<- Kabbalah Bibliotek
Fortsæt læsning xxxxxxxxxxx ->
Kabbalah Bibliotek Hjem / Baal HaSulam / Shamati [Jeg hørte] / "Dem, der elsker Herren, hader det onde"

23. "Dem, der elsker Herren, hader det onde"
Jeg hørte: 17. Sivan 5691 (1931)

Om verset:
"Dem, der elsker Herren, hader det onde; Han beskytter sine frommes sjæle, fra de onde redder Han dem."

Han forklarede, at det ikke er tilstrækkeligt, at en person elsker Skaberen og ønsker at opnå dvekut med Ham. Det er også nødvendigt, at man hader det onde.

Betydningen af had udtrykkes ved, at man hader det onde, som kaldes "ønsket om at modtage."
Man ser, at man ikke har nogen mulighed for at slippe af med det. Samtidig ønsker man heller ikke at acceptere situationen, som den er.
Man mærker de tab og den skade, som det onde forvolder én, og ser også sandheden:
Mennesket har ingen egen kraft til at udslette det onde, fordi det onde er en naturlig kraft, som Skaberen har indpodet i mennesket – nemlig ønsket om at modtage.

Så oplyser verset os om, hvad der er i menneskets hånd at gøre: nemlig at hade det onde.
Og gennem dette vil Skaberen beskytte hans sjæl mod det onde, som det står skrevet: "Han beskytter sine frommes sjæle."
Og hvad er denne beskyttelse? – "Han redder dem fra det onde."
Så snart en person har en smule kontakt med Skaberen– selv den allermindste berøring – da er han allerede en succesfuld person.

I sandhed forbliver det onde eksisterende, men det tjener nu som en bagside (achoraim) til et spirituelt “partzuf”.
Dette sker gennem menneskets egen korrektion:
Ved at hade det onde med et fuldkomment had, korrigerer man det, og det bliver til  achoraim.

Og dette had kommer af, at hvis en person ønsker at opnå dvekut med Skaberen, må han følge de samme normer som gælder mellem venner og kære:
Hvis to personer kommer til en forståelse, hvor hver især hader, hvad den anden hader, og elsker, hvad og hvem den anden elsker, da skaber de en uadskillelig forbindelse – som en pæl, der aldrig vakler.

Derfor, eftersom Herren elsker at give, må også de lavere skabninger vænne sig til kun at ønske at give.
Og eftersom Herren hader at være en modtager – for Han er fuldkommen i absolut fuldkommenhed og behøver intet – bør mennesket også hade det at modtage for sin egen skyld.

Resultatet af alt det, vi har sagt, er:
Mennesket bør hade ønsket om at modtage med fuldstændig had, fordi al verdens ødelæggelse kommer alene fra ønsket om at modtage.
Og gennem dette had korrigeres ønsket og underordnes helligheden (Kedusha).