Rabash artikel 28 (1986)

Der er ingen menighed med færre end ti

Tashmó 5746 – Artikel 28 (1986)

I Zohar, Nasso (side 31, Sulam-kommentar §105), står der:

*“Rabbi Elazar begyndte og sagde: ‘Hvorfor er jeg kommet, og der er ingen her?’
Hvor elskede er Israel for Den Hellige, velsignet være Han, for hvor end de opholder sig, er Den Hellige, velsignet være Han, iblandt dem.

‘De skal gøre Mig en helligdom, og Jeg vil bo iblandt dem’ – for hver synagoge i verden kaldes en helligdom.
‘Jeg vil bo iblandt dem’ – fordi Shechina kommer før til synagogen.

Salig er det menneske, som er blandt de første ti i synagogen, for gennem dem fuldendes det, der skal fuldendes – nemlig menigheden, som ikke er mindre end ti.

Og de ti må være til stede på én gang og ikke komme lidt efter lidt, for alle ti er som lemmerne i ét legeme, hvori Shechina hviler.
For mennesket blev skabt på én gang, og alle dets lemmer blev gjort færdige samtidigt, som der står: ‘Han gjorde dig og grundlagde dig.’”*

Spørgsmål til teksten

Vi må undersøge denne tekst:

A. Han siger først: “Hvor end Israel opholder sig, er Den Hellige iblandt dem”, hvilket lyder som om, at der ikke kræves et bestemt sted.
Men bagefter siger han: “De skal gøre Mig en helligdom”, hvilket lyder som om, det netop kræver en synagoge.

B. Ordene “De skal gøre Mig en helligdom, og Jeg vil bo iblandt dem” antyder, at der først kræves en forberedelse (at man “bygger helligdommen”), og først derefter kommer indvielsen – ikke bare automatisk.

C. Hvad betyder spørgsmålet: “Hvorfor er jeg kommet, og der er ingen her?”
Hvis Shechinah kommer før til synagogen, er det jo naturligt, at der endnu ikke er nogen.

D. Hvad betyder det, at de ti skal komme “på én gang og ikke lidt efter lidt”?
Skulle man virkelig stå udenfor, indtil der er ti, og så gå ind sammen? Sådan har vi aldrig set det. Hvad er da meningen?

Den indre betydning (arbejdet i mennesket)

For at forstå dette må vi forklare det ud fra den indre, spirituelle proces:
hvordan man begynder arbejdet i den givendes vej – dvs. at arbejde ikke for at få belønning.

Først må vi huske to ting:
der er en giver og en modtager.

Skaberen ønsker at gøre godt mod sine skabninger, og derfor skabte Han dem, så de kunne modtage nydelse og glæde.
Det kar (beholder), hvormed skabningen modtager, kaldes ønsket om at modtage nydelse.
Jo stærkere længslen er, desto mere kan man nyde.

Dette kar – ønsket om at modtage – kaldes i Kabbalah Malchut eller fjerde fase, og det kaldes også det direkte lys’ kar.
Før begrænsningen (tzimtzum) blev dette kar fyldt helt og kaldes da Malchut af det Uendelige (Ein sof /אין סוף).

Begrænsningen (Tzimtzum)

Der blev lavet en korrektion for at undgå “skammens brød” – den følelse, der opstår ved at modtage uden at give.
Fordi der er en lov i skabelsen: grenen vil ligne sin rod.
Det betyder, at det skabte væsen vil ligne Skaberen.

Derfor kunne skabningen ikke længere modtage bare for sin egen skyld.
Den ville kun modtage, hvis det kunne ske for at give.

Så blev der skabt et nyt kar: det reflekterede lys (Ohr Hozer) – ønsket om at give til Skaberen.
Det direkte lys er det, Skaberen giver.
Det reflekterede lys er det, skabningen giver tilbage.

Hvorfor der findes mange verdener og grader

Før denne korrektion var der kun ét simpelt lys – uendelighedens lys.
Men efter korrektionen må mennesket selv opbygge sit ønske om at give, trin for trin.
Derfor findes der mange verdener og mange grader.

Alt menneskets arbejde består i én ting:
at skabe dette kar, hvor man vil modtage glæde kun for at glæde Skaberen.

En lignelse

Det er som en vært, der inviterer en æret gæst og gør sig store anstrengelser for at lave et overdådigt måltid.
Men hvis gæsten siger:
“Det er lige meget for mig, hvad jeg spiser – det vigtigste er, at jeg ser, hvor meget du har gjort for mig”,
så er værtens glæde enorm.

På samme måde er Skaberens glæde størst, når mennesket modtager Hans gaver for at glæde Ham.

Den indre betydning af at modtage for at give

Og den indre mening med dette er følgende:
Hvis et menneske modtager godt og nydelse fra Skaberen, fordi det ønsker at glæde Skaberen – ved at hjælpe Ham med at realisere skabelsens formål, nemlig at gøre godt mod skabningerne – men samtidig siger, at han selv ikke har nogen glæde af det gode og den nydelse, han modtager,
så skaber han i virkeligheden ingen glæde for Skaberen.

For hvis han siger, at det gode og nydelsen ikke smager af noget for ham, at alt er lige meget for ham, så hvilken tilfredsstillelse giver han da Skaberen?

Derfor følger det, at når et menneske bestræber sig på hele tiden at øge det, han modtager fra Skaberen, og tillægge Kongens gave stor værdi, så har han et grundlag for at sige til Skaberen:

“Jeg modtager stor glæde fra Dig, fordi jeg ved, at det kun er på den måde, jeg kan glæde Dig. Derfor ønsker jeg at modtage mange nydelser.”

Efter syndefaldet

Men man må huske, at efter syndefaldet med Kundskabens Træ blev mennesket til “støv” – dvs. et væsen, der modtager for sin egen skyld.
Dette kommer fra de urene verdener (Aviya de-Tuma), som der står i Zohars indledning (§25):

“Det påhviler mennesket gennem Torah og mitzvot at modtage kræfter ovenfra, så det får viljen til at give – hvilket kaldes ‘Israel’ (Yashar-El, ‘lige mod Gud’). Det vil sige, at alle dets tanker og ønsker kun er for at give Skaberen tilfredsstillelse.”

Hvis mennesket ikke har dette ønske, regnes det som værende i eksil blandt nationerne, som tvinger det til kun at arbejde for selvkærlighed – det kaldes at modtage for at modtage, hvilket hører til klippot (urene kræfter), ikke til Hellighed.

Som der står:

“I skal være hellige, for Jeg er hellig” –
det vil sige: ligesom Gud kun er givende, sådan skal også jeres intention kun være at give.

Det modsatte – at have intention for sig selv – kaldes ikke Israel, men “retning mod nationerne”, fordi det er i modsætning til skaberens natur.

Men hvor der findes Yashar-El – lighed i form med Skaberen – dér er der ingen anden myndighed end Ham, og dér kan Shechina hvile, som der står:

“På hvert sted hvor Jeg lader Mit navn nævnes, vil Jeg komme til dig og velsigne dig.”

Det betyder:
Hvis stedet – dvs. menneskets ønske – kun tilhører Skaberen, så hviler Shechina der.

Hvad betyder “Byg Mig en helligdom”?

Nu forstår vi modsætningen:
På den ene side står der, at Gud er overalt,
og på den anden side, at man må bygge en helligdom.

“For hvor de er” betyder:
Hvor der findes Israel – mennesker, der vil give til Gud – dér er Skaberen.

“At bygge en helligdom” betyder derfor at opbygge et ønske om at give – et helligt ønske.
Som min lærer sagde:

“I det spirituelle betyder ‘sted’ et ønske.”

Et helligt sted er altså et ønske om at glæde Skaberen.

“Hvorfor kom jeg – og der var ingen mand?”

Hvad betyder “mand” (ish איש)?

En “mand” er én, der ikke følger de onde råd – én der arbejder med bevidsthed.
En “dyrisk” er én, der følger egoistiske drifter.

Så når Skaberen siger:

“Hvorfor kom jeg, og der var ingen mand?”

betyder det:

“Jeg gav jer lyst og tanke til at komme og bede – men I beder kun om jeres egne behov, som dyr.”

Hvorfor skal der være ti – på én gang?

Ti svarer til Malchut, den tiende sefira – Guds rige.

At bede med ti betyder at bede om Shechinas genoprettelse, om Guds herredømme.

“At komme på én gang” betyder:
Ikke at acceptere Guds herredømme lidt ad gangen –
“nu lidt Hellighed, senere lidt egoisme” –
men at acceptere det for hele livet.

Ikke:

“Nu i synagogen vil jeg give,
men derhjemme vil jeg leve for mig selv.”

Men:

“Én gang for altid.”

Derfor:
De ti må komme sammen – fuldstændigt, helhjertet.

Kun sådan kan troen blive varig.