Hvad er bønnen om hjælp og tilgivelse i arbejdet

1988 – Artikel 4

Vore vismænd sagde (Kiddushin 30b): “Menneskets drift rejser sig imod ham hver dag og søger at slå ham ihjel, og hvis ikke Skaberen hjælper ham, kan han ikke stå imod.”
Heraf fremgår det, at når Skaberen hjælper ham – så kan han stå imod.
Hvis det er sådan, rejser spørgsmålet sig: Hvorfor skal mennesket bede Skaberen om tilgivelse for synden, når vismændene sagde, at mennesket i sig selv ikke kan sejre, men kun med Guds hjælp? Hvis mennesket altså har syndet, er han ikke skyldig – for hvad kunne han have gjort, hvis Skaberen ikke hjalp ham?

For at forstå dette må vi først forstå, hvad syndernes rod er – hvad der er kilden og årsagen til, at alle synder opstår. Selvom svaret er enkelt og kendt, nemlig at årsagen til alle synder er den onde drift (yetser hara), må vi stadig spørge: Hvad er kilden og roden til denne onde drift, som forfører skabningerne til at synde? Hvorfor ønsker den, at menneskene skal falde? Og hvad er så den gode drift (yetser tov), som vil, at mennesket beskæftiger sig med Tora og Mitzvot?

Som vi har lært, er skabelsens formål at gavne skabningerne. Derfor skabte Skaberen væsener, der ønsker at modtage glæde og nydelse. Uden denne vilje til at nyde føler man, at livet er meningsløst. Denne vilje til at modtage er indpodet i alle skabninger – og det er selve roden til den onde drift, som forleder mennesket til at synde.

Men vi må spørge: Hvis Gud selv skabte denne vilje til at modtage, og dette er selve kernen i at være et skabt væsen – hvordan kan det da være roden til det onde?

Svaret gives i Talmud Eser Sefirot: Ethvert skabt væsen længes efter at ligne sin skaber. Derfor, hvis viljen til at modtage forbliver i sin naturlige form, dvs. kun for egen nydelse, vil den være i modsætning til Skaberen og dermed skabe en følelse af skam ved at modtage. Derfor blev der indført en rettelse – tzimtzum (indskrænkning): lyset modtages kun, hvis intentionen er at give, ikke for egen vinding.

Deraf følger, at enhver modtagelse for egen skyld bliver betragtet som en synd. Derfor fik vi Torah og Mitzvot, som tjener til at føre os til intentionen om at handle for at give – og dette kaldes Hellighed. Omvendt kaldes ønsket om at modtage for sig selv klippah og sitra achra (det andet, det urene), fordi det står i modsætning til Helligheden.

Af denne grund kaldes viljen til at modtage for  sig selv “den onde drift”, fordi den ikke tillader mennesket at udføre Torah og Mitzvot. Selv når mennesket begynder i “ikke for Hendes skyld” (Lo Lishma), kan det med tiden føre til “for Hendes skyld” (Lishma). Men selv dette forsøger den onde drift at forhindre, fordi den frygter, at mennesket til sidst vil nå frem til at udrydde den helt.

At tjene Lishma betyder, at mennesket handler udelukkende til Skaberens ære og ikke for sig selv. Dermed bliver den onde drift “dræbt” gennem Torah og Mitzvot, som det står i Berachot 61b: “Hos de retfærdige dømmer den gode drift alene … mit hjerte er tomt i mig (Salme 109:22) – det onde er dødt i mit indre.”

Heraf følger, at alle synder kommer fra viljen til at modtage for egen skyld, for den spærrer vejen til at opnå dvekut (klæben til Skaberen), som kaldes liv: “I, som holder jer til Herren jeres Gud, I lever alle i dag” (5. Mos. 4:4).

Når mennesket erkender, at denne vilje til egen nydelse afskærer ham fra det sande liv og holder ham fanget i mørke og død, kalder han den ond. Før denne erkendelse føles viljen til at modtage naturlig og god – men når dens konsekvenser erkendes, bliver den kaldt “den onde drift”.

Derfor, dem som virkelig ønsker at arbejde i retning af at give, møder den største modstand. For de ønsker at udslette viljen til at modtage, mens de, der arbejder for belønning (enten i denne verden eller i den kommende), faktisk bevarer deres egoistiske vilje, og derfor møder de mindre modstand.

Dette forklarer, hvorfor de der vil tjene Skaberen uden at forvente belønning, oplever den hårdeste indre kamp – for den onde drift “ser”, at de søger at dræbe den, og derfor kæmper den tilbage med fuld styrke.

Nu kan vi vende tilbage til spørgsmålet: Hvis menneskets drift rejser sig imod ham, og uden Skaberens hjælp kan han ikke sejre – hvorfor er han da skyldig? Hvorfor skal han bede om tilgivelse?

Svaret er: Hans synd er, at han ikke bad om hjælp. For vismændene sagde: “Den, som kommer for at blive renset, får hjælp fra oven.” Hjælpen gives altså først, når mennesket beder om den.

Hvis mennesket siger: “Jeg bad, men Skaberen hjalp mig ikke,” så er svaret, at han ikke bad af fuldt hjerte, uden fuld tro på, at Skaberen virkelig hører alle bønner. For det står skrevet: “Du hører alles bønner.” Når troen er hel, er bønnen hel, og da svarer Skaberen.

Derfor må mennesket bede om tilgivelse – ikke for synden i sig selv, men for forsømmelsen af at bede om hjælp. Og fra nu af må han bede Skaberen om styrke til at overvinde det onde og gå på vejen af at give.