“Hvad betyder det, at Moses havde det vanskeligt ved nymånen, i arbejdet”

Tashan – Artikel 23
1990 – Artikel 23

Rashi bringer en udlægning fra vore vise (חז"ל, Chazal) om det vers, hvor der står: »Denne måned« (חודש הזה, chodesh hazeh). Og således er hans ord: »Moses havde det vanskeligt ved nymånen (מולד הלבנה, molad halevana) – i hvilket omfang den skulle ses for at være egnet til helliggørelse – og Han viste ham månen på himlen med sin finger og sagde til ham: ‘Sådan skal du se og hellige.’« Indtil her hans ord.

Vi må forstå, hvad dette antyder for os i arbejdet (עבודה, avoda), at Moses havde vanskeligt ved nymånen. Og ligeledes, hvad det antyder, at Skaberen (הקב"ה, HaKadosh Baruch Hu), viste Moses den med en finger. Og vi må også forstå det vore vise sagde (Sukka 29): »Israel tæller efter månen, og afgudsdyrkerne tæller efter solen.« Hvad antyder forskellen i arbejdet mellem dem der tæller efter månen, og dem, der tæller efter solen?

Det er kendt, at skabelsens formål (מטרת הבריאה, matrat habri’a) er Hans vilje til at gøre godt mod sine skabninger. Men for at bringe fuldkommenheden i Hans handlinger frem i lyset blev der foretaget en indskrænkning (צמצום, tzimtzum) og en tilsløring (הסתר, hester). Dette gælder både for Torah og budene (תורה ומצות, Tora uMitzvot), hvori det gode og nydelsen er klædt, og også for selve Skaberen, som der står skrevet: »Sandelig, Du er en skjult Gud« (אל מסתתר, El mistater). Det vil sige, at Skaberen er skjult for os, og vi har fået troens bud (מצות האמונה, mitzvat ha’emuna) – at tro på Herren, at Han leder verden med et forsyn af godhed og velgørenhed (טוב ומטיב, tov u’metiv).

Selv når mennesket begynder at betragte skabelsen og ser at den er fuld af mangler – det vil sige, at »den gode og velgørende« ikke er åbenbaret i verden – må man tro over forstanden (למעלה מהדעת, lema’ala mehada’at), at Hans forsyn er i form af godhed og velgørenhed. Og selv om det ikke synes sådan for øjnene, må man sige: »De har øjne, men ser ikke.«

Derfor, når et menneske begynder at påtage sig Himmerigets åg (עול מלכות שמים, ol malchut shamayim), kommer der straks fremmede tanker (מחשבות זרות, machshavot zarot), som fjerner mennesket fra arbejdet med  Skaberen (עבודת ה', avodat Hashem). I det omfang mennesket overvinder tankerne, bliver disse adskillende tanker ved med at hakke i hans hjerne og hjerte. Og han tænker: »Selv om jeg nu ikke har kraft til at overvinde de fremmede tanker, venter jeg på en lejlighed, hvor jeg vil have større vigtighed i Torah og bud, og da vil jeg have styrke til at overvinde.« Og i mellemtiden forlader mennesket slagmarken.

Om tro (אמונה, emuna) sagde min fader og lærer af velsignet minde (אאמו"ר זצ"ל), at den er af lav betydning hos mennesket. For mennesket ønsker at forstå og vide alting. Når mennesket derfor påtager sig tro, som går imod forstanden – det vil sige, at forstanden ikke begriber det – vil kroppen (הגוף, haguf) ikke acceptere en sådan tjeneste. Og især fordi dette ikke blot er en hvilken som helst tjeneste, men at mennesket på grundlag af det der er over intellektet, skal tjene med »hele sit hjerte og hele sin sjæl«, som vore vise sagde: »Selv når Han tager din sjæl.«

På grund af den tilsløring der er foretaget, findes der derfor op- og nedture (עליות וירידות, aliyot ve’yeridot). Det vil sige at troens anliggende ikke altid lyser for mennesket. Og hovedsagen er, at mennesket må tro på belønning og straf (שכר ועונש, schar ve’onesh). Om dette har vi talt mange gange: troen på belønning og straf gælder i alle de stadier, mennesket befinder sig i. Forskellen mellem mennesker ligger i deres kar (כלים, kelim).

Der findes mennesker, hos hvem belønning og straf er klædt i modtagelsens kar (כלים לקבלה, kelim le-kabbala). Det vil sige, at det som menneskets kar til at modtage kan modtage, kaldes »belønning«. Og om den belønning, der ikke kan klæde sig i modtagelsens kar taler de slet ikke, for en belønning som ikke kan klædes i viljen til at modtage for sig selv (רצון לקבל לעצמו, ratzon lekabel le’atzmo), interesserer dem ikke.

Men der findes mennesker, hos hvem belønning og straf netop kaldes sådan, når de klædes i givende kar (כלים להשפעה, kelim le-hashpa’a). Det vil sige, at hvis de gennem arbejdet kan opnå at give Skaberen velbehag (להשפיע נחת רוח להבורא, lehashpia nachat ruach laBore), så kaldes dette for dem »belønning«. Om dette mål siger de, at det er værd at arbejde og nå frem til – at de må have smag og glæde af at kunne handle med henblik på at give til Skaberen.

Og hvis de ser at de ikke har en sådan følelse, betragtes dette som straf. Det vil sige at Skaberen fjerner dem og ikke ønsker at modtage dem som tjenere for Kongen, fordi Han betragter dem som uegnede mennesker. Derfor kan Han ikke give dem tilladelse til at træde ind i Kongens palads (היכל המלך, heichal hamelech), og de befinder sig udenfor paladset. Og de forstår hvorfor de fortjener straf, fordi de stadig er nedsunket i selvkærlighed (אהבה עצמית, ahava atzmit).

Derfor er hele deres arbejde at Skaberen må hjælpe dem til at kunne komme ud af selvkærligheden. Deraf følger, at alle i det store og hele må arbejde med belønning og straf som nævnt ovenfor – og her er der ingen forskel mellem den ene og den anden. Forskellen ligger kun i, hvilken slags belønning og straf man taler om.

Når man derfor lover mennesket belønning og straf, som er klædt i selvkærlighedens kar, er der ikke så stor modstand fra kroppens side. For i det omfang mennesket tror på belønning og straf, har det allerede brændstof, som giver det kraft til at overvinde de fremmede tanker der kommer og ikke lader det tro på belønning og straf.

Men for dem, hos hvem belønning og straf netop er det, som klædes i de givende kar (כלים להשפעה, kelim le-hashpa’a), modsætter kroppen (הגוף, haguf) sig dette med al sin kraft. For kroppen siger: »Hvis jeg virkelig går med til det, du siger – at du tror på belønning og straf – og hvilken belønning lover du mig, hvis jeg ikke modsætter mig at beskæftige mig med Torah og bud (תורה ומצות, Tora uMitzvot)? Belønningen vil være, at du fuldstændig ophæver mig, så jeg – det vil sige viljen til at modtage (רצון לקבל, ratzon lekabel) – ingen rettighed har. Du ønsker en belønning som kong David (דוד המלך, David HaMelech), om hvem vore vise udlagde det vers, hvor David sagde: ‘Mit hjerte er tomt i mig’ (ולבי חלל בקרבי). ‘Tomt’ (חלל, chalal) betyder, at han dræbte den onde tilbøjelighed (יצר הרע, yetzer hara) gennem faste. Hvis jeg altså tror på dine ord, at du vil få belønning til gengæld for overholdelsen af Torah og bud – at du vil dræbe mig – så er den belønning du håber på, i virkeligheden døden for mig. Hvordan kan jeg da hjælpe dig med at dræbe mig?«

Derfor: Den, som ønsker, at belønning og straf skal være i de givende kar – således at hvis han opnår dem, er det hans belønning – kroppen vil helt sikkert modsætte sig. I dette arbejde begynder derfor op- og nedture . Så meget, at mennesket mange gange kommer til den beslutning, at denne vej – at opnå givende kar som sin belønning – ikke passer for ham, og han ønsker at flygte fra denne kamp.

I dette arbejde, hvor belønning og straf består i ønsket om at opnå givende kar, må der nødvendigvis være en tilsløring af Ansigtet (הסתרת פנים, hester panim) over forsynet (השגחה, hashgacha), som nævnt ovenfor. Ellers ville der ikke være nogen mulighed for, at mennesket kunne gøre noget til Skaberens gavn.

Når mennesket derfor vil påtage sig Himmerigets herredømme (מלכות שמים, malchut shamayim) i en tid med tilsløring, kaldes Malchut (מלכות, Malchut) for »månen, som modtager sit lys fra solen«. Men i Malchut selv er der ikke åbenbaret noget lys i dens egen egenskab, som der står i Zohar (זה"ק, Zohar): »Malchut har intet af sig selv og intet overhovedet, undtagen hvad hendes mand giver hende« 

Det vil sige: Fra den nedres side – den, som påtager sig Himmerigets åg – smager han ingen betydning eller vigtighed fra sig selv. »Fra sig selv« betyder, at han ikke ønsker nogen smag. Kun hvis den Øvre giver, modtager den nedre. Dette kaldes, at hun intet har af sig selv, men kun hvad hendes mand giver hende; det har hun. Men fra sin egen side ønsker hun intet.

Mennesket går altså med til at være en tjener for Skaberen (עובד ה', oved Hashem) uden nogen betingelser – hvad enten han føler smag og vigtighed i arbejdet eller slet ingen smag føler. For han siger: »Hvis jeg vil gøre Skaberen velbehag  hvad skal jeg da se på, om jeg selv har velbehag i mit arbejde? Jeg må blot tro, at Skaberen virkelig har glæde af mit arbejde. Selv om jeg ser, at det arbejde, jeg udfører, ikke er af hele hjertet, og jeg ikke føler at jeg opfylder Kongens bud – for alt er nu skjult for mig – og efter min mening har det jeg gør, ingen værdi: Hvordan kan jeg da sige, at Skaberen har glæde af en sådan handling? Hvis blot en sådan tro lyste for mig – at Skaberen nyder det – ville jeg sikkert også selv føle en vis glæde.«

Svaret herpå er, som min fader og lærer af velsignet minde sagde: Mennesket må tro, at når det udfører en handling og ønsker, at Skaberen skal have glæde af den handling man gør, så er der allerede glæde ovenfor. Det er ikke vigtigt, hvilken form handlingen har; det er tilstrækkeligt, at mennesket ønsker det. Selv om mennesket ser, at handlingen er i yderste ringhed (שפלות, shiflut), og at den ikke kan være mere ringe end dette – netop dette kaldes, at mennesket går ad den rette vej.

Det vil sige at mennesket ikke siger, at dets handling er fuldkommen. Det lyver ikke og bedrager ikke sig selv. Tværtimod siger det, at den handling, det udfører, ikke kan være mere mangelfuld. Og dette er sandt. Men mennesket tror på de vises tro (אמונת חכמים, emunat chachamim), når de siger, at man skal tro på det der står skrevet: »Herren er ophøjet og ser den ringe« . Derfor tror man, at Skaberen virkelig har glæde af denne handling.

Hermed kan vi forklare det vi spurgte om: Hvad er hentydningen i, at Moses havde vanskeligt ved nymånen (מולד הלבנה, molad halevana) – i hvilket omfang den skulle ses og være egnet til helliggørelse (קדש, kiddush)?

»Nymånens fødsel« hentyder til det tidspunkt, hvor mennesket begynder at påtage sig Himmerigets åg. »Begyndelse« betyder her en fødselens begyndelse i mennesket. Spørgsmålet er da: I hvilket omfang af accepten af Himmerigets herredømme – det vil sige troen (אמונה, emuna), som mennesket påtager sig – kan man sige, at den er tilstrækkelig?

Ifølge dette mål af tro udfører han handlinger. »Nymånens fødsel« kaldes det, når troen på Skaberen endnu ikke føles i alle hans lemmer. Men han ønsker allerede at påtage sig herredømmet, mens kroppen ikke går med til det, og han arbejder med sin krop under tvang (כפיה, kefiya). På den ene side vil han tro på Skaberen og elske Ham, på den anden side modsætter kroppen sig, og han føler sin ringhed.

Om et sådant menneske kan man sige, at det befinder sig i en tilstand af tilsløring af Ansigtet (הסתרת פנים, hester panim). Derimod er mennesker, som slet ingen forbindelse har til troen på Skaberen, ikke i en tilstand af tilsløring af Ansigtet. De tror ikke, at Skaberen er skjult for dem – det vil sige, at Han har lagt et slør over sig selv af hensyn til skabelsens korrektion (תיקון הבריאה, tikkun habri’a).

Om dem taler man slet ikke. Arbejdets begyndelse er fra det tidspunkt, hvor mennesket begynder at påtage sig Himmelrigets åg, og på grundlag af denne tro overholder man Torah og bud. Hos ham begynder man at tale om »nymånens fødsel« – det vil sige: »I hvilket omfang skal den ses og være egnet til helliggørelse?«

Med andre ord: I hvilket mål af tro kan man allerede sige, at han har hellighed (קדושה, kedusha) og kan sige, at Skaberen har glæde af hans handlinger, fordi hans handlinger er af Hellighed – selv om de udføres under tvang, fordi hele kroppen modsætter sig det han ønsker? Hvordan kan man da sige, at Skaberen har glæde af sådanne handlinger, hvor »hans hjerte ikke er med ham«?

For eksempel: Hvis et menneske giver en gave til sin ven, og vennen ved at selv om han giver gaven, er det ikke af hele hjertet fordi han endnu ikke elsker ham – ville han sikkert ikke tage imod gaven. På samme måde ser vi i praksis, at hvis en vært inviterer en gæst til et måltid, og gæsten ved, at invitationen ikke er af hele hjertet men sker under tvang, ville han bestemt ikke tage imod den, hvis han vidste det. Hvordan kan mennesket da sige, at i en tilstand af tilsløring, hvor ens handlinger sker under tvang, modtager Skaberen (הקב"ה, HaKadosh Baruch Hu), hans tjeneste og har glæde af den?

Men som sagt: Vi må tro med de vises tro, at alt vores arbejde – uanset i hvilken form vi arbejder – hvis mennesket henfører arbejdet til Skaberens navn, selv i yderste ringhed, så har Skaberen glæde af det. Og mennesket må bestræbe sig på at være i glæde over at det kan udføre handlinger, selv når det befinder sig i ringhed.

Mennesket må sige til sig selv, at det har glæde af dette arbejde, som helt er over forstanden (למעלה מהדעת, lema’ala mehada’at). Ifølge forstanden kaldes dette ikke »arbejde«, det vil sige en betydningsfuld handling, som Skaberen kan have glæde af. Men man tror på de vises tro, at skaberen virkelig har glæde af det. Dette er »over forstanden«.

Dette er forklaringen på, at Moses havde vanskeligt ved nymånen: Hvordan kan det være, at man om et sådant arbejde i nymånens tilstand – som er en tilstand af tilsløring – kan sige, at det er Hellighed, og at Skaberen har glæde af sådanne handlinger? Derfor står der: »Moses havde vanskeligt ved nymånen. Og Skaberen viste ham månen på himlen med sin finger og sagde: ‘Sådan skal du se og hellige.’«

Vi spurgte: Hvad er hentydningen i at Han viste ham den med en finger?

Dette kan forstås efter det, min fader og lærer af velsignet minde sagde om det, vore vise sagde (slutningen af Ta’anit): »Rabbi Elazar sagde: I fremtiden vil Skaberen danne en kreds for de retfærdige (צדיקים, tzadikim), og Han sidder iblandt dem, og hver og én peger med sin finger.« Han sagde, at »at pege med fingeren« er en hentydning til visdommens lys (אור החכמה, or hachochma), som kaldes »syn« (ראיה, re’iya), hvilket betyder, at alle vil opnå åbenbaring af visdom (גילוי חכמה, gilui chochma).

Herefter kan vi forklare her: »Skaberen  viste Moses med sin finger og sagde: ‘Sådan skal du se og hellige.’« Som der står: »Han viste ham månen på himlen« – det vil sige nymånen, som ses i himlen.

»Himlen« (רקיע, rakia) betyder en adskillende skærm (מסך, masach), som vore vise sagde om verset: »Gud gjorde himmelhvælvingen, og den skilte mellem vandene og vandene.« De nedre vande græd og sagde: »Vi ønsker at være for Kongens ansigt«.

At månen, som befinder sig i himmelhvælvingen (רקיע, rakia) på tidspunktet for dens fødsel (מולד, molad), befinder sig i en tilstand af tilsløring af Ansigtet (הסתרת פנים, hester panim). Og Skaberen  (הקב"ה, HaKadosh Baruch Hu), sagde: »Dette mål, som du ser ved nymånen – sådan skal du se og hellige (קדש, kadesh). Selv om det er den yderste ringhed (שפלות, shiflut), og det hele er over forstanden, fordi alle hans handlinger endnu er under tvang (כפיה, kefiya), som nævnt i lignelsen – ikke desto mindre, hvis dette arbejde henføres til Mit navn, har Jeg glæde af det, som var det en ‘pegen med fingeren’.«

Som vore vise sagde: »I fremtiden vil Skaberen, danne en kreds for de retfærdige (צדיקים, tzadikim), og hver og én vil pege med sin finger.« Det vil sige: »Jeg har glæde af det, som om de allerede havde opnået visdommens niveau (חכמה, chochma).« Derfor, hvis mennesket overvinder og tror med de vises tro, kan man løfte sig højere, idet man siger til Herren: »Jeg vil underkaste mig uden betingelser; Du er ikke forpligtet til at give mig smag i arbejdet.«

Det vil sige at mennesket siger til Skaberen (הבורא, HaBore): »Hvis Du lader mig føle nydelse, så kan jeg arbejde for at give , så også Du kan have glæde; ellers kan jeg ikke arbejde for at give.« Dermed dikterer man Skaberen, hvordan Han skal forholde sig til det – nemlig efter menneskets egen forstand. Men om dette må man sige, som Herren sagde: »For Mine tanker er ikke jeres tanker.«

Snarere siger mennesket: »Det er ikke vigtigt for mig, hvor meget jeg forstår at værdsætte betydningen af at overholde Torah og bud , så jeg deraf modtager en stor inspiration, indtil hele kroppen underkaster sig Skaberen og gør alt i kærlighed og glæde. For jeg ser, at jeg kun kan udføre helligt arbejde under tvang. Jeg har ikke forstanden til at forstå og værdsætte hvem jeg tjener – at jeg skulle føle, at jeg tjener en stor Konge. Hvordan kan jeg da sige at jeg arbejder i Hellighed (קדושה, katusha)? Jeg har jo fremmede tanker (מחשבות זרות, machshavot zarot) imod Skaberens arbejde, så meget at jeg må gøre alt under tvang.« Alligevel tror han med de vises tro.

Svaret er som ovenfor: Skaberen  sagde: »Sådan skal du se og hellige.« Selv om han endnu ikke ser betydningen af månens mål – og månen hentyder til Himmerigets herredømme (מלכות שמים, malchut shamayim) – viste Han månen med fingeren i himmelhvælvingen, som er en tilsløring for de nedre, som forklaret i verset: »Gud gjorde himmelhvælvingen og skilte vandene under hvælvingen fra vandene over hvælvingen.«

Det vil sige, at de nedre ikke kan skue opad, fordi himmelhvælvingen skjuler og adskiller dem. Dette var Den Helliges svar til Moses, som havde vanskeligt ved spørgsmålet: »I hvilket mål skal den ses og være egnet til helliggørelse?« – det vil sige: hvornår kan man sige: »Dette er Hellighed, og denne Hellighed stiger op til Mig ovenfor, og Jeg modtager den som Hellighed.«

»Han viste ham med fingeren« – det vil sige: »Sådan skal du se og hellige.« Som månen i himlen befinder sig i den yderste tilsløring, og mennesket helliger dette og siger: »Den andel, jeg har i spiritualitet (רוחניות, ruchaniyut), modtager jeg med kærlighed. Selv om mit arbejde er under tvang, er også dette vigtigt: at jeg dog har en smule tro (אמונה, emuna) på Herren, så jeg i det mindste kan tvinge mig selv og gøre noget – om end under tvang – for at glæde Ham. Dette lille har jeg.« Og mennesket må sige, at dette skal være vigtigt i hans øjne, som om han pegede med fingeren, som nævnt ovenfor.

Dette er betydningen af det der står: »Israel tæller efter månen, og folkeslagene tæller efter solen.« Vi spurgte: Hvad lærer dette os i arbejdet?

Mennesket er en lille verden, som rummer både »Israel« (ישראל, Yisrael) og »folkeslagene«. »Israel tæller efter månen, og folkeslagene tæller efter solen.« Noget, der tælles, anses for vigtigt.

Hos »folkeslagene« i mennesket er det netop, når arbejdet med Skaberen lyser for ham som solen (חמה, chama) – klart som dagslys – som vore vise sagde: »Hvis sagen er klar for dig som lyset.« Det vil sige, når arbejdet lyser i hele hans krop, kan han tjene og beskæftige sig med Torah og bud. Men hvis det ikke lyser i hele hans krop, er han ikke i stand til at udføre helligt arbejde. Denne side kaldes »folkeslagene«, som kun arbejder for solen – det vil sige, kun når det lyser for dem. At overvinde og arbejde under tvang er de slet ikke i stand til.

Men »Israel« i mennesket tæller efter månen. Det vil sige, at de helliger deres arbejde ved månens fødsel, når man endnu ikke ser det lys,den skal modtage fra solen. Som sagt: »Sådan skal du se og hellige.« Man skal ikke vente til der lyser en oplysning (הארה, ha’ara) eller en vækkelse ovenfra (התעוררות מלמעלה, hit’orerut milma’ala), før man begynder at arbejde. Tværtimod: For den andel, man har i spiritualitet, takker man Skaberen.

Dette kaldes »Israel«, og netop gennem dette vil mennesket fortjene at stige i Hellighedens grader, som der står: »Og Moses skjulte sit ansigt, for han frygtede at skue« – og han fortjente: »Han skuede Herrens billede.« Netop ved at mennesket påtager sig Helligt arbejde uden nogen betingelser, fortjener det at nå skabelsens formål (מטרת הבריאה, matrat habri’a), som er Hans vilje til at gøre godt mod sine skabninger.

Noget lignende finder vi i Zohar (זהר, Zohar), Bereshit, del 3 (Sulam, §14): »I dette palads (היכל, heichal) befinder sig alle dem, som led lidelser og sygdomme i denne verden for at fuldkommengøre sig i fuldstændig omvendelse. Og de takkede og priste hver dag deres Herre og ophørte aldrig med deres bøn.«

Forklaringen er: Det er menneskets natur, at når det ser sig selv fuld af mangler, kan det med styrke bede om at få dem udfyldt. Men det kan ikke takke og prise Skaberen, for efter dets opfattelse har det intet at takke for. Omvendt: Hvis man styrker sig i at takke og prise Skaberen for Hans store godhed, som Han dagligt og bestandigt viser det, må man nødvendigvis føle en vis tilfredshed med sin tilstand – og så kan man ikke længere bede og klage så inderligt over sine mangler.

Zohar siger, at disse retfærdiges storhed var, at de var fuldkomne fra begge sider. Derfor fortjente de at træde ind i herlighedens palads i Edens Have (גן עדן, Gan Eden).

Heraf følger, at mennesket må gå i to linjer (ב' הקוים, shnei ha-kavim), selv om de synes at modsige hinanden. Netop gennem dette fortjener man at træde ind i Kongens palads (היכל המלך, heichal hamelech).