Tre bønner
1985 – Artikel 30
I Zohar (Afd. Balak, og i HaSulam [Stegen] punkt 187, side 71) står der skrevet følgende, citat: »Der er tre, som kaldes bøn: 'En bøn af Moses' (תפלה למשה), 'En bøn af David' (תפלה לדוד), og 'En bøn for den fattige' (תפלה לעני). Hvilken af disse tre er den vigtigste af dem alle? Man må sige: 'En bøn for den fattige'. Denne bøn går forud for Moses' bøn og går forud for Davids bøn. Der spørges: Hvad er grunden? Og der svares: Fordi den fattige har et knust hjerte (שבור לב), og der står skrevet: 'Herren er nær hos dem med et knust hjerte' (קרוב ה' לנשברי לב). Og den fattige fører altid en strid mod Skaberen (הקב"ה), og Han lytter og hører hans ord: 'En bøn for den fattige, når han er omhyllet' . Der burde have stået 'når han omhyller sig' (כי יתעטוף). Hvad betyder det da: 'når han omhyllet' (כי יעטוף)? Men forklaringen er, at han skaber en forsinkelse (איחור), idet han forsinker alle bønner i verden, så de ikke træder ind før hans bøn træder ind. Og Skaberen er alene om at fordybe Sig i disse klager, som der står skrevet: 'og udøser sin klage for Herrens ansigt' (ולפני ה' ישפוך שיחו). Alle Himlens hære spørger hinanden: Hvad beskæftiger Skaberen sig med? Hvad gør Han sig umage med? De siger til dem: Han fordyber Sig med længsel i Sine kar (כלים), det vil sige i dem med et knust hjerte. Og dette er en bøn der skaber forsinkelse og forhindring for alle bønner i verden.«
Og man må forstå angående disse tre bønner: Hvad er forskellen mellem disse bønner hos Moses, David og den fattige? Og hvad er betydningen af den fattige derved, at han har klager mod Skaberen og at han på grund af dette forsinker alle bønnerne? Og man må også forstå: Hvad er forklaringen på, at han forsinker alle bønner i verden? Kan Skaberen da ikke besvare alle bønner på én gang, men det behøver at tage tid, som om de var nødt til at stå i kø efter hinanden – Gud forbyde det (חס ושלום)?
Og vi vil forklare dette på det spirituelle arbejdes vej , idet alle disse bønner gør sig gældende i ét og samme menneske. Og dette er tre tilstande (מצבים), som følger efter hinanden i henhold til arbejdets orden (סדר העבודה).
Og se, vi finder tre mangler (חסרונות), som mennesket skal bede Skaberen om at fylde for sig i disse tre mangler:
- Det er aspektet Torah (תורה), som kaldes aspektet "Moses" (משה).
- Aspektet Himmerigets Kongedømme (מלכות שמים – Malchut Shamayim).
- Den fattige (עני), som er aspektet af dem med et knust hjerte (נשברי לב), hvilket kaldes aspektet af Hans kar (כלים), som nævnt ovenfor.
Og man må forstå det der siges: »Herren er nær hos dem med et knust hjerte« (קרוב ה' לנשברי לב), at dette kaldes "nær" (קרוב). For vi lærer, at betydningen af "nær" er formlighed/formmæssig lighed (השתוות הצורה – Hishtavut HaTzura). Og hvordan giver det mening at sige, at der er formlighed i forhold til Gud, hvis man har et knust hjerte? Ydermere må man forstå at vi lærer: »Nær hos alle, der kalder på Ham i sandhed« . Det antyder, at hvad der er "nær", er det der kaldes "sandhed" (אמת), og ikke det med et knust hjerte der kaldes nær. Og ydermere må man forstå: Hvad er sagen med den klage (תרעומת), som den fattige har mod Skaberen, som om Skaberen siger, at retfærdigheden er på den fattiges side? For vi ser, at på grund af klagerne lytter Han til hans røst mere end til andres, som nævnt ovenfor i Den Hellige Zohar (זה"ק).
Og se, i Zohar (Indledningen til Zohar, side 171, punkt 174) står der skrevet følgende, citat: »Rabbi Shimon åbnede: Den der glæder sig på højtiderne (מועדים) og ikke giver Skaberen Sin del (חלקו)«. Og i Zohar og i HaSulam (punkt 175) forklares det dér, hvad der er Skaberens del, citat: »Skaberens del er at glæde de fattige efter bedste evne. For i disse dage, på højtiderne, kommer Han for at se sine knuste kar (כלים שבורים).«
Og der forklares i HaSulam, hvorfor Skaberens del er de fattige; at hensigten er med hensyn til karrenes brud (שבירת הכלים – Shevirat HaKelim), som fandt sted før verdens skabelse. Og dette er hans ord: »For ved bruddet på de hellige kar og deres fald ned i BYA af adskillelse (בי"ע דפרודא – verdenerne Beriah, Yetzirah, Assiah), faldt de hellige gnister (ניצוצין קדישין – Nitzotzin Kadishin) sammen med dem ned i skallerne (קליפות – Klipot), fra hvilke alle slags nydelser og kærligheder kommer under skallernes herredømme, som overfører dem til menneskets modtagelse og hans nydelse, og de forårsager derved alle slags overtrædelser såsom tyveri, røveri og mord.«
Og i henhold til dette kan det forklares, hvad der menes med en fattig, hvis påstand er i form af klager (תרעומות). For han siger: »Hvad er jeg skyld i, at Han skabte mig ud fra de knuste kar (כלים נשברים), hvorfor der i mig er alle de onde begær og onde tanker? For alt dette kommer til mig kun fra det, at jeg udspringer af karrenes brud, hvor det første sted var at man ønskede at tiltrække den øvre overflod (שפע עליון – Shefa Elyon) ind i karret til at modtage (כלי קבלה) med hensigten 'for at modtage' (על מנת לקבל), og slet ikke med hensigten 'for at give' (על מנת להשפיע). Og på grund af dette blev aspektet af egenkærlighed (אהבה עצמית) fastlagt i mig, og for dette befinder jeg mig fjernt fra enhver spirituel ting, og jeg har ingen del i Helligheden (קדושה), hvor fundamentet dér kun er i kar der har hensigten at give. Det viser sig, at alt hvad jeg lider – ved at jeg ikke har nogen adgang til Helligheden, og jeg ser at jeg er fjernt fra Dig på grund af formmæssig ulighed (שינוי הצורה – Shinui HaTzura), som jeg har ud fra egenkærlighed, hvilket er hele den fjende der er i mit hjerte, som er den egentlige årsag til alle de onde tilstande jeg har – alt sammen kommer af, at Du skabte mig således.«
Og på grund af dette kommer han med påstande og siger: »Jeg er ikke i stand til at ændre den natur, som Du har skabt mig med. I stedet ønsker jeg af Dig: Ligesom Du skabte mig med egenkærlighed, så giv mig nu en anden natur (טבע שני), ligesom Du gav mig den første, det vil sige en givertrang (רצון להשפיע – Ratzon LeHashpia). For jeg er ikke i stand til at kæmpe mod den natur, som Du har indprentet i mig. Og jeg har et bevis på dette, på at Du er 'skyldig', det vil sige, at der ikke er nogen kraft i min hånd til at overvinde, således som vore vismænd, af salig ihukommelse, har sagt (Traktat Kiddushin 30a), og dette er deres ord: ' Rabbi Shimon ben Levi sagde også: Menneskets onde tilbøjelighed (יצר) overvælder ham hver dag og søger at dræbe ham, som der står skrevet: Den ugudelige vogter på den retfærdige og søger at dræbe ham. Og var det ikke fordi Skaberen hjælper ham, kunne han ikke modstå den som der står skrevet: Skaberen vil ikke overlade ham i hans hånd.'«
Det viser sig, at den fattiges klager er retfærdige. Det vil sige, at der ikke er nogen kraft i hans hånd til at overvinde den, medmindre Skaberen hjælper ham, som i vore vismænds udlægning. Hvis det er således, kommer han med en påstand over for Skaberen, at kun Han kan hjælpe og ingen anden. For ud fra vore vismænds udlægning fremgår det, at Skaberen gjorde det således med vilje fra starten for at der skulle være brug for bøn (תפלה), da »Skaberen længes efter de retfærdiges bøn«, det vil sige hos dem der beder, fordi de ønsker at være retfærdige (צדיקים). Og grunden til dette blev forklaret i de foregående artikler i min faders, lærers og rabbiners navn, af salig ihukommelse (אאמו"ר זצ"ל).
Det viser sig i henhold til dette, at den klage han har mod Skaberen over at Han skabte ham i en sådan lavhed (שפלות), er retfærdig; det vil sige, at Skaberen selv forårsagede, at man ikke kan forvente hjælp fra nogen anden end fra Ham. Derfor kaldes den fattiges bøn for aspektet af "et knust hjerte" (נשברי לב), det vil sige at den kommer fra aspektet af karrenes brud (שבירת הכלים), som nævnt ovenfor. Det viser sig at påstanden fra den med et knust hjerte er en sandhedspåstand (טענת אמת). Og sandhed (אמת) kaldes "nær" (קרוב), af den grund at det er formlighed (השתוות הצורה) med Skaberen (בורא). Derfor modtages denne bøn først, fordi her begynder arbejdets orden (סדר העבודה).
Og derved vil vi forstå det som vi spurgte om: Her siges det, at "nær" kaldes dem med et knust hjerte. Og dér lærte vi at "nær" er sandhed, som der står skrevet: »Herren er nær (קרוב) hos alle, der kalder på Ham i sandhed (באמת)«. Og svaret er, at påstanden fra den med et knust hjerte er en sandhedspåstand. Det viser sig at begge dele er det samme, hvilket betyder at man skal vide, at når man kommer for at bede til Skaberen skal man tale sandhedens ord til Ham.
Og dette er ligesom det, vi forklarede i den foregående artikel [30, 1985], at når han kommer for at bede til Herren, så må han tale til Herren om, at Han skal hjælpe ham: »Eftersom jeg i sandhed befinder mig i den mest forfærdelige tilstand af alle i verden – af den grund, at selvom det kan være, at der er mennesker som står lavere end mig, både i Torah (תורה) og i arbejdet (עבודה), så føler de ikke sandheden ligesom jeg ser min tilstand. Derfor har de endnu ikke den mangel (חסרון) som jeg har. Derfor er de ikke i så højt et behov for at Du hjælper dem. Men jeg ser min sande tilstand, at jeg ikke har nogen som helst tilknytning til det spirituelle (רוחניות) efter alt det arbejde jeg har investeret, både i tid og i kræfter. Og ikke desto mindre ser jeg i dag, 'hvorledes de første dage var bedre end disse'. Og i hvor høj grad jeg end anstrenger mig for at gå fremad, føler jeg at jeg går tilbage.« Dette kaldes en "sandhedspåstand" (טענת אמת). Og til ham gælder det at sige: formlighed (השתוות הצורה) med Skaberen derved at han fremfører en sandhedspåstand.
Og derved vil vi forstå spørgsmålet: Hvorfor forhindrer den fattiges bøn (תפלת עני) alle bønner, og kan Skaberen da ikke besvare alle bønner på én gang? Men vi er nødt til at lære alle disse tre bønner i én og samme krop (גוף אחד – i ét og samme menneske). Og forklaringen vil være, at det ikke er muligt at besvare et menneske på det han beder om, undtagen i henhold til gradens orden (סדר המדרגה); det vil sige hvad mennesket er i stand til at modtage. Det vil sige, at hvis han modtager det vil det være til hans bedste. Hvorimod hvis han modtager en opfyldelse (מילוי) som han beder om og dette vil være til skade for ham vil Man bestemt ikke give ham hans ønske, fordi Skaberen (בורא) ønsker at gøre det godt for ham og ikke gøre det ondt for ham.
Derfor er det lavere væsen (תחתון – Tachton) nødt til at modtage ovenfra i henhold til det som det mangler ifølge dets egen sandhed. Derfor er han nødt til at bede om sin fattigdom (עניות), idet han har en klage (תרעומת) over at Han skabte ham med en modtagetrang (רצון לקבל – Ratzon LeKabel), idet han føler at dette er alt det onde i ham, som forårsager ham alle lidelserne. Og bagefter kan han bede om, at man giver ham Himmerigets Kongedømme (מלכות שמים – Malchut Shamayim), eftersom Han allerede har givet ham giver-kar (כלים דהשפעה – Kelim DeHashpa'a), og han allerede kan modtage aspektet af tro (אמונה – Emuna), som kaldes "Himmerigets Kongedømme". Det vil sige, at mennesket ikke kan opnå Himmeltronens Kongedømmes åg som kaldes "tro", før han har giver-kar. Således som der står skrevet i HaSulam (Indledningen til Zohar, side 138, overskriften "Thi det er en lov"), og dette er hans ord: »Thi det er en lov, at det skabte væsen (נברא) ikke kan modtage ondt fra Ham på en åbenlys måde. Thi det er en plet – Gud forbyde det – på Hans Ophøjede Ære, at det skabte væsen skulle opfatte Ham som en der udfører onde handlinger, da dette ikke sømmer sig for Den Fuldkomne Aktør. Og derfor, i det øjeblik mennesket føler smerte/ondt, hviler der i samme målestok en fornægtelse (כפירה) af Hans Forsyn (השגחה) over ham – Gud forbyde det – og Den Ophøjede Aktør bliver skjult for ham.«
Derfor må mennesket først modtage et aspekt af kraft ovenfra, så han får en anden natur (טבע שני) som er en givertrang (רצון להשפיע). Og bagefter kan han bede om den anden grad, som er aspektet "David" (דוד), det vil sige aspektet Himmeltronens Kongedømme (מלכות שמים). Det viser sig at den fattiges bøn forsinker alle bønnerne. Det vil sige, at før den fattige har modtaget det han bad om, er han ikke i stand til at modtage højere grader. Derfor står der skrevet: »En bøn for den fattige, når han er omhyllet« (תפלה לעני כי יעטוף), som nævnt ovenfor.
Og efter dette kommer den anden bøn, som er "En bøn af David" (תפלה לדוד), som er aspektet Himmeltronens Kongedømme, hvor han beder om at få tro (אמונה), så han føler Aktøren – hvad Han udvirker med Sit Forsyn over hele verden. For nu kan han allerede opnå Skaberen som en, der udfører gode handlinger, som nævnt ovenfor i HaSulam. For da han nu har giver-kar, kan han allerede se, hvorledes Han udvirker gode ting.
Det viser sig, at det er umuligt at opnå tro (אמונה), som er Himmeltronens Kongedømme (מלכות שמים), før man først har opnået aspektet af karakteregenskabernes korrektion (תיקון המידות – Tikun HaMidot); at han altid skal være parat til at give (להשפיע) og ikke til at modtage for at modtage (לקבל בעמ"נ לקבל). Ellers lader man ham fra Himmelen ikke opnå aspektet af tro. Og dette betragtes som at den fattiges bøn forhindrer alle bønner. Det vil sige, som nævnt ovenfor, at før mennesket afdækker sin mangel (חסרון) over at man er nedsunket i egenkærlighed (אהבה עצמית) og ønsker at træde ud af det, har man intet at bede om angående andre ting.
Og bagefter kommer tiden til "En bøn af Moses" (תפלה למשה), som er aspektet "Torah" (תורה). For det er umuligt at blive værdig til aspektet Torah, før man opnår aspektet tro (אמונה). For »det er forbudt at lære Torah til en afgudsdyrker/fremmed (עכו"ם – Akum)«, som der står skrevet: »Og dette er den Torah, som Moses forelagde for Israels børn«. Og som det siges i Zohar: »Det er forbudt at lære Torah til en fremmed«; og ligeledes er en, der har omskåret sig selv men ikke overholder Torahs bud (מצות התורה), som en der ikke er omskåret, som der står skrevet (Exodus/Jitro): »Men gør du mig et alter af sten, må du ikke bygge det af tilhuggede sten; for svinger du din mejsel/sværd over dem, vanhelliger du dem. Selvom du svingede dit sværd over det – hvilket vil sige at omskære sig selv – så vanhelligede du det alligevel, hvilket betyder, at han vanhelligede omskærelsen.«
Deraf fremgår det, at selv en som er omskåret og har jødiske forældre, endnu ikke over for Torah kaldes for aspektet "Israel" (ישראל), således at det skulle være tilladt at lære Torah med ham, hvis han ikke overholder Toraens bud. Således fremgår det af ovennævnte ord fra Zohar.
Se, i Zohar (Afd. Pinchas, side 24, og i HaSulam punkt 68) står der skrevet følgende, citat: »Og vin glæder menneskets hjerte – dette er Torahs vin (יינה של תורה). Thi således er den talmæssige værdi (גמטריא/חשבון) af vin (יין) den samme som hemmelighed (סוד – Sod = 70). Og ligesom vin skal være forseglet og lukket, så den ikke spildes til afgudsdyrkelse, således må også Torahs hemmelighed være forseglet og lukket. Og alle dens hemmeligheder hældes kun ud til dem, der frygter Ham (יראיו).«
Se her, at aspektet "En bøn af Moses", som er aspektet Torah (תורה), er en grad der kommer efter aspektet Himmeltronens Kongedømme (מלכות שמים), som kaldes aspektet gudsfrygt/ærefrygt (יראה – Yira). Og det er grunden til at Torah kun er overdraget til dem, der frygter Ham (יראיו). Og dette er sagen i det som vore vismænd sagde: »Armens tefilin (תפילין של יד) kommer før hovedets tefilin (תפילין של ראש)«, fordi der står skrevet: »Du skal binde dem som et tegn på din hånd, og derefter skal de være som erindringsmærker mellem dine øjne.«
Og Den Hellige Zohar (זה"ק) forklarer: Sagen med armens tefilin er Malchut (מלכות), og hovedets tefilin er aspektet Zeir Anpin (ז"א). Og armens tefilin skal være tildækket, fordi der står skrevet: »Og de skal være for dig et tegn på din hånd« – og de udlagde: »for dig som et tegn, og ikke for andre som et tegn«. Og min fader, lærer og rabbiner, af salig ihukommelse (אאמו"ר זצ"ל) sagde, at Malchut kaldes "tro" (אמונה). Derfor skal den være i skjul (הסתר), hvilket betyder, at fordi Malchut er aspektet af tro over forstanden (אמונה למעלה מהדעת – Emuna LeMayla MeHaDa'at), kaldes dette for aspektet "skjul" (הסתר). Derfor, efter at man modtager aspektet tro, som kaldes "Himmeltronens Kongedømme" (מלכות שמים), så kan man blive værdig til aspektet Torah, som kaldes aspektet Zeir Anpin (ז"א), hvilket antyder hovedets tefilin, hvor der allerede er aspektet af Torahs åbenbaring (גילוי תורה). Derfor sagde vore vismænd om verset: »Og alle jordens folk skal se, at Herrens navn er nævnt over dig, og de skal frygte dig« – dette er aspektet af hovedets tefilin, for dér hører aspektet af seende/åbenbaring (ראיה) til.