Om den belønning, man modtager
Tashma”h – Artikel 32 (1985)
Det er velkendt, at et menneske ikke er i stand til at arbejde uden belønning. Det vil sige, at hvis man ikke gav ham belønning, ville han ikke foretage sig nogen handling. Dette stammer fra skabningernes rod, som – Gud forbyde det – ikke er en bevægelsens rod. Som der står i Studiet af de Ti Sefirot (Talmud Eser Sefirot – תלמוד עשר הספירות), del 1, side 20, punkt 19:
“Vi elsker hvile og hader i høj grad bevægelse, til det punkt at vi ikke udfører nogen bevægelse, medmindre det er for at opnå hvile. Dette er fordi vores rod ikke er præget af bevægelse men af hvile, hvor bevægelse slet ikke eksisterer. Derfor er bevægelse også imod vores natur og hadet af os.”
Ud fra dette må vi forstå, hvad vores belønning er, som gør arbejdet værd at udføre. For at forklare dette må vi se nærmere på det velkendte faktum, at der findes både Skabelsens formål (Matarat haBri’ah – מטרת הבריאה) og Skabelsens korrektion (Tikun haBri’ah – תיקון הבריאה).
Skabelsens formål er fra Skaberens side, hvilket betyder, at vi siger, at Skaberen (Den Hellige, velsignet være Han) skabte skabelsen ud fra sit ønske om at gøre godt mod sine skabninger. Her opstår det velkendte spørgsmål: Hvorfor modtager skabningerne ikke det gode og nydelsen? For hvem kan gå imod Ham og sige, at han ikke ønsker det gode og nydelsen, når Han har indpodet i skabningerne en natur, hvor enhver ønsker at modtage?
Vi lærer nemlig at viljen til at modtage (Ratzon lekabel – רצון לקבל) alene kaldes “skabelse”, da betydningen af “skabelse” er noget nyt, kaldet “noget ud af intet” (yesh me’ayin – יש מאין). Hvis det er sådan, har Han skabt denne natur i skabningerne. Det er derfor sikkert, at alle ønsker at modtage, og at Han ønsker at give. Hvad er det da, der forhindrer dette?
Svaret findes i ARI’s ord (i begyndelsen af bogen “Etz Chaim – עץ חיים”):
“For at åbenbare fuldkommenheden i Sine handlinger, trak Han sig sammen.”
I den indre forklaring (Ohr Pnimi – אור פנימי) forklares det, at betydningen er, at der findes en forskel mellem den givende (Mashpia – משפיע) og den modtagende (Mekabel – מקבל), og denne forskel skaber formforskellighed (Shinui Tzura – שינוי צורה), hvilket opleves som ubehag for modtageren. For at rette dette blev der indført en korrektion, hvorefter overfloden (Shefa – שפע) kun lyser på det sted, hvor der findes en intention om at give. Dette kaldes formlighed (Hishtavut haTzura – השתוות הצורה), og dette er, hvad man kalder klæben til Skaberen (Dvekut – דבקות).
Når mennesket da modtager det gode og nydelsen, føler det ingen ubehag. Overfloden kan derfor komme til modtageren, fordi han ikke føler nogen mangel ved selve modtagelsen – da hans intention er at give tilfredsstillelse til Skaberen og ikke at modtage nydelse for sig selv.
Det følger heraf, at hvis vi foretager en samvittighedsransagelse, hvad vi må gøre for at modtage det gode og nydelsen, er svaret kun dette: at opnå givende kelim (Kelim le-Hashpa’a – כלים להשפעה), som er en anden natur. Dette kaldes Skabelsens korrektion (Tikun haBri’ah). Derfor må vi vide, hvilken belønning vi bør kræve af Skaberen for vores anstrengelse i Torah og bud (Torah uMitzvot – תורה ומצות): at Han giver os givende kelim.
Som det står i indledningen til bogen “Panim Masbirot – פנים מסבירות”, er roden til belønningen skærmen (Masach – מסך) og det reflekterede lys (Ohr Chozer – אור חוזר). Derfor kræver vi ikke nydelsen og overfloden som betaling for arbejdet, men givende kelim. For det er netop dette, vi mangler, for at kunne modtage det gode og nydelsen. Før man opnår givende kelim, lider mennesket i sit liv, da det ikke har egnede kar til at modtage det gode og nydelsen.
I vores arbejdsorden ser vi, at vi må skelne mellem tre kategorier af handlinger:
- Forbudte handlinger (Issurim – איסורים)
- Tilladte handlinger (Heterim – היתרים)
- Budshandlinger (Ma’asei Mitzvah – מעשי מצוה)
Ved forbudte handlinger kan man ikke tale om intentioner for Himlens skyld (L’shem Shamayim – לשם שמים). Man kan ikke udføre en overtrædelse “for Hendes egen skyld”. Dette kaldes i vore vises ord: “en mitzva, der kommer gennem en overtrædelse” (Mitzvah haBa’ah be’Avera – מצוה הבאה בעבירה).
Kun ved tilladte handlinger kan man tale om intention. Hvis man kan rette intentionen mod at give (al menat le-hashpia – על מנת להשפיע), bliver handlingen betragtet som en mitzvah. Hvis ikke, forbliver den blot en neutral handling (Reshut – רשות).
Ved egentlige budshandlinger – såsom at spise matza eller sidde i sukkah – kaldes handlingen en mitzva, selv uden intention om at give. Dog, når man udfører buddet med intention om at give, fortjener man lyset i mitzvah (HaOhr shebaMitzvah – האור שבמצוה).
Og selv når man endnu ikke kan rette intentionen, sagde vore vise:
“Et menneske bør altid beskæftige sig med Torah og mitzvot, selv i Lo Lishma, for ud af ‘Lo Lishma’ kommer 'Lishma'."
Derfor, selv uden intention, opfylder man Skaberens bud. Dette er ikke tilfældet med tilladte handlinger, som ikke kan regnes med i buddenes regnskab.
Ved forbudte handlinger derimod – når et menneske, Gud forbyde det, udfører dem – registreres en overtrædelse, og mennesket fjerner sig yderligere fra Skaberens vej. Når man derimod udfører mitzvot, selv i Lo Lishma, nærmer man sig Skaberen – men ad en langsom vej, indtil man bliver i stand til fuldt ud at klæbe sig til Ham.
Når et menneske derimod udfører mitzva-handlingerne Lishma (lishmah – לשמה), bliver han derved knyttet (dvekut – דבקות) til Skaberen (Den Hellige, velsignet være Han), mere og mere for hver gang, indtil han fortjener at smage Torahs smag (ta’amei Torah – טעמי תורה) og mitzvots smag (ta’amei mitzvot – טעמי מצות).
Heraf kan man også skelne mellem, om man nyder en mitzva eller ej. Det vil sige, når man spiser en kezait matza, kan mitzvaen ikke opfyldes, hvis man ikke nyder den. For den, der spiser en kezait matza uden nydelse (shelo k’derech hana’atan – שלא כדרך הנאתן), opfylder ikke mitzvah, og man kan derfor ikke sige velsignelsen.
Ligeledes er sabbatsnydelse (oneg Shabbat – עונג שבת) en mitzva. Hvis man ikke nyder måltidet på sabbatten, har man heller ikke opfyldt mitzva. Derfor findes der den regel, at man ikke må spise sent fredag eftermiddag før sabbatten, så man kan nyde sabbatsmåltidet, som vore vise sagde (Pesachim 99):
“Det er lært: Man må ikke spise fredag eller på helligdage fra mincha og fremefter, for at man kan gå ind i sabbatten med appetit – Rabbi Yehudas ord.”
Ikke desto mindre, selv når man ikke kan rette intentionen for at give (al menat le-hashpia – על מנת להשפיע), opfylder man stadig mitzva, såsom spisning af matza og lignende.
Det samme gælder tilladte handlinger (heterim – היתרים): selv når man ikke kan rette intentionen for at give, anses det ikke for at gøre mennesket mere kropsligt (gashmiut – גשמיות), når man spiser tilladte ting, så længe det drejer sig om nødvendige ting (devarim hekhrechi’im – דברים הכרחיים), dvs. ting uden hvilke mennesket ikke kan opretholde sin eksistens. Disse må modtages under alle omstændigheder – selv uden intention om at give.
Derimod, ved tilladte handlinger, som ikke er nødvendige, bliver mennesket mere kropsligt, når det bruger dem, selvom det ikke begår nogen overtrædelse ved at spise dem. På den ene side kan man sige, at nødvendige ting befinder sig én grad under mitzva-handlinger, når de udføres ikke for Hendes skyld (shelo lishmah – שלא לשמה).
Ud fra dette fremkommer følgende skelnen, fra nederst til øverst:
- Forbudte handlinger (issurim – איסורים)
- Tilladte handlinger, hvor man ikke kan rette intentionen for at give
- Tilladte, nødvendige handlinger
- Mitzva-handlinger, der udføres uden intention om at give
- Frivillige handlinger (reshut – רשות), der udføres med intention om at give
(men mitzva uden intention og frivillig handling med intention kræver nærmere afklaring, da man kan tage fejl her; derfor ønsker jeg ikke at uddybe dette)
- Mitzva-handlinger, der udføres med intention om at give
Heraf følger, at den egentlige belønning er kun at opnå givende kelim(kelim le-hashpa’a – כלים להשפעה).
Når man har opnået disse kelim, har man allerede alt.