En bøn fra mange
Artikel nr. 15, 1986
I Zohar (Beshalach (Da Farao lod) og i Sulam-kommentaren, punkt 11) står der: "Og hun sagde: 'Jeg bor blandt mit eget folk. Han spørger: ›Hvad betyder det?‹ Han svarer: 'Når Din er til stede i verden, bør man ikke adskille sig fra fællesskabet og være alene, for når Din er til stede i verden, bliver de, der bemærkes og bemærkes alene, fanget først, selvom de er retfærdige. Derfor bør man aldrig trække sig tilbage fra folket, for Skaberens barmhjertighed er altid over hele folket sammen. Derfor sagde hun: ›Jeg bor blandt mit eget folk,‹ og jeg ønsker ikke at adskille mig fra dem.»
«Når Din er til stede i verden" henviser til ønsket om at modtage, som er selvkærlighed, den natur som skabningerne er født med på grund af Hans vilje til at gøre godt mod Hans skabninger. Og fordi der var et ønske om lighed i form så der ikke ville være skammens brød, blev der afsagt en dom [Din], at det er forbudt at bruge karrene til modtagelse, undtagen når man ved, at man kan sigte mod modtagelsen for at give. Så er det tilladt at bruge karrene til modtagelse.
Følgelig er betydningen af »Når Din er til stede i verden«, at når hele verden er nedsænket i selvkærlighed er der mørke i verden, fordi der ikke er plads til lyset til at trække skabningerne ned på grund af forskellen i form mellem lyset og de skabninger der modtager lyset. Det er på grund af denne forskel i form, at dommen blev afsagt om at den øvre overflod ikke vil blive givet til skabningerne.
Når en person vågner op og ønsker, at Skaberen skal bringe ham tættere på, hvilket betyder at give ham kar til at give, hvilket kaldes »at bringe tættere på«, beder han Skaberen om at hjælpe ham. Det er imidlertid kendt, at den hjælp der kommer fra Skaberen, kaldes »øvre overflod«, som kaldes Neshama, »en sjæl«. Det er som Zohar siger, at den hjælp der modtages ovenfra, er i en hellig sjæl.
Af denne grund, når en person kommer for at bede Skaberen om at bringe ham tættere på Ham, men han ses alene, betyder det at han forstår at Skaberen personligt må bringe ham tættere på. Men hvorfor tror han at offentligheden kan forblive i sin nuværende tilstand, og at kun han skal behandles anderledes af Skaberen?
Det er fordi han forstår at han har fortjenester, som andre ikke har. Og selvom det er individer, der ikke hører til kollektivet fordi de forstår at de fortjener at komme tættere på Skaberen end andre og betragter sig selv som retfærdige, bliver de fanget først. Med andre ord er Din, som er modtagelse for sig selv, mere til stede i dem end i alle de andre, og de bliver værre end andre i egenskaberne af selvkærlighed.
Dette skyldes, at han mener at han fortjener mere end andre mennesker. Med andre ord er det nok for andre mennesker at have det de har, men når han betragter sig selv, fortjener han mere end resten af befolkningen. Denne tanke betragtes som faktisk modtagelse, hvilket betyder 100 % selvkærlighed. Det følger heraf, at selvkærlighed begynder at udvikle sig mere i ham end i andre.
Det følger derfor at han konstant arbejder i selvkærlighed. Og alligevel synes han i sine egne øjne at være retfærdig, da han ønsker at arbejde som giver. Han siger til sig selv at hans anmodning til Skaberen om at bringe ham tættere på at være retfærdig, for hvad beder han om? At Skaberen giver ham styrke til at holde Torah og Mitzvot for at kunne give. Og hvad kan der være galt i at ønske at tjene Kongen?
Med det kan vi fortolke ordene i Zohar. Den rådgiver de mennesker, der har et indre behov, som ikke kan acceptere den tilstand de befinder sig i, fordi de ikke ser nogen fremskridt i Skaberens arbejde, og tror på det, der står skrevet (Femte Mosebog 30:20): »At elske Herren din Gud, at lytte til Hans røst og holde fast ved Ham; for det er dit liv og længden af dine dage.« De ser, at de mangler kærlighed og Dvekut [tilknytning/tilhørsforhold], og de føler ikke livet i Torah eller ved, hvordan de kan finde råd til deres sjæle, så de kan komme til at føle i deres organer det som teksten fortæller os.
Rådet er at bede for hele kollektivet. Med andre ord, alt det man føler man mangler og beder om at få opfyldt, skal man ikke sige at man er en undtagelse eller fortjener mere end det kollektivet har. Snarere: »Jeg bor blandt mit eget folk,« hvilket betyder, at jeg beder for hele kollektivet, fordi jeg ønsker at nå en tilstand, hvor jeg ikke har nogen som helst omsorg for mig selv, men kun for Skaberen så han kan være tilfreds. Derfor gør det ingen forskel for mig, om Skaberen finder glæde i mig eller kan få den samme glæde fra andre.
Med andre ord beder han Skaberen om at give os en sådan forståelse, som kaldes »helt for Skaberen«. Det betyder, at han vil være sikker på, at han ikke bedrager sig selv ved at tro, at han ønsker at skænke Skaberen noget når han måske i virkeligheden kun tænker på sin egen selvkærlighed, hvilket betyder, at han vil føle glæde og fornøjelse.
Derfor beder han for kollektivet. Det betyder, at hvis der er nogle få mennesker i kollektivet, der kan nå målet om Dvekut med Skaberen, og dette vil give Skaberen mere tilfredshed end hvis han selv blev belønnet med at nærme sig Skaberen, udelukker han sig selv. I stedet ønsker han, at Skaberen hjælper dem, fordi dette vil give mere tilfredshed ovenfra end fra hans eget arbejde. Af denne grund beder han for kollektivet, at Skaberen vil hjælpe hele kollektivet og give dem den følelse – at de får tilfredsstillelse ved at kunne skænke Skaberen, at bringe Ham tilfredshed.
Og da alt kræver en opvågnen nedefra, giver han opvågnen nedefra, og andre vil modtage opvågnen ovenfra, til hvem Skaberen ved vil være mere gavnligt for Skaberen.
Det følger heraf, at hvis han har styrken til at bede om en sådan bøn, så vil han helt sikkert blive udsat for en sand prøve – hvis han går med til en sådan bøn. Men hvis han ved, at det han siger kun er tomme ord, hvad kan han så gøre, når han ser at kroppen er uenig i en sådan bøn om at give rent uden en antydning af modtagelse?
Her er der kun det berømte råd – at bede til Skaberen og tro over fornuftens grænser, at Skaberen kan hjælpe ham og hele kollektivet. Og han bør ikke lade sig imponere hvis han ser, at han allerede har bedt mange gange, men hans bøn ikke er blevet besvaret. Dette bringer en til fortvivlelse, og kroppen håner ham og siger til ham: ”Kan du ikke se at du ikke kan gøre noget? Og som om du er fuldstændig håbløs, beder du nu Skaberen om at give dig ting, der er uacceptable for fornuftige mennesker.”
På det tidspunkt argumenterer kroppen: "Sig mig, hvem blandt de fromme og praktiske mennesker ønsker, at Skaberen skal give dem noget, der er fuldstændig urimeligt? Desuden kan du selv se, at du ikke fik opfyldt selv mindre ting end det, du nu beder Skaberen om at hjælpe dig med, selvom du bad Skaberen om at hjælpe dig. Og nu siger du, at du vil bede Skaberen om at give dig noget stort. Det er virkelig en meget vigtig ting, for der er ikke mange bønner i verden, der beder Skaberen om at give dem styrke til at gøre ting for fællesskabet, så hele offentligheden vil blive belønnet med glæde og fornøjelse ved jeres arbejde. Dette kaldes ›ren og ubesmittet gavmildhed uden en antydning af selvkærlighed‹.
»Og I tror at jeres bøn om små ting ikke blev opfyldt, men store og vigtige ting er bestemt uvurderlige.« For eksempel kunne vi sige, at det er umagen værd at gå til en bestemt person der har så dyrebare genstande, at man må søge i hele verden for at finde sådanne genstande, da de kun findes blandt nogle få udvalgte. Og en person fra middelklassen kom, som knap nok havde de sædvanlige genstande i sit hus, og det faldt ham pludselig ind at også han skulle forsøge at skaffe sig de genstande, som findes blandt de få udvalgte. Hvis nogen hørte om det, ville de helt sikkert grine ad ham.
Det samme gælder for os. Når en person ikke er uddannet, men er under gennemsnittet, og alligevel ønsker at bede Skaberen om Kelim [kar], som kun findes hos nogle få udvalgte i verden, er det kroppen selv, der håner ham. Den siger til ham: "Din tåbe, hvordan kan du overhovedet tænke på at bede Skaberen om noget, som selv lærde mennesker ikke har? Hvordan kan jeg give dig styrke til at arbejde på sådan noget vrøvl?”
Og her begynder det virkelige arbejde, da menneskets arbejde i denne verden er at forlade det onde tilbøjeligheds domæne, som kaldes ”at modtage for at modtage”. Og nu ønsker han, at Skaberen skal hjælpe ham med at gå på vejen til ren og ubesmittet gavmildhed uden en antydning af selvmodtagelse.
Det følger heraf, at dette arbejde virkelig er imod det onde, da han ikke ønsker at efterlade nogen ejendele hos det. I stedet ønsker han nu, at hans arbejde fremover ikke skal være for viljen til at modtage. I stedet beder han Skaberen om, at selv det han arbejdede for før, og det der var registreret i viljen til at modtage, alle skal flyttes fra dens autoritet til Skaberens autoritet.
Det følger heraf, at han nu beder Skaberen om at give ham styrke til at omvende sig. Det vil sige, at Skaberen vil give ham styrke til at bringe alle de handlinger der var for viljen til at modtage, tilbage til Skaberens domæne, både dem fra fortiden og dem fra fremtiden. Det er som Maimonides siger (Love om omvendelse, kapitel 2): »Omvendelse skal også være for fortiden.«
Han skriver: »Hvad er omvendelse? Det er, at synderen forlader sin synd og fjerner den fra sit sind og i sit hjerte beslutter sig for aldrig at gøre det igen, som der står skrevet: ›Lad den onde forlade sin vej.‹ Og han skal også fortryde fortiden, som der står: ›For efter at jeg vendte om, angrede jeg,‹ og Han, som kender alle mysterier, vil vidne om, at han aldrig vil vende tilbage til denne synd.«
Nu kan vi forstå vigtigheden af en bøn fra mange, som der står skrevet: »Jeg bor blandt mit eget folk.« Zohar siger: »Man bør aldrig trække sig tilbage fra folket, for Skaberens barmhjertighed er altid over hele folket sammen.« Det betyder, at hvis man beder Skaberen om at give ham kar til gavmildhed, som vores vismænd sagde: " Da Han er barmhjertig, skal du også være barmhjertig,» bør man bede for hele kollektivet. Dette skyldes, at det da er tydeligt, at hans mål er, at Skaberen skal give ham kar til ren gavmildhed, som der står skrevet: «Skaberens barmhjertighed er altid over hele folket sammen." Det er kendt, at der ikke gives noget halvt fra oven. Det betyder, at når der gives overflod fra oven til det nedre, er det til hele kollektivet.
Af denne grund skal man bede for hele offentligheden, da enhver overflod der kommer ovenfra, altid kommer til hele folket. Derfor siger han: »Skaberens barmhjertighed er altid over hele folket.« Der er således to betydninger i dette, da det for at opnå ren gavmildhed ville have været nok at bede for kun én person udover sig selv. Men der er et andet spørgsmål her – man skal bede om det hele, fordi det er en regel i spiritualitet, at det der kommer, altid er noget fuldstændigt, og alle observationer er kun hos modtagerne. Af denne grund skal man bede for hele kollektivet.
Og da overfloden kommer til hele kollektivet, og da der ikke er noget lys uden en Kli [beholder], hvilket betyder, at det er umuligt at modtage opfyldelse hvis der ikke er plads til hvor fyldningen kan komme ind, bliver han derfor besvaret for den bøn, han bad for offentligheden. Det er som vores vismænd sagde (Baba Kama, 92) »Enhver, der beder om nåde for sin ven, bliver besvaret først, da han har brug for det samme.« Det betyder, at selvom overfloden kommer til kollektivet, mangler kollektivet Kelim.
Med andre ord er den overflod, der kommer ovenfra, nok til hele folket, men uden Kelim—mangler, så det kan fylde hulrummene—opnår offentligheden ikke den overflod, der kommer ovenfra. I stedet bliver den der har mangler, besvaret først.