Hvad vil det sige, at folkets hyrde er hele folket, i arbejdet
Tashma"ח / 1988 – Artikel 13
Den hellige Zohar (הזה״ק), i Beshalach, side 18, og i Sulam, punkt 68, skrives dér således:
“Og Moses sagde til folket: Frygt ikke. Stil jer frem og se Herrens frelse. Rabbi Shimon sagde: Lykkelige er Israels lod, at en hyrde som Moses går iblandt dem. Der står skrevet: ‘Og Han huskede fordums dage, Moses, Hans folk.’
‘Og Han huskede fordums dage’ — det er Skaberen (הקב״ה).
‘Moses, Hans folk’ — for Moses svarede i vægt til hele Israel.
Og heraf lærer vi, at folkets hyrde virkelig er hele folket. Hvis han er værdig, er hele folket retfærdige. Og hvis han ikke er værdig, opnår hele folket ikke noget, og de straffes på grund af ham.”
Så langt hans ord.
Dette må forstås på arbejdets vej (דרך העבודה), hvor man lærer alt i ét legeme, det vil sige, at både Moses og Israel findes i ét og samme menneske. Man må også forstå, hvorfor det er sådan, at hvis han ikke er værdig — det vil sige folkets hyrde — så straffes de på grund af ham. Vi har lært, at hvis hyrden er retfærdig, så er folket også retfærdige. Men hvorfor skal folket straffes på grund af ham? Hvad har de gjort, siden de skulle være skyldige i, at hyrden ikke er i orden?
Det er kendt, at Moses i Zohars sprog kaldes “Moses, den trofaste hyrde” (משה רעיא מהימנא). Min fader og lærer forklarede, at dette betyder, at han nærede Israels folk med tro (אמונה). Han sagde, at mennesket ikke mangler nogen kræfter for at kunne overholde Torah og buddene (תורה ומצוות) i fuldkommenhed, undtagen troen (אמונה). Og i det mål, et menneske har tro, i samme mål er det i stand til at få kræfter til arbejdet.
Som det også siges i indledningen til Talmud Eser Sefirot (תע״ס), punkt 14:
“Jeg forklarede engang vore vises talemåde: ‘Den, hvis Torah er hans håndværk,’ at man i hans beskæftigelse med Torah kan kende målet af hans tro, for ordet omanutó [hans håndværk, אומנתו] består af de samme bogstaver som emunató [hans tro, אמונתו].
Det ligner et menneske, som tror på sin ven og låner ham penge. Det kan være, at han tror ham for én lira. Men hvis han forlanger to lira, vil han nægte at låne ham dem. Det kan også være, at han tror ham med hele sin formue uden den mindste frygt. Denne sidste tro anses for fuldkommen tro. Men i de foregående tilfælde regnes det ikke for fuldkommen tro, men kun for delvis tro.
Her ser vi altså, at mennesket ikke mangler nogen kræfter, men kun tro. Og det er dette, som giver mennesket arbejdskraft.”
Hermed kan man forklare det, Rabbi Shimon sagde: “Lykkelige er Israels lod, at en trofast hyrde som Moses går iblandt dem.” Det betyder, at Israels folk inden i sig har den egenskab af tro (אמונה), som kaldes “Moses, den trofaste hyrde” (משה רעיא מהימנא). For når de har denne egenskab af tro, har de allerede kraft til at beskæftige sig med Torah og buddene (תורה ומצוות). Det vil sige, at der inde i hvert menneske findes en egenskab af tro på Skaberen (ה׳), og dette kaldes “Moses, den trofaste hyrde”. Så vil hele folket være retfærdige, det vil sige, at alle menneskets lemmer (אברים) — altså dets tanker og ønsker — kaldes “lemmer”, og dette kaldes “folket” .
Dette er meningen med det der står skrevet: “Og Han huskede fordums dage” — det er Skaberen (הקב״ה). “Moses, Hans folk” — for Moses svarede i vægt til hele Israel. Og heraf lærer vi, at “folkets hyrde virkelig er hele folket”, fordi den tro (אמונה), der findes i mennesket, er hele mennesket. Det vil sige: Hvis man har den egenskab af Moses, som kaldes tro, så er hele folket allerede retfærdige. Dette er meningen med ordene: “Hvis han er værdig, er hele folket retfærdige.” For “værdig” betyder her, at dets hyrde er egenskaben tro, som kaldes Moses, som nævnt ovenfor.
Og dette er meningen med: “Hvis han ikke er værdig, opnår hele folket ikke noget, og de straffes på grund af ham.” Vi spurgte jo: Det er kendt, at hvis der findes en retfærdig, beskytter han generationen. Og hvis der ikke findes en retfærdig, kan man sige, at der ikke er nogen til at redde generationen. Men hvorfor straffes de på grund af ham? Hvis han ikke er værdig, hvad er generationens skyld i det?
Ifølge det ovenstående, og efter det princip, som min fader og lærer, salig ihukommelse, sagde, er hele tyngden i arbejdet med Skaberen (עבודת ה׳) kun er mangel på tro . For når mennesket opnår fuldkommen tro (אמונה שלימה), længes man da efter at ophæve sig selv over for Skaberen som et lys foran en fakkel. Og dermed går alle lemmerne — det vil sige dets tanker og ønsker — efter det, som troens kraft forpligter dem til at gøre, og det gør de så. Dette er meningen med, at hvis han er værdig, er alle lemmer retfærdige, eftersom retfærdiges tanker og ønsker udspringer af troen på Skaberen.
Og ud fra det ovenstående er det klart af sig selv, at hvis folkets hyrde ikke er værdig — det vil sige, hvis hans tro, som burde være ren og fuldkommen, ikke er sådan, men han kun har delvis tro, som nævnt ovenfor (som der står i Talmud Eser Sefirot punkt 14) — så “opnår hele folket ikke noget”. Det betyder, at alle hans lemmer gør handlinger, som passer til en, der ikke har fuldkommen tro. “Og de straffes på grund af ham” betyder, at de ikke selv er skyldige, når de har tanker og ønsker, som ikke passer til en, der har tro.
Det vil sige, at hvis der i deres hyrde havde været fuldkommen tro, ville lemmerne have adlydt ham, og der ville have været retfærdiges tanker og ønsker. Derfor lider de på grund af ham — det vil sige på grund af, at han ikke har fuldkommen tro. Derfor fødes sådanne tanker fra denne hyrde.
Når mennesket altså ønsker at gå sandhedens vej, må man ikke sige, at man har værre egenskaber end andre og mindre forstand end andre. Det vil sige, at man ikke må fritage sig selv fra arbejdet, fordi man er et svagt menneske af natur eller har få evner. Tværtimod: hele vanskeligheden i sagen skyldes kun mangel på tro (אמונה). Derfor må mennesket lægge hele sit arbejde i at gøre handlinger for at erhverve tro på Skaberen (אמונת ה׳), for det er alene dette, som giver alt.
Derfor må mennesket, når det studerer Torah, eller beskæftiger sig med buddene, eller med bøn, samle sin tanke om at man ønsker løn for alle sine gode handlinger i den form, at Skaberen giver en fuldkommen tro. Det er som der står i Rabbi Elimelechs bøn, salig ihukommende, “Bøn før bønnen”:
“Og fæst din tro i vore hjerter altid, uden ophør, og lad din tro være bundet til vore hjerter som en pløk, der ikke rokker sig.”
Og dette er meningen med, at “folkets hyrde virkelig er hele folket”.
For at nå til fuldkommen tro sagde vore vise: “Den, der kommer for at rense sig, får hjælp” . Grunden er, som bekendt, at troens anliggende kræver hjælp fra Skaberen. Og der er en regel: “Der er intet lys uden et kar” (אין אור בלי כלי). Det vil sige, at man ikke kan give fylde dér, hvor der ikke er nogen mangel, kaldet behov, og dette kaldes et “kar” (כלי), som det hedder: “Der er intet lys (אור) uden et kar (כלי).”
For at nå til følelsen af behovet for tro, må mennesket først forestille sig, hvilke gevinster det kan opnå ved hjælp af troen, og hvad man taber ved ikke at have mere end delvis tro. Først og fremmest må man danne sig et billede af skabelsens formål (מטרת הבריאה), det vil sige: Til hvilket formål skabte Skaberen skabningen? Og derefter må det tro med de vises tro (אמונת חכמים) på det, de sagde: at skabelsens formål er at gøre godt mod Hans skabninger.
Og når mennesket begynder at se på skabelsen med sine egne øjne — altså hvilken form for “god og godgørende” (טוב ומטיב) man ser, at man modtager fra Ham— så viser det modsatte sig for mennesket. For man ser at hele verden lider, og det er svært at finde et menneske som kan sige, at det føler og ser, hvordan Hans styrelse virkelig er i formen “god og godgørende” (טוב ומטיב).
Og i denne tilstand, når han ser en mørk verden, og han ønsker at tro på Skaberen (ה׳), at Han leder verden med personlig Forsyn (השגחה פרטית) i formen god og godgørende (טוב ומטיב), bliver man stående ved dette punkt, og alle slags fremmede tanker (מחשבות זרות) falder da ind i hans sind. Han må da overvinde dem over fornuften (למעלה מהדעת) og fastholde, at den øvre ledelse (השגחה העליונה) er i formen god og godgørende (טוב ומטיב). Da får han et behov for, at Skaberen (הקב״ה), giver ham troens kraft (כח האמונה), så han får styrke til at gå over fornuften (למעלה מהדעת) og retfærdiggøre den Øvre ledelse (ההשגחה העליונה).
Og da kan han forstå, hvad “Shechinah i støvet” (שכינתא בעפרא) betyder. For han ser da, hvordan kroppen straks kommer og fremfører indvendingen: “Hvad skal denne tjeneste være for jer?” (מה עבודה הזאת לכם), netop dér, hvor han vil gøre noget for Himlens skyld (לשם שמים) og ikke til egen fordel. Og kroppen vil ikke give ham kraft til arbejdet. Dette kaldes “Shechinah i støvet” (שכינתא בעפרא), det vil sige, at når han vil gøre noget til gavn for Shechinah (השכינה), smager han i det smagen af støv, og han har ingen kraft til at overvinde sine tanker og ønsker.
Da kommer mennesket til erkendelsen af, at man ikke mangler noget som helst for at have arbejdskraft, undtagen at Skaberen (הקב״ה), skal give en troens kraft (כח האמונה), som nævnt ovenfor — som i Rabbi Elimelechs bøn, hvor man må bede: “Og fæst Din tro i vore hjerter altid, uden ophør” . I denne tilstand kommer han til erkendelsen af, at “hvis Skaberenikke hjælper ham, kan han ikke overvinde det” (אם אין הקב״ה עוזרו אין יכול לו).
Ud fra det ovenstående kan man forklare det vore vise sagde (Berakhot 6b): “Ethvert menneske, som har gudsfrygt (יראת שמים), dets ord bliver hørt,” som der står skrevet: “Slutningen på sagen, når alt er hørt: frygt Gud” (סוף דבר הכל נשמע את אלקים ירא). I den enkle forståelse er det svært at begribe dette. Der har jo været mange profeter, retfærdige og store mænd gennem tiderne — hvorfor blev deres ord så ikke hørt? Tværtimod blev Israel stående i den samme tilstand, som de stod i, og ville ikke lytte til dem der formanede dem. På det enkle plan findes der sikkert mange svar på dette.
Men i arbejdets anliggender (עניני העבודה), hvor man lærer hele Torah i ét legeme (גוף אחד), kan dette udsagn forklares sådan: Den der ønsker, at hans legeme — det vil sige alle lemmerne (אברים), som er tanker, ønsker og handlinger — skal være helt i Hellighedens renhed (טהרת הקודש), må få et råd til dette, så legemet adlyder ham i alt, hvad han kræver af det. Og rådet er at opnå fuldkommen tro (אמונה שלימה), og dette kaldes gudsfrygt (יראת שמים).
Og hvad angår frygt (יראה), findes der mange grader, som det siges i den hellige Zohar (הזה״ק), i forordet til Zohar, side 185, og i Sulam, punkt 191:
“Frygten, som er det væsentlige er, at mennesket frygter sin Herre, fordi Han er stor og hersker, roden og grundlaget for alle verdener, og alt regnes som intet for Ham.”
Forklaringen lærer os, at der findes tre former for frygt for Skaberen (יראת ה׳), men kun én af dem anses for sand frygt:
1. At man frygter Skaberen (הקב״ה), og holder Hans bud, for at ens børn skal leve, eller for at man skal blive skånet for straf på krop eller ejendom — det vil sige frygt for straffe i denne verden.
2. At man også frygter straffene i Gehinnom (גיהינום).
Disse to er ikke sand frygt, for man opretholder ikke frygten på grund af Skaberens bud (מצות ה׳), men på grund af egen fordel. Det følger, at egen fordel er roden, mens frygten blot er en gren og en følge af egen fordel.
3. Derimod er den frygt, som er selve hovedsagen (יראה דאיהי עקרא), at man frygter Skaberen, , fordi Han er stor og hersker over alt; Han er stor, fordi Han er roden, hvorfra alle verdener udbreder sig.
Ud fra det ovenstående følger , at det væsentlige i gudsfrygt (יראת שמים) er at tro på Skaberens storhed (גדלות ה׳). For det er Skaberens storhed og vigtighed (גדלות וחשיבות ה׳), der er årsagen til, at mennesket er forpligtet til at holde Torah og buddene (תו״מ), og ikke egen fordel. Det er som der står dér:
“At han lægger sit hjerte og sine længsler på det sted, som kaldes ‘frygt’ (יראה), så han klæber til Hans frygt med vilje og længsel, sådan som det sømmer sig og passer sig for Kongens bud.”
Og når mennesket opnår en sådan tro (אמונה) — det vil sige, når Skaberens storhed (גדלות ה׳) mærkes i ens hjerte — da bliver kroppen og alle lemmerne (אברים), det vil sige ønsker, tanker og handlinger, ophævet over for Kongen, som et lys foran en fakkel.