<- Kabbalah Bibliotek
Fortsæt læsning xxxxxxxxxxx ->
Kabbalah Bibliotek Hjem / Rabash / Artikler / artikel 14 (1988): “Behovet for kærlighed til venner”

“Behovet for kærlighed til venner” (אהבת חברים) År 5748 – Artikel 14 (1988)

I dette er der mange særlige spirituelle midler (סגולות):

A. Et middel (סגולה) til at træde ud af egenkærlighed (אהבה עצמית) og elske næsten (אהבת הזולת). For dette er, som Rabbi Akiva sagde: "Elsk din næste som dig selv, dette er en stor regel i Torah (תורה)". For igennem dette kan man nå frem til kærlighed til Skaberen (‘אהבת ה).

Men man skal vide, at det at elske næsten og arbejde til gavn for næsten ikke er Skabelsens formål (מטרת הבריאה), således som de sekulære forstår det. For verden blev ikke skabt til, at den ene skulle gøre den anden tjenester. Verden blev skabt til at enhver skulle modtage nydelse til for selv. Og det vi siger, at man skal arbejde til gavn for næsten, er kun Skabelsens korrektion (תיקון הבריאה), og ikke Skabelsens formål. For korrektionen (תיקון) består i, at for at der ikke skal være skam (בושה), blev der lavet en korrektion i form af at give (השפעה), således at skabningerne udelukkende igennem dette fuldkomment kan modtage godhed og nydelse til sig selv, uden skammens (בושה) brist.

Ud fra dette kan man forklare, hvad den hellige Zohar siger om verset: "Og folkeslagenes nåde er synd. Alt det gode de gør, gør de for sig selv". Man kan forklare det således, at al den godhed og barmhjertighed (חסד) de udøver, sker ud fra deres egen hensigt (כוונה), som kaldes "for dem selv" (לגרמייהו). Det betyder at det er ifølge deres egen forståelse. Og ikke fordi det blev os givet at opfylde "Elsk din næste som dig selv" ud fra et bud (מצוה) fra Skaberen, Han som skabte verden med den hensigt (כוונה) at gøre godt for Sine skabninger (להטיב לנבראיו). Og formålet med de bud (מצוות) der blev givet os, er udelukkende at rense skabningerne, så de derved kan nå frem til vedhæftning dvekut (דביקות) med Skaberen, hvilket vil hjælpe dem til at modtage godhed og nydelse og forblive i vedhæftning (דביקות) med Skaberen.

B. Når vennerne forener sig i én gruppe, modtager de kraft til at kunne værdsætte formålet med deres arbejde. Hvilket er at nå frem til arbejdet for Hendes skyld Lishma  (לשמה). Og eftersom flertallet har opdraget dem ifølge Maimonides' ord, må hans minde være velsignet, som siger: "Kvinder, børn og det brede folk lærer man kun at arbejde ud fra frygt (יראה) og for at modtage belønning (לקבל שכר), indtil deres viden øges og de opnår stor visdom; da afslører man denne hemmelighed for dem lidt efter lidt."

Og eftersom man er nødt til at vente med at fortælle dem, at de skal arbejde for Hendes skyld (לשמה), indtil de "opnår stor visdom", forbliver størstedelen af flertallet følgelig i tilstanden der ikke er for Hendes skyld Lo Lishma (שלא לשמה). Og da individet af natur underkaster sig flertallets mening, må de venner der ønsker at gå på vejen for at nå for for Hendes skyld, Lishma (לשמה) forhindre, at de bliver underkastet flertallet. Derfor, når vennerne forener sig, og enhver er hengiven over for den anden, og deres hensigt (כוונה) er, at de igennem kærlighed til næsten (אהבת הזולת) vil nå frem til kærlighed til Skaberen  – hvilket er formålet, som der står skrevet: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl" – så bevirker det, at de ved at udgøre én helhed, selvom det er en lille helhed, allerede betragtes som et flertal. Og dette flertal er ikke underlagt samfundets flertal. De kan derved arbejde med kærlighed til venner (אהבת חברים) med den hensigt (כוונה) at nå frem til kærlighed til Skaberen (‘אהבת ה).

Og selvom buddet (מצוה) "Elsk din næste som dig selv" gælder for hele Israels folk, så er det sådan at fordi hele folket ikke går på vejen for at nå fra kærlighed til næsten til kærlighed til Skaberen (‘אהבת ה), og der findes en regel om at når man forbinder sig med en anden, så modtager enhver den andens holdninger. Og eftersom spørgsmålet om Lishma (לשמה) endnu ikke er rodfæstet i menneskets hjerte – hvilket ellers er hovedhensigten (כוונה) med Torah og bud (תורה ומצוות), det vil sige at hovedhensigten er, at man ved opfyldelsen af Torah og bud kan nå frem til Lishma (לשמה) – så vil mennesket, ved at forbinde sig med den anden opleve, at den andens holdninger svækker hans egen instilling til Lishma (לשמה). Af denne grund kan det bedre betale sig at betjene og forbinde sig med den type mennesker som forstår, at "Elsk din næste som dig selv" kun er et middel til at nå kærlighed til Skaberen (‘אהבת ה), og ikke ud fra egenkærlighed (אהבה עצמית), men at hele hans hensigt (כוונה) vil være, at være til gavn for Skaberen (‘לתועלת ה). Derfor skal man være påpasselig med, hvem man forbinder sig med, og vide det på forhånd.

Og dette er gavnen ved kærlighed til venner (אהבת חברים) i en særlig gruppe. Det vil sige at de alle har ét formål: at nå frem til kærlighed til Skaberen (‘אהבת ה). Hvilket ikke er tilfældet når man blot forbinder sig med almindelige mennesker, selvom de beskæftiger sig med Torah og bud (תורה ומצוות). For fordi de ikke går på vejen for at nå målet om at give (על מנת להשפיע) til Skaberen, men som nævnt ovenfor er blevet opdraget med hensigten om at modtage (על מנת לקבל) –Lo Lishma  -ikke for Hendes skyld (שלא לשמה) – så vil man hvis man forbinder sig med dem, overtage deres holdninger. Så vil de bagefter sige, at det ikke kan betale sig at gå på vejen for at nå Lishma (לשמה), eftersom Lishma (לשמה) er sværere end Lo Lishma(שלא לשמה), fordi Lishma (לשמה) går imod naturen (הטבע). Derfor skal man være påpasselig med ikke at forbinde sig med de mennesker, som endnu ikke har opnået den store visdom, og som endnu ikke er nået til erkendelsen af, at hovedsagen i arbejdet for Skaberen (‘עבודת ה) er til gavn for Skaberen og ikke til gavn for dem selv.

Men princippet om "Elsk din næste" gælder i forhold til hele Israels folk. Dog blev vi, som nævnt, givet en beskyttelse til på forhånd at vide, hvem vi forbinder os med. Og årsagen er, at mennesket før det har gjort sig fortjent til at træde ud af egenkærlighed (אהבה עצמית) altid føler, at det er svært. Eftersom kroppen gør modstand mod det, vil han – hvis han befinder sig i et miljø (סביבה), hvor der er en gruppe mennesker som er forenet i én holdning der ser på formålet og ikke på selve arbejdet – opleve, at formålet ikke svækkes i ham.

Hvorimod, hvis han ikke konstant befinder sig sammen med sine venner (חברים), er det meget svært for mennesket at fastholde formålet om at give (להשפיע). Og han har brug for himlens barmhjertighed (רחמי שמים) for at hans indstilling ikke skal svækkes fra det han forstod tidligere: at det kan betale sig at arbejde og følge sporet i arbejdet for at give (עבודה להשפיע).

Og pludselig får han tanker om, at det bedst kan betale sig at gå som hele flertallet, og at man ikke behøver at skille sig ud fra mængden, selvom han forstod det anderledes på det tidspunkt, hvor han var forbundet med venner (חברים). Og dette er som nævnt ovenfor, at når han ikke er forbundet med den lille gruppes helhed, underkaster man sig straks samfundets flertal og overtager deres holdninger: at det er tilstrækkeligt at overholde Torah og bud (תורה ומצוות) i alle detaljer og finesser, og at have til hensigt (לכוון), at vi opfylder Kongens bud (מצות המלך), som Han har befalet os gennem Moses vor Mester, fred være med ham, og gennem de vise der kom efter ham. Og at dette er tilstrækkeligt for os, og at vi for dette vil modtage belønning (לקבל שכר). Og vi tror på vore Vise, må deres minde være velsignet (חז"ל), som sagde til os: "Og din arbejdsgiver er trofast til at betale dig lønnen for din gerning". Og hvad har vi brug for at tænke mere over end dette? Og som man siger: Hvis vi opfylder dette, er det os nok (דיינו).

Og han er som Rabbi Chanania ben Akashia der siger: "Skaberen ønskede at gøre Israel fortjenstfulde, derfor gav Han dem Torah og bud (תורה ומצוות) i overflod". Det vil sige, at hele den Torah og de bud (תורה ומצוות) der blev givet os, er for at vi skal få meget belønning (שכר).

Og alt dette sker, fordi mennesket nu er blevet "klogere" end da han var forenet i det førnævnte selskab (חברה), hvor han ganske enkelt forstod at man skal arbejde for himlens skyld (לשם שמים) og ikke til egen gavn (לתועלת עצמו), men at man må træde ud af egenkærlighed (אהבה עצמית) for at gøre sig fortjent til tilstanden af vedhæftning dvekut (דביקות) med Skaberen (‘ה). Og selvom han så, at det er svært at træde ud af egenkærlighed (אהבה עצמית), forstod han dog, at dette er sandhedens vej. Det vil sige, at mennesket skal nå frem til at arbejde Lishma (לשמה).

Hvorimod på det tidspunkt, hvor han blev adskilt fra det førnævnte selskab (חברה), faldt han straks til flertallets mening som udgør størstedelen af verden. Det vil sige, at størstedelen af Israels folk endnu ikke har nået den tilstand som Maimonides, må hans minde være velsignet, talte om: "Indtil deres viden øges og de opnår stor visdom; da afslører man denne hemmelighed for dem" – nemlig at man skal arbejde Lishma (לשמה). Og dette menneske som trådte ind i selskabet (חברה), hvis vej e at man skal nå frem til Lisma (לשמה) – her melder spørgsmålet sig: Hvorfra kom dette menneske og trådte ind på et sådant sted? Og man må tro, at dette kom fra himlen (מן השמים).

Og ud fra dette må man forstå, hvorfor han derefter fjernede sig fra selskabet (חברה). Man må sige som min far og lærer, må den retfærdiges minde være til velsignelse (אאמו"ר זצ"ל), sagde: Når mennesket begynder at gå på vejen Lishma  (לשמה), og denne hensigt (כוונה) uden tvivl kommer til det menneske der får givet en opvågnen (התעוררות) til sandhedens vej, og man derefter af en eller anden grund slækker på dette arbejde og vender tilbage til flertallets normale vej, da spurgte han: Hvorfor giver man ham ikke endnu en opvågnen (התעוררות) fra oven?

Han fortalte en lignelse (משל) om dette: Det kan sammenlignes med en mand, der svømmer i en flod, og midt under svømmeturen mister han sine kræfter. Så kommer en anden mand der svømmer sammen med ham, og giver ham et skub for at manden selv skal begynde at svømme. Og manden der ønsker at redde ham, giver ham nogle skub. Men hvis han ser, at han ikke deltager sammen med ham, forlader han ham og svømmer videre. Det er kun hvis han ser at når han giver ham et skub, begynder han selv at svømme – da giver han ham skub gang på gang, indtil han er ude af fare. Hvorimod, hvis han ikke deltager sammen med ham, forlader han ham.

Således er det også i arbejdet (עבודה). Mennesket modtager en opvågnen (התעוררות) fra oven for at nå frem til det sted, hvor man arbejder med den bevidsthed at ville nå målet om at give (על מנת להשפיע) tilfredsstillelse (נחת רוח) til Skaberen (הבורא). Og man giver mennesket flere opvågninger. Men hvis han ikke anstrenger sig for at lægge kræfter i at nå dette, så finder han på flere undskyldninger for sig selv (תירוצים), og han er nødt til at flygte fra kampen. Og mennesket forbliver "retfærdig" (צדיק). Det vil sige at ved at han forlader dette selskab (חברה), har han altid "ret". Og ved at han retfærdiggør sig selv, føler han sig i sandhed som en retfærdig (צדיק).

Derfor påhviler det mennesket at klamre sig til selskabet (חברה). Og eftersom de er forenede, betragtes de også som en helhed (כלל). Forskellen er blot at de andre er en stor helhed, og hans selskab er en lille helhed. Og en helhed bliver ikke underkastet en anden helhed.

C. At der ligger et særligt middel (סגולה) i vedhæftningen til vennerne (דיבוק החברים). Eftersom holdningerne og tankerne overføres fra den ene til den anden igennem den vedhæftning (דביקות) der er imellem dem, bliver enhver derved inkluderet i den andens kræfter. Og derved får enhver kraften fra hele selskabet (החברה). Derfor, selvom ethvert menneske er én, har han alligevel alle kræfterne fra selskabet (החברה).