Hvad er den hjælp, som den der kommer for at rense sig, modtager i arbejdet?

Artikel nr. 17( 1990)

Den hellige Zohar (הזה"ק), Shemot, side 11, og i Sulam-kommentaren (הסולם), punkt 36, spørger: Hvad betyder at der står: “Kom til Farao”? Burde der ikke have stået: “Gå til Farao”? Hvad betyder “kom”? Og Moses var bange for ham. Da Skaberen så, at Moses var bange for ham, sagde Han: “Se, jeg er imod dig, Farao, Egyptens konge”, for det var  Skaberen der måtte føre krig mod ham, og ingen anden, sådan som der står: “Jeg er Herren”, hvilket de udlagde som: “Jeg og ingen anden.” Så langt hans ord.

Det vil sige, at svaret på hvorfor der står “kom” er, at Moses alene ikke kunne besejre Farao, Egyptens konge; kun Herren førte krig mod ham. Hvis det er sådan, hvorfor sagde Han så til Moses: “Kom”, hvis Moses ikke kunne besejre ham, men kun Herren? Hvad hjalp Moses så med i dette, og hvorfor står der: “Kom til Farao”?

Man må også forstå det, der står: “Kom til Farao, for jeg har forhærdet hans hjerte, for at jeg kan sætte disse mine tegn iblandt dem”, for alle fortolkerne spørger, hvorfor Skaberen efter de første fem plager tog den frie vilje fra Farao. Og hvis Han, tog den frie vilje fra ham, hvad var Farao da skyldig i; at han ikke lyttede til Herrens stemme?

Svaret på dette siger verset selv: “For jeg har forhærdet hans hjerte.” Og hvorfor har Jeg forhærdet hans hjerte? Det er ikke fordi han er skyldig, men af en anden grund, som der står: “For at jeg kan sætte disse mine tegn iblandt dem.” Fordi Skaberen (הבורא) ønskede at udføre Sine tegn tog Han den frie vilje fra ham, så han skulle modtage plager. Dette er svært at forstå. Kan man sige, at Skaberen (הבורא), som skabte verden for at gøre godt mod Sine skabninger, så de skabte kun skulle modtage godt, handlede sådan, at Han forhærdede Faraos hjerte for at have en begrundelse for at give ham tegnene? Det ser jo ud som én, der ærer sig selv ved sin vens skam.

Om det, der står i Shemot: “Der opstod en ny konge, som ikke kendte Josef”, sagde vore vismænd (Sotah 11): “Rav og Shmuel — den ene sagde, at han virkelig var ny, og den anden sagde, at hans forordninger blev fornyet.” Man må forstå, hvordan dette forklares, når man fortolker det på arbejdets vej, hvor Farao er den onde tilbøjelighed, den onde drift (יצר הרע), som findes i menneskets krop. Hvordan kan man da sige, at han virkelig er ny? Den onde drift (יצר הרע) kaldes jo “en gammel og tåbelig konge.”

Og den hellige Zohar (הזה"ק) forklarer grunden: Den onde drift (יצר הרע) kommer til mennesket straks ved fødslen, som der står: “Ved døren ligger synden på lur.” Det vil sige, at så snart man bliver født, kommer den onde drift ud sammen med en. Den gode drift, den gode tilbøjelighed (יצר טוב), kommer derimod først til mennesket ved trettenårsalderen. Hvad betyder da udsagnet: “Der opstod en ny konge” — virkelig ny? Man må altså sige, at den gamle og tåbelige konge, som er den onde drift (יצר הרע), ikke er noget nyt i mennesket, men findes der straks ved fødslen, som der står: “Et menneske fødes som et vildæsel.” Hvad er da meningen med “virkelig ny”?

For at forstå alt det ovenstående må man vide, hvad det er for et arbejde, vi er blevet givet til at udføre i Torah og mitzvot (תורה ומצות). Det vil sige: Hvorfor har vi dette arbejde? For som vi har lært, er skabelsens formål, at Hans vilje er at gøre godt mod Sine skabninger. Hvorfor behøver vi da at anstrenge os? Kaldes det arbejde blot at modtage godt og nydelse? Kaldes selve modtagelsen af nydelsen arbejde?

Vi ser, at modtagelsen af nydelsen kaldes løn og ikke arbejde. Men det er, som vi har lært: For at den nydelse som skabningerne modtager, ikke skal få dem til at føle skam, fordi grenen ønsker at ligne sin rod og fordi vores rod er den der giver til skabningerne, følger det, at når mennesket gør noget som ikke findes i roden, føler man ubehag ved det. For at rette dette, så skabningerne når de modtager, kan føle fuldkommenhed i nydelsen, uden nogen mangel i modtagelsen af nydelsen, blev der derfor lavet en rettelse (תיקון), som kaldes “indskrænkning og skjul” (צמצום והסתר). Det vil sige, at så længe skabningerne ikke har opnået kar til at give (כלים דהשפעה), vil de hverken modtage eller føle den nydelse, som Skaberen (הבורא) ønskede at give dem.

Når man derfor beskæftiger sig med Torah og mitzvot (תורה ומצות), føler man endnu ikke det gode og den nydelse, som er iklædt Torah og mitzvot. Derfor kaldes det arbejde, fordi Kongens betydning endnu ikke er åbenbaret — at det er værd at tjene Ham på grund af Hans betydning og storhed. Dette kaldes, at Shechina (שכינה) er i eksil hos hver enkelt. Og når der ikke er betydning, kaldes det: “Shechina i støvet” (שכינתא בעפרא), det vil sige, at der ikke er nogen smag i det.

Og ved synden med kundskabens træ (עץ הדעת) sagde vore vismænd: “Slangen kom til Eva og kastede urenhed i hende.” Min far og lærer, zt”l, forklarede, at slangen, som er den onde drift (יצר הרע), kastede urenhed i hende. Det vil sige, at den fik hende til at forstå “hvad er dette?” — “זו-מה”. Slangen indgød en fejl i Malchut (מלכות), som kaldes “Eva” (חוה), og sagde: “Hvad er dette — at I arbejder for Himmerigets skyld?”

Deraf følger, at vi gennem dette fik et arbejde før vi opnår givende kar (כלים להשפעה), for det er kun gennem givende kar (כלים השפעה), at man kan modtage det gode og den nydelse, som Skaberen (הבורא) ønskede at give skabningerne. Når vi altså siger at der er arbejde i opfyldelsen af Torah og mitzvot (תורה ומצות), betyder det ikke, at det at opfylde Torah og mitzvot i sig selv er arbejdet. Arbejdet er dér hvor man opfylder Torah og mitzvot, men endnu ikke kan rette sin hensigt mod at give videre, for at give (בעל מנת להשפיע). Da er det arbejde. Grunden er at man ligger under det ondes og slangens herredømme som nævnt ovenfor, at slangen kastede urenhed og skabte en fejl.

Derfor befinder man sig under herredømmet af viljen til at modtage for sig selv (רצון לקבל לעצמו), og da er det gode og den nydelse, som findes i Torah og mitzvot (תורה ומצות), ikke åbenbaret. Og dette er hele arbejdet: hvordan man når frem til at opnå givende kar (כלים השפעה), for kun ved hjælp af givende kar (כלים דהשפעה) fjernes skjulet og indskrænkningen (הסתר והצמצום), som blev gjort over Torah og mitzvot (תורה ומצות), så det gode og nydelsen ikke åbenbares i modtagelsens kar (כלים דקבלה).

Derfor blev vi givet mulighed for at opfylde Torah og mitzvot (תורה ומצות) som råd og segula (עצה וסגולה). Det vil sige, at man under opfyldelsen af Torah og mitzvot, mens man endnu ikke har kraft til at rette dem for at give (בעל מנת להשפיע), må have den hensigt, at disse 613 mitzvot (תרי"ג מצות), som man opfylder, skal bringe en til at kunne komme til lishma (לשמה). Og dette råd kaldes i vore vismænds ord lo lishma (שלא לשמה), det vil sige, at man gennem opfyldelsen i lo lishma (שלא לשמה) kommer til lishma (לשמה), fordi “lyset i den bringer ham tilbage til det gode” — “ha-maor sheba machziro le-mutav” (המאור שבה מחזירו למוטב).

Deraf følger, at når mennesket ser, at det ikke er i ens hånd at gøre alt for at give (בעל מנת להשפיע), hvad skal man da gøre for alligevel at komme til egenskaben af at være givende? Så gav vore vismænd os det råd, at man skal studere i lo lishma (שלא לשמה), det vil sige med henblik på at modtage (עמ"נ לקבל). Og kun dette er rådet, for gennem dette vil man nå frem til lishma (לשמה). Der findes intet andet råd. Og i den hellige Zohars ord kaldes dette “de 613 eitzot” , det vil sige 613 råd.

Og dette er hans ord (Indledning til bogen Zohar (הקדמת ספר הזהר), side 242):

“Buddene i Torah (המצות שבתורה) kaldes i Zohars sprog for pikudin (פקודין). Men de kaldes også taryag eitin (תרי"ג עיטין, 613 råd). Forskellen mellem dem er, at der i enhver ting findes en forside og en bagside. Forberedelsen til en ting kaldes dens bagside, og opnåelsen af tingen kaldes dens forside. På samme måde findes der i Torah og mitzvot (תורה ומצות) en side af ‘vi vil gøre’ (נעשה) og en side af ‘vi vil høre’ (נשמע). Når man opfylder Torah og mitzvot (תו"מ) i form af ‘dem, der gør Hans ord’ (עושי דברו), før man fortjener at høre, kaldes mitzvot for taryag eitin (תרי"ג עיטין). Og de er bagsidens aspekter. Men når man fortjener tilstanden af ‘at høre Hans ords røst’ (לשמוע בקול דברו), bliver mitzvot til pikudin (פקודין). Og dette er afledt af ordet pikadon (פקדון, depositum), for der er 613 mitzvot, og i hver mitzva er lyset fra et særligt trin deponeret.”

Af det ovenstående ser vi, at der er to tider i opfyldelsen af Torah og mitzvot (תורה ומצות):

A.
I forberedelsens tid, som er i form af “dem, der gør Hans ord” (עושי דברו), kaldes det arbejde, fordi man endnu ikke har fortjent tilstanden af at høre (שמיעה). På dette tidspunkt befinder mennesket sig stadig under herredømmet af den, der modtager for at modtage , og over denne grad hviler der indskrænkning og skjul (צמצום והסתר), sådan at det gode og den nydelse, som findes i Torah og mitzvot (תורה ומצות), er skjult. Mennesket må derfor opfylde de 613 mitzvot (תרי"ג מצות) som et råd, det vil sige, at man gennem dette kan nå til at fortjene givende kar (כלים דהשפעה).

Og når disse kar så findes, vil indskrænkningen og skjulet (הצמצום וההסתר) som var der, forsvinde fra ham, og han vil da opnå det gode og den nydelse, som var skabelsens formål: at gøre godt mod Sine skabninger. Da kaldes de 613 mitzvot (תרי"ג מצות) for 613 pikudin (תרי"ג פקודין), som nævnt ovenfor, idet der i hver mitzva er deponeret et lys, som hører til netop den mitzva.

Og da er der ikke længere plads til arbejde, fordi han allerede har fortjent at arbejde for Himlens skyld (לשם שמים) og ikke for egen nytte.

Dette er som Maggid fra Dubno (המגיד מדובנא), zt”l, siger i sin forklaring til verset: “Det var ikke Mig du kaldte på, Jakob, for du blev træt af Mig Israel” (לא אותי קראתי יעקב, כי יגעת בי ישראל). Han sagde: Hvis mennesket siger at det har møje i opfyldelsen af Torah og mitzvot (תו"מ), er det et tegn på, at du ikke arbejder for Mig. Skaberen siger, at dette er betydningen af “Det var ikke Mig, du kaldte på Jakob”; og tegnet på, at du ikke beskæftiger dig med det for Himlens skyld (לשם שמים) er, at du siger at du har møje i opfyldelsen af Torha og mitzvot (תו"מ). For når mennesket arbejder lishma (לשמה), så fjernes skjulet og indskrænkningen (ההסתר והצמצום), og mennesket begynder at opnå det gode og den nydelse, som findes i Torah og mitzvot (תו"מ), og som kaldes 613 pikudin (תרי"ג פקודין), som nævnt ovenfor.

Hermed bliver det også forståeligt, hvad vi spurgte om: Hvis skabelsens formål er at gøre godt mod Sine skabninger, hvorfra kommer så arbejdet og møjen i Torah og mitzvot (תו"מ)?

Svaret er som nævnt ovenfor: For at der ikke skulle være noget forhold af skam, blev der lavet skjul og indskrænkning (הסתר וצמצום). Deraf følger, at det gode og den nydelse ikke er åbenbaret i modtagelsens kar (כלים דקבלה). Derfor findes der arbejde:

A.
Fordi vi må arbejde imod vores natur, for vi er født med viljen til at modtage til egen fordel (הרצון לקבל לתועלת עצמו).

B.
Fordi der blev lavet en indskrænkning (צמצום), må arbejdet koncentrere sig om det væsentlige, nemlig at mennesket må gå over forstanden (למעלה מהדעת), og man må tro, at der findes en leder af verden, som fører og overvåger verden i form af god og gør godt (טוב ומטיב).

Disse to ting medfører møje og arbejde for mennesket. Og til dette kræves stor overvindelse (התגברות), for at man ikke skal flygte fra slagmarken midt i arbejdet. Det skyldes, at når man har gjort noget, har man behov for at se fremgang i sagen. Og hvis man ikke ser fremgang, siger man at denne sag ikke er for en, fordi man ser, at man ikke har held med den. Dette får ham til at ville flygte fra den kamp, som han befinder sig i.

Men sandheden er, at der findes to slags hjælp ovenfra (סיוע מלמעלה), det vil sige, at uden hjælp ovenfra kan man ikke opnå det:

A. Kli — manglen
Det første er karret (הכלי), det vil sige manglen (החסרון), altså manglen på at vide hvad den sande mangel er, så man ved hvad man skal bede om hjælp til ovenfra.

Det vil sige, at det ofte sker, at mennesket mangler noget, og på grund af det er man syg. Lægerne giver ham medicin, men det hjælper ikke, fordi han ikke lider af den sygdom, som lægerne tror. Så han går til lægen, og lægen giver ham medicin, men medicinen hjælper ikke. Og alle lægerne opgiver det allerede, og  man bliver nødt til at leve med sin sygdom hele livet. Til sidst kommer der så en professor og siger: Det at han er syg og lider skyldes ikke, at der mangler et eller andet stof i kroppen; derfor kan man ikke helbrede ham på den måde. Han siger, at han lider af noget helt bestemt, og netop dette er årsagen til sygdommen og lidelserne. Derfor vil jeg give ham medicin i overensstemmelse med det som jeg forstår at han mangler i kroppen. Og straks bliver han rask. Og bagefter så man, at denne person blev fuldstændigt helbredt.

Deraf følger, at mennesket først og fremmest må vide, hvad man mangler, for at kunne opfylde Torah og mitzvot (תו"מ). Man kan forestille sig mange ting, og for hver ting får man en slags medicin, men det hjælper ikke. Dette skyldes, at det som man selv tænker, ikke er den sande årsag til at man ikke kan gå på sandhedens vej. Når man derfor beder til Herren om at hjælpe, det vil sige om at give det opfyldning på det punkt som man selv mener mangler — så er dette ikke sandheden. Derfor bliver mennesket ikke helbredt for den onde drifts (יצר הרע) herredømme.

Derfor modtager man først hjælp ovenfra til at vide, hvad sygdommen egentlig er som man lider af. Det vil sige: Man troede at man manglede noget i kvantitet — for eksempel at man skulle have mere tid til at studere, mere forstand, større talent og lignende. Og om dette beder man Herren om at hjælpe med. Men sandheden er, at mennesket mangler noget i kvalitet. Det vil sige, at man mangler at erkende, at det væsentlige som man savner, er vigtigheden af at føle, at det øvre Forsyn (השגחה עליונה) er til stede.

Det vil sige, at mangler mangler troen (אמונה) på, at Herren leder verden i form af god og gør godt (טוב ומטיב). For hvis man virkelig havde en sådan følelse, ville man være glad og frydefuld over, at man modtager det gode og den nydelse fra Skaberen (הבורא), og man ville ikke ønske at blive adskilt fra Herren et eneste øjeblik. For man ville vide, hvad man taber ved det, hvis man vender sin tanke mod andre ting.

Men hvis man ikke tænker at det er dette der mangler, men derimod at det mangler andre ting, som ikke er det væsentlige i arbejdet, så er den første hjælp, mennesket modtager ovenfra, at få at vide, hvad dets onder er — altså hvad den væsentligste hindring er, som gør, at man ikke kan være en sand Herrens tjener.

Denne hjælp må nødvendigvis komme først. Og bagefter kan man foretage rettelser (תיקונים), altså hvordan man skal rette disse ting. Det vil sige, at mennesket må nå frem til en tilstand, hvor man ved, at man kun mangler to hovedting, nemlig aspektet af mocha (מוחא, sind/forstand) og aspektet af liba (ליבא, hjerte). Kun dette må man bestræbe sig på at opnå. Derfor er den første hjælp, man modtager ovenfra, netop denne mangel.

Men dette kan ikke åbenbares hos ham på én gang, men kun lidt efter lidt, det vil sige i overensstemmelse med arbejdet. I den grad man anstrenger sig i arbejdet for at nå frem til sandheden, i samme grad modtager man hjælp ovenfra (סיוע מלמעלה). Og når man allerede har opnået det sande kar (כלי), det vil sige den sande mangel (חסרון), det som man virkelig mangler, da er tiden kommet til at man modtager den sande opfyldning, som svarer til karret.

Deraf følger altså at mennesket modtager både lyset (האור) og karret (הכלי) ovenfra. Det vil sige: både behovet, som kaldes mangel (חסרון) — altså at det gør ondt på ham at han mangler noget. Det betyder, at ikke alt som mennesket ikke har, kaldes en mangel.

For eksempel: En person har alt godt og nyder sit liv. Så kommer der en anden til ham og siger: Hvorfor er du så glad? Jeg ser, at min nabos søn — selv om hans forældre er meget rige og højt respekterede mennesker — alligevel lider. Jeg så ham gå omkring, og man kunne se i hans ansigt, at han var fuld af lidelse. Jeg spurgte ham: Min ven, hvad mangler du? Dine forældre er jo meget rige. Fortæl mig da, hvad der mangler dig. Måske er du ikke rask? Så svarede han: Jeg skulle have modtaget et lægecertifikat; jeg arbejdede på det i mange år, men dumpede til eksamenerne. Derfor sørger jeg over, at jeg nu ikke har noget lægecertifikat. Kan man så sige, at enhver der ikke har et lægecertifikat lider over det?

Som nævnt ovenfor: Ikke alt som mennesket ikke har, kaldes en mangel. En mangel er kun det, som man ønsker og ikke har — dette kaldes mangel (חסרון). Derfor måler man størrelsen af begæret efter værdien af den lidelse man har, når man ikke har det, som man længes efter.

Af det ovenstående følger, at den første hjælp, som den Øvre (העליון) giver den nedre (התחתון), er viden om “hvad det er nødvendigt at opnå”. Og lidelsen over endnu ikke at have opnået det — dette kaldes, at den Øvre giver den nedre karret (הכלי). Og bagefter, når den nedre allerede har et sandt behov, giver den Øvre ham den anden hjælp, som er lyset (האור) og fylden for manglen.

Hermed vil vi forstå det vi spurgte om: Hvis Herren vidste at Moses ikke selv kunne kæmpe mod og besejre Farao, Egyptens konge, men at Herren selv måtte gøre det, som der står: “Jeg og ingen udsending” (אני ולא שליח), hvad var da formålet med at sige til ham: “Kom til Farao” (בא אל פרעה)? Det lyder jo, som om Herren kan hjælpe, når Moses er med Ham. Men Herren sagde jo: “Jeg og ingen udsending.” Hvad hjalp Moses da med i dette? Hvorfor står der så: “Kom til Farao”?

Men som nævnt ovenfor må mennesket selv begynde at gå på Herrens vej og nå frem til sandheden, det vil sige at fortjene dvekut (דביקות), tilknytning til Herren. Og hvis man gør fremskridt på denne vej, modtager man den første hjælp, nemlig følelsen af manglen — at vide, hvad det mangler. Så opnår man, at man kun mangler to hovedting: mocha (מוחא, sind/forstand) og liba (ליבא, hjerte). Samtidig modtager man lidelse over ikke at have dem; det vil sige, at man føler behovet for dem.

Hvis man derimod ikke arbejder selv, giver det ingen mening at sige, at mennesket føler lidelse over ikke at have noget. For kun når der er et behov for en ting, og mennesket har investeret arbejde for at opnå den, kan man sige, at det har behov for den, i en sådan grad at det lider over ikke at have den.

Derfor står der: “Kom til Farao” (בא אל פרעה), og dette peger på to ting:

A.
At mennesket selv må gå og investere kræfter, som i eksemplet ovenfor med den læge, der brugte mange år på at studere lægekunsten, og til sidst dumpede og ikke fik sit lægecertifikat. Her kan man sige, at han lider over ikke at opnå det, han ønskede. Men hvis han ikke havde investeret kræfter, kunne man ikke sige, at han lider over ikke at have opnået sit mål. For den møje (יגיעה), man yder for noget, vækker begæret, så mennesket ikke flygter fra arbejdet, fordi det har ondt af den møje, det allerede har investeret i sagen, og altid tænker: Måske vil jeg trods alt til sidst opnå det jeg ønsker.

Deraf følger, at ved at man selv arbejder — selv om man endnu ikke kan opnå sagen — vækkes længslen efter sagen netop af den møje, man hver gang har investeret.

Der er altså her to kræfter:

A.
Menneskets egen kraft: Det må yde møje, ikke for at det ved sin egen kraft skal opnå sagen, men for at man skal få et stærkt begær efter at opnå den. Det vil sige, at menneskets arbejde er nødvendigt for at opnå et behov for, at Herren skal hjælpe. Dette kaldes et fuldstændigt begær (רצון שלם). Det vil sige, at menneskets arbejde ikke forårsager, at det opnår selve sagen, men at det opnår manglen og behovet for sagen, og at man ved, hvad man mangler.

Til dette modtager man hjælp ovenfra, ved at man hver gang ser, at man i endnu højere grad er mangelfuld, og at det ikke er i ens hånd at komme ud af Faraos herredømme. Denne hjælp kaldes: “For Jeg har forhærdet hans hjerte” (כי אני הכבדתי את לבו). Det følger, at hjertets forhærdelse (הכבדת הלב) er nødvendig, som nævnt ovenfor, for at mennesket kan få et sandt begær efter den sande ting.

B.
Samtidig er Herrens hjælp nødvendig for at give lyset (האור), som der står: “Jeg og ingen udsending” (אני ולא שליח). Det vil sige, at eftersom menneskets natur beherskes af viljen til at modtage for sig selv (רצון לקבל לעצמו), som kaldes “en gammel og tåbelig konge” (מלך זקן וכסיל), er det kun i Skaberens hånd at mennesket kan få kraft til at ændre sin natur. Det vil sige: Han skabte naturen, og Han kan ændre den. Dette kaldes “udgangen fra Egypten” (יציאת מצרים), som var et mirakel. Derfor står der “kom” (בא), det vil sige, at de kommer begge sammen, som når man siger: “kom med” — nemlig Skaberen og Moses.

Af det ovenstående vil vi også forstå det, vi spurgte om vedrørende verset: “For Jeg har forhærdet hans hjerte, for at Jeg kan sætte disse mine tegn i ham” (כי אני הכבדתי את לבו למען שתי אתתי אלה בקרבו). Vi spurgte, fordi det ser ud som én, der ærer sig selv ved sin vens skam — det vil sige, at Herren gjorde ham til en synder for at kunne vise sine tegn.

Men ifølge det ovenstående er hensigten med “at sætte Mine tegn” (שתי אתתי) til lyset (האור), for lyset kaldes “bogstaver/tegn” (אותיות). Det følger, at det at Han gjorde ham til en synder — det vil sige til én med en mangel — var for at han skulle have et fuldstændigt kar til modtagelsen af lyset. Tegnene/bogstaverne (אותיות) er altså ikke, Gud forbyde det, til Skaberens fordel, men til den skabtes fordel.

Hermed vil vi også forstå det, vi spurgte om: Hvad betyder “Der opstod en ny konge” (ויקם מלך חדש), når han jo er en “gammel konge” (מלך זקן)?

Svaret er, at hans forordninger fornyes hver gang; det vil sige, at han hver gang bliver en ny ond drift (יצר הרע). Og dette kommer af årsagen: “For Jeg har forhærdet hans hjerte” (כי אני הכבדתי את לבו). Det er altså som vore vismænd sagde: “Jo større et menneske er i forhold til sin næste, desto større er dets drift end hans”