25. Det, der kommer fra hjertet

Jeg hørte dette en gang i måneden Menachem Av (august), 5704 (1944), ved et måltid hvor studiet af Zohar var afsluttet:

Om udtrykket: "Ord, som kommer fra hjertet, går ind i hjertet."
Hvis det er sådan – hvorfor ser vi så, at selv når ordene er trængt ind i hjertet, kan mennesket alligevel falde fra sin spirituelle rang?

Forklaringen er: Når en person hører ord af Torah fra sin lærer, så accepterer han dem straks og er enig med læreren. Han tager det  på sig, med hele sit hjerte og sjæl, at følge ordene.
Men bagefter, når han går ud i "verdens luft", så ser han og begærer og klæber sig til de mange ønsker og begær, der driver rundt i verden.
Så bliver han selv, hans forstand, hans hjerte og hans vilje opslugt af mængden.
Så længe han ikke har styrken til at "veje hele verden til den gode side", vil det være verden, der vejer ham ned – og han blandes sammen med deres ønsker.

Han bliver da "som får, der føres til slagtning". Han har ingen fri vilje mere. Han tvinges til at tænke, at ville, at længes efter og at søge det, som de mange søger.
Han vælger da deres fremmede tanker, deres begær og deres frastødende lyster – ting som er fremmede for Torahens ånd.
Og så har han ingen kræfter til at modstå den almene strømning.

Men der er ét råd for ham:
At klamre sig til sin lærer og til bøgerne.
Dette kaldes: "Fra bøgernes og de skriftlærdes mund."
Kun gennem denne tilknytning kan han ændre sin vilje og tanker til det gode.
Diskussioner og dybe logiske argumenter hjælper ham ikke i den tilstand – kun kraften i tilknytningen, for den har en vidunderlig virkning:
Tilknytningen bringer mennesket tilbage til det gode.

Kun når han befinder sig i hellighedens atmosfære, kan han diskutere med sig selv, og føre smukke logiske argumenter for, at det er fornuftigt at følge Skaberens vej.
Men han må forstå:
Selv efter al sin visdom og de sikre konklusioner han har, og selv om han tror, han nu kan overvinde det onde med fornuft – så må han indprente i sin tanke, at alt dette ikke er nok.
For fornuften er ikke et våben, der kan vinde over det onde begær.
Alt det fornuftige er kun en frugt, der kommer efter tilknytningen nævnt ovenfor.

Med andre ord:
Al den fornuft og den opbygning af tanker, som han bygger sin retfærdige vej på – det har sit fundament i tilknytningen til hans lærer.
Mister han det fundament, har hans fornuft ingen kraft.
For han mangler nu selve grundlaget.

Derfor skal han ikke stole på sin egen forstand – men igen søge tilknytningen til bøgerne og lærerne.
Kun det kan hjælpe ham.
Ikke hans forstand eller indsigt – for de har ingen livsånd i sig.