Om frygt og glæde

Artikel nr. 23, 1986

Den hellige Zohar spørger (Aharei, punkt 2 i Sulam-kommentaren):

“Rabbi Yitzhak begyndte: ‘Der står skrevet: Tjen Herren med frygt, og glæd jer med bæven.’
Og der står også skrevet: ‘Tjen Herren med glæde, kom frem for Ham med sang.’
Disse vers modsiger hinanden. Men vi har lært: ‘Tjen Herren med frygt,’ for ethvert arbejde, hvormed man ønsker at tjene sin Herre, kræver først frygt – at man frygter Ham. Og gennem frygten for sin Herre vil han sidenhen blive belønnet med at udføre Torahs bud med glæde. Derfor står der skrevet: ‘Hvad kræver Herren din Gud af dig, om ikke frygt,’ og gennem dette vil han blive belønnet med alt.”

Vi må forstå, hvad frygt er. Vi ser, at frygt og glæde er to modsætninger, og hvordan kan frygt være årsag til glæde, sådan som det siges: “Gennem frygten for sin Herre vil han sidenhen blive belønnet med at udføre Torahs bud med glæde”, når de tilsyneladende står i modsætning til hinanden?

Vi må også forstå, hvorfor Skaberen ønsker at blive frygtet. Hvad giver det Ham? Det svarer til, at et menneske går ind i en hønsegård og siger til hønsene: “Hvis I påtager jer at frygte mig, vil jeg give jer mad og vand. Jeg vil give jer alt, hvad I ønsker, til gengæld for at I frygter mig.”
Kan man sige, at mennesket har nogen som helst interesse i, om hønsene respekterer ham?

Dette gælder endnu mere for de skabte væsener i forhold til Skaberen. Hvilken værdi og betydning kan man tillægge tanken om, at Skaberen skulle have behov for, at de skabte frygter Ham? I en sådan grad, at vore vise sagde, at mennesket ikke behøver at gøre andet end at beskæftige sig med frygt, som der står skrevet: “Hvad kræver Herren din Gud af dig, om ikke frygt?”
Og der står også skrevet (Prædikeren 3): “Gud har gjort det sådan, at mennesket skal frygte Ham,” hvilket betyder, at alt, hvad Skaberen har gjort, har Han gjort for, at man skal frygte Ham.

For at forstå det ovenstående må vi huske skabelsens formål, det vil sige formålet med, at Skaberen skabte skabelsen. Det er kendt, at årsagen er Hans ønske om at gøre godt mod sine skabninger. Men for at bringe fuldkommenheden af Hans gerninger frem i lyset – det vil sige for at der ikke skulle være “skammens brød” – har Han foretaget en korrektion, som kaldes Tzimtzum (indskrænkning) og skjul. Før mennesket har kar til at give, er det umuligt at se eller føle Hans eksistens, hvilket kaldes “erkendelse af Skaberen”.

Det betyder, at selvom vi hver dag siger i bønnen: “Hele jorden er fuld af Hans herlighed,” har vi alligevel ingen følelse af dette. I stedet må vi tro over  forstanden, at det er sådan. Årsagen er, at selvom der ingen forandringer er i lyset – fordi “der ikke findes fravær i det spirituelle” – findes der dog forandringer fra karrenes side, og karrene begrænser lyset.
Det er, fordi vi i karrene skelner overflodens storhed efter den påvirkning de modtager fra overfloden. Hvis mennesket ikke har kar, som kan fungere som en klædning for lyset, fremtræder intet lys i virkeligheden, i overensstemmelse med reglen: “Der er intet lys uden et kar.”
Det vil sige, at vi kun kan tale om det som vi opnår i vores sanser.

Baal HaSulam gav et billede på Tzimtzum: Det svarer til et menneske, der dækker sig selv til, så ingen kan se ham. Kan man sige, at fordi han har skjult sig for andre, kan han ikke se sig selv?
På samme måde har Skaberen foretaget Tzimtzum og skjul, for at de lavere ikke skal se Ham, når de er fordybet i selvkærlighed – hvilket er at modtage for at modtage. Dette skaber forskel i form og adskillelse mellem Giveren, som er Skaberen, og modtagerne, som er de skabte.

Og da der ikke findes modtagelse i vores rod, som er Skaberen, føler mennesket ubehag når det beskæftiger sig med modtagelse; dette kaldes “skammens brød”. Derfor blev der foretaget en korrektion fra de lavere væseners side, hvilket betyder, at vi tilskriver Tzimtzum de lavere.
Det vil sige, at de lavere har behov for Tzimtzum og skjul, for netop gennem denne korrektion vil de være i stand til at rette modtagelsen til at være med henblik på at give. Men fra den Øverstes side er der ingen forandringer. Alle forandringer findes kun i kvalificeringen af vores kar, i det omfang de er i stand til at modtage for at give.

Derfor, eftersom velbehag og nydelse ikke lyser på et sted med adskillelse, er mennesket ikke i stand til at opnå fuldkommen tro, før det har korrigeret sit ønske om at modtage. Som han siger (”Forordet til Zohars Bog”, pkt. 138):

“Det er en lov, at den skabte ikke kan modtage åbenbaret ondskab fra Ham, for det ville være en fejl i Hans ære, at den skabte skulle opfatte Ham som en, der handler ondt, hvilket ikke sømmer sig for den fuldkomne Handlende. Derfor, når mennesket føler det onde, hviler der i samme grad benægtelse af Skaberens forsyn over ham, og den øverste Handlende skjules for ham.”

Heraf ser vi nødvendigheden af korrektionen af givende hensigt: Ikke alene er det umuligt at modtage den velbehag og nydelse, som er forberedt for os, men der er her noget, som fjerner os fra troen på Ham – og dette er det værste af alt.

Nu kan vi forstå betydningen af frygt. Vi spurgte: “Har Skaberen behov for, at vi frygter Ham?”
Ifølge det, vi har forklaret, er frygt – som det står i Sulam-kommentaren – at mennesket frygter, at det måske ikke vil være i stand til at overvinde sig selv og modtage for at give, som det bør være, men i stedet vil modtage for at modtage. Dette ville føre til adskillelse – ikke blot fra den velbehag og nydelse, som det da ikke vil kunne modtage, men frygten er, at det, Gud forbyde det, vil komme til at benægte troen på Ham. Dermed kan det faktisk komme til Sitra Achra (den anden side).

Dette er betydningen af ordene: “Gud har gjort det sådan, at mennesket skal frygte Ham.”
Gennem denne frygt sker der en stor, dobbelt korrektion:

1. at de vil have tro på Skaberen,
    
2. at de vil være i stand til at modtage det velbehag og den  nydelse, som Skaberen ønsker at give dem.

Deraf følger, at skaberen ønsker at blive frygtet, for at vi skal have kar til at modtage velbehag og nydelse. Gennem dette vil vi have tro på Ham, som det står i Sulam (s. 138): “Frygt er en beskyttelse, så vi ikke, Gud forbyde det, fjerner os fra troen på Ham.”

Ud fra dette kan vi forstå det, der står skrevet: “Hvad kræver Herren din Gud af dig, om ikke frygt?”
Det betyder, at Han ønsker at give os overflod, men det som hindrer dette, er forskel i form, for lyset kan ikke iklæde sig modtagelsens kar. Derfor, når mennesket frygter og er på vagt for altid at holde sin hensigt for at give, kan Skaberen give det Sin påvirkning i fuldkommenhed, uden nogen form for ubehag, som kaldes “skammens brød.”

Hermed forstår vi også det, vi spurgte: “Hvordan kan frygt være årsag til glæde?”
Med det ovenstående er det enkelt: Gennem frygt – dvs. ved at mennesket er omhyggeligt med altid at bruge givende redskaber – kan Skaberen give det velbehag og nydelse, fordi det har de rette redskaber. Og da vil det med sikkerhed have glæde over den overflod, som det har modtaget for at give.
Det viser sig altså, at frygt er årsag til glæde, og uden denne frygt er mennesket fjernt fra alt.