Hvad er en halv shekel i arbejdet? - 2

Artikel nr. 20, 1990

Verset siger: «Når du tæller hovederne til Israels børn for at tælle dem, skal hver og en af dem give en løsesum for sin sjæl til Herren, når du tæller dem, og der skal ikke være nogen plage blandt dem, når du tæller dem. Dette er hvad de skal give: en halv shekel (en møntenhed) i helligdommens shekel. Den rige skal ikke give mere, og den fattige skal ikke give mindre end en halv shekel, for at give et bidrag til Herren, for at gøre soning for deres sjæle.»

Vi bør forstå, hvad en halv shekel specifikt indebærer for os i arbejdet, og ikke en kvart eller en tredjedel af en shekel,hvor hele pointen er at kende tallet på Israel. Hvad betyder specifikt halvdelen for os? Hvorfor står der også: «Den rige skal ikke give mere, og den fattige skal ikke give mindre»? Selv et lille barn forstår, at hvis vi tager mindre eller mere fra nogen, vil vi ikke kende tallet på Israel. Og hvad er meningen med «der skal ikke være nogen plage blandt dem»?

Det er kendt, at hensigten med skabelsen af verden var, fordi Han ønsker at gøre godt mod sine skabninger. Men for at denne godgørelse skal blive fuldstændig – det vil sige uden at man føler skam, når man modtager glæden og nydelsen – fandt der sted en korrektion, som kaldes Tzimtzum (begrænsning) og skjulthed. Dette betyder, at før et menneske kan rette sine handlinger ind mod at overdrage (gøre godt mod andre), vil de ikke føle glæden og nydelsen, medmindre de engagerer sig i Torah og Mitzvot (bud) for at bringe glæde til Skaberen.

Derefter, når han har modtagelseskar (kelim) for at give, vil glæden og nydelsen, som ligger som et depositum i Torah og Mitzvot, blive åbenbaret. På det tidspunkt vil han modtage den glæde og nydelse, som var i skabelsens tanke, og som Han skabte verden for.

Eftersom mennesket af naturen er skabt til kun at stræbe efter sin egen fordel, hvorfra kan man arbejde med hensigten om at overdrage til Skaberen? Dette betragtes som at et menneske anstrenger sig i alle slags gøremål for at glæde Skaberen, siden kroppen da spørger: «Hvad vinder du på, om Skaberen glæder sig?» Du bør gøre ting, så du selv glæder dig. Og hvorfor sagde vores vismænd til os: «Alle dine gerninger skal være for Skaberens skyld»? Hvordan kan vi gøre noget, der går imod naturen?

Kroppen spørger også: «Hvorfor skulle Skaberen bryde sig om, at skabningerne arbejder for sig selv, det vil sige, at de glæder sig? Hans ønske er trods alt at glæde sine skabninger.» Det følger af dette, at mennesket på den ene side kan nyde livet, det vil sige arbejde for sin egen skyld, hvilket er naturligt. På den anden side bliver det sagt, at mennesket ikke skal følge den natur, det blev født med, men arbejde for Skaberens skyld.

Uanset hvor meget vi forklarer dette med alle slags svar, kan kroppen ikke forstå det. Selv om kroppen til tider er enig i, at det er værd at arbejde for Skaberens skyld, vælger kroppen i praksis – når den står over for noget, den vil glæde sig over, og må give afkald, fordi det kun vil gavne Skaberen – sin egen fordel og vælger bort Skaberens fordel.

Derfor trækker vi to ting ud af dette:

1. Siden vi må tro på vores vismænds ord om, at vi skal gøre alt for Skaberens skyld, selv om kroppen ikke forstår det efter alle forklaringerne, vi giver den, sagde vores vismænd – og sådan fastslog også Maimonides i praksis (Hilchot Teshuva, kapitel 10): «Derfor, når man underviser de små, kvinder og uuddannede mennesker, bliver de lært op til at arbejde ud fra frygt og for at modtage belønning. Indtil de opnår viden og tilegner sig meget visdom, bliver den hemmelighed lært dem lidt efter lidt.»

Spørgsmålet er: Hvad betyder «Indtil de opnår kundskab og tilegner sig megen visdom»? Det vil sige, hvad er «visdom» og hvad er «megen visdom», så vi ved, hvordan vi skal afgøre, hvornår det er tilladt at åbenbare den hemmelighed for ham lidt efter lidt?

Ved begyndelsen af menneskets arbejde må vi sige til kroppen, at det er værd at give afkald på de kropslige glæder, som kun er et «lille lys» sammenlignet med glæden og nydelsen, der findes i Torah og Mitzvot. Det følger, at i det omfang han tror, og troen lyser op for ham, går kroppen med til at bytte en lille glæde med en stor. Som det er i den fysiske verden: Når et menneske anstrenger sig, opnår han en belønning for sit arbejde og bruger den til at skaffe næring til at forsørge sin husstand, eftersom han oplever større glæde, når han køber mad til familien for sine hårdt optjente penge.

På samme måde, i det omfang troen lyser op for ham, og han føler, at det vil give ham større glæde at engagere sig i Torah og Mitzvot, kan han give afkald på kropslige glæder for at opnå større glæder. Af og til oplever et menneske dog en nedtur i troen på, at han vil blive belønnet. På det tidspunkt er det svært for ham at give afkald på kropslige glæder. Men hvis han vogter over sig selv og befinder sig i et godt miljø, gør kroppen ikke modstand mod dette arbejde, eftersom dette ikke regnes som at gå imod naturen, når han siger, at han vil modtage en større belønning – det vil sige større glæde – ved at overholde Torah og Mitzvot. Det følger, at denne årsag er en stærk grund, som kan tvinge et menneske til at give afkald på de kropslige glæder, som Torah har forbudt, og alt dette for at modtage større glæder.

1. Da mennesket skal nå en tilstand, hvor «Alle dine handlinger skal være for Skaberens skyld» – det vil sige stik imod naturen – og dette sker med henblik på skabelsens korrektion (at skabningerne skal kunne modtage glæden og nydelsen uden skam), blev der indført en korrektion, hvor man skal rette ind, at al ens glæde kun skal være for Skaberens skyld. Det vil sige, at Skaberen skal glæde sig over skabningens glæde, eftersom dette var hensigten med skabelsen. Men til tider føler kroppen, at det er umuligt, at han med samme intellekt og forståelse som da han begyndte det hellige arbejde, konstant befinder sig på det samme intellektuelle niveau og ikke gør nogen fremskridt, andet end i kvantitet.

Når han begynder at spørge om dette, regnes det som det, vi spurgte om: Hvad er «visdom» og hvad er «meget visdom»? «Visdom» betyder, at han allerede overholder Torah og Mitzvot. «Meget visdom» betyder, at han ønsker at forstå meningen med Torah og Mitzvot, hvilken tilstand det skal bringe et menneske til. Dette kaldes «hensigt» – det vil sige at rette sig ind, mens man overholder Torah og Mitzvot, så det bringer en til en vis grad. Dette kaldes «meget visdom». På det tidspunkt begynder man at åbenbare denne hemmelighed for ham, det vil sige, hvad arbejdet Lishma (for Hendes-Shechinas-skyld) er. Med andre ord begynder de at lade ham se, at han ikke må arbejde for at modtage belønning, men fuldstændig for Skaberens skyld.

Når han opnår «meget visdom», begynder han at forstå, at der i Torah og Mitzvot findes det, der blev sagt: «For det er din visdom og din forstand i nationernes øjne.» Men der hviler en skjulthed over dette. På det tidspunkt får han at vide, at det er sandt: Der er en skjulthed over det med henblik på korrektion, eftersom hensigten er, at mennesket skal opnå Dvekut(sammenknytning/klisjé-forening) med Skaberen, og dette opnås ved formens lighed, som regnes som, at «alle hans handlinger skal være for at overdra».

Det er her mennesket begynder at blive en tjener for Skaberen. I arbejdet betyder «at tjene Skaberen», at han arbejder for Skaberens skyld og ikke for sin egen skyld. På det tidspunkt er det arbejde, han udfører – det vil sige det faktum, at han ønsker at arbejde for Skaberens skyld og ikke for sin egen skyld – begyndelsen på, når et menneske begynder at gå ind i eksilet, under herredømmet til modtagelsens vilje for sig selv.

Desuden har han intet håb om at komme ud af dette eksil uden ved himlens nåde. Det vil sige, at Skaberen selv må befri ham fra eksilet, som det var i Egypten, hvor der står skrevet (i Haggada): «Og Herren førte os ud fra Egypten, ikke ved en engel, men Herren selv.» Men det, at et menneske føler, at det er i eksil under herredømmet til modtagelsens vilje for sig selv, kan et menneske ikke føle med det samme – det vil sige, når han begynder at arbejde for at komme ud af dens kontrol.

Snarere kaldes dette Kli «en mangel», det vil sige et behov for at overvinde sine modtagelseskar. Et menneske tilegner sig ikke dette på én gang, men det kræver tid og anstrengelse. Derefter, over tid, bliver der rum for, at mennesket føler, at det ikke kan komme ud ved egen hjælp, men tiden skaber et behov og lidelse hos mennesket, således at det føler, hvor godt det ville være, om det kunne komme ud af eksilet, og hvor slemt det er at være i eksil.

Af denne grund bliver et menneske tildelt opture og nedture, og han må tro, at både opturs- og nedturstadierne kommer til ham ovenfra. Samtidig skal han under arbejdet sige: «Hvis ikke jeg er for mig, hvem er for mig?» Når et menneske kommer til en tilstand, hvor hans mangel er fuldstændig, anses det for at have et Kli (kar) til at modtage opfyldelsen, for at opfylde sin mangel. Da kommer den tid, hvor den øverste fylder hans Kli.

Det er kendt, at der ikke findes noget lys uden et Kli, akkurat som der ikke findes nogen opfyldelse uden en mangel. Følgelig kaldes en fuldstændig ting «Lys og Kli», som deler sig i to halvdele: Den første halvdel er Kli-et, nemlig manglen. Den anden halvdel er Lyset, nemlig opfyldelsen.

Det følger, at når et menneske beder Skaberen om at fylde sin mangel, kaldes det «en halvdel», det vil sige at skabe en mangel – som er Kli-et – for at Skaberen skal mætte hans mangel. Dette er som vores vismænd sagde (VaYikra Rabba 18): «En bøn udgør en halvdel.» Vi bør tolke det sådan, at en bøn er, når et menneske beder Skaberen om at fylde sin mangel. Dette regnes allerede som «en halvdel», det vil sige den første halvdel, som er i menneskets egen hånd. Den anden halvdel er i Skaberens hænder, hvilket betyder, at Skaberen må give lyset, og derefter vil det være en fuldstændig ting.

Der findes imidlertid mange fortolkninger af lys og Kli. Hvis vi skal definere et Kli, kan vi sige, at det er en mangel, og det spiller ingen rolle, hvad der mangler. For eksempel føler et menneske af og til, at det mangler et Kli til at modtage overflod, eftersom overfloden ikke kan nå et Kli, der ikke kan rette sig ind mod at give. Siden han føler, at han er under kontrol af modtagelsens vilje for sig selv, følger det, at han mangler et Kli, der kan modtage overflod.

Dette betyder, at han ikke beder om at modtage overflod. Snarere beder han om at få tildelt et Kli, som kaldes «ønske om at give». I dette tilfælde betyder altså «en bøn udgør en halvdel», at bønnen skabte en halvdel af et Kli, og Skaberen skal give den anden halvdel af Kli-et. Det følger, at disse to halvdele faktisk er et fuldstændigt Kli og ikke lys.

På den anden side bør vi sige, at manglen er i menneskets hænder. Dette kaldes «den første halvdel af Kli-et». Og opfyldelsen af Kli-et – det vil sige at have ønsket om at overdrage, som regnes som «den anden halvdel af Kli-et» – anses som lys, eftersom ønsket om at give, som den øverste giver ham, er en opfyldelse for en mangel, og enhver opfyldelse kaldes «lys» i forhold til manglen.

I tråd med det ovennævnte bør vi tolke det, vi spurgte om: Hvad indebærer den halve shekel for os? Siden Torah specifikt sagde en halvdel: «Den rige skal ikke give mere, og den fattige skal ikke give mindre.» Sagen er, at vi bør tolke ordene «Når du tæller hovederne til Israels børn for at tælle dem», vi bør tolke meningen med «hoveder» som det står skrevet: «Måtte vi blive hovedet og ikke halen», det vil sige, at de vil blive regnet som Israel, som er bogstaverne Li-Rosh (et hoved for mig).

Dette er meningen med «hver og en skal give en løsesum for sin sjæl». Det vil sige, at et menneske må komme sig ud af eksilet, noget som kaldes «en løsesum for hans sjæl» fra Sitra Achras (den anden side) hænder. Dette er grunden til, at det står skrevet: «Dette er hvad alle, som bliver talt, skal give», det vil sige de, som føler, at de bryder Torahs bud, fordi de er placeret under modtagelsens viljes herredømme. En halv shekel betyder, at de må bede om, at Skaberen skal fri dem ud fra eksilet.

«En bøn udgør en halvdel» betyder, at Kli-et og ønsket om noget regnes som en halvdel, hvilket betyder, at de ved dette vil få en fuldstændig ting – det vil sige, at de vil blive belønnet med «helligdommens shekel». Det betyder, at de vil have en halv shekel, som er Kli-et, og Skaberen vil placere lyset på dette, på hvilket tidspunkt det kaldes «en fuldstændig ting». Dette er meningen med ordene «Dette er hvad alle, som bliver talt, skal give», det vil sige de, som føler, at de bryder Torahs bud og ønsker at betale en løsesum for deres sjæle, således at deres sjæle kan gå ind i Kedusha (helligdom) – det vil sige, at de vil få styrken til at gøre alt for Skaberens skyld.

De skal give en halv shekel, det vil sige en bøn. Det betyder, at de skal bede og ikke stoppe med at bede, før de har et fuldstændigt mål af mangel og et ønske om at komme ud af eksilet, hvor de er placeret under modtagelsens vilje for sig selv. Ved at give deres halvdel vil de blive belønnet med helligdommens shekel, hvor den anden halvdel – som er opfyldelsen af bønnen – sammen vil udgøre helligdommens shekel, hvilket betyder, at det vil blive én fuldstændig shekel af Kedusha.

Ved dette vil vi forstå det, vi spurgte om: Hvad fortæller det os, når det siger: «Den rige skal ikke give mere, og den fattige skal ikke give mindre»? Selv et lille barn forstår, at hvis vi vil kende antallet af noget, skal alle give den samme mængde. Vi bør tolke dette i arbejdet. Torah fortæller os en stor ting her: Vi bør vide, at for Skaberen er store og små lige, som det står skrevet («Alle tror»): «Hvem er lig og udligner små og store.»

Dette betyder, at et menneske tror, han er rig på gode gerninger, og at han derfor fortjener Skaberens hjælp, og at han ikke behøver at bede så meget for, at Skaberen skal opfylde hans ønske. Derfor, hvis han har bedt, burde Skaberen i tråd med hans dyder have indvilget hans ønske med det samme. Og hvis Skaberen ikke hjælper ham med det samme, ifølge hans egen forståelse, holder han op med at bede og siger, at resten af folket, som står under ham, må bede meget for, at Skaberen skal hjælpe dem. Derfor flygter han fra marken.

Dette er grunden til, at det står skrevet: «Den rige skal ikke give mere.» Dette betyder, at den rige ikke skal tro, at han beder for meget i henhold til sin egen forståelse. Snarere findes der et bestemt mål af mangel og behov, og netop ved at bede meget modtager et menneske en større mangel, end det han har. Det vil sige, at et stort lys kræver en stor mangel – det vil sige at have en følelse af mangel i, at han er i eksil under modtagelsens viljes herredømme og ikke kan komme ud.

Så længe han ikke har ægte lidelse, regnes det stadig ikke som en ægte mangel, så det kan kaldes «en bøn, der tæller som en halv shekel». Vi må vide, at i arbejdet er en bøn en mangel – det vil sige, det et menneske føler i sit hjerte, at han mangler, dette kaldes «en bøn», og ikke det, han udtaler med munden. Dette er som vores vismænd sagde: «Bønnen er arbejdet i hjertet», det vil sige, det hjertet føler, at det mangler. I den grad hjertet føler en mangel på grund af det, han ikke har, måles bønnens størrelse.

Hvad angår shekelen, forklarer Zohar, at dette gælder vægtskålene, som vi vejer manglerne og opfyldelserne på, da de regnes som lys og Kli. Derfor kan lyset kun komme til sit rette Kli, eftersom manglen for opfyldelsen er i hjertet. Af denne grund kommer også lyset til følelsen i hjertet, og det har intet at gøre med, hvad munden siger, mens han beder.

Det følger derfor, at når et menneske giver sin halvdel i bøn, som er en følelse af mangel i hjertet, vil Skaberen give lyset, som er Kedusha. Ud fra både manglen og lyset vil det blive én helligdommens shekel. Dette er meningen med ordene «en halv shekel», da denne halvdel endnu ikke er hellighed. Men når Skaberen giver ham lyset som i «Lyset i den bringer ham tilbage til det gode», udgør de to halvdele en helligdommens shekel, som det står skrevet: «i helligdommens shekel».

Nu kan vi forstå ordene: «Og den fattige skal ikke give mindre.» Det vil sige: Den, der føler, at han er fattig på dyder og gode egenskaber, og at han er fattig i den forstand, at han har en svagt udviklet karakter – når han beder om, at Skaberen skal hjælpe ham og give ham kraften til at overvinde det onde i sig og kunne arbejde for at give, dømmer han Skaberen til fortjenestens side, når Skaberen ikke bønhører hans bøn, eftersom han er fattig.

Hvad bør han da gøre? Bare flygte fra feltet og sige, at denne vej kun er for de rige. Skriften advarer os mod dette: «Den fattige skal ikke gøre mindre.» Snarere: «Hver og en af dem skal give en løsesum for sin sjæl» for at komme ud af eksilet og blive belønnet med forløsning. For Skaberen er alle lige, som der står skrevet: «Og alle tror, at han er let at blidgøre, lig og udligner små og store.»

Med andre ord er der fra Skaberens side ingen forskelsbehandling. Snarere svarer Han alle. Men alle bør komme til at føle manglen, vide hvad de mangler og bede om dette. Og bønnen i sig selv øger manglen og smerten ved at være langt fra Skaberen. Når et menneske udfører alle de bønner, han skal gøre, modtager han den anden halvdel af shekelen, som på det tidspunkt er fuldstændig hellighed, som der står skrevet: «i helligdommens shekel».

Da skal der «ikke være nogen plage blandt dem». Dette betyder som der står skrevet: «De ugudelige kaldes 'døde' i deres liv», som det præsenteres i Studierne af de ti sefirot, fordi modtagelsens vilje er i formmæssig afvigelse fra Skaberen, og formmæssig afvigelse skaber adskillelse. Derfor er de afskåret fra Livets Liv. Dette er grunden til, at de kaldes «døde». Det følger, at gennem bønnen – som er den halve shekel et menneske må give – giver Skaberen den anden halvdel, det vil sige lyset, hvis gaven at give er fuldstændig. Ved dette kan et menneske allerede arbejde for at give. Dette betragtes som at blive belønnet med Dvekut med Skaberen, at holde fast ved Livernes Liv.

Det følger derfor, at der er to måder, som fører til, at et menneske flygter fra marken, selv når han går ind i arbejdet med at være forenet med Skaberen. Så snart et menneske begynder at vandre på sandhedens vej, bliver hans lavhed vist ham ovenfra – det vil sige, at jo mere han overvinder, desto mere forhærdet hjerte modtager han ovenfra, for som der står skrevet: «Så jeg kan sætte disse mine tegn i ham.» Dette betyder, at der ved dette vil blive plads til åbenbaringen af Torahens lys, som kaldes «bogstaver», og dette bringer ham til det gode. Det vil sige, at eftersom der ikke findes noget lys uden et Kli, træder manglen tydeligt nok frem gennem hjertets hårdhed, og Skaberen ved, hvornår målet er nået, når Kli-et er fuldført.

Derfor hænder det af og til, at et menneske flygter fra marken, når han ser, at han efter eget syn allerede har bedt meget, men at Skaberen ikke lægger mærke til ham. På det tidspunkt dømmer et menneske af og til Skaberen til fortjenestens side for ikke at bønnhøre hans bøn, og siger, at det skyldes, at han har en dårlig karakter på alle måder, i dyder, gode egenskaber osv.

Det blev sagt om dette: «Den fattige skal ikke give mindre» – det vil sige, at et menneske ikke skal forringe sig selv og sige, at Skaberen ikke kan hjælpe en lavtstående person som ham, for det blev sagt om det: «Herren er høj, og den lave skal se.»

Og af og til forlader et menneske marken, fordi han ved, at han er rig – det vil sige, at han har meget Torah og mange gode gerninger, og han ved, at han står over andre. Derfor, når han beder Skaberen om at hjælpe ham til at kunne gøre alt for at give, hvorfor bønnhører Skaberen ham ikke, eftersom han ved, at han allerede har bedt mange bønner for det? Derfor siger han, at Skaberen ikke vil svare ham, og følgelig løber han sin vej.

Og alligevel må et menneske altid løfte sig over det.