Hvad er velsignelsen "som gjorde mig et mirakel på dette sted" i det spirituelle arbejde 

Rabash artikel nr. 15 (1991) 

Vore vise (חז"ל, Chazal) sagde (Berachot 54): Om en mand, for hvem der skete et mirakel, og som blev reddet fra en løve – Raba sagde til ham: "Hver gang du kommer til dette sted, så sig velsignelsen: Velsignet være Han, som gjorde mig et mirakel på dette sted." Og vi må forstå dette i lyset af det spirituelle arbejde (עבודה, avoda) – hvad lærer det os?

Det er velkendt at skabelsens formål (מטרת הבריאה, mataret ha-bri'a) var, at Skaberen (בורא, Bore) ønskede at gøre godt mod sine skabninger (נבראים, nivra'im). Til dette formål skabte Han i skabningerne en vilje og et begær efter at modtage nydelse og glæde (תענוג, ta'anug) – for ellers, hvis der ikke er en mangel på noget, kan man ikke nyde det. Således ser vi i naturen: Har et menneske ikke mangel på noget, kan man ikke nyde det. Ligesom: er  man ikke sulten, kan man ikke nyde at spise – og så videre. Derfor ser vi og siger vi, at Skaberen  i vores natur skabte en vilje til at modtage nydelse og glæde (רצון לקבל, ratzon lekabel).

Og man skal ikke spørge hvorfor Skaberen skabte en sådan natur – for som vore vise sagde (Chagiga 11): "Kan et menneske spørge om hvad der var, inden verden blev skabt? Skriften siger: Fra den dag, da Gud skabte mennesket på jorden." Det betyder: vi kan ikke spørge om noget af det der hørte til inden skabelsen – hverken om hvorfor Han skabte verden med netop denne natur , og ikke en anden. Om det spørger man ikke. Vi lærer derimod om alt ud fra princippet: "Af dine gerninger kendte vi dig" – det vil sige, ud fra det vi ser begynder vi at lære, og ikke fra noget forudgående.

Ligeledes ser vi en anden natur: at grenen (ענף, anaf) ønsker at ligne sin rod (שורש, shoresh). Det vil sige: ligesom skabningernes rod – som er Skaberen – har den egenskab at give og ikke at modtage, således skammer mennesket sig når man er nødt til at spise af nådens brød, , som det beskrives i Zohars sprog. Og ifølge denne natur ville det følge, at når man modtager fra Skaberen i sit kar til at modtage  (כלי קבלה, kli kabbalah), som er i modsætning til Skaberens egenskab – Han, der er den givende – ville man  mærke ubehag. Det er derfor der blev indstiftet en tikkun (תיקון, tikkun), kaldet tzimtzum (צמצום) og hester (הסתר) – skjulthed. Det vil sige: så længe den lavere ikke har tilnærmelse i egenskab (השתוות הצורה, hishtavut hatzura), kaldet "vilje til at give" (רצון להשפיע, ratzon lehashpia), befinder man sig under Hellighedens skjul og tildækning. Også om dette skal man ikke spørge, hvorfor Skaberen skabte en natur med skam, og hvorfor Han skabte en orden, hvori grenen ønsker at ligne sin rod. Alt dette falder ind under det ovenfor sagte: vi spørger ikke om noget forud for skabelsen.

Skabningernes kar (כלי, kli) er altså viljen til at modtage glæde (רצון לקבל תענוג, ratzon lekabel ta'anug). Og inden dette ønske om at modtage blev skabt, har vi endnu ikke noget at tale om. Dette kar tilskriver vi Skaberen – det vil sige, vi behøver ikke at arbejde på dette kar; ethvert menneske der er skabt og som ikke har ødelagt dette kar, har det i sin fuldkommenhed. Det betyder: overalt hvor viljen til at modtage ser, at der er et sted hvorfra der kan modtages glæde, løber den straks derhen.

Hvad angår det kar der kaldes "vilje til at give" (רצון להשפיע) – dette skyldes, at mennesket stræber efter tilnærmelse i egenskab (השתוות הצורה). Og da dette kar tilskrives skabningen – det vil sige, at det er mennesket der skal frembringe dette kar, fordi skabningen ønsker tilnærmelse i egenskab – er det menneskenes opgave at gøre dette. Dette svarer til, hvad min faders og lærers rabi (אאמו"ר, Adoni Avi Mori veRabbi) salig ihukommelse sagde om det, der er skrevet:  "som Gud skabte for at gøre" (Berashit 2:3). Forklaringen er: "asher bara" – "det som Han skabte" – er karret, kaldet vilje til at modtage. "La'asot" – "at gøre" – det tilkommer skabningerne, som skal frembringe det kar der kaldes vilje til at give. Dette er ikke en del af den natur Skaberen skabte. Men Han begyndte skabelsen fra siden af vilje til at modtage (רצון לקבל), og I – det vil sige skabningerne – skal skabe vilje til at give (רצון להשפיע). Derfor: når mennesket skal arbejde for at give (על מנת להשפיע, al menat le-hashpia), er dette en anden natur end den, mennesket er skabt med.

Således er alt det mennesket skal arbejde med i sit arbejde med at tjene Skaberen (עבודת הי, avodat Hashem), at skabe dette kar – som er en handling stik modsat det kar mennesket er skabt med. Og når man begynder at træde ind i giverens arbejde (עבודה להשפיע, avoda lehashpia), mærker man endnu ikke i hvor høj grad ens vilje til at modtage forstyrrer en i dette arbejde. Dette er en tikkun: at mennesket ikke ser sandheden – ikke ser omfanget af det onde i sig selv. For hvis man så det onde i sig, ville man flygte fra arbejdet og ikke engang ønske at begynde. Derfor siger Maimonidis (Rambam), at man i begyndelsen skal vænne mennesket til at arbejde lo lishmah (לא לשמה) – ikke for Hendes skyld – indtil ens forstand vokser og ens visdom udvides. Først da åbenbarer man for dem lishmah-aspektet (לשמה) – kaldet: for at give (בעל מנת להשפיע, be'al menat lehashpia).

xxxOg man skal vide: det, at mennesket befinder sig under herredømmet af vilje til at modtage for sig selv, kaldes Egyptens eksil (גלות מצרים, galut Mitzraim). For når man træder ind i dette arbejde, åbenbares det lidt efter lidt fra oven, hvilken magt det onde har i mennesket – på samme måde som der er skrevet: "Og Israels børn sukkede under arbejdet" (Shemot 2:23) – det vil sige, at de begyndte at arbejde med arbejdet for at give, og de så at de ikke var i stand til at udføre dette arbejde, for egypterne herskede over dem. Og de så da, at de ikke af egne kræfter kunne forlade Egyptens eksil – kun Skaberen kunne føre dem ud.

Dette kaldes et mirakel (נס, nes). For enhver ting som mennesket ikke kan gøre af egne kræfter, men kun ved hjælp fra oven (עזרה מלמעלה, ezra mi-lema'ala), kaldes et mirakel. Og dette er miraklet ved udgangen fra Egypten (יציאת מצרים, yetziat Mitzraim).

Og man skal vide, at når man ønsker at nå frem til dvekut (דביקות) – sammenklæbning med Skaberen– vil man opleve op- og nedgange (עליות וירידות, aliyot ve-yeridot). Og ordenen er således: i nedgangens tid (ירידה, yerida), når mennesket kommer til en tilstand af fortvivlelse og sommetider kommer til en tilstand af at "fortryde al den møje man forgæves har lagt i det" – hvilket kaldes at "fortryde det foregående" – og ønsker at flygte fra Skaberens arbejde (עבודת ה', avodat Hashem) fuldstændigt; og pludselig modtager man en vækkelse fra oven (התעוררות מלמעלה, hit'orerut mi-lema'ala) og modtager livskraft (חיות, chiyut) og begær efter arbejdet, og glemmer aldeles,at man engang havde en nedgang – men er tilfreds og mæt af opstigningen – da er man ikke i stand til at nyde opstigningen mere end i det omfang, man lå under det ondes herredømme i nedgangen.

Man skal vide, at spørgsmålet om eksil (גלות, galut) – det man føler, når man befinder sig i eksil – måles ikke efter eksiltilstanden i sig selv, men efter følelsen af det onde og de lidelser (יסורים, yisurim), som man lider under ved at befinde sig i eksil. Og da, når man har lidelser ved at befinde sig under arbejdsgivernes herredømme – idet man er nødt til at gøre alt hvad de kræver af en, og man ikke har nogen ret til at handle efter sin egen vilje, men er tvunget til at tjene og efterkomme alle de krav, som folkeslagene (אומות העולם, umot ha-olam) der befinder sig i menneskets legeme stiller – og man ikke har nogen kraft til at sætte sig op imod dem: i det omfang de smerter er, som man mærker og ønsker at flygte fra, i det samme omfang kan man nyde forløsningen (גאולה, ge'ula).

Og ligesom vi ser angående den hebraiske træl– hvad der er skrevet (Mishpatim, 1): "Når du køber en hebraisk træl, skal han arbejde seks år, og i det syvende skal han gå fri uden betaling." Og bestemt skal trællen glæde sig over at han udgår til friheden og nu er sin egen herre, og ingen herre er over ham. Ikke desto mindre ser vi hvad Torah siger: "Men hvis trællen siger: Jeg elsker min herre, min hustru og mine børn, jeg vil ikke gå fri" – vi ser altså at der er en mulighed for at mennesket ønsker at forblive træl. Og ved siden af dette er der skrevet (Devarim 16:12): "Og du skal huske at du var træl i Egypten."

Det vil sige: at være træl er noget ondt – og alligevel ønsker man sommetider at forblive træl. Hvad betyder det da at der er skrevet: "Og du skal huske, at du var træl i Egypten" – og hvem siger at det er så forfærdeligt at være træl? Er der ikke mennesker,der ønsker at være træl, som omtalt ovenfor, idet trællen sagde: "Jeg elsker min herre"? Men som nævnt: spørgsmålet om eksil afhænger af omfanget af de lidelser og smerter, man føler i eksilet. Og i det omfang kan man også modtage glæde af forløsningen. Og dette er som lys og kar (אור וכלי, or ve-kli) – det vil sige, at de lidelser man udstår for nogets skyld, er det kar (כלי, kli), der kan modtage lyset (אור, ohr), når man befrier sig fra lidelserne.

Derfor – i Egyptens eksil, om hvilket skriften siger: "Og du skal huske at du var træl i Egypten" – fremgår det, at det at være træl dér var så forfærdeligt, fordi Israels folk følte lidelser i Egypten. Derfor siger skriften: "Du skal huske" – det vil sige, at vi skal huske de lidelser de led der. Først da er der grundlag for at glædes over forløsningen fra Egypten.

Og om Egypten siger skriften: "Og jeg har også hørt klageråbet fra Israels børn, som egypterne plager, og jeg huskede min pagt" (Shemot 6:5). Det fremgår altså, at i Egypten, var de trælle – som der er skrevet: "Trælle var vi for Farao i Egypten" – fordi de led lidelser, og som der er skrevet: "Og Israels børn sukkede under arbejdet" – derfor fik vi buddet om at huske Egypten (זכירת מצרים, zchirat Mitzraim), som der er skrevet: "For at du skal huske den dag du drog ud af Egypten, alle dit livs dage."

Og af det ovenfor sagte følger det ifølge reglen: "Intet lys uden kar, ingen fylde uden mangel" ( אין אור בלי כלי, אין מילוי בלי חסרון, ein or bli kli, ein milu bli chesaron) – at selvom vi allerede er draget ud af Egypten, skal vi dog glæde os over forløsningen fra Egypten. Derfor påhviler det os at huske Egyptens eksil – det vil sige at huske og forestille sig hvordan Israels folk led i Egyptens eksil. Så kan vi også i dag nyde godt af forløsningen fra Egypten.

Ellers kan vi ikke glæde os over forløsningen fra Egypten – af den ovenfor nævnte årsag: at lidelserne er det kar, der kan modtage glæden. Derfor ser vi ved den hebraiske træl, at han ikke ønsker at gå fri – og man skal ikke spørge hvordan det er muligt at nogen ikke ønsker at gå fri. Svaret er som ovenfor: fordi han ikke føler lidelser som træl ønsker han heller ikke at gå fri. Som forklaringen lyder: han siger "Jeg elsker min herre, min hustru og mine børn, jeg vil ikke gå fri." Anderledes er det med Egyptens eksil, om hvilket der er skrevet: "For at du skal huske den dag du drog ud" – fordi de der led lidelser, som der er skrevet: "Og Israels børn sukkede under arbejdet."

Med det ovenfor sagte kan vi nu forstå det, vi spurgte om: hvad det i arbejdet (עבודה, avoda) betyder, at mennesket skal sige en velsignelse på det sted hvor der skete det et mirakel.

Sagen er som ovenfor: når mennesket begynder at gå i arbejdet at give (עבודה להשפיע, avoda lehashpia), kommer det til tilstande af op- og nedgange. Opstigningens (עליה, aliya) væsen er dette: efter at mennesket har ligget under  for vilje til at modtages (רצון לקבל, ratzon lekabel) herredømme – slavebundet til at opfylde alle sine egne begær – og man  ønskede at overvinde det og ikke adlyde det, men vilje til at modtage var stærkere enden, og man led lidelser ved at være fjernet fra Skaberen  (מרוחק מה', merukhak me-Hashem).

Og bagefter modtog man en vækkelse fra oven (התעוררות מלמעלה) og begyndte igen at mærke en vis ophøjethed af Hellighed . Og man ønsker da at annullere sig selv for Ham, må Han velsignes, "som en flamme foran en fakkel" , og man  nyder da opstigningens tilstand. Men mennesket er ikke i stand til at udtrække fremskridt i arbejdet fra opstigningen – fordi man ikke sætter pris på den nærhed man nu har modtaget fra Skaberen, af den grund at man mangler karrene (כלים, kelim). Det vil sige: i opstigningens tid har man allerede glemt, at man engang havde en nedgang. Selv om man mærker at man nu er nær Skaberen og sætter pris på det, glemmer man det straks. Og dermed har man ikke længere noget kar – det vil sige en mangel (חסרון, chesaron) – hvormed man kunne sætte pris på det, i tråd med det skrevne: "Fordelens fortrin er at lyset kendes ud fra mørket" . Derfor gør opstigningen ikke det fremskridt som den burde medføre.

Derfor: i opstigningens tid skal man huske og sige at på dette sted, hvor det nu har en opstigning, havde man engang en nedgang – og Skaberen reddede en og løftede ham op fra afgrunden . Og man gik ud fra en tilstand af død (מות, mavet) – kaldet "fjernelse fra Skaberen" (התרחקות מה', hitrachakut meHashem) – og fortjente i en vis grad nærhed til Skaberen , som kaldes "at hæfte sig til livenes liv i en vis grad" Og for dette skal man give Skaberen en takkevelsignelse – idet man nu træder ind i den tilstand hvor man engang led, og nu, gud ske lov, befinder sig i en sindstemning af godhed og velbehag, fordi Skaberen har bragt en nær: nu erhverver man nye kar af mangel , som kan fyldes med opstigningens tilstand, hvori man nu befinder sig.

Deraf følger altså, at man drager lys af glæde ind i de nye kar  man nu har erhvervet ved at betragte det mirakel der skete for en – at Skaberen reddede en. Og når man betragter lidelserne, er det som om man nu er den der modtager lidelserne, og nu fyldes de med glæde (תענוג, ta'anug).

Det følger altså: ved at forestille sig nedgangens tilstand bevirker det at den opstigning, man nu har modtaget, kan brede sig ud i nye kar – ifølge reglen: "Intet lys uden kar." Derfor: i opstigningens tid, når man begynder at tænke på den nedgang man havde, betragtes nedgangens lidelser som de kar, hvori opstilingens lys kan brede sig ud.

Og dette svarer til, hvad der ovenfor blev sagt om eksil og forløsning: i samme omfang som de lidelser man føler i eksilet, i det omfang kan man nyde forløsningen. Det vil sige: eksilet er forløsningens kar. Forløsningen kan med andre ord ikke fylde mere end de kar, den råder over fra eksilet. Og dette er det der i arbejdet sker, når man forestiller sig nedgangens tilstand – det er det vore vise (חז"ל, Chazal) mente da de sagde, at mennesket skal sige velsignelsen: "Baruch she'asah li nes bamakom hazeh" – Velsignet være Han, som gjorde mig et mirakel på dette sted.

Og med hensyn til at forestille sig lidelserne er der mange måder. Lad os tage et eksempel: et menneske, der ønsker at stå op tidligt om morgenen, og som har stillet et vækkeur. Når vækkeuret ringer og kroppen ikke vil stå op – og kroppen mærker lidelse ved tanken om at rejse sig fra sengen – og man alligevel overvinder sin dovenskab og kommer til synagogen (בית הכנסת, beit haknesset): der ser man at folk sidder og studerer, og man modtager da lyst og begær til at deltage i undervisningen og modtager glæde og en ophøjet sindstemning – og glemmer fuldstændigt, hvordan man rejste sig og kom til synagogen.

Og hvis man ønsker at erhverve nye kar som glæden kan hvile i, da skal man forestille sig, hvordan man rejste sig fra sengen – det vil sige, hvilken lyst man da havde, og hvilken sindstemning man har nu. Så kan man også sige: "Baruch she'asah li nes bamakom hazeh" – det vil sige: hvordan Skaberen nu har givet en nærhed til Ham. Og deraf erhverver man nye kar, hvori glæden kan brede sig ud – over at Skaberen har bragt en nær til Sig, som ovenfor.

Og således skal mennesket vænne sig til i enhver ting at sammenligne en tid med lidelse med en tid med velbehag (תענוג, ta'anug), og give en velsignelse over miraklet – at man er blevet ført fra lidelse til en tilstand af velbehag. Og derved vil man have evnen til at takke Skaberen og modtage glæde i de nye kar der er tilkommet en, når man vejer de to tider op mod hinanden. Og af dette kan mennesket gøre fremskridt i arbejdet.

Og dette er, hvad min faders og lærers rabbi sagde: det er ikke vigtigt hvad mennesket modtager fra Skaberen – om det er noget stort eller noget småt. Det vigtige er, i hvor høj grad mennesket giver tak til Skaberen. I det omfang takken gives, i det omfang vokser gavens størrelse – det Skaberen gav. Derfor påhviler det mennesket at være omhyggeligt med at give stor tak – det vil sige at sætte pris på Hans velsignede gave – for at kunne nærme sig Skaberen (להתקרר להבורא, le-hitkarer la-Bore).

Derfor: når mennesket altid i opstigningens tid (זמן העליה, zman haaliya) betragter hvilken tilstand man befandt sig i under nedgangen (ירידה, yerida) – det vil sige, hvilken følelse man havde i nedgangens tid – kan man allerede skelne i aspektet af "fordelens fortrin er, at lyset kendes ud fra mørket" . Og man har allerede nye kar (כלים חדשים, kelim chadashim) til at modtage glæde og give tak til Skaberen. Og dette er det der er skrevet: at mennesket skal sige velsignelsen "Baruch she'asah li nes bamakom hazeh" – på det sted, hvor man nu befinder sig i opstigningens tid – for der kan ikke være en opstigning, medmindre der forudgående har været en nedgangstilstand.

Men hvordan kan der overhovedet være en nedgang, hvis man ikke tidligere har befundet sig i en opstigningstilstand og er faldet ned fra den?

Svaret er: som regel anser ethvert menneske, uanset hvem man er, sig selv for at være i orden. Det vil sige, at man ikke ser sig selv som værre end andre mennesker i ens omgivelser. Derfor flyder man med strømmen som alle andre – lidt studium, lidt bøn, lidt velgørenhed og gode gerninger og lignende. Og menneskets vigtigste bekymringer er: Hvordan man sørger for et værdigt underhold, en bolig, pæne redskaber og lignende.

For man mærker i sig selv at man har fastsat en ordning med Skaberen – hvor meget tid man behøver at arbejde for Ham – og hvis man har opfyldt alle de aftaler man har forpligtet sig til i det spirituelle  (ברוחניות, beruchaniut), anser man sig for et fuldkomment menneske (אדם השלם, adam ha-shalem), og nu må man godt bekymre sig om at forbedre sin materielle tilstand. Og man ser altid, at uanset hvor meget man anstrenger sig for at have fuldkommenhed i det materielle,  at man altid mangler noget i forhold til andre. Og dette kaldes: at man befinder sig i en tilstand af fuldkommenhed (מצב השלימות, matzav ha-shlemut).

Men når man begynder at arbejde med  at give (עבודה להשפיע, avoda lehashpia), kommer man da til en tilstand af nedgang – for man ser, hvor fjernt man er fra lishmah-aspektet (לשם שמים, leshem shamayim – for Himlens skyld). Man befinder sig nu i en tilstand af at være faldet ned fra den tidligere tid, da man mente at man blot behøvede at overholde Torah og Mitzvot (תורה ומצוות, Torah og bud), og ikke lagde mærke til aspektet af intentionen om at give. Og bagefter modtager man en vækkelse fra oven (התעוררות מלמעלה, hit'orerut mi-lema'ala) og begynder at komme ind i aspektet af annullering for Ham, må Han velsignes – "som en flamme foran en fakkel" (כנר בפני אבוקה, ke-ner bifnei avuka) – og glemmer den nedgangstilstand, man havde.

Og da påhviler det mennesket – nu, i opstigningens  tid – at sige: "Baruch she'asah li nes bamakom hazeh. ( velsignet være at Han giver mig et mirakel på dette sted)" Det vil sige: at man tidligere befandt sig i en tilstand, hvor det var som om man var blevet ramt af en trafikulykke og lå bevidstløst hvad angår det spirituelle liv (חיים רוחניים, chayyim ruchaniim) – man glemte aldeles, at man skal arbejde al menat le-hashpia  (for at give). Og bagefter hjalp Skaberen en, og man genopstod til livet – det vil sige, at man atter har forbindelse (קשר, kesher) med Skaberen. Og gennem denne forestilling kan man erhverve nye kar, hvormed man kan modtage en strøm af glæde (שפע של שמחה, shefa shel simcha) over at Skaberen  hjalp ham.

Men man skal vide: når mennesket beder Skaberen om at bringe sig nær til Hans tjeneste – det vil sige, at man må arbejde det Hellige arbejde (עבודת הקודש, avodat hakodesh) for Himlens skyld – og man mener at Skaberen ikke hører ens bøn, og man allerede mange gange har bedt, og det er som om, Gud forbyde det, Skaberen ikke hører ens bøn – om dette sagde min faders og lærers rabbi, salig ihukommelse: mennesket skal tro, at det at det nu beder til Skaberen ikke skyldes, at man selv har vækket sig til at bede om at Skaberen  må bringe en nær – men at Skaberen allerede havde svaret på ens bøn, inden man gik for at bede.

Forklaringen er: mennesket skal betragte det at man overhovedet nu kan bede til Skaberen – dette kaldes at have en forbindelse med Skaberen  (קשר עם הי, kesher im Hashem). Og dette er noget meget vigtigt. Og man skal modtage glæde over at Skaberen gav en vilje og begær (רצון וחשק, ratzon ve-cheshek) til at bede til Ham.

Med det ovenfor sagte kan vi fortolke, hvad vore vise (חז"ל, Chazal) sagde (Megila 29): "Rabbi Shimon bar Yochai siger: Kom og se hvor elskede Israel er for  Skaberen– for overalt, hvor de gik i eksil, var Shechina (שכינה) med dem."

Dette kan man fortolke således: "Israels eksil" (גלות ישראל, galut Yisra'el) betyder, at Israel-aspektet (בחינת ישראל, bechinat Yisra'el) i mennesket er blevet fjernet fra Skaberen. Det vil sige at mennesket lider ved, at Israel-aspektet i det – det vil sige ønsket om Yashar-El (ישר-אל), direkte mod Skaberen, det som betyder at mennesket skal gøre alt for Himlens skyld – at dette ønske er i eksil under herredømmet af folkeslagenes (אומות העולם, umot haolam) vilje. Og man er bedrøvet over dette.

Og man kan spørge: hvorfor er det netop nu, at man mærker at man er fjernt fra Skaberen? Tidligere mærkede man, at man var fjernt fra en større lejlighed eller fra smukkere møbler og lignende. Og pludselig modtager man lidelser fra en anden form for fjernhed – man er fjernt fra Skaberen.

Og svaret er: "Shechina er med dem" – det vil sige, at Shechina gav ham denne følelse af at være fjernt fra Skaberen. Og dette svarer til det ovenfor sagte: inden mennesket beder til Skaberen, giver Skaberen ham allerede vilje og begær til at bede.