Vis mig Din herlighed

Tashma"ה – artikel 26
1985 – artikel 26

Og der står: “Vis mig Din herlighed, og jeg vil fjerne Min hånd, og du skal se Min bagside, men Mit ansigt skal ikke ses” (2 Mos. 33). Vi må forstå, hvad Moses, vor lærer, fred være med ham, antyder for os med sit spørgsmål, og hvad Skaberen (הקב"ה), antyder med svaret i forhold til vores arbejde (עבודה).

Når mennesket begynder at træde ind i Skaberens arbejde (עבודת ה'), længes han efter at se Skaberens herlighed.

Det vil sige: når Skaberen lyser for ham, altså når han har smag i Torah og buddene (תורה ומצוות) og længes efter spiritualitet, så kan han beskæftige sig med det hellige arbejde, og da ved man med sig selv, at man går på Herrens vej. Man føler sig ophøjet over folket, at hele almenheden er grov og materiel, og at kun man selv ved og forstår, hvad spiritualitet er.

Og eftersom det er kendt, at vore vise sagde (Avot 4:4): “Rabbi Levitas fra Yavne siger: Vær meget, meget ydmyg af ånd,” har man et stort arbejde med at finde en eller anden mangel i sig selv, så man kan sige, at man er ydmyg. Men eftersom det er en mitzva at opfylde vore vises ord, tager man dette over fornuften (למעלה מהדעת) og siger: sikkert er at jeg endnu ikke fuldkommen.

Ligeledes findes der en tid for “bagsiden” (אחוריים), det vil sige, når længslen efter Torah og bud ikke lyser for en, og man ikke føler nogen mangel ved, at man ikke har nogen trang til vedhæftelse til Skaberen (דביקות הי). I en tilstand af bagsiden (אחוריים) kan mennesket se sig selv, det vil sige sin virkelige tilstand: hvordan man faktisk er. Hvis man stadig ser sig selv som ophøjet over folket, må man da arbejde på ydmyghed og tage ydmyghedens mitzva på sig over fornuften, mens man ser på andre mennesker som stående i en nedgang i spiritualitet, mens man selv er i en opgang. Deraf følger, at man kun er i tiden for bagsiden (אחוריים) kan se sandheden; hvorimod man i tiden for   “ansigtet” (פנים) kan bedrage sig selv.

Men også på bagsidens grad (אחוריים) findes der mange forskelle. For hvis mennesket allerede er trådt ind i sandhedens arbejde, det vil sige på den vej, hvor man skal arbejde for at kunne give (בעל מנת להשפיע), så begynder man først dér at føle de virkelige tilstande af bagsiden (אחוריים). For da kommer der undertiden et billede af bagsiden, hvor man ser sit fald, selv om man før faldet havde været i en tilstand af ansigt (פנים). Men nu ser man, at man ikke har nogen som helst længsel, hverken til Torah og bud, eller til bøn og lignende, og man føler, at man nu er som et tomt kar (כלי ריק), uden den mindste friskhed fra arbejdet for Herren. Dertil ser man på sig selv, som om man aldrig har udført Helligt arbejde, og i det hele taget ved man nu ikke, hvad Skaberens arbejde er.

Og undertiden kommer man ind i mørke, så hvis man begynder at tale med sig selv om, at man må træde ind i arbejdet, og at det ikke er formålet at blive stående i livet uden noget formål, så forekommer  det som om man siger noget nyt til sig selv, noget man aldrig før har hørt om i spirituelle anliggender. Og så undrer man  sig over sig selv: hvordan kan en sådan følelse være mulig, at man nu befinder sig i en nybegynders tilstand, som om man aldrig har været beskæftiget med arbejdet – samtidig med at der endnu er et lille spor (רשימו) tilbage i hukommelsen af, at man plejede at regne sig selv blandt dem der altid var langt fremme i arbejdet. Og pludselig er alt glemt i ens hjerte, og man husker det kun som i en drøm.

Deraf følger altså, at man kun ser sin sande tilstand i bagsidens (אחוריים) tid af bagsiden (אחוריים). Og det er meningen med: “Du skal se Min bagside, men Mit ansigt skal ikke ses.” Da har man allerede et sted for arbejdet, det vil sige til at bede Skaberen om at føre en nærmere og åbenbare Sit ansigts-illumination (הארת פנים) for en; så kommer man til omvendelse (תשובה), “indtil Han, som kender alle skjulte ting vidner om det, at han ikke mere vil vende tilbage til sin tåbelighed.”

Se også Forordet til Talmud Eser Sefirot (pkt. 53–54), hvor der står:
“Man må vide, at hele arbejdet med at opfylde Torah og buddene ad den frie valgs vej først og fremmest gælder i to former for skjult Forsyn (השגחה המוסתרת). Om denne tid siger Ben Hei Hei: ‘Efter smerten er belønningen.’ Eftersom Hans Forsyn ikke er åbenbaret, og det er umuligt at se Ham undtagen i ansigtets skjul (הסתר פנים), det vil sige kun gennem Hans bagside (אחוריו). Men efter at Skaberen ser, at mennesket har fuldendt målet for sin anstrengelse og afsluttet det, som man skulle gøre ved kraften af sit frie valg og sin styrkelse i troen på Skaberen da hjælper Skaberen en, og det bliver belønnet med opnåelsen af åbenbaret Forsyn (השגחה הגלויה), det vil sige åbenbaringen af ansigtet (גילוי פנים).”

Deraf følger af ovenstående, at begyndelsen på arbejdet på sandhedens vej er i form af bagsiden (אחוריים). Dette er for at mennesket skal forberede sig kar (כלים), hvori Skaberens lys kan bo. Og kar (כלים) kaldes ønsker (רצונות). Det vil sige, at før mennesket går igennem bagsidens fase (אחוריים), ved han ikke, at man behøver Skaberens hjælp, men tænker at man ved egne kræfter kan nå sin fuldkommenhed, og at man ikke behøver Skaberens hjælp på nogen særlig måde.

Man ved og tror ganske vist – som det er skik i Israel – at selv om man ser, at forstanden tilsiger, at det er mennesket selv der handler, tror man  alligevel at Skaberen hjalp en til at opnå det ønskede. Men når det gælder arbejdet med at give (השפעה), ser man, at forstanden siger  at det ikke er i dets magt at nå graden  at give, og derfor sidder man og venter på, at Skaberen skal hjælpe en. Det følger, at kun dette kaldes at man virkelig har brug for Skaberen. Og dette kaldes et kar (כלי) og et ønske (רצון).

For sandhedens vej kaldes lishma (לשמה), det vil sige, at man gør alt for at give tilfredsstillelse til Skaberen. Så kommer kroppens modstand, som hævder at den forstår, at hele menneskets arbejde er  at fylde kroppens kar, hvilket er selvisk kærlighed (אהבה עצמית). Da begynder man at forstå, at det ikke er i ens magt at gå imod kroppen. Så får man brug for Skaberens hjælp. Og dette kaldes, at man allerede har et kar (כלי), det vil sige et ønske og et behov for, at Skaberen (הבורא) skal fylde det. Da opfyldes det, som vore vise sagde: “Den, der kommer for at rense sig, får hjælp” (Zohar, Noach, i Sulam pkt. 63), som der står:
“Et menneske kommer – hvis mennesket kommer for at rense sig, hjælper man det med en Hellig sjæl (נשמה קדושה), og man renser det og helliger det, og det kaldes helligt.”

Vi ser altså, at før man har et kar (כלי), kan man ikke give ham lys (אור). Først efter at det er blevet fastslået i ens hjerte, at man behøver hjælp fra Skaberen (הקב"ה), modtager man hjælp – som nævnt ovenfor – netop når man kommer for at rense sig og ser, at man ikke kan. Da modtager man ovenfra en Hellig sjæl (נשמה קדושה), som er et lys (אור), der gives til en for at hjælpe , så man får evnen til at gå fremad og sejre over sine kar til at modtage (כלי קבלה), så man kan bruge dem for at give til Skaberen.

Dette kan forklare verset: “Fred, fred til den fjerne og til den nære.” For fred (שלום) viser, at striden er bragt til ende, for striden er, som vore vise sagde: “Et menneske skal altid bringe den onde tilbøjelighed i oprør mod den gode tilbøjelighed.” Og Rashi forklarer: at man skal føre krig med den. Mennesket tænker at det kun er når man føler sig nær Skaberen, at man er i fuldkommenhed, for da ser det ud til at man allerede har opnået ansigtets tilstand (פנים). Men når man føler sig fjernt fra Skaberen, tænker man at man ikke går på fuldkommenhedens vej.

Derfor siges der: “Fred, fred,” det vil sige den fred, Skaberen taler. Som der står skrevet (Sl. 85): “Jeg vil høre, hvad Gud Herren vil sige, for Han vil tale fred til sit folk og til sine fromme, og de skal ikke vende tilbage til tåbelighed.”Ifølge dette udsagn må man tro på, at Skaberen siger: “Fred,” også når man føler, at man er langt borte fra Skaberen. For hvem har givet en forståelsen af, at man nu er mere fjern end på et andet tidspunkt? Som regel begynder mennesket jo netop at føle, at man  er fjern, når man beskæftiger sig mere med Torah og bud og ønsker at gå mere på sandhedens vej; da ser man, at man er mere fjern. Men ifølge reglen “en mitzva fører til en mitzva,” burde man jo netop føle sig mere nær.

Men som nævnt ovenfor: Skaberen (הקב"ה) fører en nærmere ved at vise sandheden, for at man skal rette opmærksomheden mod Skaberens hjælp. Det vil sige, at Han viser en at intet menneske er i stand til at vinde krigen uden Skaberens hjælp. Det følger heraf, at netop i tiden af fjernhed – når mennesket føler, at det er fjernt – som er bagsidens tilstand (אחוריים), er det tiden for tilnærmelse til Skaberen.