Mængdens Bøn (תפילת רבים – Tefilat Rabim)

1986 – Artikel 15 (תשמ"ו - מאמר ט"ו)

I Den Hellige Zohar (הזוהר הקדוש – HaZohar HaKadosh, Beshalach, side 3, og i HaSulam, punkt 11) står der skrevet følgende, citat: "Og Hun sagde: 'Jeg bor midt iblandt mit folk' Spørger: Hvad betyder dette? Og svarer: Når dommen (דין – Din) hviler over verden, bør et menneske ikke adskille sig fra helheden (כלל – Klal) for sig selv. Thi i den stund hvor dommen hviler over verden, bliver de som bemærkes og registreres for sig selv – selvom de er retfærdige (צדיקים – Tzaddikim) – grebet først. Derfor bør et menneske aldrig adskille sig fra folket, thi  Skaberen har altid barmhjertighed (רחמים – Rachamim) med hele folket tilsammen. Og af denne grund sagde Hun: 'Jeg bor midt iblandt mit folk', og jeg ønsker ikke at adskille mig fra dem."

"Thi dommen som hviler over verden" betyder ønsket om at modtage (רצון לקבל – Ratzon LeKabel), som er selvkærlighed (אהבה עצמית – Ahavah Atzmit), hviket de skabte (הנבראים – HaNivra'im) blev født med som natur, som det er kendt, ud fra Hans ønske om at gøre godt mod Sine skabninger . Og af denne grund – da der var et ønske om formliglighed (השתוות הצורה – Hashtavut HaTzurah), for at der ikke skulle være "skammens brød" (נהמא דכסופא – Nahama DeKesufa) – blev der fastsat en dom (דין – Din): at det er forbudt at bruge modtagelseskarrene (כלי קבלה – Kelim Kabbalah), medmindre man ved at man vil være i stand til at rette  modtagelsen med det formål at give (על מנת להשפיע – Al Menat LeHashpia). Først da er det tilladt at bruge modtagelseskarrene.

Og ifølge dette vil forklaringen på "i en tid hvor dommen hviler over verden" være, at når hele verden befinder sig nedsænket i selvkærlighed, så hviler mørket over verden, fordi der ikke er noget sted hvor lyset (אור – Or) kan trækkes ned til de skabte væsener – på grund af formforskellen (שינוי צורה – Shinui Tzurah), der er mellem lyset og de skabte, som modtager lyset. For på grund af denne formforskel blev dommen fældet om at den øvre overflod (שפע עליון – Shefa Elyon) ikke udgydes over de skabte.

Derfor, når et menneske vågner og ønsker at Herren skal bringe ham nær – det vil sige give ham kar til at give (כלים דהשפעה – Kelim DeHashpa'ah), hvilket kaldes "tilnærmelse" (קירוב – Kiruv) – beder han om, at Skaberen vil hjælpe ham. Men det er kendt at den hjælp der kommer fra Skaberen kaldes den øvre overflod, som betegnes med navnet "sjæl" (נשמה – Neshamah), ligesom Den Hellige Zohar siger at den støtte,man modtager ovenfra, er i form af en "hellig sjæl" (נשמתא קדישא – Nishmata Kadisha).

Af denne grund: Når et menneske kommer for at bede Herren om at bringe sig nær til Sig, Lovet Være Han, og han fremstår alene – det vil sige, at han forstår det sådan, at Skaberern skal bringe ham nær på en privat/individuel måde – hvorfor tænker han så, at hele helheden (הכלל – HaKlal) kan forblive i sin nuværende tilstand, og at Skaberen kun bør handle anderledes med ham? Dette er fordi han mener, at han besidder gode dyder som ikke findes hos andre.

Og selvom disse er enkelte individer, som ikke hører til helheden (fordi de mener, at de fortjener at komme tættere på Herren end andre og anser sig selv for at være retfærdige), bliver de grebet først. Det vil sige: Dommen (דין – Din), som er en tilstand af selv-modtagelse (קבלה עצמית – Kabbalah Atzmit), hviler over dem mere end over resten af helheden, og de bliver da værre i deres egenskaber af selvkærlighed.

Og dette er af den grund, at han tænker at han fortjener mere end andre mennesker. Det vil sige: For andre mennesker er det nok at have det de har, men når han ser på sig selv, fortjener han mere end andre mennesker. Denne tanke er i sandhed en tilstand af modtagelse (קבלה – Kabbalah), det vil sige selvkærlighed (אהבה עצמית – Ahavah Atzmit) på hundrede procent. Det viser sig således, at tilstanden af selvkærlighed begynder at udvikle sig hos ham mere end hos andre.

Og ifølge dette følger det, at han hele tiden arbejder i selvkærlighed. Hvorimod det for hans egne øjne ser ud som om han er retfærdig (צדיק – Tzaddik), eftersom han ønsker at arbejde i tilstanden af at give (משפיע – Mashpia). For han siger til sig selv, at det han beder Herren om – at Han skal bringe ham nær – er en tilstand af retfærdighed (צדקות – Tzidkut). For hvad beder han om? At Herren skal give ham kraft til at opfylde Torah og bud (תורה ומצוות – Torah U'Mitzvot) med det formål at give (על מנת להשפיע – Al Menat LeHashpia); og hvilken mangel kan der være i, at han ønsker at tjene Kongen?

Og med dette kan man forklare ordene i Den Hellige Zohar (הזוהר הקדוש – HaZohar HaKadosh), hvor den giver et råd til de mennesker som har et indre krav, og som ikke kan affinde sig med den tilstand de befinder sig i – eftersom de ikke ser nogen fremgang i arbejdet for Skaberen (‘עבודת ה – Avodat Hashem), og de tror på det der står skrevet: "Til at elske Herren din Gud, adlyde Hans røst og klynge dig til Ham (לדבקה בו – LeDavka Bo), thi Han er dit liv og dine dages længde" (Deuteronomium/3. Mseb. 30:20). Og de ser at de mangler kærlighed og tilknytning/sammenhold (דביקות – Dvekut), og de mærker ikke det li, der er i Torah, og de ved ikke hvilke råd de skal give deres sjæl for at nå til en mærkbar følelse i lemmerne af det skriften siger til os.

Rådet er at bede på vegne af hele kollektivet/helheden (הכלל כולו – HaKlal Kulo). Det vil sige, at alt det han mærker at han mangler og beder om opfyldelse af, bør han ikke sige at han udgør en undtagelse fra reglen – det vil sige, at han fortjener mere end hvad hele kollektivet har. Men derimod: "Jeg bor midt iblandt mit folk". Det vil sige: Jeg beder på vegne af hele kollektivet, fordi jeg ønsker at nå til en tilstand hvor jeg intet bekymrer mig om for min egen skyld, men kun for at der skal være glæde/tilfredsstillelse for Skaberen (נחת רוח להבורא – Nachat Ruach LeHaBoreh). Hvis det er således, hvad betyder det da for mig om Skaberen(הקב"ה – HaKadosh Baruch Hu), har nydelse fra mig, eller om Han kan modtage den samme nydelse fra andre?

Det vil sige, han beder Herren om at give os en sådan forståelse, som kaldes "alt er for Himlens skyld" (כולו לשם שמים – Kulo LeShem Shamayim). Hvilket betyder at han skal være sikker i sig selv på, at han ikke bedrager sig selv ved at sige at han ønsker at give til Herren. For i virkeligheden kan det være, at han tænker på alt ud fra sin egen selvkærlighed – det vil sige at han skal mærke det gode og behagelige.

Af denne grund beder han til Herren på vegne af helheden (הכלל – HaKlal). Det vil sige: Hvis der er nogle mennesker i kollektivet, som kan nå målet – som er tilknytning/sammenhold med Skaberen (דביקות בה' – Dvekut BaHashem) – ogder  derigennem skabes mere glæde for Skaberen end hvis han selv opnåede at komme Skaberen nær, så giver han afkald på sig selv. Han ønsker i stedet at Skaberen vil hjælpe dem, fordi der deraf vil spire større glæde ovenover, end der ville komme fra hans eget arbejde. Og af denne grund beder han for helheden – det vil sige, at Skaberen skal hjælpe hele kollektivet og give ham denne følelse; nemlig at han vil have tilfredsstillelse ved blot at kunne give til Herren, så Han får glæde.

Og da der i enhver ting skal være en "opvækkelse nedefra" (אתערותא דלתתא – It'aruta DeLeta'ata), giver han opvækkelsen nedefra. Og "opvækkelsen ovenfra" (אתערותא דלעילא – It'aruta DeLe'ela) vil andre modtage – det vil sige dem om Skaberen ved at der vil komme større gavn for Herren ud af.

Det viser sig således: Hvis han har kraft til at bede en sådan bøn, vil han bestemt stå over for en sand prøve på om han er enig i denne bøn. Men hvad skal han gøre, hvis han ved at det han siger kun er med læberne, og han ser at kroppen (גוף – Guf) ikke er enig i en sådan bøn – at det virkelig skal være ren given(השפעה נקייה – Hashpa'ah Neki'ah) uden nogen blanding af modtagelse (קבלה – Kabbalah)?

Der er kun det velkendte råd: At han skal bede til Skaberen og tro hævet over forstanden (למעלה מהדעת – LeMa'ala MeHaDa'at), at Skaberen kan hjælpe ham og hele kollektivet (הכלל כולו – HaKlal Kulo). Og han skal ikke lade sig slå ud af, at han ser at han allerede har bedt mange gange og ikke er blevet besvaret på sin bøn – hvilket bringer mennesket til fortvivlelse/desperation (ייאוש – Ye'ush), hvor kroppen ler ad ham og siger til ham: "Ser du da ikke at du ikke er i stand til noget som helst, og at det er som om du intet håb har? Og nu beder du Skaberen om noget og vil have Ham til at opfylde ting som ikke accepteret af forstanden hos dannede/mænd af form (אנשים בעלי צורה – Anashim Ba'alei Tzurah)?"

Og kroppen påstår da: "Tværtimod, sig mig: Hvilke af de hengivne og mændende af handling (חסידים ואנשים מעשה – Chassidim VeAnshei Ma'aseh) ønsker, at Skaberen skal give dem noget som forstanden ikke kan bære? Og desuden: Ser du ikke at selv ved ting der er langt mindre end det krav du stiller nu – at Herren skal hjælpe dig – er du endnu ikke blevet frelst, selvom du bad Skaberen om at frelse dig? Og nu siger du at du vil bede Skaberen(הקב"ה – HaKadosh Baruch Hu) om at opfylde dine krav vedrørende en stor ting – hvilket kaldes noget meget ophøjet – eftersom der ikke er så mange bønner i verden der beder om at Skaberen skal give dem kraft til at udføre handlinger for helheden (הכלל – HaKlal); det vil sige, at hele kollektivet skal opnå det gode og behagelige ved at du anstrenger dig, hvilket kaldes ren given, renset for enhver urenhed af selvkærlighed (אהבה עצמית – Ahavah Atzmit).

Og du tror at ved små ting blev din bøn ikke modtaget, men at den ved store og ophøjede ting vil blive det? Det er da bestemt en sjældenhed (יקר מציאות – Yekar Metzi'ut). Hvis vi for eksempel siger, at det kan betale sig at besøge en bestemt mand som har sjældne genstande i sit hus – genstande, man skal rejse over hele verden for at finde, og som kun findes hos verdens helt særlige enkelte . Så kommer der en mand fra middelklassen, som knapt nok har de mest almindelige genstande i sit hus, og pludselig opstår den tanke hos ham at han også bør bestræbe sig på at erhverve de genstande som kun findes hos disse udvalgte. Enhver der hører dette vil bestemt le ad ham.

Og ligeledes hos os: Når et menneske ikke er rigt på viden/forstand (עשיר בדעת – Ashir BeDa'at), men står lavere end middelklassen, og han ønsker at bede Skaberen om at give sig kar (כלים – Kelim), som kun findes hos verdens helt særlige udvalgte, da ler kroppen selv ad ham og siger til ham: 'Din tåbe, hvordan faldt det dig ind at bede Skaberen om noget som ikke engang findes blandt dem der er rige på viden/forstand? Hvordan kan jeg da give dig arbejdskraft til sådant vrøvl?'

Og hér begynder det sande arbejde (העבודה האמיתית – HaAvodah HaAmitit). Eftersom menneskets arbejde i denne verden er at træde ud af det onde tilskyndelses/egoets domæne (רשות היצר הרע – Reshut HaYetzer HaRa), som kaldes 'modtager med det formål at modtage' (מקבל על מנת לקבל – Mekabel Al Menat LeKabel). Og nu hvis han ønsker at Skaberen skal hjælpe ham med at gå på vejen af ren og skær given uden nogen som helst blanding af selv-modtagelse..."

Det viser sig således, at dette arbejde er direkte rettet imod det onde (הרע – HaRa). Eftersom han ikke ønsker at lade nogen besiddelse være tilbage hos sig selv, men derimod nu længes  – ikke blot efter at det han udfører fra nu og fremefter ikke skal være for ønsket om at modtage (רצון לקבל – Ratzon LeKabel), men han beder Skaberen om at endog det, han har udført med tilbagevirkende kraft for sin egen skyld, og som blev registreret under ønsket om at modtages domæne, skal overgå fra hans eget domæne til Skaberens domæne (רשות הקב"ה – Reshut HaKadosh Baruch Hu).

Det der følger heraf er, at han nu beder til Skaberen om at give ham kraft til at gøre omvendelse/vende tilbage (תשובה – Teshuvah). Det vil sige: at Skaberen skal give ham kraft til at føre alle de handlinger, der var for ønsket om at modtage’s skyld tilbage, så alt vender tilbage til Skaberens domæne – både vedrørende fortiden og fremtiden; ligesom Maimonides (רמב"ם – Rambam) siger (Lovene om Omvendelse, kapitel 2), at omvendelse også skal gælde fortiden. Og dette er hans ord: "Og hvad er omvendelse? Det er at synderen forlader sin synd og fjerner den fra sin tanke og beslutter i sit hjerte aldrig mere at gøre det, som der står skrevet: 'Den ugudelige skal forlade sin vej' (Esajas 55:7), og ligeså fortryder det passerede, som der står skrevet: 'Thi efter at jeg vendte om, fortrød jeg' (Jeremias 31:18), og Han som kender det skjulte, skal bevidne om ham at han aldrig vil vende tilbage til denne synd."

Og med dette vil vi forstå vigtigheden af mængdens bøn (תפילת רבים – Tefilat Rabim), som der står skrevet: "Jeg bor midt iblandt mit folk", hvor Den Hellige Zohar (הזוהר הקדוש – HaZohar HaKadosh) siger: "Og derfor bør et menneske aldrig adskille sig fra folket, thi Skaberen har altid barmhjertighed (רחמים – Rachamim) med hele folket tilsammen." Og forklaringen er: Hvis et menneske beder Skaberen om at give sig kar til at give (כלים דהשפעה – Kelim DeHashpa'ah) – ligesom vores vise sagde: "Ligesom Han er barmhjertig, så vær også du barmhjertig" – da bør mennesket bede på vegne af hele kollektivet (הכלל כולו – HaKlal Kulo). Thi da er det tydeligt at hans hensigt er at Skaberen skal give ham kar til ren given, som nævnt ovenfor; for Skaberens barmhjertighed hviler altid over hele folket tilsammen. For som det er kendt: "Fra Himlen giver man ikke en halv del" (MiShmaya Palga La Yahavin – משמיא פלגא לא יהבין); hvilket betyder, at når man fra Himlen giver overflod (שפע – Shefa) nedad, er det for hele kollektivet.

Og af denne grund bør mennesket bede på vegne af hele kollektivet, eftersom al overflod der kommer ovenfra, altid kommer til hele folket tilsammen. Og det er det den siger: "Thi Skaberens barmhjertighed hviler altid over hele folket." Således er der to betydninger i dette: For at opnå ren given (השפעה טהורה – Hashpa'ah Tehorah), som nævnt ovenfor, ville det have været nok om han blot bad for én anden person ud over sig selv. Men der er endnu en ting her: at mennesket må bede om en fuldendt/hel ting (דבר שלם – Davar Shalem), fordi det er en regel i detspirituelle, at der altid kommer en hel ting, og alle differentieringer findes kun hos modtagerne, som det er kendt. Af denne grund må han bede for hele kollektivet som nævnt ovenfor.

Og da overfloden (שפע – Shefa) kommer til hele kollektivet, og da der ikke findes noget lys uden et kar (אין אור בלי כלי – Ein Or Bli Kli) – det vil sige, at det er umuligt at modtage opfyldelse/mætning, hvis man ikke har et sted med mangel (מקום חסרון – Makom Chisaron) som opfyldelsen kan træde ind i – derfor bliver han besvaret på denne bøn, hvor han bad på vegne af de mange (הארבים – HaRabim). Dette er i lighed med det vore vise sagde (Bava Kamma 92b): "Enhver der beder om barmhjertighed for sin næste bliver besvaret først, fordi han har brug for den samme ting"; hvilket forklares som ovenfor: Skønt overfloden kommer til helheden, mangler helheden kar (כלים – Kelim).

Det vil sige: Fra Himlen er den overflod, der kommer tilstrækkelig for hele folket. Men når der ikke er kar – det vil sige mangler/trængsler (חסרונות – Chisronot), som kan udfylde manglerne – så opnår kollektivet ikke den overflod, der kommer ovenfra. Men ham som besidder manglerne (dvs. længslen efter at give), han bliver derfor besvaret først.