Forsamlingens dagsorden - 2

Artikel nr. 17, 1986

I Masechet Berachot (s. 32) skrev vores vise: “Rabbi Shamlai sagde: ‘Man bør altid prise Skaberen og derefter bede.’ Hvorfra ved vi det? Fra Moses, som det står skrevet: ‘Og jeg bønfaldt.’” Baal HaSulam forklarede, at når man ønsker at bede om en tjeneste fra en anden, må man vide: a) om han har, hvad man beder om, for hvis han ikke har det, er det meningsløst at spørge, og b) at han har et venligt hjerte, for han kan have det, man beder om, men ikke hjertet til at give.

Derfor skal man først prise Skaberen, hvilket betyder at tro, at Skaberen har alt, hvad man beder om, og at Skaberen er barmhjertig og opfylder alles ønsker til det bedste.

Det viser sig, at når vennerne samles ét sted, er forsamlingen helt sikkert med et formål, for når man afsætter en del af sin tid – som han ellers ville bruge til sine egne behov, opgiver sine gøremål og deltager i en forsamling – ønsker han at opnå noget. Derfor er det vigtigt at sikre, at når hver af vennerne går hjem, kan han se, hvad han kom til forsamlingen med, og hvad han har opnået, nu når han går hjem.

Nogle gange under venners forsamling føler alle sig godt tilpas under mødet. På det tidspunkt tænker de ikke på at overveje, hvilken ejendom de vil tage med hjem, altså hvad jeg har i hånden, som jeg fik ved venners forsamling, og som jeg ikke havde, før jeg kom til samfundet. Og så ser han, at han intet har.

Dette ligner det, der står skrevet (5. Mosebog 23:25): “Når du kommer ind i din vens vingård, må du spise druer, indtil din sjæl er mæt, men du må ikke lægge noget i dine kar.” Vi bør tolke det således, at når vennerne samles kaldes det “din vens vingård,” når I sidder og spiser og drikker sammen, taler om dette og hint, og kroppen nyder under handlingen. Dette ligner: “Du må spise druer, indtil din sjæl er mæt.”

Men når du går hjem og ønsker at se, hvad du har i dine Kelim [kar], for at tage noget næring med hjem, når vi forlader forsamlingen og ønsker at undersøge, hvad vi har i vores Kelim efter al festligheden, ser vi, at “du må ikke lægge noget i dine kar.” Med andre ord, der er intet i Kelim til at genoplive sjælen efter forsamlingen.

Men når man anstrenger sig, bør han sikre sig, at det ikke er uden belønning. Som vi siger i bønnen: “Og kom til Zion,” “for at vi ikke skal arbejde forgæves.” Snarere, når man går til en forsamling, bør han erhverve næring der, så når han går hjem, kan han se, om han har noget at lægge i Kelim. Så vil han have næring til at brødføde sig selv indtil næste møde. Og indtil da vil han have fra det, der er forberedt, altså fra det, han har erhvervet under venners forsamling.

Derfor må man først prise forsamlingens betydning og derefter se, hvad man kan erhverve fra den aktivitet. Som vores vise sagde: “Man bør altid prise Skaberen og derefter bede.” Med andre ord, begyndelsen af forsamlingen, altså begyndelsen af diskussionerne, som er begyndelsen af forsamlingen, bør handle om at prise samfundet. Hver og én må forsøge at give grunde og forklaringer til deres fortjeneste og betydning. De bør kun tale om samfundets pris.

Til sidst bør dets pris åbenbares af alle vennerne. Derefter bør de sige: “Nu er vi færdige med første fase af venners forsamling, og anden fase begynder.” Så vil hver især udtale sin mening om de handlinger, vi kan tage, så hver og én kan erhverve kærlighed til venner, hvad hver person kan gøre for at opnå kærlighed i sit hjerte til hver og én i samfundet.

Og når anden fase er afsluttet – forslag til, hvad der kan gøres til fordel for samfundet – begynder tredje fase. Denne omhandler udførelsen af venners beslutninger om, hvad der bør gøres.

Og angående samfundets pris, i Matan Torah ( ge’iven af Torah), s. 137, introducerer han sagen om kærlighed til venner, at ved at binde sig til vennerne kan han opnå Skaberens storhed. Hele verden er nedsunket i selvkærlighed, og han ønsker at gå vejen til at give. Men dette er imod den almindelige opfattelse, fordi det er den natur, vi blev født med på grund af formålet med skabelsen, som det blev sagt: “Hans vilje til at gøre godt mod Sine skabninger.”

Og al vores kraft til at modstå det, til at handle modsat – at vi ikke kun ønsker at modtage for os selv, men snarere ønsker at give hvilket betragtes som om alle vores handlinger kun skal være for at give tilfredsstillelse til vores Skaber – er fordi det ligger i det givendes natur, at når man giver til en vigtig person, nyder man det. Det viser sig, at uden fornøjelse kan man ikke gøre noget, fordi det er imod naturen.

Men vi kan erstatte fornøjelsen. Dette betyder, at i stedet for at modtage fornøjelse fra en modtagende handling, ønsker vi at modtage fornøjelse fra en givende handling. Dette kaldes “lighed i form.” Vi bør sige, at som Skaberen nyder at give til skabningerne, bør vi nyde at give til Skaberen.

Ellers, hvis vi ikke har glæde eller fornøjelse, mens vi giver til Skaberen, skæmmer vi ligheden i form. Som vores vise sagde: “Der var ingen glæde for Ham som på den dag, da himmel og jord blev skabt.” Der var ingen glæde for Skaberen siden verdens skabelse som den glæde, Han er bestemt til at glæde sig med de retfærdige i fremtiden (Zohar, 1, 115).

Derfor, hvis vi ikke har glæde mens vi holder Skaberens bud, og hvis man sigter mod at give, betragtes det ikke som lighed i form, fordi man kun kan være glad hvor der er fornøjelse. Det viser sig, at hvis han ikke har glæde eller fornøjelse i at give til Skaberen, betragtes det stadig ikke som lighed i form, at han har plads til at modtage den øvre overflod, da han stadig mangler den fornøjelse Skaberen har, når Han giver til skabningerne.

Det følger derfor, at hele grundlaget, hvorpå vi kan modtage glæde og fornøjelse, og som er tilladt for os at nyde – og endda er obligatorisk – er at nyde en givende handling. Således er der ét punkt, vi bør arbejde på – værdsættelse af spiritualitet. Dette udtrykkes i at være opmærksom på, hvem jeg henvender mig til, hvem jeg taler med, hvis bud jeg holder, og hvis love jeg lærer, altså i at søge råd om, hvordan man værdsætter Torahs Giver.

Og før man opnår en vis oplysning fra oven alene, bør han søge ligesindede, der også søger at fremhæve betydningen af enhver kontakt med Skaberen på enhver måde. Og når mange mennesker støtter det, kan hver især modtage hjælp fra sin ven.

Vi bør vide, at “to er det mindste flertal.” Dette betyder, at hvis to venner sidder sammen og overvejer, hvordan man fremhæver Skaberens betydning, har de allerede styrken til at modtage en forøgelse af Skaberens storhed i form af en vækkelse nedenfra. Og for denne handling følger vækkelsen ovenfra, og de begynder at have en vis fornemmelse af Skaberens storhed.

Ifølge det, der står skrevet: “I folkets mangfoldighed er Kongens ære,” følger det, at jo større antallet i kollektivet er, desto mere effektiv er kollektivets kraft. Med andre ord, de skaber en stærkere atmosfære af Skaberens storhed og betydning. På det tidspunkt føler hver persons krop, at han betragter alt, hvad han ønsker at gøre for Hellighed – altså at give til Skaberen – som en stor lykke, at han har fået privilegiet at være blandt mennesker, der er blevet belønnet med at tjene Kongen. På det tidspunkt fylder hver lille ting han gør ham med glæde og fornøjelse over at nu har han noget, hvormed han kan tjene Kongen.

I den udstrækning, samfundet betragter Skaberens storhed med deres tanker under forsamlingen, opstår betydningen af Skaberen i hver enkelt ifølge hans grad. Således kan han vandre hele dagen i en verden af glæde og lykke, hvilket betyder, at han nyder hver lille ting, han gør i forbindelse med Skaberens arbejde. Dette er således, fordi hvis han husker, at han bør overveje spiritualitet i bare et minut, siger han straks: “Jeg er allerede taknemmelig og priser og forherliger Skaberen,” fordi han tror, at nu har Skaberen kaldt på ham og ønsker at tale med ham.

Og når en person forestiller sig, at Kongen kalder på ham og siger, at Han ønsker at lege med ham, hvilken glæde ville han da opleve, og hvilket højt humør ville han have? Selvfølgelig, i den ophøjede tilstand ville han ikke tænke på småting. Han ville kun være lidt flov over ikke at kende Kongens love og manerer – hvordan man opfører sig, når Kongen taler til ham.

Men han betragter det, da han ved hvordan man gør for Kongen, som en stor lykke, eftersom han trods alt kender nogle regler for at holde Kongens bud, som han lærte i skolen, da han var ung. Og nu, hvor han er voksen og ønsker at tjene Kongen, vil han helt sikkert savne kendskabet til Kongens love.

Det viser sig, at hans bekymring er, at han ikke ved hvad der giver Kongen mest glæde, hvilken handling eller hvilken intention. Og bortset fra det lever han i en verden, der er helt god. Under forsamlingen bør samfundet tænke på dette og tale om samfundets storhed, som det står skrevet: “Man bør altid prise Skaberen og derefter bede.”

Det samme gælder for samfundet. Når vi ønsker at kræve noget af samfundet, og dette kaldes “at bede,” må vi først etablere samfundets fortjeneste og derefter “bede,” hvilket betyder at kræve af samfundet, at det giver os hvad vi ønsker fra det.

Således må vi først se, hvad samfundet har, hvilke ejendele de har, som vi kan modtage fra dem ved at binde os til dem. Måske har vi ikke brug for den ejendom samfundet har, men tværtimod løber vi så langt væk fra den som muligt.

Derfor, når man kommer til venners forsamling, bør man altid se, om vennerne har det mål, han længes efter, at hver af dem har et vist greb om det mål. Og han tænker, at ved at alle binder sig sammen for ét mål, vil hver især have sin egen andel såvel som hele samfundets andele. Deraf følger, at hvert medlem af samfundet vil have den samme styrke som hele samfundet sammen.

Hver især bør seriøst overveje formålet med forsamlingen – at den skal medføre en fornemmelse, efter venners forsamling, at hver især har noget i hånden, som han kan lægge i sine kar, og at han ikke er i form af: “Men læg ikke noget i dine kar.” Hver især bør overveje, at hvis han ikke sidder særligt opmærksom under forsamlingen, taber han ikke kun selv, men han skader også hele samfundet.

Dette ligner det, der står skrevet i Midrash (Vayikra Rabbah, kapitel 4): “To personer gik om bord på en båd. Den ene begyndte at bore under sig og lave et hul i båden. Hans ven sagde til ham: ‘Hvorfor borer du?’ Og han svarede: ‘Hvorfor skulle du bekymre dig; jeg borer under mig, ikke under dig?’ Så han svarede: ‘Din tåbe! Vi vil begge drukne sammen med båden!’”

Og efter de taler om samfundets betydning og nødvendighed, begynder rækkefølgen af rettelse – hvordan og med hvad kan vi styrke samfundet til at blive én blok, som det står skrevet: “Og der slog Israel lejr foran bjerget” (2. Mosebog 19), og det blev forklaret: “som én mand og ét hjerte.” Rækkefølgen bør være, at enhver med et forslag, der kan forbedre kærligheden til venner, skal dette diskuteres, men det må accepteres af alle vennerne, så der ikke er tale om tvang her.

Hidtil har vi diskuteret forbindelsen mellem menneske og menneske, som skal bringe os forbindelsen mellem menneske og Skaberensom det står skrevet i Matan Torah (Given af Torah), s. 137. Deraf følger, at når de taler om kærlighedens betydning til venner og at dens hele betydning er, at den fører os til kærligheden til Skaberen, bør de også tænke at kærligheden til venner skal bringe os til betydningen af kærligheden til Skaberen.