikke, søvn og lignende.
Men hvis der er mennesker omkring ham opstår der også skam, som andre pålægger ham.
Han er nødt til at spise og drikke på den måde, som mennesker udefra pålægger ham.
Dette ses især i påklædning: Derhjemme går mennesket klædt, som det er behageligt for ham, mens han blandt andre er nødt til at klæde sig, som andre forstår det.
Han har intet valg, fordi skamfølelsen tvinger ham til at følge deres smag.

Det samme gælder i det spirituelle.
Mennesket har et indre ønske om spiritualitet af sig selv.
Det vil sige, at selv hvis han er alene og ikke har nogen mennesker udefra der kan påvirke ham eller give ham et ønske, får han alligevel af sig selv en opvågnen og længsel efter at tjene Herren.
Men det ønske han har af sig selv, er bestemt ikke stort nok til at han kan arbejde med det og nå det spirituelle mål.
Derfor er der et råd, ligesom i det fysiske: at forstørre dette ønske gennem mennesker udefra, som forpligter ham til at gå efter deres ånd og forståelse.

Dette sker ved, at han knytter sig til mennesker, som han ser også har et behov for spirituelitet.
Og det ønske, disse mennesker udefra har, frembringer også et ønske i ham, så han modtager et stort ønske efter spiritualitet.
Det vil sige, at ud over det ønske, han har fra sit eget indre, modtager han et ønske for spiritualitet fra dem, som de fremkalder i ham.
Og da opnår han et stort ønske, som gør det muligt for ham at nå målet.

Dette er betydningen af kærlighed til vennerne: at hvert medlem af fællesskabet, ud over det ønske han har af sig selv tilegner sig et ønske fra vennerne.
Dette er en stor rigdom, som ikke kan opnås på anden måde end gennem kærlighed til vennerne.

Men man må være meget forsigtig med ikke at gå ind i et fællesskab af venner, som ikke har et ønske om at undersøge sig selv – grundlaget for deres arbejde – om fundamentet er at give eller at modtage.
Og man må se, om de udfører handlinger for at nå sandhedens vej, som udelukkende er vejen at give.

For kun i en sådan gruppe er man i stand til at indprente ønsket om at give i vennerne.
Det vil sige, at hver enkelt modtager en form for mangel fra vennerne – nemlig manglen på kraften til at give.
Og hvor end han går, leder han med stor omhu efter nogen, som kan give ham kraften til at give.
Derfor, når han kommer til en gruppe, hvor alle tørster efter kraften til at give, modtager alle denne kraft fra hinanden.
Dette kaldes, at han modtager kraft udefra, ud over den lille kraft, han har fra sit eget indre.

Og over for dette findes der en kraft udefra, som det er forbudt at modtage nogen hjælp fra, selv om denne kraft, som man kan modtage udefra, ville give brændstof til arbejdet.
For denne kraft må man være meget på vagt, så man ikke modtager den.
Der kræves særlig bevogtning, fordi kroppen netop har en tendens til at modtage arbejdskraft fra mennesker udefra.

Den kommer til mennesket når det hører at man siger om det, for eksempel, at det er et menneske med gode egenskaber, eller en lærd, eller et gudfrygtigt menneske, eller at man siger om det, at det er et menneske, som søger sandheden.
Når mennesket hører disse ting som tillægger dets arbejde værdi, giver det ham kraft til arbejdet, fordi han modtager ære for sit arbejde.

Så har han ikke længere brug for tro over forstanden og for kraften til at give, som Herren skal hjælpe ham med, som hans brændstof.
I stedet modtager han sit brændstof fra de ydre.
Det vil sige, at de ydre forpligter ham til at beskæftige sig med Torah og budene.
Dette er betydningen af at vandre i ydmyghed; en af grundene er, at der ikke skal være næring for de ydre.
Derfor må mennesket vandre i ydmyghed, som der står: „Og vandr ydmygt med Herren din Gud.“

For „de ydre“ betyder mennesker, som er uden for ham selv.
De suger næring fra hans arbejde derved, at han senere, efter at have hørt at man ærer ham, allerede studerer for de ydre og ikke for Herren.
For han behøver ikke længere, at Herren bringer ham nær til arbejdet.
Nu er han en, der arbejder, fordi mennesker udefra giver ham brændstof til at studere og arbejde for dem – det vil sige, fordi de forpligter ham til at arbejde.
Det er ikke Herren, der forpligter ham til at arbejde for Ham, men andre, der forpligter ham til at arbejde for dem, for at de skal give ham ære og lignende.

Det viser sig altså, at dette ligner at arbejde for en „fremmed gud“.
Det vil sige, at de befaler ham at arbejde mod vederlag i form af ære og lignende, som de giver ham til gengæld for, at han beskæftiger sig med Torah og budene.
Det betyder, at hvis de ikke kendte til hans arbejde, og han ikke så, at der var nogen, som så ham beskæftige sig med Torah, ville der ikke være nogen, der forpligtede ham til at arbejde.
Dette kaldes „de ydre’s greb“.
Derfor må mennesket arbejde i ydmyghed og det skjulte.

Men det er ikke nok blot at arbejde i det skjulte.
Selv om det er sandt, at det nu kun er Skaberen, der forpligter ham til at udføre det Hellige arbejde, må der være endnu et element: mennesket skal arbejde uden hensigt om at modtage belønning.
Dette er noget helt andet, for det strider imod vores natur.
For mennesket er skabt med en natur, der kaldes „ønsket om at modtage“.
Nu må man arbejde udelukkende med arbejdet at give og ikke modtage noget for sig selv.

For dette må man søge et fællesskab, hvor hver enkelt har den opfattelse, at man skal arbejde for at give.
Denne kraft er lille hos mennesket, og derfor må det søge mennesker, som også leder efter sådanne kræfter.
Ved at forbinde sig med hinanden kan hver enkelt modtage kraft fra den anden – netop den kraft, som han mangler.
Og Herren vil sende hjælp fra det høje, så vi kan gå på gavmildhedens vej.