Hvad betyder det, der står skrevet: “Og du skal føre det tilbage til dit hjerte”

Tashma"ט – Artikel 14
1989 – Artikel 14

I Zohar (Va’era, side 29, og i HaSulam, punkt 89) står der følgende: “Rabbi Elazar begyndte og sagde: ‘Og du skal vide i dag og føre det tilbage til dit hjerte, at HaVaYaH - Skaberen-er Elohim.'" Han spørger: Dette vers burde have sagt: ‘Og du skal vide i dag, at Herren er Gud,’ og først til sidst: ‘og føre det tilbage til dit hjerte.’ For viden om, at Herren er Gud, gør et menneske i stand til at bringe dette ind i hjertet. Og hvis han allerede har ført det tilbage til sit hjerte, så har han desto mere viden. Endvidere burde der have stået ‘til dit hjerte’ (levkha) og ikke ‘til dit levavkha*.’
Og han svarer: Moses sagde derimod: Hvis du vil forstå dette og vide, at ‘Herren er Gud,’ så er det gennem ‘og du skal føre det tilbage til dit hjerte.’ Og du skal vide dette, for ‘dit levavkha’ betyder, at den gode tilbøjelighed og den onde tilbøjelighed, som bor i hjertet, er indbefattet i hinanden og er ét. Det vil sige, med begge dine tilbøjeligheder: at de onde egenskaber i den onde tilbøjelighed bliver forvandlet til gode. Og da er der bestemt ikke længere nogen forskel mellem den gode tilbøjelighed og den onde tilbøjelighed, og da vil du finde, at ‘Herren er Gud’.”
Så langt hans ord.
Vi må forstå, hvad der ligger i denne viden, sådan at når man ved, at “Herren er Gud”, kommer man til “og du skal føre det tilbage til dit hjerte” — hvilket er Rabbi Elazars spørgsmål. Og vi må også forstå svaret, som siger, at det er umuligt at nå til viden om, at “Herren er Gud”, før man har opnået “og du skal føre det tilbage til dit hjerte”. Hvad er forbindelsen? Det vil sige: hvorfor er det netop sådan, at kun når et menneske også tjener Skaberen med den onde tilbøjelighed, kan man nå denne erkendelse?
For at forstå dette må vi først forklare emnet om skabelsens formål og emnet om skabelsens korrektion. Det er kendt, at skabelsens formål er at gøre godt mod Hans skabninger. Det vil sige, at Skaberen ønsker, at alle skabninger skal modtage godt og nydelse. Så længe de endnu ikke er nået til at modtage dette, er fuldkommenheden i skabelsens formål endnu ikke synlig, eftersom der stadig findes aspekter i verden, som endnu ikke har opnået det gode og den nydelse.
Derfor bliver skabelsens fuldkommenhed netop synlig på det tidspunkt, hvor alle opnår det gode og  nydelsen. Dette kaldes, som den hellige Ari siger: “Før verden blev skabt, var Han og Hans navn ét,” som der står i Talmud Eser Sefirot. Det betyder, at det gode og den nydelse, som var i Hans ønske om at gøre godt mod Sine skabninger, dér havde et kar, kaldet Malchut de Ein Sof, som modtog lyset. Og lyset, kaldet “Han”, og karret, kaldet “Hans navn”, var ét, fordi der ikke var nogen forskel i form. Dette er skabelsens formål.
Derefter kom emnet om skabelsens korrektion, som den hellige Ari siger: “For at bringe fuldkommenheden i Hans handlinger frem i lyset, indskrænkede Han Sig selv.” Og det forklares dér i Ohr Pnimi, at for at der ikke skulle være nogen følelse af skam — fordi forskel i form skaber adskillelse mellem modtageren og giveren, og ligeledes fordi alt, hvad der ikke findes i roden, skaber en følelse af ubehag i grenene, som bekendt — blev der ved hjælp af indskrænkningen og tilsløringen givet de nedre et sted til at korrigere deres kar til at modtage, så de bliver med hensigt om at give.
Da vil der allerede være formlighed mellem modtageren og giveren. Så vil alt lyset, som var i Hans ønske om at gøre godt mod Hans skabninger, blive modtaget åbenlyst hos de nedre. Og igen vil det være sådan, at “Herren er én og Hans navn ét”, hvilket betyder, at det gode og den nydelse, som var åbenbaret i Ein Sofs verden i modtagelsens kar, vil dette lys blive åbenbaret i modtagelsens kar, som er korrigeret med hensigt om at give.
Heraf følger to ting for os:
A.
Viljen til at modtage, som udspringer af skabelsens formål. Fordi Hans ønske er at gøre godt mod Sine skabninger, skabte Han i de skabte væsener et ønske og en længsel efter at modtage glæde og nydelse. Og fra dette aspekt udspringer det onde, som kaldes “den onde tilbøjelighed”, hvis natur udelukkende er at modtage til egen fordel.
B.
Viljen til at give. Den udspringer af kraften i indskrænkningen og tilsløringen, som blev gjort for at skabelsens korrektion kunne finde sted. Denne kaldes “den gode tilbøjelighed”, fordi man gennem viljen til at give når til lighed i form, som er tilstanden af dvekut (tilknytning/forening), og gennem den vil man modtage det gode og den nydelse, som ligger i Hans ønske om at gøre godt mod Sine skabninger. Da vil skabelsens formål nå sin fuldkommenhed.
Når et menneske ønsker at træde ind i det hellige arbejde, det vil sige at arbejde og gøre en indsats for at modtage en løn, hvor hans løn skal være, at han fortjener dvekut med Herren — det vil sige, at alle hans handlinger skal være for Himlens skyld — så gør kroppen, som er født ud fra skabelsens formål med et ønske om at modtage for sig selv som nævnt ovenfor, kraftig modstand. Den råber: Skabelsens formål er jo at gøre godt mod Hans skabninger, og Skaberen mangler intet, som de nedre skulle kunne give Ham.
Så spørger den: Hvorfor skal jeg anstrenge mig for, at alt skal være for Himlens skyld, uden nogen gengældelse? Dette er jo imod skabelsens formål. Og hvis det virkelig var rigtigt, at man skulle arbejde for Himlens skyld og ikke til egen fordel, hvorfor skabte Han da i os et ønske om at modtage for os selv? Han burde i stedet have skabt i os et ønske om at give. Så ville alle skabninger arbejde til Skaberens fordel.
Hvad vil du da sige? At fordi Hans ønske er at gøre godt mod Sine skabninger, skabte Han i os et ønske om at modtage. Og bagefter ønsker Han, at vi skal arbejde for Ham, til Skaberens fordel. Dette medfører store lidelser, når man ønsker at ophæve modtagelse for sig selv og ophæve hele selvet i os, så der ikke bliver noget tilbage i os til vores egen fordel.
Som vore vise siger (Sukka 45): “Enhver, der forbinder Himlens navn med noget andet, bliver rykket op fra verden.” Det vil sige, hvis han gør alting for Himlens skyld, men også blander en smule ind for sig selv, kaldes det “noget andet”. Så bliver han rykket op fra verden, det vil sige fra den kommende verden; det vil sige, at han ikke kan fortjene den løn, som man modtager for menneskets arbejde i Torah og mitzvot.
Heraf følger, at vi ikke kan forstå, at Hans ønske om at gøre godt mod Sine skabninger skulle have givet os lidelse for at arbejde for Ham. Hvorfor skulle Han have brug for, at vi lider ved at skulle opgive vores vilje til at modtage? Derfor, når vi går med tvang og arbejder ved at overvinde viljen til at modtage i os, og vi siger til vores krop, at vi ikke behøver at være kloge,men vi må tro med troen på de vise, sådan som de lærer os at vi skal overholde Torah og mitzvot uden nogen som helst gengældelse, men som de sagde (Pirkei Avot 1:3): “Han plejede at sige: Vær ikke som tjenere der tjener mesteren for at modtage løn, men vær som tjenere, der tjener mesteren uden at det er for at modtage løn.”
Det vil sige, at vi må tro, at Skaberen, Gud forbyde det, ikke lider af nogen mangel, sådan at Han skulle have brug for, at vi arbejder for Ham. Men vi må tro, at det, at vi skal arbejde for Ham, helt sikkert er til vores eget bedste. Det vil sige, at vi gennem dette vil nå frem til skabelsens formål, nemlig at de nedre skal modtage godt og nydelse. Men dette arbejde er til for skabelsens korrektion, som nævnt ovenfor.
Men eftersom dette er imod fornuften, samtykker mennesket ikke med det, og man har brug for stadig nye overvindelser, eftersom hver overvindelse kun virker for en stund, og hver gang har man brug for en fornyet overvindelse. Denne tilstand kaldes aspektet af “dom”. Det vil sige, at mennesket stadig befinder sig under indskrænkningens og dommens herredømme som medførte, at lyset fra Hans ansigt ikke blev åbenbaret, så alle kunne føle hvordan Skaberen leder verden med et forsyn af godhed og nydelse.
Men enhver ser, hvordan dommens mål hersker i verden, eftersom enhver føler mangler, både materielt og spirituelt. Derfor siger mennesket, at navnet Elokim, som er dommens mål, er det hvormed verden bliver ledet. Og mennesket må tro, at alt i sandhed er barmhjertighed, men at det foreløbig må føle det sådan, fordi alt går ad korrektionens vej, og netop gennem dette vil der være mulighed for at nå skabelsens formål, som er godt og nydelse.
Ud fra det ovenstående kan vi forstå det vi spurgte om: Hvad er forbindelsen mellem “og du skal føre det tilbage til dit hjerte” og erkendelsen “at HaVaYaH er Elokim”? For før mennesket når til det niveau, hvor alle dets handlinger er for Himlens skyld, hvilket kaldes “med hensigt om at give”, er mennesket ikke i stand til at se, at alt hvad der sker i verden, er Skaberen som leder verden i form af godt og godgørende.
Man må derimod tro, at sådan er det, og sige, som der står skrevet: “De har øjne, men ser ikke.” For man ser jo, at verdens ledelse er gennem dommens mål, som kaldes Elokim. Men bagefter, når det fortjener givende kar, det vil sige korrigerer sine modtagelsens kar, så de er med hensigt om at give — dette kaldes, at man også kan tjene Herren med den onde tilbøjelighed. For den onde tilbøjelighed kaldes “viljen til at modtage til egen fordel”, som nævnt ovenfor. Og af denne udspringer alt det onde, vi ser i verden. Dette gælder også mellem menneske og menneske, for alle de krige, tyverier og mord, der findes i verden, udspringer af viljen til at modtage til egen fordel.
Når mennesket korrigerer viljen til at modtage nydelse, så den er for at give, da opnår det lighed i form, og man modtager tilstanden af dvekut med Herren. Da fjernes indskrænkningen og tilsløringen, som hviler over verden. Og så ser man kun godt. Da ser man at alt det som man følte før det fortjente dvekut, kun var korrektioner som skulle bringe det til lighed i form. Det følger heraf, at det som man tidligere troede var verdens ledelse gennem dommens mål, kaldet Elokim, ser man nu er barmhjertighed, kaldet HaVaYaH.
Med dette kan man forklare forbindelsen mellem “og du skal føre det tilbage til dit hjerte” og “HaVaYaH er Elokim.” For før man fortjener hjertets tilbagevenden — hvor man før var i forskel i form og afstand i sted, dvs. at den, der modtager for sig selv, er i forskel i form fra den der giver, og dette kaldes afstand — følger det, at lighed i form kaldes at man har bragt modtageren tilbage til giveren. Dette kaldes “og du skal føre det tilbage til dit hjerte.”
Da ser man at alt det man troede var, at verden blev ledet med dom, hvilket er Elokim, nu ses som, at “HaVaYaH er Elokim.” Det vil sige, at sagen åbenbares med tilbagevirkende kraft, at alt hele tiden var i barmhjertighedens mål. Dette er meningen med det skrevne: “for HaVaYaH er Elokim.” Men før man fortjener hjertets tilbagevenden, som kaldes lighed i form, tænker man, at alt er dommens mål, som kaldes Elokim.
Ud fra det ovenstående kan man også forklare det spørgsmål, som mange stiller: Hvis Herren ønskede at føre Israels folk ud af Egypten, hvorfor sendte Han så Moses for at bede og trygle Farao om at give Israels folk tilladelse til at drage ud af Egypten? Vi ser jo, at Han gjorde mirakler dér for vore fædre i Egypten. Det vil sige, at alle plagerne ramte egypterne, mens Israels børn ikke blev ramt af nogen af plagerne. Så hvorfor førte skaberen ikke Israels folk ud imod Faraos vilje? På det enkle plan findes der mange svar. Men vi vil forklare det ud fra arbejdets vej.
Det er kendt, at hvert menneske er en “lille verden”, som indeholder de halvfjerds folkeslag og Israels folk. Det vil sige, at der i mennesket findes et aspekt af Israel, som er aspektet Yashar-El (“direkte til Gud”), dvs. at alt, hvad det gør, er for Hans velsignede navns skyld. Men dette aspekt er i eksil inde i klipot, som er de halvfjerds folkeslag. Og aspektet Egypten kaldes det, som lægger snærende pres på Israel-aspektet i mennesket. Og Farao, Egyptens konge, kaldes det aspekt, som hersker og regerer over Israels folk. Og Skaberen ønsker, at menneskets krop skal træffe et valg, dvs. at det onde i mennesket skal underkaste sig — det vil sige, at dets generelle vilje til at modtage skal give plads til at gå ud fra herredømmet over … (Og så stopper den her).