Hvad er de to handlinger, der skal udføres under nedturen?
Tishma'ach - Artikel 32 - 1988 - Artikel 32
Chazal i Chulin (side 7b) sagde, og dette er deres ord: "Og Rabbi Hanina sagde: Ingen rører en finger nedenfra, medmindre det bliver beordret ovenfra, som der står skrevet: 'Fra Herren kommer menneskets skridt, og mennesket kan ikke forstå sin vej.
Man må forstå, hvad de vise mænd antyder hermed, i arbejdet, at vi skal vide, at ingen rører en finger nedenfra, medmindre det bliver beordret ovenfra.
For at forklare dette skal vi altid huske på formålet med skabelsen og rettelsen af skabelsen, som er to modsatrettede ting. For formålet med skabelsen er, at de skabte skal modtage godt og glæde fra Skaberen, som der står skrevet, at det er hans vilje at gøre godt mod sine skabninger. Og at rette skabelsen er det stik modsatte, nemlig at gøre godt mod Skaberen. Det vil sige, at formålet med skabelsen er til gavn for de skabte, mens det at rette skabelsen er, at de skabte altid kun tænker på at gøre gavn mod Skaberen. Og så længe de skabte væsener ikke har nået dette niveau, det vil sige, at de ikke har brug for noget til sig selv, men at alt, hvad de ønsker at leve for, er at være til gavn for Skaberen gennem deres handlinger, men i stedet ønsker at leve for deres egen skyld, er de skabte væsener ikke i stand til at modtage det gode og den glæde, som Skaberen havde tænkt sig at give dem.
Og hvad angår arbejdet for sin egen skyld, vurderes løn og straf i forhold til, hvor meget de ønsker at påvirke Skaberen. Det vil sige, når de har lyst til at påvirke Skaberen, kaldes det for dem løn. Og når de ser, at hele deres lyst er til deres egen fordel, og at de ikke har nogen mulighed for at ønske at arbejde til Skaberens fordel, betragtes det som straf. Af det ovenstående følger, at når et menneske føler, at det befinder sig i en tilstand af nedgang, det vil sige, at det ikke har nogen lyst eller ønske om at påvirke Skaberen, er der to muligheder:
A. Han føler ingen smerte eller lidelse over denne tilstand, over at være kommet i en tilstand af fornedrelse, men finder sig tilrette med situationen og begynder at søge tilfredsstillelse i ting, som han allerede har sagt er affald, som ikke er menneskelig næring. Det er ikke tilfældet nu, hvor han ser, at han ikke er i stand til at få livskraft fra spirituelle ting, fordi hans sans for spiritualitet er beskadiget, og han ønsker i mellemtiden at leve og få tilfredsstillelse fra det materielle, og han siger: Jeg venter på det tidspunkt, hvor jeg kan arbejde uden at overvinde mig selv, det vil sige, når jeg får inspiration ovenfra, så vil jeg vende tilbage til arbejdet, og i mellemtiden ønsker jeg at være i den situation, jeg befinder mig i nu.
b. Når han føler sig i en tilstand af nedgang, føler han smerte og mangel, fordi han er faldet fra en tilstand, hvor han troede, at han allerede havde opnået at være som et menneske. Det vil sige, at den næring, der forsørgede ham, og som han fik al sin livskraft fra, kun var ting, der ikke havde noget med levende væsener at gøre. Han troede, at han snart ville få lov at komme ind i Kongens palads og få smag for Torah og mitzvot. Uden nogen viden eller forberedelse ser han, at han befinder sig i det dybeste helvede, som han aldrig havde forestillet sig eksisterede.
Det vil sige, at efter at han er kommet til den klare erkendelse, at han nu ved, hvad hans mål i livet er, ser han sig selv i en flok katte der står ved skraldespande og spiser affaldet, som mennesker har smidt væk, og som mennesker ikke kan nyde da det ikke er egnet til menneskeføde. Og nu nyder han selv dette affald som han selv, da han var et menneske, ville have kaldt affald. Og nu spiser han selv det affald, han har smidt væk. Derfor vækker det smerte og kvaler i ham, når han ser på sin fornedrelse, på den situation, han er kommet i.
Men selv da er der nogle gange, hvor mennesket tilføjer synd til forbrydelse. Det vil sige, at det ikke er nok, at han er i en tilstand af fornedrelse, men han kommer så til fortvivlelse og siger, at han ikke er i stand til at tro, at Skaberen hører alle bønner.
Men han siger så, at eftersom han allerede har været på toppen flere gange, og flere gange er faldet ned i denne situation, må han sige, at dette arbejde ikke er for ham. For som han ser det, er der ingen ende på det, men denne situation kan vare hele hans liv. Så hvorfor skal jeg fortryde forgæves, at jeg tror, at måske vil Skaberen til sidst høre min bøn, for alle mennesker lærer af fortiden, af det de har oplevet, af det der er sket dem. Denne fortvivlelse skubber ham væk fra arbejdet, og han ønsker at flygte fra kampen.
Men mennesket skal tro på to ting, for kun på den måde kan man komme videre i arbejdet:
a. At alle de nedture og fremmede tanker man har i arbejdet, ikke er noget man selv har taget på sig, men at alt kommer fra Skaberen. Det vil sige, at Skaberen har sendt ham disse situationer, og at der ikke er nogen anden kraft i verden som min far, z»l, sagde, at mennesket skal tro på at der ikke er nogen anden kraft i verden, men at alt kommer fra Skaberen (se «Shamati», artikel 1, «Der er ingen anden end Ham").
Og man må virkelig forstå, hvorfor Skaberen sender disse situationer, for det er jo i modstrid med det som vores vise forfædre sagde: »Den der kommer for at rense sig, får hjælp.« Her ser vi det modsatte, for i stedet for at modtage hjælp og se, hvordan han hver dag gør fremskridt, ser han at han går baglæns. Det vil sige, at han hver gang ser, hvor dybt han er nedsunket i selvkærlighed. Det vil sige, at i stedet for at komme tættere på ønsket om at give hver dag, ser han hver dag, hvordan han kommer tættere på selvkærlighed.
Det vil sige, at før han begyndte at arbejde for at give, havde han ikke så meget glæde og nydelse ved selvkærlighed. Og han tænkte,at i et øjeblik, når han ville, kunne han ophæve ønsket om at modtage for sig selv, og han kunne arbejde uden nogen modydelse for sig selv. Nu ser han imidlertid, at han ikke kan tage et eneste skridt uden sin modtagers tilladelse, og han er kommet til en situation, som vores vise mænd har beskrevet som »den onde har sit hjerte i sin magt«. Det modsatte er »den retfærdige, hans hjerte er i Hans magt«, hvor »hjerte« betyder ønske. Det vil sige, at han er i eksil, og ønsket om at modtage for sig selv hersker over ham uden grænser, og der er ingen kraft i mennesket, som kan gå imod hans hjerte, der kaldes »ønsket om at modtage«. Og det er betydningen af, at »den onde er i sit hjertes magt«.
Men spørgsmålet er, hvem der kaldes »ond«, som vi siger er i sit hjertes magt. Det er netop når mennesket er nået til en tilstand hvor man ser, at det »forbryder sig mod sin Skaber«, at det ikke har evnen til at holde sig til Torah for at give men ser, at det er nedsunket i selvkærlighed. Og når hans hjerte siger til ham: »Gør, hvad jeg siger dig«, går han uden fornuft og har ikke engang tid til at tænke over, hvad han gør. Og det kaldes i Chazal »ingen synder, medmindre en ånd af dumhed kommer ind i ham«. Først bagefter, efter handlingen, ser han på sig selv, hvilken dumhed han har begået. Og først da, i denne situation, ser mennesket, hvad Chazal sagde: »Den onde er i sit hjertes magt«.
Og svaret på spørgsmålet om, hvorfor Skaberen sender ham dette, det vil sige situationer med ydmyghed, er for at mennesket skal se sandheden, det vil sige hvad ønsket om at modtage er villig til at gøre for at øge sin egenkærlighed, at han ikke ser på noget, men er villig til at gøre alt for at få glæde ud af alt.
Derfor hjælper Skaberen ham hver gang med at se sin virkelige situation. Det vil sige, det der var skjult i hans hjerte, og han ikke så sin sygdom, derfor kom Skaberens hjælp og afslørede sygdommens omfang for ham. Det vil sige, at man ikke skal tro, at ønsket om at modtage er noget dårligt, men nu ser han det selv. Det kan sammenlignes med en person, der ser, at han ikke har det godt og går på hospitalet for at blive undersøgt og røntgenfotograferet. Undersøgelserne viser, at han har visse sygdomme, nemlig hjertesygdom og lungesygdom. Familien kom til hospitalets ledelse med klager: Vi bragte en person, der havde lidt feber og lignende, og ikke, Gud forbyde det, farlige sygdomme, og I, jeres læger, røntgen og scanninger, har påført vores søn farlige sygdomme.
Ligesom hos os var ønsket om at acceptere at vores søn ikke var så dårlig, at det var farligt. Og vi begyndte at arbejde her, hvor man sagde til os, at vi straks ville få fuldkommenhed, det vi tænkte om det dårlige i vores søn. Og pludselig, efter undersøgelser og undersøgelser ser vi, at det onde i vores søn er noget virkelig farligt, som kan dræbe ham og ødelægge hele hans spirituelle liv. Ligesom vi i det fysiske liv skal takke hospitalet for at have opdaget hans sygdomme, det onde i hans krop, skal vi også takke Skaberen for at have afsløret faren ved det onde i os, som er en reel livsfare, der kan få os til at miste hele vores spirituelle liv.
Og vi skal helt sikkert takke Skaberen for at have hjulpet os med at afsløre den sygdom, vi lider af. Vi troede tidligere at det bare var et spørgsmål om helbred, men Skaberen afslørede sandheden for os. Det viser sig, at vi faktisk er kommet videre i vores søgen efter sandheden, det vil sige den virkelige form af det onde i os.
Og hermed skal vi fortolke det vi spurgte om, hvad betydningen er af arbejdet »ingen rører en finger nedenfra, medmindre det bliver beordret ovenfra«. Her kaldes »finger« det, som mennesket ser i sin bevidsthed, som der står skrevet: »Hver og en peger med sin finger«, eller fra udtrykket »peger med fingeren«, »peger«, hvilket betyder mangel nedenfra. Det betyder, at mennesket der føler sig mangelfuldt at det er underordnet i betydning, det vil sige at det er fjernt fra skaberen, kun føler denne viden hvis det bliver erklæret ovenfra. Og med hensyn til »ovenfra« er der to fortolkninger:
A. »Meddeles ham ovenfra«, det vil sige, at det kommer til ham fra det individuelle Forsyn. Det vil sige, man kan ikke sige at han ikke beskyttede sig mod at pege, det vil sige at han ikke var forsigtig med at beskytte sin krop. For vi har fået love som siger, at mennesket skal beskytte sig mod skader så kroppen ikke tager skade. Og han beskyttede sig ikke.
Derfor fik han en skade på sin krop, der kaldes »nukaf«. Men selvom han havde passet på sig selv med hundrede slags forsigtighed, ville det ikke have hjulpet ham noget, for det var »ovenfra det var bestemt for ham. Som Rashi forklarer: »De erklærer at det er bestemt for ham«. Det vil sige at det er en bestemmelse fra Himlen, og ingen er skyld i det. Men man kan spørge, hvorfor det er bestemt for ham ovenfra.
B. »Ovenfra« betyder, at det er »højere i betydning«. Det vil sige, at en person har fået en mangel i sit arbejde, som han udførte i sin bevidsthed som nævnt ovenfor, hvilket kaldes pege finger finger nedenfra«. Det betyder, at han nu ser, at han befinder sig i en tilstand af ringhed. Det vil sige, at han ser, at han er nøgen og mangler alt hvad der har med arbejdet på den sande vej at gøre. Og så opstår spørgsmålet om det, at han ser, at han er i en tilstand af ringhed skyldes, at han havde en mangel i at opfylde Torah og Mitzvot, eller omvendt, at han begyndte at arbejde med stor iver, og derfor kom han i en tilstand af nedgang, der kaldes «at pege fingeren nedenfra". Man må helt sikkert sige, at det skyldes, at han har lagt for meget energi i arbejdet. Og ifølge reglen »en mitzvah fører til en anden mitzvah« burde han have set, at han befandt sig i en ›højere‹ tilstand. Hvorfor befinder han sig så i en »lavere« tilstand?
Svaret er, at »man kalder ham ovenfra«. Det vil sige, at man ovenfra har bestemt, at han skal placeres på en højere plads i rangordenen. Derfor afslørede man ham hans sande tilstand af ondskab, så han vidste hvad han skulle bede om. For der er helt sikkert en forskel, som vi ser i det fysiske, hvis en person kommer for at bede nogen om et lån, om at låne ham penge, eller hvis en anden kommer for at bede om en tjeneste, om at tale for ham så han ikke kommer i fængsel, eller hvis en person beder fordi han er dømt til døden, og der er en person der kan redde ham fra døden. Der er helt sikkert en stor forskel mellem den ene anmodning og den anden.
Og i spirituel forstand er det forståeligt med hensyn til kar. For i spirituel forstand kaldes bøn, anmodning for »kar/kelim«. Og ifølge reglen, at »der er ingen lys uden kar«, er der derfor en forskel mellem at en person beder til Skaberen om at hjælpe ham, så han kan opnå fuldkommenhed. Det vil sige, at han i virkeligheden overholder Torah og Mitzvot og udfører godgørenhed, men han forstår fra det han har hørt, at der er mere fuldkommenhed end det han overholder, både i mængde og kvalitet. Og han tror på det, der står skrevet: »Der er ingen retfærdig på jorden som gør godt og ikke synder.« Derfor beder han Skaberen om at hjælpe ham. Det viser sig at han kun mangler en lille ting. For eksempel en person, der kommer for at låne penge af en anden, og som det er almindeligt, får at vide at han også kan få dem af en anden. Det vil sige, at man ikke lægger så meget vægt på lånesager. Derfor er det almindeligt, at hvis långiveren nægter at give, forlader han ham.
Det er ikke tilfældet, hvis personen er dømt til døden. Og hvis der er en person, som er den eneste, der kan redde ham fra døden, er det ikke normalt, at hvis personen nægter at give ham den godhed at redde ham, at han så forlader han ham og siger at han skal gå til en anden som kan frelse ham fra døden, da kun Kongen selv kan give ham benådning. Derfor forlader man ikke kongen, men ser alle muligheder for, at kongen vil give ham benådning.
Ligeledes i spiritualitet, hvor man har brug for et ægte kli, dvs. et ægte behov, for at Skaberen kan give ham opfyldelsen.
Derfor, når man ovenfra viser ham hans virkelige situation, at han virkelig er nøgen og mangler alt, så er der mulighed for at give ham opfyldelse i dette kar, da mennesket kommer til erkendelse af, at det mangler spirituelt liv, kaldet »fuldkommen tro«, og han har intet greb om det spirituelle, det vil sige at han ikke kan sige, at han gør noget for Skaberens skyld, men alt er til hans egen fordel, det vil sige at hele hans hellige bygning er ødelagt og alt hvad han gør, er kun for syns skyld. Og det kaldes »ægte bøn«, da han ikke har nogen at henvende sig til, men kun Skaberen selv kan hjælpe ham, som det siges i udvandringen fra Egypten, som var ved Skaberen selv, som der står skrevet: »Jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egypten.«
Det kan sammenlignes med en person, der er dømt til døden, og kun kongen kan benåde ham. Når en person føler sig selv som ond, og »de onde kaldes døde i deres liv«, kaldes det »dømt til døden«. Men når mennesket beder Skaberen om at give ham livet i gave, kaldes det at han har »et kar, der er egnet til at modtage fylde«, for mennesket beder ikke Skaberen om luksus, men blot om det spirituelle liv.
Heraf følger, at mennesket på den ene side skal sige »hvis jeg ikke er for mig selv, hvem er da for mig«. Det vil sige at mennesket selv skal træffe et valg. Det vil sige, at alt hvad man kan gøre, alt hvad man mener vil hjælpe en med at komme ud af selvkærligheden, skal man gøre. På den anden side skal man sige, at alt kommer ovenfra, som nævnt ovenfor: »Ingen rører en finger nedenfra, medmindre det bliver beordret ovenfra«. Og når man først er blevet bevidst om det onde i sig selv, om hvordan man sætter sit liv på spil, kaldes det »handling«. Og også denne handling skal man tilskrive Skaberen.
Og derefter skal han bede en bøn om handlingen. Det vil sige, at mennesket skal forene både manglen og fylden med Skaberen. Det vil sige, at når mennesket går ind i arbejdet med at give og arbejder med hengivenhed for at nå frem til sandheden, så sender Skaberen ham en følelse af hans mangel. Og det kan man kun føle, efter at man har investeret meget arbejde for at nå frem til at give. Så får man at vide hvor langt man er fra at være tæt på Skaberen kaldet »liv«, som der står skrevet: »I, som holder fast ved Herren, jeres Gud, lever alle i dag.« Og når han så beder, kaldes det »bøn om manglende liv«, og ikke at han beder om ting man kan leve uden. Han beder blot om liv, kaldet »fuldstændig tro på Herren«.