Hvad betyder «Hver dag skal de være som nye i dine øjne» i arbejdet? Artikel nr. 40, 1989

Vore vismænd (RASHI, Tavo 3 (5. Mosebog 26:16), i Jitro 13:10) sagde om verset: «Denne dag befaler Herren din Gud dig at gøre disse statutter og bud; du skal omhyggeligt gøre dem af hele dit hjerte og af hele din sjæl»: «Hver dag skal de være som nye i dine øjne, som om du modtog dem i dag fra Sinaibjerget, som om du blev befalet dem på denne dag.»

Vi bør forstå, hvad «som om du på denne dag blev befalet» tilføjer os. Hvorfor er det ikke nok med det enkle «sådan som du modtog Toraen dengang, på Sinaibjerget», og hvorfor må vi påtage os dem «som om du blev befalet dem i dag»? Hvad tilføjer dette os i arbejdet?

Han siger i Sjaar HaKavanot [Intentionernes port] (Del 2) at «shema-læsningen [sektionen i hver bøn] og bønnen vi beder hver dag, altid tre gange – aften, morgen og middag, på hverdage og på sabbatten [sjabbat] og helligdage – ved, at der er stor forskel mellem bønnerne på hverdage og dem på sabbatten og nymånerne, og bønnen på en helligdag eller på hverdagsdagene i højtiden. Desuden, selv blandt helligdagene i sig selv, er bønnen på pesach ikke lig bønnen på shavuot [ugefesten]. Også på hverdage er der stor forskel mellem bønnen på én dag og bønnen på den næste. Der findes ikke en eneste bøn siden verden blev skabt til verdens ende, som er lig en anden, og der findes ikke et menneske, som er lig et andet, og den ene retter op det, den anden ikke retter op, eftersom hensigten med budet om bønnen er at foretage sorteringen af de syv konger i Edom, som døde. Hver dag sorterer hver eneste bøn nye gnister.»

For at forstå dette med knusningen af de syv konger i Edom – som vi må sortere gennem Toraen, mitzvot [budene/gode gerninger] og bønnen – må vi huske de to kendte ting:

1. hensigten med skabelsen,
2. korrektionen af skabelsen.

Formålet med skabelsen er at gøre godt mod sine skabninger, det vil sige, at de skabte væsener skal modtage fryd og glæde. Korrekturen af skabelsen er, at når de modtager fryd og glæde, skal de ikke føle skam på grund af formens ulighed mellem modtageren og Giveren. Måden dette gøres på, er at der blev indført en korrektur, så lyset ikke længere skinner på det at modtage for sin egen skyld. Derfor, når et menneske er nedsænket i modtagelsens kar, hviler skjul og tilsløring over det, og det kan ikke føle betydningen af kedusja [hellighed], eftersom kedusja udelukkende findes der, hvor man ønsker at skænke sin Skaber tilfredsstillelse.

Før dette, så længe man ikke er blevet belønnet med skænkelsens kar (eftersom det øvre lys kun er til stede i sådanne kelim [kar]), må en person acceptere alt i tro, tro på at Skaberen leder verden på vejen med godhed og gerninger, og tro på Skaberens storhed «fordi Han er stor og herskende». Han bør tro, at det er et stort privilegium at tjene en stor Konge.

Men at sige, at det er et stort privilegium, betyder ikke blot at sige det med ord. Tværtimod må et menneske føle stor fryd ved at tjene en stor Konge. Det vil sige: Hvornår kan man sige, at man tjener en stor Konge? Jo, når man føler stor fryd. Hvis han stadig ikke glæder sig, når han tjener Kongen, er det et tegn på, at han ikke har nået en grad, hvor han tror, at han tjener en stor Konge.

Vi må tro det, der står skrevet: «Hans kongedømme hersker over alt.» Baal HaSulam sagde, at der ikke findes nogen anden kraft i verden, men at Han alene gør og vil gøre alle gerninger. Også kedusja opretholder klipot [skallerne], og klipot har ingen livskraft uden det, som kedusja giver dem. Dette er betydningen af ordene: «Du opretholder dem alle.» Betydningen af «Hans kongedømme hersker over alt» er, at Malchut de Atzilut giver dem liv, ellers ville de ikke kunne eksistere.

Det følger derfor af det vi lærer, at eftersom Skaberen skabte viljen til at modtage for at modtage glæde, må den modtage glæde og fryd, ellers kan den ikke eksistere i verden. Det vil sige: Selvom en tsimtzum [begrænsning] og tilsløring blev lagt på viljen til at modtage for sin egen skyld, således at fryd og glæde ikke når dertil, modtager den – for at dette begær skal eksistere (for hvis det blev ophævet, ville der ikke være noget at rette op) – en hårfin livskraft for ikke at blive ophævet. Denne livskraft de modtager kommer fra knusningen af karene, da hellige gnister faldt ned i klipot (skallerne) således at de skulle modtage livskraft og ikke blive udslettet.

Det følger at uden glæde kan vi ikke leve. Men så længe en person ikke har påtaget sig byrden af himmelens kongedømme, modtager denne person livskraft kun fra Skaberen. Personen har imidlertid ikke tro på Skaberen til at sige, at Skaberen giver ham hans liv. Af denne grund siger han, at hans liv kommer fra naturen.

Men vi må sige, at Skaberen i sandhed skjuler sig i disse dragter fra de verdslige. Alligevel tror de ikke dette; det vil sige, at Skaberen skjuler sig for denne person, således at han ikke skal kunne tro, at Skaberen er Giveren. Skaberen skjuler sig i en dragt af adskillelse, således at Skaberens glæde kommer til et menneske iklædt dragter, og glæden er klædt i disse dragter.

Tilsvarende ser vi, at der findes mad til mennesket, som sidder og spiser et måltid med kød, fisk og så videre. Af dette glæder en mand sig. Resterne, der bliver tilbage fra maden, kaster han i skraldespanden for at kattene skal spise dette affald. Men kattene glæder sig over affaldet. Vi ser, at de er fuldt ud tilfredse med den mad, de finder i skraldespanden. Derfor ser vi, at hunde, høns og så videre alle glæder sig over maden, men der er en forskel ved, at menneskets glæde ikke kommer fra affaldet, mens for dem er restaffaldet tilfredsstillende.

Sådan er det også med Skaberens arbejde. Nogle mennesker glæder sig over affaldet – det vil sige klipot, det svage lys som kedusja giver dem – og henter fuldstændig tilfredsstillelse fra dette. Så findes der mennesker hvis glæde er det, de modtager på lige fod med resten af folket. Disse regnes som «kedusjas affald». Denne mad tilfredsstiller dem imidlertid ikke, fordi de har en indre drivkraft, hvor de føler, at det ikke er værd at blive født for at hente glæde fra affald.

Med andre ord føler de, at det ikke kan være sådan, at den samme mad, som gives til dyr – det vil sige kvæg, dyr, fjerkræ og så videre – skal være mad for mennesket, som betragtes som «den talende», så han bliver lig dyrene; det vil sige, at den samme ting, som opretholder dyrene, skal opretholde den talende. Den følelse lader dem ikke få ro, og de begynder at lede efter en anden kilde til næring, som de kan sige, det er værd at blive født og nyde livet for.

Dette fører til, at de søger efter spiritualitet, og det får dem til at påtage sig byrden af himmelens kongedømme og byrden af Tora og mitzvot. Men også her, når de først har påtaget sig byrden af Tora og Mitzvot, henter nogle af dem tilfredsstillelse fra Lo Lisjma [ikke for Hendes skyld]. Det er sådan Maimonides siger, at de først bliver lært op til at engagere sig i Tora og mitzvot for at modtage belønning. Og sådan bør det være, så de ikke ændrer rækkefølgen i deres arbejde. Imidlertid: «Før de opnår indsigt og tilegner sig stor visdom, bliver de lært denne hemmelighed lidt efter lidt.»

Spørgsmålet er: Hvordan ved vi, at de er i stadiet "før de opnår indsigt"? Svaret er, at han modtager en indre drivkraft og føler, at det ikke kan siges, at dette er betydningen af det, der står skrevet: "For det er din visdom og forstand i folkeslagenes øjne." På det tidspunkt er det åbenbart, at hans viden er øget, og det er for ham, som Maimonides siger, at de "tilegner sig stor visdom". Med andre ord er han blevet vis og begynder at føle, at der også findes en indre dimension i Toraen og mitzvot.

Da "bliver denne hemmelighed lært dem", at vi også må arbejde med intentionen, det vil sige, at man bør prøve at gøre alle sine gerninger for at skænke. På det tidspunkt opnår et menneske dvekut [sammensmeltning] med Skaberen og bliver belønnet med skabelsens hensigts fryd og glæde. Da nærer mennesket sig af den mad, der passer for mennesker, og ikke af det affald, som kedusja kaster til klipot for at opretholde dem.

Dette er imidlertid kun et svagt lys, nok til at opretholde dem, så de ikke bliver udslettet fra verden. Hvis viljen til at modtage bliver udslettet i verden, vil der ikke være noget at rette op. Men som vi lærer, er skabelsens hjerte viljen til at modtage; det er hele substansen i skabelsen, bortset fra at der findes et spørgsmål om skabelsens korrektion, nemlig at skabelsen kaldes "vilje til at modtage", og denne egenskab blev skabt på grund af skabelsens hensigt. Med andre ord skabte ønsket om at gøre godt mod sine skabninger viljen til at modtage eksistens fra intet.

Korrekturen af skabelsen er, at intentionen om at skænke bliver lagt på den, og da er et menneske egnet til at modtage fryd og glæde. På det tidspunkt, ved at blive belønnet med dvekut, som er formens lighed, opnår vi graden: «For det er din visdom og forstand i folkeslagenes øjne.» Det vil sige, at kun når vi stiger ud af folkeslagenes styre, som kaldes «mangfoldige myndigheder», og opnår den ene myndighed. Når en person kun har Skaberens myndighed – bliver vi belønnet med chochmas [visdommens] og binas [forstandens] lys.

Selvom en person allerede har modtaget en indre drivkraft og ønsker at arbejde for at skænke, og ikke kun i en handling for at modtage belønning, hævder fornuften, at mennesket må gå fremad, og at han for hver dag bør blive stærkere end dagen før. Faktisk begynder der en ny orden her, som er fuldstændig irrationel. Det vil sige, at der her begynder en række af stigninger og fald, hvor en person nogle gange siger: «De første dage var bedre end disse.»

Der kan være flere stigninger og fald på én dag, eller flere stigninger og fald i løbet af en enkelt uge, i en sådan grad at en person ofte falder i fortvivlelse og siger, at han ikke ser, at han nogensinde vil kunne komme ud af det ondes kontrol, og at han må overgive sig under viljen til at modtage.

Men siden han allerede har indrømmet, at flertallet af arbejdet i Tora og mitzvot ikke er så vigtigt, fordi den primære vigtighed af at overholde Tora og mitzvot bør ligge i at overholde det for Skaberens skyld, betyder dette, at han indser, at det vigtigste er at arbejde for Skaberens skyld. Denne bevidsthed fører til, at han føler mangel på betydning, det vil sige, at det ikke er vigtigt at arbejde i handling uden et mål.

Selvom han ved, hvad vores vismænd sagde: «Man skal altid studere Lo Lisjma, og fra Lo Lisjma vil han komme til Lisjma [for Hendes skyld]», får det onde i mennesket ham på det tidspunkt til at tro, at det er sandt, at det er vigtigt, siden vi kommer fra Lo Lishma til Lishma, men, siger det onde i mennesket, du ser jo, at du ikke kan opnå Lishma. Du kan jo se det selv.

Det vil sige, at først får det onde ham til at tro, at han må give op at opnå en grad, hvor han kan arbejde for Skaberens skyld. Efter at det har givet ham tanker om fortvivlelse, siger det til ham: «Du, som allerede har forstået, at hovedpointen er for Skaberens skyld, du forstår, at det, som ikke er for Skaberens skyld, er værdiløst.» Derfor får det ham til at tro, at han ikke behøver at gøre sådanne anstrengelser for at opretholde alle handlingerne, siden du allerede ved af erfaring, at Lo Lisjma ikke er så vigtigt. Derfor kan du gøre undtagelser i Toraen, bønnen og så videre.

Dette fører til, at en person forfalder og følger det, fornuften hans får ham til at tro. Når personen er i en tilstand af fald med hele sin lavhed, er han stolt og siger, at han ser de mennesker, som overholder Toraen og mitzvot med alle detaljer, men selvom han ser, at de ikke arbejder for Skaberens skyld, kan han ikke blive som dem.

Han undskylder sig med en stolthedens undskyldning. Det vil sige: De har endnu ikke kommet til denne vigtige indsigt om, at det, som betyder noget, er at gøre alt for Skaberens skyld, mens jeg er i en højere grad end dem, og jeg ved da, at det er for Skaberens skyld, som betyder noget. Af den grund ser jeg ikke stor nytte i at overholde Tora og Mitzvot kun i handling. Målet er for Skaberen, så det er værd at stræbe efter at overholde alle detaljer.

Dette kaldes «overtrædelse avler overtrædelse». Det vil sige, at overtrædelsen af fortvivlelse fører til, at han forringer arbejdet Lo Lisjma. Når han først har forringet arbejdet Lo Lisjma, fører det til, at han når stolthedens grad; det vil sige, at han anser sig selv som overlegen andre, at han forstår bedre end resten af folket, som ikke forstår sandheden, som han gør.

Hvis en person alligevel ikke flygter fra kampen, det vil sige, at han ikke afslører sin synd i offentligheden, bliver der efter en tid vist barmhjertighed fra oven, han bliver tildelt en ny vækkelse, og han modtager en opstigning endnu en gang. Da kommer det onde til ham igen for at skændes med ham, og den samme cyklus gentager sig. Rådet er ikke at flygte fra de handlinger, han var vant til at gøre, men tværtimod at gøre flere handlinger.

Alligevel kan han kun gøre dette over fornuften. En person må tro, at dette arbejde, han gør under faldet, når han tilføjer handlinger i det ydre på grundlag af at gå over fornuften, gør, at han tager store skridt mod målet, som kaldes «dvekut med Skaberen». Baal HaSulam sagde om dette spørgsmål, at dette er betydningen af det, der står skrevet: «For Herrens veje er rette; de retfærdige vandrer på dem, og overtræderne falder på dem.»

Hvis han kan tilføje handlinger på grundlag af at gå over fornuften i en sådan tilstand af fald – eftersom hans fornuft viser ham en række af «overtrædelse avler overtrædelse», og han bliver stærkere hævet over intellektet – bringer han tiden for sit arbejde nærmere og kan opnå målet hurtigere.

Derfor må en person under opstigningen ordne op i handlingerne og intentionerne. Det vil sige, at når han føler, at målet er det, der tæller, skal han tænke, at handlingen også er meget vigtig, da han overholder Kongens bud, og vi kan ikke begribe, hvor vigtig handlingen er for Ham. Som Baal HaSulam sagde: Så meget som vi kan værdsætte vigtigheden af Lishma, er Lo Lishma langt vigtigere for Skaberen, og vi kan ikke engang fatte vigtigheden af Lishma. Derfor må en person under opstigningen huske ikke at ringeagte den handling, han udfører.

Men samtidig må en person forsøge at udføre sit arbejde udelukkende for Skaberens skyld. Der findes en regel: Alt, som en person vænner sig til, bliver for ham som en rutine; det vil sige noget, han ikke behøver at vide, hvorfor han gør. Dette kaldes «udenad», det vil sige, at han er vant til det.

Men eftersom Toraen og Mitzvot blev givet for at rense menneskene, følger det, at han, mens han udfører mitzvot, skal have som mål, at dette arbejde skal avle en tilstand af dvekut med Skaberen for ham. Det følger, at personen skal vide, hvad han vil have ud af dette arbejde.

Derfor, hvis en person arbejder af vane, behøver han ingen belønning. Således, på den ene side, er det at overholde Tora og mitzvot af vane også en ophøjet ting, som vores vismænd sagde: «Skaberen lægger en god tanke til en handling.» Det vil sige, at når en person bliver belønnet med en god tanke – det vil sige, at han bliver belønnet med at kunne rette sine handlinger ind mod at skænke – vil alle de ting, han gjorde, som endnu ikke var med intentionen for Skaberens skyld, blive tillagt af Skaberen til alle handlingerne, der blev gjort før, og alle går ind i kedusja. Det følger, at jo flere handlinger han har, desto mere hviler tanken for Skaberens skyld på dem senere.

Nu vil vi forstå det, vores vismænd sagde: «Hver dag skal de være som nye i dine øjne, som om du modtog dem i dag fra Sinaibjerget, som om du blev befalet på denne dag.»

Der er to betydninger her:

1. Som de dengang havde forberedelse til at modtage Toraen, skal en person på samme måde forberede sig hver dag til at modtage Toraen og mitzvot. Gennem forberedelsen kan vi opnå det. Men hvis en person arbejder uden forberedelse, men af ren vane, bliver en person dermed ikke belønnet med skabelsens hensigt. Selvom dette også er en stor ting på et sted, hvor han derved kan opnå graden «kend din fars Gud», hvilket absolut går direkte til målet, sagde de af denne grund: «De skal være som nye i dine øjne», for gennem dette vil de opnå dvekut med Skaberen.
2. Hvis de ikke er «som nye i dine øjne», vil det være for ham som at gå «udenad», det vil sige af vane. På det tidspunkt vil han ikke være i stand til at overholde Toraen og mitzvot over fornuften, for ved at arbejde over fornuften fortjener han senere at blive belønnet med Kedushas viden. Det følger, at når han arbejder af vane, det vil sige føler, at han bør overholde Tora og Mitzvot som en vane, der er fastlagt i hans tidsplan, kan han ikke avancere. Dette er grunden til, at de sagde: «Hver dag skal de være som nye i dine øjne», for gennem dette vil personen blive belønnet med skabelsens hensigt, som er, at skabningerne skal belønnes med at modtage fryd og glæde.

I henhold til det, der står skrevet i bogen Sjaar Hakavanot [Intentionernes port], er betydningen af «Hver dag skal de være som nye i dine øjne» at dette er sandheden. Det vil sige, at hver dag retter en person op nye indsigter fra dem, der faldt under knusningen af karene, som det er forklaret der i bogen. Det følger, at en person ikke gentager Toraen, han modtog på Sinaibjerget; han gentager ikke de samme ting. Tværtimod må han med den Tora, der blev givet på Sinaibjerget, rette op nye indsigter hver dag. Det følger, at det er «som om du på denne dag blev befalet», det vil sige, at der hver dag findes andre indsigter, som skal rettes op med Toraen.

Ud fra dette lærer vi, hvorfor et menneske har brug for at spise hver dag, og at det ikke er nok at spise én gang om året, så det holder for resten af året. I henhold til ARIs ord bliver der ved hvert måltid sorteret nye indsigter fra knusningen, selvom ikke alle mærker det på kroppen. Dette er imidlertid givet til hele Israel, og alle individerne i kollektivet bør nå denne grad, som der står skrevet: «For de skal alle kende Mig, fra den mindste til den største af dem.»