Hvad er «en lægmands kar» i arbejdet?

Artikel nr. 34, 1990

Midrash skriver (BeHaalotcha 15:8): «‘Selv mørket er ikke mørkt for Dig, og natten er lige lys som dagen; mørke og lys er ens.’ Til os siger den, BeHaalotcha [når du tænder] (lysene), hvad kan dette sammenlignes med? Med en konge som havde en mand, der elskede ham. Kongen sagde til ham: ‘Vid, at jeg skal spise hos dig; gå og gør i stand for mig.’ Manden, der elskede ham, gik og stillede op en lægmands seng, en lægmands lampe og et lægmands bord. Da kongen kom, kom hans tjenere med ham, og omgav ham fra her og fra der, og en lampe af guld var foran ham. Da manden, der elskede ham, så al denne herlighed, skammede han sig og gemte alt, hvad han havde forberedt for ham, for alt var af lægfolk. Kongen sagde til ham: ‘Sagde jeg ikke til dig, at jeg skulle spise hos dig? Hvorfor har du ikke forberedt noget for mig?’ Manden, der elskede ham, svarede: ‘Jeg så al denne herlighed, som kom med dig, og jeg skammede mig, så jeg gemte alt, hvad jeg havde forberedt for dig, for det var lægmands kar.’ Kongen sagde til ham: ‘Så sandt du lever, jeg tilsidesætter alle karene, jeg har med mig, og på grund af din kærlighed bruger jeg kun dine.’ Og Han sagde til Israel: ‘Gør i stand en lysestage og lys for Mig.’»

Vi bør forstå, hvad Midrash siger, at dette er et svar på, hvad Skaberen bød angående lysestagen og lysene. Han har jo alt, som der står skrevet: «Selv mørket er ikke mørkt for Dig», så spørgsmålet er: Hvorfor har Han brug for lysestagen og lysene?

Svaret er, at selvom Skaberen har alt, ønsker Han alligevel de lavere sine Kelim [kar]. Han kalder de lavere sine Kelim for «en lægmands kar». Derfor bør vi forstå, hvad der er lægmands kar, siden Skaberen specifikt ønsker sig dem.

Det er kendt, at ønsket kaldes Kli [kar]. Vi bør tolke det sådan, at Hans ønske var at gøre godt mod Sine skabninger. Dette kaldes «Skaberens Kli», det vil sige et ønske om at give (bestow).

Skaberens ønske om at give skabte et ønske om at modtage fryd og nydelse, alt det Skaberen ønsker, at skabningerne skal nyde. Dette kaldes «de lavere sine kar».

Dette betyder, at viljen til at modtage kaldes «lægmand og ikke Kedusha [hellighed]», og ønsket om at give kaldes «et hellighedens Kli». Det er som vores lærde sagde om verset: «I skal være hellige». «Kan han blive som Mig?» Det er derfor, det står skrevet: «For Jeg er hellig, for Min hellighed er hævet over jeres hellighed.» De spurgte: Ville nogen tænke på at sige, at mennesket er lige så helligt som Skaberen, så du må bringe bevis fra teksten om, at det ikke er sådan? Kan dette være muligt? Meningen med «Kan han blive som Mig?» er imidlertid: «Siden Jeg kun bruger ønsket om at give.»

Af denne grund kan vi sige, at Israels folk også kun burde bruge ønsket om at give og ikke bruge viljen til at modtage overhovedet, som det står skrevet: «Kan han blive som Mig? Nej, Min hellighed er hævet over jeres hellighed,» og I kan ikke blive ved med kun at have ønsket om at give, for I må også bruge modtagelsens kar, bortset fra at I må placere en intention om at give på dette Kli.

I henhold til ovenstående bør vi tolke, at Skaberens Kelim er et givende kar, og der findes overhovedet ikke noget modtagelse der. Hans eneste ønske er at give. Men for at det ikke skal være «skammens brød», blev der placeret en Tzimtzum [begrænsning] og et skjul, hvorved lyset kun skinner, når korrektionen om, at alt er for at give, er til stede. På det tidspunkt skinner Skaberen Sit lys der.

Ved dette vil vi forstå lignelsen om, at kongen sagde, at han ønskede at spise hos manden, der elskede ham og sagde til ham: «Gå og gør i stand for mig,» hvilket betyder: Gør arbejdet med at modtage for at give; og han gik og gjorde det i stand. Efterfølgende, da lyset kom som et ønske om at give til de lavere, skammede modtageren sig – selvom det var for at give – fordi det Kli, han arbejder med, er ønsket om at modtage og ikke om at give. Derfor skammede han sig nu over, at han brugte en lægmands Kelim.

Selv om han havde intentionen, var handlingen at modtage.

Derfor skammer mennesket sig og ønsker ikke da at engagere sig i at modtage for at give. I stedet ønsker han kun at arbejde med kar for at give, som er Kongens Kelim. Alt arbejdet han gjorde for at skabe intentionen om at give, skjulte han disse Kelim, da han nu skammede sig over at bruge lægfolks Kelim. Årsagen er, at han nu blev værdig til at se Kongens storhed og betydning, så han ønsker kun at arbejde, fordi «Han er stor og herskende», hvilket betyder, at Kongens storhed gør det at tjene en stor konge til det vigtigste.

Dette er betydningen af ordene: «Da kongen kom, kom hans tjenere med ham. Da manden, der elskede ham, så al herligheden, skammede han sig.» Det følger, at på grund af Kongens storhed og betydning, skammede han sig over at bruge lægfolks Kelim, som er modtagelsens kar.

Dette er betydningen af ordene: «Kongen sagde til ham: ‘Sagde jeg ikke til dig, at jeg skulle spise hos dig?’» Vi bør forstå, hvad det betyder, at Skaberen spiser hos et menneske. Men vi bør generelt forstå, hvad det betyder, at et menneske skal gøre alt for Skaberens skyld, som er for at bringe tilfredsstillelse til sin Skaber. Vores lærde fortalte os, at vi må tro på belønning og straf, som der står skrevet: «Du kan stole på, at din vært vil belønne dig for dit arbejde.» Dette betyder, at siden Skaberen har brug for nogen til at overholde Torah og Mitzvot [bud/gode gerninger], og de overholder Torah og Mitzvot for at behage Ham, giver Skaberen belønning til gengæld.

Vi kan forstå dette blandt mennesker, hvor den ene har brug for, at den anden giver til ham, da hans ven har en mangel. På det tidspunkt kan vi tale om at give. Og når hans ven giver ham en gave, som modtageren glæder sig over, betaler modtageren ham, som han fortjener.

Men hvordan kan vi sige dette om Skaberen? Har Han nogen mangel, og kan de lavere give Ham noget? Hvad betyder det da, at Israels folk giver arbejde, og til gengæld for arbejdet giver Han belønning?

Vi bør også forstå, hvad vores lærde sagde: "Israel sørger for sin Far i himlen." Hvilken forsyning giver de Ham, som Han bliver opretholdt af?

Det er kendt, at det, som giver et menneske glæde, opretholder mennesket og giver det tilfredsstillelse i livet. Et menneske kan tjene mange penge og have nok at spise og drikke, men hvis det ikke har nogen tilfredsstillelse i livet, regnes det menneske som ikke at have noget at leve af, intet at opretholde det med – altså en nydelse, som gør det værd at leve, på grund af glæden det modtager.

Derfor er der mennesker, hvis tilfredsstillelse i livet kun kommer fra begær. De har allerede forsyning, det vil sige noget, som opretholder dem og gør livet værd at leve. Det vil sige, at det, som giver et menneske tilfredsstillelse, giver det mening med livet. Af denne grund findes der mennesker i verden, som er rige og ikke mangler penge, men som alligevel er gående og trætte af livet, hvis de ikke har noget i livet, som tilfredsstiller dem. Det følger, at "forsyning" ikke nødvendigvis betyder mad og drikke. Snarere betyder "forsyning" det, som opretholder et menneske, og som det henter tilfredsstillelse i livet fra.

I henhold til ovenstående bør vi tolke det, vores lærde sagde: "Israel sørger for sin Far i himlen." Det vil sige, at de giver Skaberen et sted at udføre Sin vilje, som var at gøre godt mod Sine skabninger – et sted, hvor Skaberen kan give de skabte væsener fryd og nydelse, og som skabningerne nyder og siger: "Vi føler fryden og nydelsen, som Han tænkte at give, som Han ønsker at give; vi modtager fryden og nydelsen."

Med andre ord: Før vi opnåede de givende kar, så vi kan modtage for at give, kunne lyset af at gøre godt mod Hans skabninger ikke nå ned til de lavere, fordi Tzimtzum og skjul blev placeret på de Kelim, som var ment at modtage overfloden. Derfor kunne Skaberens tanke ikke blive realiseret.

Men når Israels folk korrigerer sig selv med givende kar, så de kan modtage for at give, er det muligt at udføre Hans vilje, hvilket betyder, at Skaberen glæder sig over, at Hans vilje har et sted at blive åbenbaret.

Dette kaldes «Israel sørger for sin Far i himlen», siden skabningernes nydelse ved at modtage fryd og glæde er Skaberens forsyning. Det vil sige, at Skaberen glæder sig over, at Hans mål bliver udført, og over realiseringen af Hans ønske om at gøre godt mod Sine skabninger.

Nu kan vi forstå det, vi spurgte om: Hvad betyder det, at kongen sagde, at han ønsker at spise hos den, der elsker ham? I det korporlige (fysiske) kan vi sige, at kongen spiser hos et menneske, der elsker ham, men hvordan kan vi sige, at Skaberen spiser sammen med de skabte væsener?

Svaret er, at siden skabningerne nyder fryden og glæden, som Skaberen giver dem, er dette Skaberens måltid, det vil sige Hans forsyning. For Kongens måltid, Hans forsyning, er kun, at skabningerne modtager overflod fra Ham. Dette er meningen med «Israel sørger for sin Far i himlen.»

Nu vil vi også forstå meningen med det, kongen sagde til ham: «Jeg skal spise hos dig; gå og gør i stand for mig. Manden, der elskede ham, gik og stillede op en lægmands seng.» «Lægmand» betyder modtagelsens kar. Han korrigerede dem til at arbejde for at give, som det står skrevet: «Da kongen kom og han så al herligheden,» hvilket betyder, at han blev belønnet med at opnå kongens storhed, skammede han sig over at bruge modtagelsens kar, selvom de arbejdede for at give.

Nu skal vi forklare, hvad Midrash spørger om: «Det står skrevet: ‘Selv mørket er ikke mørkt for Dig, og natten er lige lys som dagen,’ osv. Hvorfor sagde Han da til Israel: ‘Gør i stand en lysestage og lys for Mig’?» Han svarer på dette med lignelsen. Men vi bør forstå spørgsmålet, og da vil vi være i stand til at forstå svaret, som vi gav med lignelsen.

I den bogstavelige betydning er det svært at forstå, hvad spørgsmålet er, når Skaberen sagde til Israel: «Gør en lysestage og lys for Mig.» Ville nogen tro, at lysestagen og lysene er til for at oplyse for Skaberen? Så, hvad er spørgsmålet, de besvarede med lignelsen?

Vi bør tolke, at dette er som det var på den tid, da Torah blev givet. Vore lærde sagde (Shabbat 88): «Da Moses steg op til himlen, sagde de tjenende engle til Skaberen: ‘Verdens Herre, hvad gør en kvindefødt blandt os?’ Han svarede dem: ‘Han er kommet for at modtage Torah.’ De sagde til Ham: ‘Skjulte fryd, ønsker Du at give den til kød og blod? Hvad er et menneske, at Du skal komme det i hu? Herren, vor Herre, hvor herligt er Dit navn over hele jorden, placer Din majestæt på himlen.’ Skaberen sagde til Moses: ‘Svar dem.’ Han sagde til dem: ‘Gik I ned til Egypten? Findes den onde tilbøjelighed i jer?’ Straks indrømmede de overfor Skaberen, som det blev sagt (Salme 8:10): ‘Herren, vor Herre, hvor herligt er Dit navn over hele jorden.’ Men der står ikke: ‘Placer Din majestæt på himlen.’ Men før det (Salme 8:2) står der skrevet: ‘Placer Din majestæt på himlen.’»

Vi ser, at englenes klage handlede om underlegenheden hos Israels folk, fordi de har Kelim af viljen til at modtage, kaldet «den onde tilbøjelighed». Af denne grund tilhører Torah ikke dem, der er så materielle, men engle, som kun har givende kar, som det står skrevet (Introduktionen til Zohar-bogen, Det syvende bud, punkt 225): «Elija fløj med fire vinger, mens englene fløj med seks vinger.» Han tolker der, i Sulam [Stige-kommentaren til Zohar], at englene skelnes som over Chazeh, nemlig at de er fra Chazeh og opad, og nøjes med tilsløret Hassadim, da de kun har givende kar.

Modsat kommer sjælene fra Malchut, som er fra Chazeh og nedad, som er stedet for åbenbaret Hassadim, da det der er stedet for opbygningen af Malchut, som er samlingen af alle sjæle. De har Kelim af NHY, nemlig modtagelsens kar.

Derfor har sjælene brug for lyset af Hochma, som kun strømmer ind i modtagelsens kar.

ARI siger også, at kun sjæle, der stiger op til MAN, hæver ZON til AVI for at tiltrække den nødvendige yderligere Mochin, da sjælene kræver lyset af Hochma, fordi de har kar til at modtage.

Men englene, som regnes fra Chazeh og opefter, givende kar, behøver kun Hassadim. Derfor, når de stiger op til MAN til ZA for at bede om opfyldelse – som kun er Hassadim, og ZA har altid Hassadim – forårsager de ingen opstigning i ZON. Kun sjælene, som har brug for Hochma – som tiltrækkes af modtagelsens kar, og som ZA ikke har permanent – får sjælene til at forårsage opstigningen af verdenerne for at tiltrække lyset af Hochma. Derfor, når ZON stiger op, stiger alle verdener op til Ein Sof [uendeligheden/uden ende].

I henhold til ovenstående kan vi tolke englenes klage, som klagede over, at den hellige Torah – som regnes som Skaberens navn, det indre af Torah, som er klædt i kropslige klæder, som alt sammen er åbenbaringen af Guddommelighed overfor de skabte væsener – hvordan kan en sådan stor ting gives til mennesker, som er af lavere grad? Der må åbenlyst være ækvivalens med Skaberens lys for at kunne modtage det. Og Skaberens lys, som er overfloden, der strømmer over de lavere – englene forstod, at kun de har forbindelse til lyset, som er giveren, da de også har givende kar, og ikke en kvindefødt, hvor "kvinde" betyder Nukva [Aramaisk: kvinde/hunkøn], hvilket betyder, at Israel blev født ud af kvaliteten Nukva, det vil sige fra modtagelsens kar, da sjælene kommer fra Malchut, som kaldes "Israels forsamling".

Vi bør tolke det, englene spurgte om: "Hvad gør en kvindefødt blandt os?", hvilket betyder: Når alt kommer til alt, kommer han fra kvaliteten Malchut, som er et modtager-kar, i modsætning til Torah, som er overflodens lys. Og hvad svarede Moses dem?

«Findes den onde tilbøjelighed i jer?» Straks indrømmede englene overfor Skaberen og sagde: «Herre, vor Herre, placer Din majestæt på jorden.»

Det svar, som Moses gav englene, «Findes den onde tilbøjelighed i jer?», kræver en forklaring. Vidste englene ikke, at der tales om at overholde Mitzvot i korporalitet? Har engle kroppe, så de krævede at få givet for eksempel en Talit [bønnesjal] og en Tzitzit [en frynset klædedragt, der bæres under tøjet] for at dække deres kroppe, indtil Moses kom og fortalte dem, at Torah taler om korporlige sager, og at Torah kun kan findes i dem, der har korporlige kroppe?

Englene forstod det sikkert, men de krævede sandsynligvis, at det indre af Torah, som er Skaberens navn, skulle gives til dem. Dette er sandelig vanskeligt at forstå. Hvis Torah gives til Israel, hvorfor kan den så ikke også gives til engle? Er det en materiel ting, så hvis du giver den til én, kan du ikke længere give den til en anden?

Her antydes det, at englene så og forstod, at hvis Torah gives til Israel, betyder det, at Torah kan gives specifikt til Israel, og ikke til dem – hvilket betyder, at de er uværdige til at modtage den indre Torah, men kun Israel. Ellers måtte de også have fået den.

Med andre ord: Den åbenbare Torah tilhører absolut kun dem, der har korporlige kroppe. Men da de hørte, at Moses steg op for at modtage Torah fra Skaberen, spurgte de: «Hvad gør en kvindefødt blandt os?» Han sagde til dem: «Han er kommet for at modtage Torah,» og de vidste intet om at give i Torah overhovedet, og blev forundrede.

De sagde til ham: «‘Skjult fryd, ønsker Du at give den til kød og blod?’ Og du underrettede os ikke, så vi også kunne modtage den skjulte fryd.» De må have tænkt på det indre af Torah, for «det indre» betyder det, der er skjult på indersiden, som regnes som en «skjult fryd».

Dette er grunden til, at de klagede, da de så, at Torah, med hensyn til det indre af Torah, tilhører dem og ikke en kvindefødt. Med andre ord fremførte de korrekte argumenter ud fra deres synspunkt.

Det vil sige: Den åbenbare Torah tilhører absolut Israel, men hvorfor kan de ikke få den indre Torah også? Og eftersom de ikke vidste om det, om at give i Tora Torah – hvilket viser, at de ikke har nogen relation – så har de ret.

Hvad svarede Moses dem? «Findes den onde tilbøjelighed i jer?» Og eftersom I ikke har nogen ond tilbøjelighed, gik I ned til Egypten? Vi bør forstå Moses' svar: Hvis de krævede det indre af Torah, hvad er svaret Moses gav dem?

Svaret er, at det indre af Torah deler sig i to lys, kaldet «lyset af Hassadim» og «lyset af Hochma». Lyset af Hassadim hældes i givende kar, eftersom det strækker sig fra Ohr Yashar [Direkte lys], som vi lærte: Hochma ved sin afslutning, efter at have modtaget lyset af Hochma – som er hensigten med skabelsen, at gøre godt mod Sine skabninger, eftersom denne fryd og nydelse, som Han ønsker at tildele, må have nogen til at modtage denne overflod, men dette fandtes ikke endnu. Derfor skabte Han dette ønske om at modtage eksistens fra fravær, som kaldes Aviut [tykkelse] af Behina Aleph [første indsigt/fase]. Det vil sige, dette er den første Behina [fase/skelnen], som dukkede op og blev åbenbaret som eksistens fra fravær, hvor der ikke fandtes nogen rod til modtagelse i realiteten.

Det følger, at Kli af Hochma er et kar for at modtage lyset af skabelsens hensigt, hvilket betyder, at for dette Kli blev himlen og jorden skabt. Med andre ord var hele hensigten med skabelsen af verdenerne, at dette Kli skulle modtage fryden og nydelsen.

Det følger, at uden dette Kli, kaldet «viljen til at modtage», findes der ikke rum for skabelsen af verdenerne. Men efterfølgende, det vil sige Hochma ved sin afslutning, efter at have modtaget lyset, følte hun, at hun var modsat i form fra Giveren, og ønskede ækvivalens i form. Derfor overvandt hun viljen til at modtage i sig og sagde: «Jeg ønsker at give.»

Dette er roden til lyset af Hassadim, som findes i verdenerne, som regnes som lyset for korrektionen af skabelsen.

Bagefter så Bina, ved sin afslutning, at eftersom hensigten med skabelsen er, at de lavere skal modtage og ikke give, indgik hun et slags kompromis: at modtage Hassadim med en lille smule Hochma, det vil sige at modtage Hochma som Zeir Anpin [Aramæisk: lille ansigt], kaldet "lyset af Hassadim i belysning af Hochma".

Bagefter lærer vi, at ved sin afslutning så ZA, at hensigten med skabelsen ikke var, at den øvre overflod, som regnes som god og gør godt, skal oplyse i Zeir Anpin, men ekspansivt. Dette kaldes Sefira Malchut, som er det virkelige Kli til modtagelse af overfloden. Med andre ord er Malchuts Kli det Kli, som lyset fra skabelsens hensigt kan skinne i, og som Skaberen ønsker at give til de skabte væsener.

Ved dette kan vi forstå Moses' svar, da han sagde: "Gik I ned til Egypten? Findes den onde tilbøjelighed i jer?" Derfor kan I ikke modtage den indre Torah, som er Skaberens navn, da dette lys fra skabelsens hensigt kun var for en kvindefødt – det vil sige kun for dem, der har et ønske om at modtage, som er Malchut, kaldet "hunkøn", "en kvinde", og ikke for engle, som ikke har modtagelses-kar, og som tilhører skelningen "fra Chazeh og opefter", som er Kelim af Bina, givende kar, og ikke modtagelses-kar.

Dette er betydningen af ordene: "Gik I ned til Egypten?" Det vil sige, siden der var Tzimtzum [begrænsning] og skjul på Malchut, må en korrektion gøres på dette Kli. Så længe der ikke findes nogen korrektion, regnes det som, at Egyptens Klipa [skal/skalstruktur] kontrollerer viljen til at modtage. Siden I ikke har viljen til at modtage, hvordan kan det siges, at I må gøre en korrektion for at arbejde for at give? I har jo ingen kar til at modtage lyset fra skabelsens hensigt!

Ved dette forstår vi lignelsen, at dette er svaret: Selvom Han har engle ovenfor, som er rene Kelim, uden modtagelses-kar, kaldet "en lægmands kar", men som alle er hellige, alle rene – valgte Skaberen alligevel specifikt de lavere, som har lægmands Kelim.

For kun i disse Kelim er det muligt at modtage Torahen med hensyn til de hellige navne, mens engle vedrører skabelsens korrektion. Af denne grund er englene sjælens tjenere, og det er derfor, Han sagde til Israels folk: "Gør en lysestage klar for Mig."