Hvad er en stor eller en lille synd i arbejdet
1989 – Artikel 2

Først og fremmest må vi vide, hvad der kaldes ”arbejde” (avodah – עבודה). Det vil sige: når vi bruger ordet arbejde, hvad er da dets betydning?

Man skal vide, at vi har fået pålagt at overholde de 613 bud i Torah (Taryag mitzvot – תרי"ג מצוות) samt de syv rabbinske bud . Dertil kommer, at vi også skal følge Israels skikke, som Israels store lærde har indført, hvert sted efter dets skik. Og de fastsatte for os, hvad der er en stor mitzva (mitzvah gedolah – מצווה גדולה) og hvad der er en stor overtrædelse (averah gedolah – עבירה גדולה).

For eksempel sagde vore vismænd:

”Stor er æren af far og mor, for Den Hellige, velsignet være Han, har gjort den strengere end æren af sig selv”
(Jerusalems Talmud).

Og ligeledes:

”Større er kærlighedsgerninger (gemilut chasadim – גמילות חסדים) end almisse (tzedakah – צדקה).”

Og mange flere udsagn af samme art findes hos vore vismænd. På samme måde ser vi det også med overtrædelser, hvor de sagde:

”Straffen for ond tale (lashon hara – לשון הרע) er større end straffen for afgudsdyrkelse (avodah zarah – עבודה זרה).”

Det viser sig altså at de fastsatte, hvad der er en stor mitzvah og hvad der er en lille mitzva – relativt til hinanden. Og ligeledes fastsatte de, hvad der er en stor overtrædelse, og hvad der i forhold hertil er en lille overtrædelse. Og det de fastsatte skal vi tro på er sådan. Dette hører under troen på de vise (emunat chachamim – אמונת חכמים), hvor vi må tro de de sagde, og det er forbudt at gruble kritisk imod dem. Alt dette kaldes aspektet ”Torah” (Torah – תורה), hvilket vil sige, at menneskets hånd ingen indblanding har heri.

Derimod ”arbejde” (avodah – עבודה) navngives efter mennesket efter det, som mennesket gør. For det menneske der arbejder, fastsætter selv målene (shiurim – שיעורים) for hvordan det skal udføres. Det betyder ikke – Gud forbyde det – at selve handlingen er i menneskets hænder til at ændre. Snarere handler det om årsagen (sibah – סיבה): for hvilken årsags skyld man opfylder Torah og mitzvot. Her findes der grader fra arbejderens side.

Dette svarer til Rambams ord (i Hilchot Teshuvah, kapitel 11), hvor han siger:

”Derfor, når man underviser børn, kvinder og det almindelige folk (amei ha-aretz – עמי הארץ), underviser man dem kun i at tjene af frygt (yirah – יראה) og for at modtage belønning. Indtil deres indsigt vokser, og de bliver visere med større visdom, da åbenbarer man denne hemmelighed for dem lidt efter lidt.”

Vi ser altså, at Rambam siger, at der findes grader i årsagen. Det vil sige: for kvinder, børn og det almindelige folk er årsagen en tjeneste ikke for Hendes skyld (lo lishmah – לא לשמה).

Men for dem, hvis indsigt er vokset, og som har opnået større visdom, giver man en anden årsag, nemlig årsagen for Hendes skyld (lishman – לשמה): at de skal arbejde for at give skaberen tilfredsstillelse (lehashpia nachat ruach leYotzro – להשפיע נחת רוח ליוצרו) og ikke til egen fordel.

Heraf følger, at der i selve handlingen (ma’aseh – מעשה) ingen forskel er mellem lille og stor. Men i intentionen (kavanah – כוונה), det vil sige i årsagen, for hvilken man opfylder Torah og mitzvot, dér er der forskel mellem forskellige typer mennesker.

Der findes mennesker, som hører til kollektivet (klal – כלל), hvilket Rambam kalder ”det almindelige folk”. Og der findes en forskel mellem kollektiv (klal) og individ (prat – פרט). Det vil sige, at der findes særlige individer, som ikke ønsker at gå i kollektivets spor – nemlig at arbejde for egen fordel – men i hvis hjerte der er vågnet en længsel efter at arbejde for at give (al menat lehashpia – על מנת להשפיע).

Man skal vide, at arbejdet med at give kaldes sådan, fordi mennesket er den, der giver. I arbejdet med at modtage belønning derimod er Den Hellige, velsignet være Han, den, der giver. Og heri ligger der en meget stor forskel.

For når årsagen til arbejdet er det man modtager til gengæld, vurderer mennesket mitzvahs størrelse ud fra belønningens størrelse (sachar – שכר). Hvis belønningen er stor og vigtig, kaldes dette i menneskets øjne en ”stor mitzva", fordi han ser på lønnen.

Men i arbejdet med at give, hvor mennesket er den, der giver, ser man på modtagerens storhed (godel ha-mekabel – גודל המקבל) – til hvem mennesket giver. Og jo vigtigere modtageren er, desto større og vigtigere er selve dette at give, som vore vismænd sagde:

”Hos en betydningsfuld person: hvis hun giver, og han siger ‘du er viet til mig’, er det, som om han gav – på grund af den nydelse (hana’ah – הנאה) han får ved at modtage fra hende.”

Her ser vi, at givningens storhed afhænger af, hvem man giver til. Ud fra dette måles handlingens størrelse. Hvis man giver til en stor person, kaldes det en stor gave, og hvis man giver til en lille person, kaldes det en lille gave.

Heraf kan vi måle graden af arbejdet med at give (avodat hashpa’ah – עבודת השפעה). Hvis mennesket giver til en lille konge, er arbejdet lille, fordi giveren ikke bliver særligt bevæget af at give til en lille konge. Men hvis mennesket giver til en stor konge, er selve handlingen af at give en stor handling, fordi ”den nydelse, han får ved at modtage fra ham”, er stor – netop fordi han giver til en stor konge.

Heraf ser vi, at spørgsmålet om storhed og lidenhed i givningen afhænger af arbejderen selv. Det vil sige, at den der arbejder i Torah og mitzvot (Torah u’Mitzvot – תו״מ), selv fastlægger, hvilken kategori han tilhører, som nævnt ovenfor.

Hvis mennesket endnu befinder sig på opdragelsens niveau (chinuch – חינוך), som kaldes ”menneskers bud, lært udenad” (mitzvat anashim melumadah – מצות אנשים מלומדה), betyder det, at han stadig arbejder i Torah og mitzvot ud fra modtagelse for sig selv  (kabbalah atzmit – קבלה עצמית). Som Rambam siger:

”Når man underviser kvinder, børn og det almindelige folk (amei ha-aretz – עמי הארץ), underviser man dem med henblik på at modtage belønning,”
hvilket kaldes ”ikke for Hendes skyld” (lo lishmah – לא לשמה).

Begrebet "melumadah" (indøvet/vanemæssig) betyder, at mennesket fortsætter med at arbejde, som det hidtil har været vant til i perioden med lo lishmah. Et sådant menneske måler storhed og lidenhed efter belønningens størrelse (shiur ha-sachar – שיעור השכר). Derimod måler de, som arbejder for at give (al menat lehashpia – על מנת להשפיע), efter modtagerens storhed (godel ha-mekabel – גודל המקבל), som nævnt ovenfor.

Ud fra dette kan vi forstå, at der kan være to mennesker, som udfører den samme mitsva. For den ene regnes den som en stor mitzva, fordi han giver sit arbejde til en stor konge (melech gadol – מלך גדול). Han føler derfor, at han tjener en stor konge. Af den grund fryder og glæder han sig og oplever en spirituel ophøjethed over at have fået den store fortjeneste (zechut – זכות) at få tilladelse til at træde ind og tjene en stor konge. Hans glæde er uden grænse.

For den anden derimod, som ikke anser det han gør, for at være tjeneste for en stor konge, men snarere for en lille konge (melech katan – מלך קטן), ser sagen anderledes ud. Han oplever, at ingen tillægger det nogen værdi at overholde denne konges bud. Snarere har han medlidenhed (rachamim – רחמים) med denne konge og overholder hans bud af barmhjertighed. Derfor mener han, at kongen bør tage hensyn til ham, eftersom han viser kongen medlidenhed, mens ingen andre vil se på ham. Dette menneske måler derfor, hvad kongen betaler ham for hans arbejde.

Hvis belønningen ikke lyser for ham – selvom han udfører alt hvad kongen har befalet – udfører han arbejdet sløvt og uden livskraft (chiyut – חיות), fordi belønningen, som kongen vil give ham til gengæld for arbejdet ikke er tydelig for ham.

Således ser vi at disse to mennesker udfører den samme handling, men for den ene regnes den som en stor mitzva, fordi han modtager stor livskraft og spirituel ophøjelse ved at tjene en stor konge. For den anden findes der ingen ophøjet tilstand; han udfører det af nødvendighed, fordi belønningen, som han mener er vigtig at modtage senere ikke lyser for ham.

Derfor er forskellen mellem dem meget stor. Den ene betragter den mitzva, han udfører som lille, det vil sige lille i betydning. Den anden betragter den som en stor mitzva, idet han siger at han ikke har nogen forstand til at vurdere dens storhed og betydning som han allerede føler nu, fordi han ikke behøver nogen belønning senere.

For han føler allerede nu belønningen i form af den store glæde, han oplever ved at have fået fortjenesten at tjene en stor konge. Det viser sig således, at han glæder sig fordi han allerede har modtaget belønningen. Han behøver ikke at tro på at han vil få belønning senere, og han har ingen tvivl om belønningens eksistens, så man ikke kan sige at hans glæde er afhængig af troen på belønning og straf. For han har allerede modtaget belønningen øjeblikkeligt, og han forventer ingen anden belønning.

Det, at han tror at han tjener en stor konge, er i sig selv hans nydelse (hana’ah – הנאה). Og for dette alene er det værd at blive født: at få fortjenesten at tjene en stor konge. Det viser sig således, at mennesket selv afgør hvad der kaldes en ”stor mitzvah" og hvad der kaldes en ”lille mitzva".

Men undertiden kan det være omvendt. Det vil sige, at der er én, som følger én linje, hvor alle hans handlinger kun er rettet mod, at selve handlingen skal være korrekt i alle dens detaljer og præcisioner. Årsagen til, at han beskæftiger sig med Torah og mitzvot er for at modtage belønning senere – i denne verden eller i den kommende verden. Han tror på belønning og straf, og når han udfører en mitzva, er han meget omhyggelig med at udføre de vigtigste mitzvot, sådan som vore vismænd har fastlagt hvilke mitzvot der er store, og hvilke der er mindre vigtige.

Når han udfører den mitzva, som han har valgt som en stor mitsva, glæder han sig og føler sig som et mere betydningsfuldt menneske end andre, fordi han vil modtage større belønning end dem. Derfor udfører han mitzvah med stor begejstring.

Hans ven derimod udfører den samme store mitzva, men han ønsker ikke at arbejde for at modtage belønning, men at arbejde for at give (al menat lehashpia). For at kunne arbejde med henblik på at give må mennesket tro at det tjener en stor og vigtig konge, som er værd at tjene uden nogen form for vederlag. Hvis den tro på Skaberen (emunah baShem – אמונה בה׳), som han har, ikke gør ham i stand til at føle at han tjener en stor konge, har han ingen kraft til at arbejde med glæde.

Han arbejder da under tvang (kefiyah – כפיה), idet han overvinder den modstand, som kroppen giver ham ved at hævde at det ikke er værd at arbejde for at give til en lille konge. Kroppen siger til ham:
”Din ven, som arbejder for at modtage belønning – for ham betyder det intet, om kongen er stor eller lille, for han ser hovedsageligt på belønningen.”

Hvad er forskellen på, om kongen er stor eller lille? Det er belønningen, der gør ham til en stor konge. Hvis belønningen er lille, kaldes han en ”lille konge”. Her ser vi altså en helt anden orden mellem arbejdet med at give Skaberen tilfredsstillelse (lehashpia nachat ruach leYotzro – להשפיע נחת רוח ליוצרו) – som er hele årsagen, der forpligter ham til at beskæftige sig med Torah og mitzvot – og arbejdet, hvor årsagen er at modtage belønning.

Heraf ser vi, at man ikke kan fastslå sandheden ud fra menneskets følelse. At et menneske arbejder med glæde og stor begejstring betyder endnu ikke, at han går på den rette vej. Derfor sagde vore vismænd: ”Gør dig en Rav” (aseh lecha rav – עשה לך רב), for kun Rav kan vejlede ham og afgøre hvilken vej han går.

For selv om mennesket der arbejder er den som føler hvad der er godt og ondt, kan mennesket alligevel ikke selv kende sandheden. Årsagen er at mennesket endnu kun har ét afklaringsprincip (birur – בירור), nemlig ”bittert og sødt” (mar u’matok – מר ומתוק). Når han arbejder med glæde og begejstring, føler han smagen af ”sødt” og siger derfor, at han går på den rette vej. Når han derimod må arbejde under tvang, føler han ”bitterhed” og forstår det som en nedgang (yeridah – ירידה). Denne skelnen tager mennesket for at være en sand afklaring.

Men denne afklaring af ”bittert og sødt” var gældende før synden med Kundskabens Træ (chet Etz haDa’at – חטא עץ הדעת). Efter synden med Kundskabens Træ blev der givet os en anden afklaring, kaldet ”sandhed og løgn” (emet ve’sheker – אמת ושקר). Det vil sige, at et menneske kan føle en tilstand som sød, men den kan være løgn, og en tilstand kan føles bitter, men være sandhed.

Dette forklares i Indledning til Panim Meirot uMasbirot, punkt 16, hvor der står:

”Man må vide, at der findes to former for afklaring, som virker hos os:

Den første kaldes afklaringer af godt og ondt.
Den anden kaldes afklaringer af sandhed og løgn.

Den første afklaring er en kropslig handlende kraft, hvis virkemåde er gennem følelsen af bittert og sødt: den afviser det bitre, fordi det er ondt for en, og tiltrækkes af det søde, fordi det er godt for en.

Hertil føjes hos mennesket en intellektuel handlende kraft, som Skaberen har indpodet i ham, og som virker gennem den anden afklaring: den afviser løgn og tomhed med væmmelse, til det nærmer sig kvalme, og nærmer sig sandhed og al nytte med stor kærlighed. Denne afklaring kaldes ‘sandhed og løgn’ og findes kun hos mennesket, hver efter sit mål.”

Og du skal vide, at denne anden handlende kraft blev skabt og kom til mennesket på grund af slangens råd (be-sibat etav shel ha-nachash – בסיבת עטיו של הנחש). For fra skabelsens side havde mennesket intet andet end den første handlende kraft (koach ha-po’el הא’ – כח הפועל הא׳), nemlig afklaringerne af godt og ondt (tov ve-ra – טוב ורע), som dengang var tilstrækkelige og fuldt ud nok til hans behov.

Ud fra det sagte ser vi, at når mennesket ønsker at gå efter skelnen ”bittert og sødt” (mar u-matok – מר ומתוק), så er denne afklaring ikke længere sand efter synden med Kundskabens Træ (cheta Etz ha-Da’at – חטא עץ הדעת). Det kan nemlig være, at mennesket føler en sød smag i arbejdet, men i virkeligheden befinder sig i løgnen, som forklaret ovenfor. Og det kan også være omvendt.

Derfor sagde de:
”Gør dig en Rav, og fjern dig fra tvivl” (aseh lecha rav, ve-histalek min ha-safek – עשה לך רב והסתלק מן הספק).

For selv om mennesket selv er den der afgør ud fra det han føler, kan det – som sagt – føle sødme, uden at dette er på sandhedens vej, der kan føre til tilknytning til Skaberen (devekut ba-Shem – דביקות בה׳). For det kan være, at han går ad en vej, som er modsat stien, der fører til tilknytning til Skaberen.

Al anstrengelsen (yegiah – יגיעה) er nemlig rettet mod at nå formlighed (hishtavut ha-tzurah – השתוות הצורה), hvilket gælder på alle niveauer. Dette er sagen om skærmen (masach – מסך), som hviler på grovheden (aviut – עֲבִיוּת), for netop gennem frembringelsen af skærmen åbenbares det gode og nydelsen (tov ve-oneg – טוב ועונג).

Med dette kan vi forklare det, som vore vismænd sagde (Avot 2:1):
”Vær lige så omhyggelig med en let mitzva som med en tung, for du kender ikke mitzvots belønning.”

Umiddelbart synes dette at modsige andre udsagn fra vore vismænd, såsom:
”Stor er æren af far og mor…”
eller:
”Større er kærlighedsgerninger end almisse,”
og mange lignende.

For hvis de sagde: ”Vær omhyggelig med en let mitzva som med en tung”, hvad betyder da udsagnet ”større”? Hvori udtrykker det sig, at én mitzva er større end en anden?

Ud fra det ovenstående forstår vi, at man på tidspunktet for udførelsen af mitzvot ikke ved, hvis mitzvot man opfylder. For det er klart, at den, der opfylder mitzvot, som er befalet af en stor konge (melech gadol – מלך גדול), er langt vigtigere end den, der opfylder Torah og mitzvot fra en lille konge (melech katan – מלך קטן).

Derfor kan en let mitzva, som er befalet af en stor konge, være langt vigtigere end en tung mitzva, som er befalet af en lille konge.

Og eftersom mennesket konstant befinder sig i op- og nedgange (aliyot ve-yeridot – עליות וירידות) – nogle gange tror han, at han tjener en stor konge, og andre gange det modsatte – derfor vejledte vore vismænd os til at vide, at storhed og lidenhed ikke afhænger af selve mitzvah, men af storheden hos den, der befaler mitzvah (godel ha-metzaveh – גודל המצווה).

På dette skal mennesket rette sin opmærksomhed: at han hver gang må tro, at der findes en stor konge. Det vil sige, at mennesket må bestræbe sig på at opnå Skaberens storhed (godel HaShem – גדלות ה׳).

Dette er det væsentlige – og ikke andre ting.