Baal HaSulam Shamati nr. 4 

"Jeg Hørte", 12. Shevat 5704 (1944)

 Hvad er årsagen til den tyngde, som mennesket føler i selvannullering over for Skaberen, i arbejdet
 

Man skal vide, at årsagen til den tyngde, som man føler, når man ønsker at arbejde med annullering af sit eget jeg over for Skaberen og ikke sørge for sin egen fordel—når man kommer til en tilstand, hvor det er, som om hele verden forbliver på sin plads, men man selv er som forsvundet fra denne verden og forlader sin familie og sine venner for at være annulleret over for Skaberen—denne tyngde har kun én enkelt årsag: mangel på tro.
Det vil sige, at man ikke ser, hvem man annullerer sig over for, nemlig at man ikke mærker Skaberens eksistens. Det er dette, der fremkalder tyngden.

Når det derimod begynder at føles, at skaberen virkelig eksisterer, længes sjælen straks efter at annullere sig og forbinde sig med roden og indgå i den "som et lys foran en fakkel", uden brug af bevidsthed eller forstand—men alene fordi naturen virker sådan, ligesom et lille lys, der automatisk tilintetgør sig selv foran en stor fakkel.

Heraf følger, at menneskets hovedarbejde kun består i at komme til fornemmelsen af Skaberens eksistens—at føle, at "hele jorden er fuld af Hans herlighed". Det skal være hele hans arbejde: al den energi han lægger i sin tjeneste, er kun for at nå dette, og ikke for noget andet. Og han skal ikke forvirres og tro, at han skal opnå noget ud over dette. Én ting mangler mennesket: troen på skaberen. Og han bør ikke tænke på noget andet; hele den belønning han ønsker for sit arbejde, bør være at han må opnå troen på Skaberen.

Man skal også vide, at der ingen forskel er mellem en lille og en stor oplysning (spirituel belysning), som mennesket opnår. For i lyset selv er der ingen ændring; alle ændringer ligger i de kar, der modtager overfloden, som det er sagt: "Jeg, Herren, har ikke ændret mig." Derfor, jo mere mennesket er i stand til at forstørre sine kar, i samme grad vil oplysningen blive større.

Spørgsmålet er så: hvordan kan mennesket forstørre sine kar?
Svaret er: i den grad han giver lovprisning og taksigelse til Skaberen for at Skaberen har nærmet ham til sig og givet ham en lille fornemmelse af Hans nærhed. Han skal tænke over, hvor vigtigt dette er—at han er blevet værdig til at have lidt forbindelse med Skaberen. Og i den grad han kan forestille sig denne betydning, i samme grad vil oplysningen forøges hos ham.

Og mennesket skal vide, at han aldrig vil kunne kende den sande og egentlige værdi af forbindelsen mellem mennesket og Skaberen. For det ligger ikke i menneskets evne at vurdere dens sande mål. Men i den grad mennesket værdsætter den, i samme grad opnår han dens storhed og betydning. Og der findes en særlig kraft i dette: gennem det kan han blive værdig til, at denne oplysning vedvarende forbliver hos ham.