62. Stiger ned og inciterer, stiger op og anklager

Jeg hørt 19. Adar I, 1948

"Nedstiger og forfører, stiger op og anklager" (יורד ומסית עולה ומקטרג). Mennesket må altid undersøge sig selv , om hans Torah og arbejde ikke synker ned i afgrundens dyb . For menneskets storhed  måles efter graden af hans dvekut til Skaberen (דבקות בה'), det vil sige graden af hans annullering over for Skaberen. Dette betyder, at selvkærlighed  ikke får betydning hos ham, men at han ønsker at ophæve sin selvstændighed  fuldstændigt.

Når mennesket arbejder for at modtage , vokser hans selvstændighed  i forhold til hans arbejde . Han bliver da et selvstændigt væsen , og det er svært for ham at annullere sig selv over for Herren .

Men når mennesket arbejder for at give  og fuldender sit arbejde , det vil sige korrigerer hele aspektet af modtagelsens kar  fra roden af hans sjæl (שורש נשמתו), har han ikke længere noget at gøre i verden . Derfor skal al hans tankes fokus  være på dette aspekt .

Tegnet på, om mennesket går sandhedens vej (דרך האמת), er, om han kan se, om han er i tilstanden "nedstiger og forfører" . Det betyder, at hele hans arbejde  er i en tilstand af nedstigning (ירידה), og han er da under den anden sides herredømme . Da "stiger han op og anklager" , det vil sige, han føler sig i en tilstand af ophøjelse (עליה) og anklager andre .

Men den, der arbejder på renselsens vej (דרך הטהרה), kan ikke anklage andre  . Han anklager altid sig selv (מקטרג על עצמו) og ser andre i en højere grad (מדרגה יותר טובה), end han føler sig selv.