Hvad er «En vej som i begyndelsen er fuld af torne og ender ret» i arbejdet?

Artikel 37, 1989

Det står skrevet i Midrash Tanchuma (s. 318b): «Se, jeg lægger det frem for jer. Det står skrevet: ’Fra Den Højestes mund vil ikke det onde og det gode gå ud.’ Moses lagde også frem for dem to veje – den gode og den onde, livets vej og dødens vej, en velsignelse og en forbandelse. Der findes en allegori om en gammel mand, som sad ved vejkanten foran to veje: En som i begyndelsen er fuld af torne og hvis ende er ret, og en som i begyndelsen er ret og som ender med torne. Han sad ved begyndelsen af de to og advarede forbipasserende og sagde til dem: ’Selvom I ser, at denne begynder med torne, vælg den, for dens ende er en ret.’ Enhver som var vis, lyttede til ham og valgte den. Han anstrenger sig noget, men han går i fred og kommer i fred. Men de som ikke lyttede til ham, gik og mislykkedes til sidst. Vælg derfor livet, du og dine efterkommere.»

For at forstå dette i arbejdet, det vil sige i arbejdet med at overholde Torah og Mitzvot [bud/gode gerninger], bør vi skelne mellem to veje: 1) Lo Lishma [ikke for Hendes - Shechinas - skyld], 2) Lishma [for Hendes skyld].

Det er kendt, at i arbejdet bør vi skelne mellem skabelsens hensigt og skabelsens korrektion. Skabelsens hensigt er, at mennesket skal opnå helhed, det vil sige at blive belønnet med den fryd og nydelse, som Skaberen ønsker at give til de skabte væsener. Dette kaldes «Hans ønske om at gøre godt mod sine skabninger». På grund af dette længes alle skabte væsener kun efter at modtage fryd og nydelse.

Derfor længes et menneske hver eneste dag på ny efter at modtage fryd og nydelse, og nøjes ikke med det, det havde i fortiden. Snarere begynder et menneske hver dag at modtage fryd og nydelse. Dette betyder, at et menneske hver dag må modtage fryd og nydelse. Enkelte oplever nydelse nu fra det, som gav dem fryd og nydelse i fortiden. Men hvis de ikke kan føle nydelse fra fortiden nu, regnes det ikke som at nyde fortiden nu. Det vil sige, at et menneske må føle nydelse hver dag. Et menneske kan føle nydelse selv fra det, det opnåede i går, eller det kan føle nydelse i dag, fordi det i går modtog respekt, og så videre.

Det følger af dette, at «Hans ønske om at gøre godt mod sine skabninger» må betyde, at et menneske hver dag på ny vil føle, at det modtager nydelse. Alligevel kan det kun nyde fra den nydelse, det modtager i nutiden fra både fortiden og fremtiden. Når det gælder at føle nydelse, hvis det nyder i nutiden, regnes dette som at have nydelse.

Af denne grund må et menneske, både i det kropslige (fysiske) og det spirituelle, føle, at det nyder livet nu, uafhængigt af fortiden eller fremtiden. Selv med den største fryd og nydelse, hvis det ikke føler fryden og nydelsen i nutiden, kan det dø på grund af de lidelser, det føler nu, fordi det ikke har noget at nyde.

Dette afhænger af graden af lidelse, det føler nu, og i dette – det vil sige hvor meget han lider – er ikke to mennesker ens. Alligevel må alle mennesker føle nydelse i nutiden. Men akkurat som i det kropslige, såsom spisning, drikning og sovning, har nogle mennesker brug for at spise meget, drikke meget og sove meget, osv.

På samme måde, når det gælder at føle nydelse, er der forskelle mellem mennesker i hvor stort behov de har for at føle nydelse. Enkelte har brug for at føle meget af det, mens andre klarer sig med lidt. Men de er ens ved, at de alle må føle nydelse i nutiden. Hvis de ikke kan give sig selv nydelse i nutiden fra det, de havde i fortiden, og ikke kan forestille sig en fremtidig nydelse, der vil skinne i nutiden, kan de ikke eksistere i verden. Dette stammer fra det faktum, at Skaberens vilje med skabelsen var at gøre godt mod sine skabninger.

Af denne grund får vi hver dag hundrede velsignelser at velsigne, som vores vise sagde (Minchot 43): «Man må velsigne hundrede velsignelser hver dag. Hver dag må man også fremsige fire Shema-læsninger [tekst som læses fire gange om dagen]: ’Shema for offergaver’, ’Shema for Lysets skaber’, ’Aftenshema’ og ’Shema ved sengekanten’, samt bede tre gange om dagen.»

Dette viser, at vi i spiritualiteten må tiltrække os et unikt lys hver gang, som angår det arbejde, man gør. Årsagen er, at skabningerne er ude af stand til at modtage den fryd og nydelse, som Skaberen tænkte at give til skabningerne på én gang, på grund af korrektionen, der fandt sted, som kaldes Tzimtzum [begrænsning/sammentrækning]. For at skabningerne skal modtage fryden og nydelsen i tildelingskar (vessels of bestowal) og ikke i modtagelseskar for at modtage for sig selv, strækker overfloden sig ned til dem i henhold til skabningernes arbejde.

Det følger derfor, at når et menneske begynder arbejdet, eftersom det af natur ikke forstår, at det er værd at gøre nogen bevægelse, medmindre det er for dets egen skyld, siger Maimonides, at vi må begynde med at overholde Torah og Mitzvot for at modtage belønning, eftersom et menneske ikke kan forstå andet. Men efterfølgende bliver mennesket vist, at det må gøre alle sine gerninger for at tildele (in order to bestow).

Da kroppen ikke kan sige sig enig i denne vej, begynder mennesket at spørge: «Hvorfor kan jeg ikke arbejde som resten af verden, hvor arbejdet drejer sig om handlingerne, og som ikke har noget arbejde med hensigten om at tildele? Men når jeg bliver fortalt, at jeg skal gå på tildelingens vej, er mit arbejde dobbelt. Det vil sige, at jeg har arbejde med at overholde Torah og Mitzvot i praksis, ud over arbejdet med hensigten om at tildele. Det følger, at jeg har dobbelt så meget arbejde som resten af verden. Kroppen råber: «Hvad vil du med mit liv?»

Dette betyder, at kroppen spørger: «Hvorfor fortjener jeg en sådan straf, mere end andre mennesker, ved at jeg har ekstra arbejde, som offentligheden ikke gør? Af denne grund,» siger kroppen, «vil jeg ikke lade dig arbejde så hårdt. Selvom du ikke kan have som hensigt at give, har jeg overhovedet ingen interesse i dem. Derfor vil jeg protestere mod dine handlinger, fordi du ikke vil arbejde for dig selv.»

Det følger, at hvis et menneske vil gå på sandhedens vej, bør det gøre tre erkendelser (discernments) i sit arbejde:

1. Arbejde med at overholde Torah og Mitzvot i praksis.
2. Arbejde med intentionen – det vil sige, at det ikke ønsker nogen belønning for at overholde Torah og Mitzvot, men arbejder ikke for at modtage belønning.
3. Når et menneske ønsker at arbejde, det vil sige overholde Torah og Mitzvot uden belønning, er dets arbejde dobbelt. Det vil sige, at det har stor modstand mod at overholde Torah og Mitzvot, eftersom kroppen protesterer mod at overholde Torah og Mitzvot uden belønning. Det følger, at selv om det endnu ikke kan have som hensigt at give gennem arbejdet, eftersom kroppen protesterer mod disse intentioner, er der også modstand mod selve handlingen, selv uden hensigten. Kroppen spørger: «Hvad gør du?! Du siger, at du ikke vil have nogen betaling for dit arbejde med at overholde Torah og Mitzvot.» Det følger, at det ikke kun har arbejde med intentionen, noget som ikke sker i almenhedens arbejde, men at det også har dobbelt arbejde med handlingen, eftersom det er sværere at overholde Torah og Mitzvot i praksis.

Omvendt yder kroppen ikke til dem, der arbejder på almenhedens måde, særlig modstand mod arbejdet i praksis, for der kan kroppen ikke spørge: «Hvad er dette arbejde for dig?», fordi den får umiddelbare svar, når man siger til den, at man tror på belønning og straf, således at man ikke arbejder for ingenting, men vil blive belønnet for sit slid.

Men hos dem, der ønsker at arbejde på sandhedens vej, det vil sige for at tildele, gælder belønning og straf også for dem, det vil sige, at også de tror på belønning og straf ligesom folk, der arbejder som almenheden. Alligevel er deres belønning og straf ikke ens. Almenhedens belønning og straf ligger i egennytte. Det vil sige, at de tror, at hvis de overholder Torah og Mitzvot, vil de modtage belønning for deres egen skyld, og hvis de ikke gør det, vil de blive straffet og også miste belønningen for deres arbejde.

For dem, der arbejder på enkeltindividernes måde, er deres belønning, at Skaberen giver dem privilegiet at arbejde udelukkende for Skaberens skyld og ikke for deres egen skyld. Hele deres nydelse ligger i at kunne bringe tilfredsstillelse til Skaberen, og straffen er, hvis de bliver stående under styret af viljen til at modtage for sig selv. Dette er hele deres straf.

De tror på det, vores vise sagde, at Skaberen sagde: «Jeg har skabt tilbøjelighed til det onde, og Jeg har skabt Torah som et krydderi til det.» Det vil sige, at de lærer for at modtage belønning, som er, at de skal komme ud af kontrollen af den onde tilbøjelighed – som er viljen til at modtage kun for sig selv – og kunne arbejde udelukkende for Skaberens skyld. Sandelig, med et sådant mål må kroppen – som er ønsket om at modtage for sin egen skyld – protestere mod at give en kræfterne til at kunne rykke den op fra verden.

Det er som vores vise sagde angående kong David om verset: «Mit hjerte er gennemboret i mit indre.» Vores vise sagde, at David dræbte den onde tilbøjelighed ved at faste. Naturligvis protesterer kroppen straks selv overfor handlingen – når et menneske endnu ikke kan have som hensigt at give – og lader ham ikke gøre en eneste bevægelse, eftersom kroppen ved, at han ønsker at bruge disse handlinger til at dræbe den, som det blev sagt om kong David.

Det følger, at selv når handlingerne er uden hensigten, viser kroppen allerede stor modstand. Den eneste måde er, at han i alt, han ønsker at gøre, må have Skaberens hjælp. Det vil sige, at for hver eneste lille ting et menneske ønsker at gøre på enkeltindividernes vej, må det bede Skaberen om hjælp til at gøre det. Alligevel må vi vide, at det, at mennesket må bede Skaberen om hver eneste ting, det ønsker at gøre, fordi det er svært for det, er en stor korrektion ved, at man opnår behovet for altid at bede til Skaberen.

Med andre ord har et menneske noget at bede om. Ellers kunne det ske, at et menneske ikke ville have brug for Skaberens hjælp. Derfor gavner det et menneske at være konstant forbundet med Skaberen ved at have brug for Ham. Ellers kunne et menneske udføre de bedste gerninger, men gerningerne ville ikke forpligte det til at huske Skaberen, mens det udfører handlingen, selvom det går hen for at gøre gode gerninger. Dette kan være fordi det er blevet opdraget sådan, og det kan også være uden at huske, hvem der befalede det at gøre det, men ganske enkelt af vane.

Omvendt, når det er svært for det at udføre disse gerninger, må det bede Skaberen om hjælp. Det følger, at det under handlingen husker Skaberen, fordi det beder Ham om hjælp til at udføre handlingen. Dette er en stor fordel, som et menneske bør lægge mærke til – det at det har noget, der minder det om, at der findes en Skaber i verden, og at vi må tjene Ham.

I henhold til det ovenstående kan vi forstå det, vi spurgte om: Hvad er en vej, der i begyndelsen er fuld af torne, og hvis ende er ret, i arbejdet? Sagen er, at der er to muligheder i Skaberens arbejde:

1) For sin egen nytte

2) for Skaberens nytte

Vejen for egennytte kaldes «som i begyndelsen er ret», eftersom kroppen ikke protesterer så meget imod den. Fordi kroppen tror på belønning og straf, samtykker den i at arbejde, selvom den anstrenger sig i dette arbejde. Men når den ser på belønningen, regnes dette arbejde som «i begyndelse er ret», hvilket betyder, at kroppen forstår, at denne vej er acceptabel for ens egen skyld.

«Dens ender med torner». Det vil sige, at han til sidst ser, at han ikke kan føle Hans Forsyn (Providence) som Den Gode, der gør godt, som det står skrevet (Introduktion til Zohar, punkt 138): «Så længe modtagerne ikke er fuldendte, så de kan modtage Hans fuldstændige godhed, som Han havde til hensigt til vores fordel i skabelsens tanke, må ledelsen være i form af godt og ondt, belønning og straf. Det er fordi vores modtagelseskar stadig er besmittet med at tage imod for egen vinding. Når vi bruger modtagelseskarene, sanser vi nødvendigvis det onde i Forsynets handlinger i forhold til os.»

Dermed er «ender den med torner». «Torner» betyder, at denne vej påfører smerte, det vil sige, at efter alt arbejdet man har lagt i Torah og Mitzvot, føler man stadig ikke Hans Forsyn som den Gode, der gør godt.

Dette forårsager spørgsmålet om belønning og straf i hans arbejde. Det vil sige, at det at Hans ledelse er i form af godt og ondt, derfra strækker belønning og straf sig, som det står skrevet der i Sulam [Baal HaSulams kommentar til Zohar]: «Når man føler det ondt, ligger derfor fornægtelsen af Skaberens ledelse over ham, og den højere Udfører er skjult for ham i samme grad. Dette er den største straf i verden.

Dermed bringer oplevelsen af godt og ondt i forhold til Hans ledelse med sig oplevelsen af belønning og straf, for den, der anstrenger sig for ikke at skille sig fra troen på Skaberen, bliver belønnet selv når han smager en ond smag i Forsynet. Og hvis han ikke anstrenger sig, vil han blive straffet, fordi han er skilt fra troen på Skaberen.»

I henhold til det ovenstående kan vi forstå det, vi spurgte om: Hvad er en vej, der i begyndelsen er ret og ender med torner, i arbejdet? Det betyder, at måden som almenheden arbejder på, for at modtage belønning, «begynder som ret». Det vil sige, at kroppen ikke protesterer mod denne vej, fordi den bliver fortalt: «Du må tro på belønning og straf til din egen nytte.»

Det vil sige, at hvis man overholder Torah og Mitzvot, vil man vinde. Og hvis man ikke overholder dem, vil man tabe. Et menneske kan forstå dette, fordi dette er menneskets medfødte Kli [kar], kaldet «viljen til at modtage for sig selv».

Men «den ender med torne». Det vil sige, at han til sidst ikke opnår helhed, belønningen ved at se, at Hans Forsyn er i form af godt og det at gøre godt. I stedet placeres han under styret af godt og ondt. Det følger, at selvom «Han alene gør og vil gøre alle gerningerne», er dette alligevel skjult for dem, der føler godt og ondt, eftersom Sitra Achra [den anden side] i «onde» tider gives magt til at skjule Hans ledelse og troen på Ham, som det står skrevet i Sulam. Dermed vil de «dø uden visdom». Dette kaldes «dens ende er med torne».

Omvendt betyder vejen, som begynder med torne og hvis ende er ret, at for dem, der ønsker at gå på sandhedens vej og opnå graden af at give tilfredshed til Skaberen, er begyndelsen fuld af torne. For når et menneske ønsker at arbejde kun for Skaberens skyld og ikke for sig selv, protesterer kroppen mod hver eneste ting, det gør, og hver gang må det overvinde på ny. Hver gang det overvinder, og kroppen yder modstand, stikker det ham og plager ham som torne.

Det følger, at vejen han går er som om han går på torne, og hver gang ønsker han at flygte fra felttoget. Men «enhver som er vis, lytter til ham». Det vil sige, at den, der har tro på de vise, lytter til dem. «Han vælger den vej. Han anstrenger sig noget, men han går i fred og kommer i fred», som det står skrevet: «For hendes veje er behagelige veje, og alle hendes stier er fred», eftersom han i eftertid, når han bliver belønnet med kar for at give (vessels of bestowal), går på en vej, som er ret.

Dette er sådan det står skrevet: «Når Herren har behag i et menneskes veje, gør Han selv hans fjender til freds med ham», eftersom han da bliver belønnet med fryden og nydelsen, der findes i skabelsens tanke, som er at gøre godt mod Hans skabninger. Når de bliver belønnet med tildelingskar, står der skrevet der i Sulam: «På den tid vil Hans private Forsyn blive åbenbaret over hele verden, for nu, når det onde og straffene er blevet til fordele og fortjenester, vil det være muligt at nå deres Udfører, for de er nu blevet passende for Hans hænders værk. Nu vil de prise og velsigne Ham», sådan som det står skrevet: «Vælg derfor livet, du og dine efterkommere.»