“Hvad er hjælpen i arbejdet, som man skal bede Herren om”
Artikel 35 (1988)
Vores vismænd sagde (Kiddushin), og dette er deres ord:
»Rabbi Jitzchak sagde: Menneskets onde tilbøjelighed (יצר הרע) fornyer sig imod ham hver dag. Og Rabbi Shimon ben Levi sagde: Menneskets onde tilbøjelighed overvinder ham hver dag og søger at slå ham ihjel. Og hvis ikke Den Hellige, velsignet være Han (הקב"ה), hjalp ham, kunne han ikke overvinde den, som det er sagt: ‘Gud vil ikke forlade ham i dens hånd.’«
Og ligeledes sagde de (Shabbat 104): »Den som kommer for at rense sig (הבא לטהר) får hjælp.«
Man må forstå hvad denne hjælp er, som mennesket skal bede om ovenfra, for at man hjælper ham. Det er klart, at dér hvor mennesket føler svaghed, dér har det brug for styrkelse. Ligesom et barn, der er svag i forståelse – faderen bestræber sig på at hyre én og betale ham, for at hjælpe sin søn, så han kan være på niveau med de andre børn i skolen. Eller hvis han ved, at hans søn er karaktermæssig svag, taler han med tilsynsføreren på yeshivaen for at opmuntre ham og styrke ham, så hans mod ikke falder fordi de andre børn har bedre egenskaber, mens han selv hele tiden fejler i egenskaberne og derfor føler mindreværd.
Derfor må vi også sige i arbejdet med Herren (עבודת הי), at dér hvor mennesket ser, at det er svagt, dér skal det bede om hjælp ovenfra. Som vismændene sagde: »Den som kommer for at rense sig, får hjælp.« Og udtrykket »den, som kommer for at rense sig« antyder, at det er som om al svagheden i arbejdet netop ligger i renselsen (טהרה) – at dette alene ikke er i menneskets hånd og at man har brug for hjælp. Vismændene lovede at den som kommer for at rense sig og ser, at han ikke selv kan overvinde det, om ham sagde de, at mennesket ikke må blive forskrækket og ikke flygte fra kampen, og ikke se på det som ikke er i dets magt at nå – renselsen – men at mennesket må tro at Herren vil give ham hjælp.
Men også dette må man forstå: hvorfor har Herren gjort det sådan? For her er noget, der synes uforståeligt, da det står i modsætning til sig selv. På den ene side siger man til os: »Den som kommer for at rense sig«, hvilket antyder, at mennesket er nødt til selv at begynde arbejdet med renselse. Og derefter siger man: »Og hvis ikke Den Hellige, velsignet være Han, hjalp ham kunne han ikke overvinde den«, hvilket antyder, at mennesket ikke har frit valg til at besejre sit onde, for uden hjælp fra Herren er det ikke i menneskets magt at overvinde det.
Det betyder at Den Hellige, velsignet være Han, ikke har givet mennesket kraft til selv at overvinde det onde, men at det netop er Herren, der giver kraften til overvindelse. Hvis det er sådan, hvad er da nytten af at mennesket skal begynde? Man kan jo sige: Arbejdet er alligevel intet værd, for det er ikke i min magt at overvinde; hvorfor skal jeg så påbegynde arbejdet? Jeg vil hellere vente indtil Herren giver mig kraften ovenfra – så vil jeg gå ind i arbejdet. Hvorfor arbejde forgæves? Enten vil Herren give mig kraft, så jeg kan overvinde det onde, eller også vil Herren selv påbegynde og fuldføre arbejdet. Dette har vi allerede talt om i tidligere artikler.
Svaret er, at fordi »der er intet lys uden et kar, ingen fylde op uden mangel« (אין אור בלי כלי, אין מילוי בלי חסרון), er mennesket nødt til at begynde arbejdet med renselse. For det er en kendt regel, som man ikke må glemme, at der findes en arbejdsorden, som er modsat lægfolks forstand, og som er Torahs forstand (דעת תורה). For arbejdet med renselse hører netop til hos Torahs folk (בני תורה). Og Torahs folk kaldes netop dem, som ønsker at nå Torahs grad, som vismændene omtaler, når de siger: »Torah består kun hos den, som ‘dræber sig selv’ for den.«
Forklaringen på »dræber sig selv for den« er, at han ophæver sit eget selv, som er aspektet af egenkærlighed (אהבה עצמית). Han ønsker at nå til tilknytning (דביקות), hvis indhold er formens lighed (השתוות הצורה). Dette kaldes »renselse« (טהרה), nemlig at han renser sig selv for modtagelsens kar for sig selv (כלי קבלה לעצמו). Dette kaldes »at dræbe sig selv for den«.
Dette svarer til det, der står skrevet: »Og rens vort hjerte til at tjene Dig i sandhed« (וטהר לבנו לעבדך באמת) – at hjertets renselse betyder, at vort arbejde skal være på sandhedens vej, det vil sige med det formål at give tilfredsstillelse til Skaberen (על מנת להשפיע נחת רוח ליוצרו). Løgn kaldes det, når mennesket siger, at det tjener Herren, men i virkeligheden tjener sig selv og ikke Herren. Og »Torahens folk« kaldes dem, som forstår, at det er værd at opnå Torahens aspekt. For Torah kan ikke være dér, hvor adskillelsens aspekt (פירוד) hersker – og egeninteresse skaber adskillelse mellem mennesket og Skaberen. Derfor ønsker de at ophæve deres egen myndighed og fortjene tilknytning til Herren og dermed fortjene Torahs aspekt, som kaldes »Den Helliges navne« (שמותיו של הקב"ה), og som er aspektet »at gøre godt mod sine skabninger« (להטיב לנבראיו). Denne godhed kaldes aspektet »Torah«. Til denne fuldkommenhed må mennesket nå, fordi dette var Hans, velsignet være Han, tanke – som vi siger: »Af dine gerninger kender vi dig« . Derfor siger de, at dette er skabelsens mål: »at gøre godt mod sine skabninger«. Så længe mennesket endnu ikke er nået dertil, betragtes det som ikke havde nået sin fuldkommenhed.
Men man må forstå, hvorfor det synes, at hovedhjælpen netop gives i forhold til renselsen. Hvorfor siger man det ikke om opfyldelsen af budene generelt og om Torah-studiet generelt? Denne betoning siges ikke udtrykkeligt dér: »Hvis ikke Den Hellige, velsignet være Han, hjælper ham.«
På den ene side synes det, når de siger »menneskets onde tilbøjelighed«, at tilbøjeligheden overvinder mennesket i hele Torah- og bud-opfyldelsen, og at Den Hellige, velsignet være Han, hjælper ham. Men på den anden side siger de: »Den, som kommer for at rense sig, får hjælp«, hvilket antyder, at det netop er i aspektet af renselse, at han modtager hjælp.
I sandhed har mennesket brug for hjælp fra Herren i alle ting. Men man må skelne mellem arbejdet for helheden og arbejdet for individet. For individets arbejde er, at alle dets handlinger udelukkende skal være med henblik på at give (בעמ"נ להשפיע) og ikke til egen fordel. Dette er fuldstændig imod naturen, for Skaberen skabte skabningen sådan, at de begærer at modtage godt og nydelse, og at nydelsen ligger i at fylde deres mangel med godt og nydelse.
I de øvre verdener kaldes dette »verden Ein Sof« (עולם אין סוף), hvilket betyder, at viljen til at modtage (רצון לקבל) ikke satte nogen grænse for overfloden, det vil sige at den ikke sagde: »Jeg vil ikke modtage af hensyn til formens lighed« (השתוות הצורה). Dette begreb fandtes endnu ikke. Vi lærer derimod, at denne korrektion senere blev gjort fra den nederstes side, idet den nederste ønskede formens lighed. Da blev der indført et forbud mod at modtage den øvre overflod i modtagelsens kar (כלי קבלה). Først derefter, gennem særlige korrektioner, opstod der en ordning, hvor også nydelsens lys kunne skinne i modtagelsens kar.
Her findes der mange sondringer. På den ene side siger Zohar (הזה"ק), at der findes et »tyndt lys« (נהירו דקיק), som lyser inde i skallerne (קליפות). Og alene som følge af synden med Kundskabens Træ (חטא עץ הדעת) faldt der mange gnister ned i skallerne, hvoraf ABYA af skallerne (אבי"ע דקליפות) blev dannet. Heraf følger, at vi i vort arbejde skelner mellem tre aspekter:
- Bud (מצוה)
- Tilladt (רשות)
- Overtrædelse (עבירה)
Alle disse tre aspekter gælder i handlingen, som kaldes »buddenes handling« (מעשה המצוות). Der findes også et Torah-aspekt i form af handling, nemlig viden om, hvordan man udfører buddenes handlinger. Og der findes desuden et Torah-aspekt, som også kaldes handling, nemlig selve opfyldelsen af Torah.
Men der findes også et aspekt af intention (כוונה), som handler om årsagen til, at man opfylder Torah og bud. Det vil sige: Hvad er det, der forpligter ham til at opfylde Torah og bud (תו"מ)? Denne intention opdeles i to aspekter:
- Med henblik på gengældelse, kaldet »løn og straf« (שכר ועונש). Det vil sige, at løn og straf siges i forhold til gengældelsen. Altså: Hvis han opfylder Torah og bud, vil hans gengældelse være løn – at han modtager gode ting til gengæld. Dette opdeles også i to aspekter:
a. Løn i denne verden, at han får det godt
b. Løn i den kommende verden, at han får det godt
Begge disse kaldes »ikke for Hendes skyld« (לא לשמה), fordi årsagen, der forpligter ham til at opfylde Torah og bud, er til egen fordel. Det vil sige, at hans anstrengelse i Torah og bud er for at modtage noget godt til gengæld. Altså: Efter sit arbejde vil han modtage løn. Hver eneste handling, han udfører, indgår i hans regnskab, og senere modtager han løn for hver enkelt handling. Intet går tabt; alt bliver regnet med. Og han tror med vismændenes tro, som sagde: »Trofast er din arbejdsgiver, som vil betale dig lønnen for dit arbejde.«
Dette kaldes »ikke for Hendes skyld, Lo Lishma«, som det står i Zohar (הזה"ק) (Zoharens indledning, side קפ"ה, og i Sulam-kommentaren, afsnit ק"צ), og dette er dens ordlyd:
»Frygt (יראה) opdeles i tre aspekter. To af dem har ingen passende rod, og én er frygtens rod. Der er et menneske, som frygter Den Hellige, velsignet være Han (הקב"ה), for at hans børn skal leve og ikke dø, eller som frygter straf over sin krop eller sin ejendom og derfor frygter han Ham hele tiden. Det viser sig, at frygten, hvormed han frygter Den Hellige, ikke er gjort til rod, for egen fordel er roden og frygten er dens afledning. Og der er et menneske, som frygter Den Hellige, fordi han frygter straffen i den kommende verden og straffen i Gehinnom (גיהנום). Disse to former for frygt er ikke frygtens essens og rod.
Den frygt som er den egentlige, er, at mennesket frygter sin Herre, fordi Han er Herre og Hersker. Det vil sige, at han frygter Herren, velsignet være Han, fordi Han er stor og hersker over alt, og alle de verdener, som Han har skabt – både de øvre og de nedre – anses foran Ham som intet, og de tilføjer intet til Hans væsen, velsignet være Han.«
Ud fra det sagte ser vi, at der er en enorm forskel mellem helheden og individet. Det vil sige, at »individ« betegner et arbejde, som ikke hører til helheden, men til bestemte enkeltpersoner, som har en tilbøjelighed mod sandheden, og som længes efter at nå graden af, at »alle dine handlinger skal være for Himlens skyld«. Det betyder, at de ønsker at tjene Kongen, fordi Han er Herre og Hersker, og de ønsker ingen gengældelse, men alene det at tjene Kongen – det vil sige at opfylde Torah og bud – fordi Skaberens storhed forpligter dem til dette, og ikke deres egen fordel.
Det viser sig således, at også hos disse mennesker, som ønsker at arbejde udelukkende for egen skyld, findes der løn og straf. For også om dem sagde vismændene, at mennesket må tro på løn og straf. Spørgsmålet er derfor: Hvad er forskellen mellem løn og straf i Lo Lishma og løn og straf hos disse mennesker, som ønsker at gå Lishma?
Svaret er, at vi må forstå, hvad »løn« og hvad »straf« er. For alle ved, at løn er noget godt, og straf er noget ondt. Følgelig er »godt« for mennesker der arbejder til egen fordel, at de modtager noget som gengæld for deres arbejde, som deres vilje til at modtage kan nyde, og de siger at det er værd at yde arbejde for de gode ting de vil modtage. Og »straf« betyder ganske enkelt, at de siger: Det var synd, at jeg ikke beskæftigede mig med Torah og bud, for jeg mistede lønnen og fik endda straf, det vil sige noget jeg lider under.
Sådan er det ikke hos de mennesker, som ønsker at arbejde til Herrens fordel. For hos dem kaldes den tid, hvor de har kraft til at arbejde med henblik på at give og ikke for at modtage til sig selv, for »løn«. Og den tid, hvor de er sunket ned i egenkærlighed, kaldes hos dem »straf«. Her handler løn og straf dog ikke om gengældelse, som hos dem, der arbejder ikke-for-dens-egen-skyld. Det viser sig altså, at arbejdet for-dens-egen-skyld, som er imod vores natur, kaldes »renselse«. Og da dette ikke er i menneskets hånd, sagde vismændene: »Hvis ikke Den Hellige, velsignet være Han, hjælper ham, kan han ikke overvinde det.«
Sådan er det ikke i Lo Lishma, som ligger inden for naturen. Derfor er der ingen grund til at sige: »Hvis ikke Den Hellige, velsignet være Han, hjælper ham, kan han ikke overvinde det«, da Lo Lishma ikke er imod naturen. Det vil sige, at dette er helhedens arbejde kaldet »én linje«, hvor man ikke har noget andet begreb end løn i denne verden eller løn i den kommende verden.
Da dette hører til egenkærligheden – det vil sige, at de forstår, at det er værd at give afkald på nydelser i denne forgængelige verden for til gengæld at få evnen til at »spise vildoksen og Leviatan« – er der mange mennesker, som arbejder i én linje, og som kan pålægge sig selv afsavn i denne verden for til gengæld at modtage nydelser i den kommende verden, som er evig. Derfor har de ikke brug for Herrens hjælp, men ser sig selv som arbejdsdygtige. Og når de ser på hele Israels folk i denne tilstand, føler de sig som det udvalgte blandt folket.
Det er ikke tilfældet hos dem, der ønsker at arbejde med henblik på at give. Når disse mennesker ser på hele Israels folk, føler de sig snarere ringere og mere lave end helheden. For de mærker det onde i sig selv – viljen til at modtage for sig selv – som hersker, og de er ikke i stand til at komme ud af egenkærligheden. De ser hele tiden på deres arbejde og på, hvor meget indsats de har lagt i at opnå evnen til at arbejde med henblik på at give, og fra oven viser man dem altid hvor langt de i kraft af deres natur er fra dette. De ser, at de er helt og aldeles urene og har brug for renselse. Da de går ad to linjer, ser de sandheden.
Derfor siger man til dette menneske, for at det ikke skal flygte fra kampen, sandheden: at det ikke er i vores magt at besejre den onde tilbøjelighed. Men at »hvis ikke Den Hellige, velsignet være Han, hjælper ham, kan han ikke overvinde det«. Derfor sagde man med ordene: »Den, som kommer for at rense sig får hjælp«, og man sagde ikke blot, at han får hjælp. Dette er fordi mennesket netop i renselsen ser, at det ikke er i dets magt at gå ad vejen, hvor alle handlinger er for Himlens skyld. Derfor behøver han ikke at tro over forstanden på, at »hvis ikke Den Hellige, velsignet være Han, hjælper ham, kan han ikke overvinde det«, for han ser sandheden: at han ikke er i stand til at komme ud af egenkærligheden. Derfor kommer mennesket ofte til fortvivlelse og har brug for stor overvindelse for at tro over forstanden, at Den Hellige, velsignet være Han, virkelig kan hjælpe ham ud af egenkærligheden.
Sådan er det ikke hos dem, der går ad én linje – her er det netop modsat. Mennesket ser inden for forstanden, at det overvinder sin onde tilbøjelighed, og ikke har brug for nogen hjælp fra Herren for at opfylde Torah og bud. Men fordi vismændene sagde: »Hvis ikke Den Hellige, velsignet være Han, hjælper ham, kan han ikke overvinde det«, tror han over forstanden, at Herren hjalp ham. Inden for forstanden ved han imidlertid, at han har kraft til at overvinde sin onde tilbøjelighed. Han ligner ikke de andre mennesker i Israels folk, som er lave; han føler sig selv ophøjet over folket.
Ud fra det sagte følger, at der i spørgsmålet om »at Den Hellige, velsignet være Han, hjælper ham«, er en stor forskel mellem dem, der går ad én linje, og dem der går ad to linjer. For dem, der går ad én linje, ser, at de selv gør alt, mens Herrens hjælp ser de ikke – den tror de på over forstanden. Men dem, der går ad to linjer, ser, at de ikke er i stand til at gøre noget som helst. Og for den hjælp som Herren giver, må de lægge stor anstrengelse i at styrke sig og sige, at Herren virkelig kan hjælpe dem. Og når de kommer ud af den ondes herredømme, ser de inden for forstanden, at Herren har hjulpet dem – for ellers ville de have været under den ondes herredømme for evigt.