1. Der er ingen anden end Ham
Jeg hørte i Parashat Yitro, 12 Shevat, 6. februar 1944
Her står skrevet: "Der er ingen anden end Ham." Det betyder, at der ikke er nogen anden kraft i verden, der har evnen til at gøre noget imod Ham. Og om man ser, at der er ting i verden, der fornægter den Øverste husstand, er grunden, at dette er Hans vilje.
Dette betragtes som en korrektion kaldet "venstre frastøder, og højre tiltrækker", hvilket betyder, at det som venstre side afviser, betragtes som en korrektion. Det betyder, at der er ting i verden, som til at begynde med har til formål at aflede en person fra den rigtige vej, og ved hvilken han afvises fra Kedusha [Hellighed].
Fordelen ved afvisningerne er, at en person gennem dem modtager et fuldstændigt behov og ønske om, at Skaberen hjælper ham, da han ser, at han ellers er fortabt; ikke alene at han ikke har fremgang i arbejdet, han ser endda, at han er i tilbagegang. Det vil sige, at han mangler styrke til at overholde Tora og Mitzvot [befalinger] endda i Lo Lishma [ikke for Hendes skyld], for kun ved virkelig at overvinde alle hindringer, hæve sig over fornuften, kan han overholde Toraen og Mitzvot. Men han har ikke altid kræfter til at hæve sig over fornuften; ellers er han tvunget til, Gud forbyde, at afvige fra Skaberens vej, ja endog fra Lo Lishma.
Og han, som altid føler, at det splintrede er større end helheden, hvilket betyder, at der er mange flere nedture end opture, og han ikke ser en ende på disse tilstande, og at han for altid vil forblive uden for Kedusha, idet han ser, at det er vanskelig for ham at observere selv i den mindste smule, medmindre han hæver sig over fornuften. Men han kan ikke altid overvinde den, så hvad bliver der i sidste ende ud af det?
Så kommer han til den beslutning, at ingen kan hjælpe andre end Skaberen selv. Dette får ham til at stille et inderligt krav om, at Skaberen vil åbne hans øjne og hjerte og virkelig bringe ham tættere på den evige Dvekut [adhæsion] med Skaberen. Det følger derfor, at alle de afvisninger, han havde, alle kom fra Skaberen.
Det betyder, at det ikke var fordi han var skyld i, at han ikke havde evnen til at overvinde fornuften. Snarere, for de mennesker, der virkelig ønsker at nærme sig Skaberen, så de ikke nøjes med lidt, hvilket betyder at forblive som meningsløse børn, får han derfor hjælp fra oven, så han ikke vil være i stand til at sige: "Tak Gud, jeg har Tora og Mitzvot og gode gerninger, og hvad har jeg ellers brug for?”
Kun hvis denne person har et sandt ønske, vil han modtage hjælp fra Oven, og han vil altid få vist, at han selv er skyld i den nuværende tilstand. Han får nemlig tilsendt tanker og synspunkter, der er imod arbejdet. Dette er for at han skal se, at han og Skaberen ikke er en helhed. Uanset hvor meget han overvinder, ser han altid, at han er længere fra Helligheden end andre, som føler, at de er i helhed med Skaberen.
Men han har på den anden side altid klager og krav, og han kan ikke retfærdiggøre Skaberens adfærd, sådan som Han opfører sig overfor ham. Dette piner ham: Hvorfor er han ikke helt sammen med Skaberen? Til sidst kommer han til at føle, at han slet ikke har nogen del i Helligheden.
Skønt han af og til modtager en opvågning fra Oven, som et øjeblik genopliver ham, falder han kort efter ned i det dårlige sted. Alligevel er det dette, der får ham til at indse, at kun Skaberen kan hjælpe og virkelig bringe ham tættere på.
Man skal altid prøve at holde sig til Skaberen, nemlig at alle ens tanker vil handle om Ham. Det vil sige, at selvom man er i den værste tilstand, hvorfra der ikke kan ske et yderligere fald, bør han ikke forlade Hans domæne, nemlig at der er en anden myndighed, der forhindrer ham i at komme ind i Kedusha [Hellighed], der kan bringe gavn eller skade.
Det vil sige, at han ikke må tro, at der er en kraft Sitra Achra [Anden Side] der ikke lader en person gøre gode gerninger og vandre på Skaberens veje. Derimod, alt er gjort af Skaberen.
Baal Shem Tov sagde, at den, der siger, at der er en anden kraft i verden, nemlig Klipot [skaller], denne person er i en tilstand hvor han "tjener andre guder". Det er ikke nødvendigvis de kætterske tanker, der er forbrydelsen , snarere at hvis han tror, at der er en anden autoritet og kraft uden for Skaberen, da begår han en forbrydelse.
Ydermere, den, der siger, at mennesket har sin egen autoritet, det vil sige, han siger, at han i går ikke selv ønskede at følge Skaberens veje, også dette anses for at begå en kættersk forbrydelse, hvilket betyder, at han mener, at ikke kun Skaberen er verdens leder. Men når han har begået en forbrydelse, skal han bestemt fortryde det og være ked af at have begået forbrydelsen. Men også her bør vi placere smerten og sorgen i den rigtige rækkefølge: Hvor placerer han årsagen til forbrydelsen, for det er det punkt, der skal beklages.
Så bør man angre og sige: "Jeg begik den forbrydelse, fordi Skaberen kastede mig ned fra Hellighed til et sted med snavs, til kloakken, stedet for snavs." Det vil sige, at Skaberen gav ham lyst og trang til at more sig og indånde luft med stank.
(Man kan sige, at det står skrevet i bøger, at nogle gange kommer man inkarneret som et svin. Vi skal tolke det, som han siger, at en person får et ønske og en trang til at hente vitalitet fra ting, han allerede havde bestemt var affald, og nu ønsker at modtage næring fra dem).
Også, når man føler, at man nu er på vej opad og føler en god smag i arbejdet, må han ikke sige: "Nu er jeg i en tilstand, hvor jeg forstår, at det er umagen værd at være en tjener for Skaberen." Tværtimod burde han vide, at nu gav Skaberen ham begunstigelse; derfor bragte Skaberen ham nærmere, og det er derfor, han nu føler en god smag i arbejdet. Han bør passe på aldrig at forlade domænet af Kedusha og sige, at der er en anden kraft, der bestemmer udover Skaberen.
(Men det betyder, at sagen om at blive begunstiget af Skaberen, eller det modsatte, ikke afhænger af personen selv, men kun af Skaberen. Og mennesket kan med sit ydre sind ikke begribe, hvorfor Skaberen har begunstiget ham nu og ikke senere). Ligeledes, når han fortryder, at Skaberen ikke drager ham nær, skal han også passe på, at det ikke ville være i forhold til ham selv, dvs. at han fjernes fra Skaberen, for derved bliver han en modtager til sin egen fordel, og en modtager er adskilt. Tværtimod burde han fortryde Shechinas [Guddommelighed] eksil, hvilket betyder, at han forårsager Shechinas sorg.
Man skal forestille sig, at det er, som om et lille organ hos personen er ømt. Ikke desto mindre mærkes smerten primært i sindet og i hjertet. Hjertet og sindet er hele mennesket, og fornemmelsen af et enkelt organ kan bestemt ikke ligne fornemmelsen af en persons fulde statur, som primært er der, hvor smerten mærkes.
Ligeledes er den smerte, man føler, når man bliver fjernet fra Skaberen. Da mennesket kun er et enkelt organ af Shechina, for Shechina er Israels fælles sjæl, derfor er fornemmelsen af et enkelt organ ikke som fornemmelsen af den generelle smerte. Det vil sige, at der er sorg i Shechina når organerne fjernes fra hende, og hun ikke kan pleje sine organer. (Vi bør sige, at dette er som vores vismænd sagde: "Når en mand fortryder, hvad siger Shechina? ’Det er lettere end mit hoved.’”) Ved ikke at relatere sorgen over afstanden til sig selv, bliver han skånet for at falde i fælden med ønsket om at modtage for sig selv, hvilket betragtes som adskillelse fra Kedusha.
Det samme gælder, når man føler nogen nærhed til Kedusha, når han føler glæde over at være blevet begunstiget af Skaberen. Så må han også sige, at hans glæde primært er, fordi nu er der glæde Foroven, i Shechina, ved at kunne bringe hendes private organ i nærheden af hende selv, og at hun ikke behøvede at sende sit private organ ud.
Og man henter glæde ved at blive belønnet ved at glæde Shechina. Dette er i overensstemmelse med ovenstående beregning, at når der er glæde ved enkeltdelen, er det kun en del af helhedens glæde. Gennem disse beregninger mister han sin individualitet og undgår at blive fanget af Sitra Achra, som er viljen til at modtage til egen fordel.
Viljen til at modtage er nødvendig, da dette er hele mennesket; Alt der eksisterer i en person bortset fra viljen til at modtage, tilhører ikke skabningen, men tilskrives Skaberen, men viljen til at modtage nydelse skal rettes til at virke for at give.
Det vil sige, at den fornøjelse og glæde, som viljen til at modtage tager, skal være med det formål, at der er tilfredshed Foroven når skabningerne føler fornøjelse, da dette var formålet med skabelsen - at gøre godt mod Hans skabninger. Dette kaldes Shechinas glæde Foroven.
Af denne grund må man søge råd om, hvordan man kan bringe tilfredshed Foroven. Det er klart, at hvis han modtager glæde, vil der være tilfredshed Ovenfor. Derfor længes han efter altid at være i Kongens palads og at have evnen til at lege med Kongens skatte, og dette vil helt sikkert bringe tilfredshed Foroven. Det følger heraf, at al hans længsel alene skulle være for Skaberens skyld.