38. Herrens frygt er hans skat
Jeg hørte, 10. Nisan 5707 (1947)
En skat (Otzar) kaldes det kar (Kli), hvori man placerer sin rigdom. For eksempel opbevares korn i et lager, og værdifulde genstande opbevares på et mere sikkert sted. Dette betyder, at alt, hvad der modtages, navngives i forhold til lyset (Ohr). Og karet må nødvendigvis være egnet til at modtage disse ting, som vi lærer: "Der er intet lys uden et kar" (Ein Ohr Bli Kli). Dette gælder selv i det materielle (Gashmiyut).
Men hvad er det spirituelle kar (Kli Ruchani), som vi kan modtage den spirituelle overflod (Shefa Ruchani) i, som Skaberen ønsker at give, og som er passende for lyset? Ligesom i det materielle, hvor karet, der er egnet til det der placeres i det, skal have et fælles forhold (Yachas Meshutaf). For eksempel kan vi ikke sige, at vi har skatte af vin, opbevaret så vinen ikke fordærves, ved at hælde dem i nye sække. Eller at vi har taget meget mel i tønder. Nej, som det er sædvane, er vinens kar tønder og krukker, mens melets kar er sække, ikke tønder, og så videre.
Ud fra dette opstår spørgsmålet: Hvad er det spirituelle kar, som vi kan skabe en stor skat af den øvre overflod (Shefa Elyona) fra? Ifølge reglen, at mere end kalven ønsker at die, ønsker koen at give, da Skaberens vilje (Ratzon) er at gøre godt mod Sine skabninger (Leheitiv LeNivra’av), og grunden til indskrænkningen (Tzimtzum) må vi tro er til vores bedste. Og grunden er sikkert, at vi ikke har kar, der er egnede til at indeholde overfloden, ligesom materielle kar skal være passende til det, der placeres i dem. Derfor må vi sige, at hvis vi tilføjer kar, vil der være noget, hvori vi kan opbevare yderligere overflod.
Til dette kommer svaret: "Skaberen har intet i sit skatkammer (Beit Ginzav) undtagen en skat af Himlens frygt (Yirat Shamayim)" (Berachot 33b).
Men vi må fortolke, hvad frygt (Yirah) er, da dette er karet, hvorfra man skaber en skat og placerer alle de vigtige ting i det. Vores Mester, af velsignet minde (Zecher Tzaddik LiVracha), sagde, at frygt er, som det står skrevet om Moses, hvor vore vismænd (Chazal) sagde: "Som belønning for, at Moses skjulte sit ansigt, fordi han frygtede at se, fortjente han at skue Herrens billede" (Berachot 7a). Og betydningen af frygt (Yirah) er, at han er bange for den store nydelse (Ta’anug Gadol), der findes der, og at han ikke vil være i stand til at modtage den med intentionen om at give (Be’al Menat Lehashpia). Og som belønning for denne frygt skabte han et kar for sig selv, hvori han kunne modtage den øvre overflod (Shefa Elyona).
Dette er menneskets arbejde (Avodat HaAdam), og udover dette tilskriver vi alt til Skaberen. Hvorimod frygt (Yirah), da betydningen af frygt er ikke at modtage (Lo Lekabel), og det, Skaberen giver, gives kun for at modtage (Lekabel). Dette er betydningen af: "Alt er i Himlens hænder undtagen Himlens frygt" (Berachot 33b).
Og dette kar har vi brug for, for ellers vil vi blive kaldt tåber (Shote), som vore vismænd (Chazal) sagde: "Hvem er en tåbe? Den, der mister, hvad der gives ham" (Chagigah 4a). Dette betyder, at Sitra Achra vil tage overfloden fra os, hvis vi ikke kan rette intentionen mod at give (Be’al Menat Lehashpia), da det ellers går til modtagelsens kar (Kli Kabbalah), som er Sitra Achra og urenhed (Tum’ah).
Dette er betydningen af "I skal holde budene" (VeShmartem Et HaMitzvot). For betydningen af at holde (Shmira) er hemmeligheden bag frygt (Sod Yirah). Og selvom lysets natur (Teva HaOr) er, at det beskytter sig selv, hvilket betyder, at før man ønsker at modtage lyset i modtagelsens kar, forsvinder lyset, da må mennesket selv gøre dette så meget som muligt, som vore vismænd (Chazal) sagde: "I skal beskytte jer selv lidt nedefra, og Jeg vil beskytte jer meget ovenfra" (Yoma 38b).
Og at vi tilskriver frygt (Yirah) til mennesker, som vore vismænd (Chazal) fortolkede: "Alt er i Himlens hænder undtagen Himlens frygt" (Berachot 33b), er fordi Han kan give alt undtagen frygt. For det Skaberen giver, tilføjer kærlighed (Ahavah) og ikke frygt (Yirah).
Og at erhverve frygt (Yirah) sker det gennem Torahens og Mitzvots egenskab (Segulat Torah U’Mitzvot). Det vil sige, når mennesket beskæftiger sig med Torah og bud (Torah U’Mitzvot) med intentionen om at fortjene at bringe tilfredsstillelse (Nachat Ruach) til sin Skaber, bringer denne intention, som rider på budenes handlinger og Torah-studiet, mennesket til at fortjene dette. Ellers kan mennesket forblive, selvom han opfylder Torah og bud i alle deres detaljer og finesser, kun på et niveau af hellighedens livløse (Domem DeKedusha).
Ud fra dette følger, at mennesket altid må huske grunden, der forpligter ham til at beskæftige sig med Torah og bud. Dette er betydningen af vore vismænds (Chazal) fortolkning: "Lad jeres hellighed være for Mit navn" (Sifra, Kedoshim 2), hvilket betyder, at Jeg skal være årsagen til jer. Dette kaldes, at hele jeres arbejde består i, at I ønsker at bringe Mig nydelse, det vil sige, at alle jeres handlinger skal være med intentionen om at give (Be’al Menat Lehashpia).
Som vore vismænd (Chazal) sagde: "Alt, hvad der findes i at holde (Shmira), findes i at huske (Zechira)" (Berachot 20). Dette betyder, at alle dem, der beskæftiger sig med at holde Torah og bud (Shmirat Torah U’Mitzvot) med intentionen om at nå til at huske (Zechira), i hemmeligheden af "Når Jeg husker Ham, lader Han mig ikke sove" (Zohar, Vayetze, paragraf 164), viser, at hovedformålet med at holde (Shmira) er at fortjene at huske (Zechira).
Dette betyder, at den, der ønsker at huske Skaberen, er årsagen til at holde Torah og bud. For ud fra dette er årsagen og formålet med at holde Torah og bud Skaberen. For uden dette kan mennesket ikke tilknytte sig (Lehitdavek) til Skaberen, da "Jeg og han kan ikke bo i samme bolig" (Sotah 5a), på grund af forskellen i form (Shinui Tzura), som det er kendt.
Og grunden til, at belønning og straf (Sachar VeOnesh) ikke er åbenbaret, og at vi kun skal tro på belønning og straf, er, at Skaberen ønsker, at alle skal arbejde for Hans skyld og ikke til deres egen fordel (To’elet Atzmo). For dette er forskel i form fra Skaberen. Hvis belønning og straf var åbenbaret, ville mennesket arbejde på grund af selvkærlighed (Ahavat Atzmo), det vil sige, at Skaberen skulle elske ham, eller på grund af selvhad (Sin’at Atzmo), det vil sige, at han frygtede, at Skaberen skulle hade ham. Det viser sig, at hele grunden til arbejdet kun er mennesket selv og ikke Skaberen. Men Skaberen ønsker, at Han skal være årsagen, der forpligter ham.
Ud fra det ovenstående følger, at frygt (Yirah) kun findes, når mennesket erkender sin lavhed (Shiflut), og siger, at det, at han tjener Kongen, det vil sige, at han ønsker at give til Ham, betragtes som en stor fortjeneste for ham. Han har ingen måde at udtrykke, hvor værdifuld denne tjeneste er i hans øjne. Ifølge reglen, at hvad der er værdifuldt for et menneske, betragtes som om han modtog det fra Ham, som det er kendt. Og bestemt, i henhold til menneskets lavhed, som han føler i sig selv, i det omfang kan han begynde at værdsætte Skaberens storhed (Gedulat HaBoreh), og der vil vækkes i ham et ønske om at tjene Ham. Hvorimod, hvis mennesket er fyldt med hovmod (Ga’avah), sagde Skaberen: "Jeg og han kan ikke bo i samme bolig" (Sotah 5a).
Dette er betydningen af, at tåbe (Shote), ugudelig (Rasha), og hovmodig (Gas Ruach) går sammen. Årsagen er, at fordi han mangler frygt (Yirah), hvilket betyder, at han ikke kan ydmyge sig selv (Lehashpil Et Atzmo) for Skaberen og sige, at det er en stor ære for ham at kunne tjene Ham uden nogen modydelse (Temurah), kan han ikke modtage visdommens aspekt (Bechinat Chochmah) fra Herren. Da forbliver han en tåbe (Shote). Og den, der er en tåbe, er ugudelig (Rasha), som vore vismænd (Chazal) fortolkede: "Intet menneske synder, medmindre en tåbelig ånd (Ruach Shtut) er trængt ind i ham" (Sotah 3a).