17. Hvad betyder det, at Sitra Achra kaldes “Malchut uden en Krone”?
Hørte i 1941, Jerusalem
Kronen betyder Keter, og Keter er Udlederen og Rødderne. Kedusha [hellighed] er forbundet med roden, hvilket betyder, at Kedusha anses for at være i formmæssig lighed med sin rod. Det vil sige, at ligesom vores Rod, nemlig Skaberen, kun ønsker at give, som det står skrevet: “Hans ønske er at gøre godt mod skabningerne,” så er Kedusha kun at give til Skaberen.
Sitra Achra [den anden side], derimod, er ikke sådan. Hun har kun til hensigt at modtage for sig selv. Af den grund er hun ikke forbundet med Rødderne, som er Keter. Derfor kaldes Sitra Achra for “uden Keter [krone].” Med andre ord har hun ingen Keter, fordi hun er adskilt fra Keter.
Nu kan vi forstå, hvad vores lærde sagde (Sanhedrin 29): “Enhver, der tilføjer, trækker fra.” Det betyder, at hvis man tilføjer til optællingen, trækker man fra. Det er skrevet (Zohar, Pekudei, punkt 249): “Det er det samme her, i forhold til det, der er inden i, står der: ‘Desuden skal I lave teltet med ti forhæng.’ Når det gælder det, der er udenfor, står der: ‘elleve forhæng,’ hvilket er tilføjet bogstaver, altså tilføjelsen af Ayin- ע [det tilføjede hebraiske bogstav] til de tolv, og trækker fra optællingen. Det trækker ét fra de tolv, på grund af tilføjelsen af Ayin til de tolv.”
Det er kendt, at beregningen kun udføres i Malchut, som beregner gradenes højde (gennem Ohr Hozer [reflekteret lys] i hende). Det er også kendt, at Malchut kaldes “viljen til at modtage for sig selv.”
Når hun annullerer sin vilje til at modtage foran Rødderne, og ikke ønsker at modtage, men kun at give til Rødderne, ligesom Rødderne som er et ønske om at give, så bliver Malchut, kaldet Ani [Jeg אני], til Ein [intet אין], med et Aleph. Først dér udvider hun lyset af Keter for at opbygge sin Partzuf og bliver til tolv Partzufim af Kedusha.
Men når hun ønsker at modtage for sig selv, bliver hun til den onde Ayin [øje עין]. Med andre ord, hvor der var en kombination af Ein אין, hvilket betyder annullering foran Rødderne, som er Keter, er det blevet til Ayin עין (at se og kende inden for fornuften).
Dette kaldes “tilføjelse.” Det betyder, at man ønsker at tilføje viden til troen, og arbejde inden for fornuften. Med andre ord siger hun, at det er mere værdifuldt at arbejde inden for fornuften, og dermed vil viljen til at modtage ikke modsætte sig arbejdet.
Dette skaber en fejl, hvilket betyder, at de blev adskilt fra Keter, kaldet “ønsket om at give,” som er Rødderne. Der er ikke længere tale om formmæssig lighed med Rødderne, kaldet Keter. Af denne grund kaldes Sitra Achra for “Malchut uden en Krone.” Det betyder, at Malchut i Sitra Achra ikke har Dvekut [adhærens] med Keter. Derfor har de kun elleve Partzufim, uden Partzuf Keter.
Dette er betydningen af det, vores lærde sagde: “Nioghalvfems døde af ondt øje,” hvilket betyder, fordi de ikke har egenskaben af Keter. Det betyder, at Malchut i dem, som er viljen til at modtage, ikke ønsker at annullere sig foran Rødderne, kaldet Keter. Det vil sige, at de ikke ønsker at gøre Ani אין [Jeg], kaldet “viljen til at modtage,” til en egenskab af Ein [intet], hvilket er annulleringen af viljen til at modtage.
I stedet ønsker de at tilføje, og dette kaldes “det onde Ayin עין[øje].” Det vil sige, hvor der burde være Ein med Aleph [det første bogstav i Ein], indsætter de det onde Ayin [øje, det første bogstav i Ayin]. Derfor falder de fra deres grad på grund af manglende Dvekut med Rødderne.
Dette er betydningen af det, vores lærde sagde: “Enhver, der er stolt, siger Skaberen, ‘Han og Jeg kan ikke bo i samme bolig,’” da han skaber to autoriteter. Men når man er i en tilstand af Ein, og annullerer sig selv foran Rødderne, hvilket betyder, at ens eneste hensigt er at give, ligesom Rødderne, finder man ud af, at der kun er én autoritet her — Skaberens autoritet. Så alt, hvad man modtager i verden, er kun for at give til Skaberen.
Dette er betydningen af det, han sagde: “Hele verden blev skabt kun for mig, og jeg for at tjene min Skaber.” Derfor skal jeg modtage alle grader i verden for at kunne give alt til Skaberen, hvilket kaldes “at tjene min Skaber.”