3. Emnet om åndelig opnåelse

Jeg hørte

Vi skelner mellem mange niveauer og forskelligheder i verdenerne. Og det er vigtigt at vide, at alt hvad der tales om vedrørende disse niveauer og forskelle, handler om sjælenes opnåelse i forhold til, hvad de modtager fra verdenerne. Dette følger princippet: “Det vi ikke kan opnå, kan vi heller ikke navngive”. For selve ordet "navn" antyder opnåelse – ligesom når et menneske giver noget et navn, sker det efter en vis forståelse eller erkendelse af det, og navnet gives i forhold til denne opfattelse.

Derfor opdeles hele virkeligheden, med hensyn til åndelig opnåelse, i tre kategorier:

1. Atzmuto [Hans væsen (Essens), velsignet være Han].
2. Ein Sof (Uendeligheden), velsignet være Han.
3. Sjælene.

1. Om Atzmuto [Hans væsen, velsignet være Han], taler vi slet ikke. Dette fordi skabelsens rod og udgangspunkt begynder i selve tanken om skabelsen, hvor skabningerne er indeholdt i hemmeligheden: “Handlingens ende lå i tankens begyndelse.”

2. Ein Sof (Uendeligheden), velsignet være Han, er selve tanken om skabelsen – ønsket om at gavne sine skabninger i en uendelig form, og derfor kaldes det Ein Sof (Det Uendelige). Dette er forbindelsen mellem Atzmuto [Hans væsen] og sjælene, og vi forstår det som ønsket om at gøre godt.

Ein Sof er begyndelsen på arbejdet. Det kaldes "lys uden Kli [kar]" – for her begynder skabningernes rod, nemlig forbindelsen mellem Skaberen og skabningerne, som udtrykkes i ønsket om at gøre godt mod dem. Dette ønske starter fra Ein Sof og fortsætter til Verdenen Assiya.

3. Sjælene er dem, der modtager den godhed, der ligger i ønsket om at gøre godt.

Ein Sof kaldes således, fordi det er forbindelsen mellem Atzmuto og sjælene – forstået som ønsket om at gavne. Uden denne forbindelse kan vi ikke tale om noget. Det er her, hele arbejdet begynder. Selvom det lys, der udgår herfra, stadig er uden en Kli, begynder skabningernes rod netop her – forbindelsen mellem Skaberen og skabningerne gennem ønsket om at gøre godt.

Alle verdener i sig selv betragtes som lys uden kar, og der er ingen ytringer i dem – de svarer til Hans væsen og kan ikke opnås.

Du må ikke undre dig over, at vi alligevel skelner mange niveauer i dem – det er fordi disse niveauer eksisterer som potentiale, og når sjælene kommer, vil disse forskelle blive åbenbaret i dem i overensstemmelse med deres evne til at modtage. Før sjælene opnår det øvre lys, betragtes det hele som Atzmuto – uden opnåelse.

Men i forhold til sjælene, der modtager fra verdenerne, kaldes verdenerne Ein Sof – fordi deres indflydelse på sjælene stammer fra tanken om skabelsen. Når vi beder til Skaberen om hjælp og ønsker at få opfyldt vores ønsker, henvender vi os til Ein Sof – hvor skabningernes rod findes, og ønsket om at give dem glæde og godhed udspringer fra.

Bønnen rettes mod Skaberen, som skabte os. Hans navn er “Hans ønske om at gøre godt mod sine skabninger”, og dette kaldes Ein Sof – fordi dette lys eksisterede før nogen begrænsning [Tzimtzum]. Og selv efter begrænsningen ændrede lyset sig ikke – der er ingen ændring i lyset, og det forbliver evigt.

Alle variationer og navne gælder kun for modtagerne. Det første navn, der blev åbenbaret som skabningernes rod, er navnet Ein Sof – og denne åbenbaring ændrer sig aldrig. Alle de efterfølgende begrænsninger og forandringer gælder kun i forhold til modtagerne. Men lyset forbliver altid det samme: ønsket om at gøre godt uden ende. Derfor beder vi til Ein Sof – lyset uden begrænsning. At der senere kommer grænser, er kun for at modtagerne kan modtage lyset korrekt.

Det øvre lys består af to aspekter: det opfattede og opfatteren. Alt, hvad vi taler om, handler kun om, hvordan opfatteren reagerer på det, der opfattes. Men hver for sig – det, der opfattes alene, eller opfatteren alene – kaldes ikke Ein Sof. Det, der opfattes, er Atzmuto; opfatteren er sjælene – en ny skabelse, karakteriseret ved ønsket om at modtage. Det er her, skabelsen betegnes som “noget fra intet”.

Set ud fra deres egen synsvinkel er alle verdener ét med den enkle enhed, uden ændring i guddommeligheden, som det siges: “Jeg, Herren, har ikke forandret mig.” I Guddommelighed findes ingen Sefirot eller Behinot [skel]. Selv de reneste betegnelser beskriver ikke lyset i sig selv – for det er Atzmuto, som ikke kan opnås. Alle Sefirot og forskelle, vi taler om, gælder kun ud fra, hvad mennesket kan opnå. For Skaberen ønskede, at vi skulle opnå og forstå det gode, Han ønsker at give – “Hans ønske om at gøre godt.”

For at vi kunne opnå det, Han ønskede, skabte Han os med sanser – og det, vi opfatter fra det øvre lys, opstår gennem disse sanser.

Denne opfattelse er kilde til mange forskelle, fordi den grundlæggende sans er ønsket om at modtage, og den deler sig i mange detaljer – i forhold til modtagerens evne. Ud fra dette opstår mange skel og detaljer, kaldet opstigninger og fald, udstrækning, tilbagetrækning osv.

Og da ønsket om at modtage kaldes “skabelse” og “en ny form”, begynder ytringerne kun der, hvor denne modtagelse begynder. Talen er nemlig en opdeling af oplevelser – her opstår et fælles forhold mellem det øvre lys og ønsket om at modtage.

Dette kaldes lys og Kli. Men om lys uden Kli kan der ikke tales – for det, der ikke kan opnås, kaldes Atzmuto, og om det kan der ikke tales, fordi det ikke kan begribes. Hvad vi ikke opnår, kan vi ikke navngive.

Derfor skal vi, når vi beder Skaberen om frelse, helbredelse osv., skelne mellem to ting:

1. Skaberen selv.
    
2. Det, der kommer fra Ham.

Den første del – Atzmuto – kan vi ikke tale om. Den anden del – det, der kommer fra Ham – er lyset, der spredes ind i vores Kelim [karer], ønsket om at modtage. Dette kaldes Ein Sof – forbindelsen mellem Skaberen og skabningerne.

Når ønsket om at modtage tager imod dette lys, kaldes det lys Ein Sof. Det når modtageren gennem mange dækkende lag, så det lavere væsen kan modtage det.

Af dette lærer vi, at alle forskelle og forandringer sker i modtageren, alt efter hvordan modtageren reagerer. Når vi taler om verdenerne, handler det om potentiale. Når det bliver opnået, kaldes det faktisk.

Spirituel opnåelse er, når det opfattede og opfatteren forenes. For uden en opfatter er der ingen form – for hvem skal da opfatte den? Så det, vi ikke opnår, kaldes Atzmuto – og om det taler vi ikke. Vi kan kun tale om, hvad vores sanser opfatter – nemlig “Hans ønske om at gøre godt mod skabningerne”, som kommer til os i praksis.

Det kan sammenlignes med, når vi ser på et bord. Vores sanser fortæller os, at det er hårdt, har en vis højde og bredde – alt ifølge vores sanser. Men det betyder ikke, at en engel ville opfatte det på samme måde, for han har andre sanser. Derfor kan vi ikke fastsætte nogen form ift. englen, for vi kender ikke hans sanser.

Således har vi ingen opnåelse af Skaberen selv, og derfor heller ingen viden om, hvordan verdenerne ser ud i forhold til Ham – kun i forhold til vores egne sanser og opfattelser. Og det var Hans vilje, at vi skulle opnå Ham på den måde.

Dette er meningen med, at “lyset ændrer sig ikke” – alle forandringer sker i vores Kelim, i vores sanser, som måler alt i forhold til vores indtryk. Derfor, hvis mange mennesker ser på én spirtuel ting, vil hver person opfatte den forskelligt. Og selv for ét menneske kan opfattelsen ændre sig alt efter hans spirituelle tilstand – for lyset er simpelt, og alle forskelle findes kun i modtagerne.

Må det være Skaberens vilje, at vi må være værdige til at modtage Hans lys, gå på Hans veje, tjene Ham ikke for belønning, men for at give Ham glæde – for at “løfte Shechina [guddommens] nærvær fra støvet” – og nå til Dvekut [adhæsion] og åbenbaringen af Hans guddom for Hans skabninger.