“Hvad det vil sige i det spirituelle arbejde, at en Ypperstepræst skal tage en jomfru til hustru” 1991 - Artikel 29

Den hellige Zohar (ספר הזוהר - Sefer HaZohar) siger (Emor s. 13, og i Sulam-kommentaren punkt 38), og således lyder det: "Dette bud (מצוה - Mitzvah) er, at Ypperstepræsten (כהן גדול - Kohen Gadol) skal ægte en jomfru. Det er det som står skrevet: 'En enke, en fraskilt, en vanæret eller en skøge, disse må han ikke tage, men en jomfru fra sit folk skal han tage til hustru.' Den spørger: Hvorfor er det nødvendigt, at han kun tager en jomfru uden fejl (פגם - Pgam)? Og den svarer: Fordi en kvinde er et velsignelsens bæger (כוס של ברכה - Kos Shel Brakha), for hvis man smager på det bliver det plettet. Det vil sige, at det hentyder til Kongedømmet (מלכות - Malkhut), som kaldes et velsignelsens bæger. Og præsten, som bringer et offer for Herren, skal være hel og uden fejl, osv., for fejl diskvalificerer præsterne. Hel i sin krop, hel i sit hun-princip (נוקבא - Nukva), for at fylde  ham op: 'Du er helt igennem smuk min elskede, og der er ingen fejl i dig'."  Hertil er dens ord.

Vi må forstå dette: Hvad hentyder "Ypperstepræst" til i det spirituelle arbejde , og hvad er en "jomfru", en "enke", en "fraskilt", en "vanæret" og en "skøge"? At han kun må tage en jomfru uden fejl. Det vil sige at en "jomfru" ikke har nogen fejl. Hvad hentyder "en jomfru uden fejl" til? Og hvad er sammenhængen i det der siges om, at kvinden hentyder til et velsignelsens bæger, som er Malchut?

Den hellige Ari siger om Malchut, at hun hver dag vender tilbage til at være jomfru (תע"ס - Talmud Eser Sefirot, del 12, s. 1-174). Det vil sige, at hun kun er et punkt (נקודה - Nekuda), og at man er nødt til at bygge hende op på ny, indtil hun opnår tilstanden af storhed (גדלות - Gadlut). Og som der står skrevet i Shaar HaKavanot (del 2, s. 10) er hver dag en tilstand i sig selv: "Der findes ikke nogen bøn (תפילה - Tefila) fra verdens skabelse til verdens ende, der overhovedet ligner en anden, og hver eneste dag afklares der nye gnister (ניצוצין - Nitzotzin), som aldrig før har været afklaret, indtil det tidspunkt."

I relation til det spirituelle arbejde må vi forstå dette, for Malchut kaldes for "Himmerigets Kongedømme" (מלכות שמים - Malchut Shamayim), og mennesket skal påtage sig dette på ny hver eneste dag. Det er ikke nok med det "Himmerigets Kongedømme" man påtog sig i går; hver dag er en tilstand i sig selv, som nævnt ovenfor. Derfor må vi tro på, at hver gang vi påtager os Himmerigets Kongedømme, betragtes det som en afklaring (בירור - Birur) af gnister, der befandt sig uden for Helligheden (קדושה - Kedusha). Som det siges (i Shaar HaKavanot): "At disse gnister tidligere var fanget blandt skallerne (קליפות - Klippet), og de blev hævet op til Helligheden gennem accepten af Himmerigets Kongedømme og gennem beskæftigelsen med Torah og bud (תורה ומצוות - Torah uMitzvot)."

Dette er ligesom vi siger i bønnen ("Verdens Herre", efter Omer-tællingen): "Og derved vil en stor overflod (שפע - Shefa) flyde ud i alle verdener." Derfor står der i de hellige bøger, at når mennesket påtager sig Himmerigets Kongedømme under læsningen af "Shema" (קריאת שמע - Kriat Shema), skal man påtage sig Himmerigets Kongedømme og have intentionen (כוונה - Kavana) om, at denne accept sker med fuld selvopofrelse (מסירת נפש - Mesirat Nefesh). Og da hver dag er en ny tilstand, hvor man skal opbygge Malchut, så hun når tilstanden af storhed (Gadlut), er der tale om en ny fornyelse (התחדשות - Hitchadshut) hver eneste gang.

Derfor kommer hentydningen om "Ypperstepræsten". I det spirituelle arbejde kaldes han "Herrens tjener" (‘עובד ה - Oved Hashem); det vil sige, at den der ønsker at nærme sig Skaberen i tilstanden af storhed, kaldes en "Ypperstepræst". Og når han skal tage sig en "hustru" (אישה - Isha), som kaldes "Himmerigets Kongedømme", skal han tage en "jomfru" (בתולה - Betulah). For en "jomfru" betyder, at hun endnu ikke er blevet plettet, fuldstændig som der står skrevet om "jomfruelig jord" (קרקע בתולה - Karka Betulah), hvilket er en betegnelse for jord der aldrig er blevet dyrket, som der står skrevet: "Det var jomfruelig jord", som intet menneske nogensinde havde dyrket (Traktat Avodah Zarah 32).

Det vil sige, at mennesket skal påtage sig åget af Himmerigets Kongedømme (עול מלכות שמים - Ol Malchut Shamayim), som om man aldrig før havde haft Himmerigets Kongedømme, og som om det er en helt ny ting for vedkommende. Derfor er man nødt til at tænke, at man nu går i gang med at gøre noget nyt som man aldrig har kendt til før. Det betyder, at denne accept som man påtager sig, kræver ekstra fordybelse (התבוננות - Hitbonenut) for at forstå hvad det vil sige at påtage sig Himmerigets Kongedømme, og hvad det kræver for at man kan opnå ærefrygt for Himlen (יראת שמים - Yirat Shamayim).

Det betyder, at mennesket må foretage en selvransagelse (חשבון נפש - Cheshbon Nefesh) for at finde ud af, hvad man skal gøre, for at gøre denne sag til noget permanent i sig. Det vil sige: Hvad kræver Skaberen af det menneske der har påtaget sig åget af Himmerigets Kongedømme? Skriften siger: "Hvad kræver Herren din Gud af dig, andet end at frygte mig." Man må tænke over hvad denne ærefrygt (יראה - Yirah) er. Dette er i modsætning til en situation, hvor mennesket er holdt op med at huske på at påtage sig Himmerigets Kongedømme (uanset af hvilke årsager), og derefter vågner op igen for at påtage sig det. Her skal man ikke fortsætte sin accept af Himmerigets Kongedømme ud fra det niveau, man havde før afbrydelsen indtraf og sige: "Jeg vil blot gå ind og vække Himmerigets Kongedømme til live igen" – altså at der er tale om en kontinuitet. Tværtimod skal man starte arbejdet helt forfra.

Dette kan sammenlignes med en mand der døde, og som tidligere besad værdifulde ting. Derefter kommer hans sønner og vil modtage arven efter deres far. Om dette sagde vores vismænd (חז"ל - Chazal) (Pirkei Avot, kapitel 2:17): "Og forbered dig på at studere Torah, for den er ikke en arv for dig." Dette kan forklares således: Hvis mennesket når til en tilstand, hvor man har glemt alt, det vil sige at man har oplevet et fald (ירידה - Yerida), så betragtes det som død. Det vil sige, at tidligere var man et levende menneske, altså at man havde Himmerigets Kongedømme, hvilket kaldes at være "sammensmeltet med Livets Liv" (דבוק בחיי החיים - Davuk b'Chayei HaChayim). Men når dette afbrydes kaldes det dødt, i overensstemmelse med det der siges: "De onde kaldes døde selv i deres levetid."

I spiritualitet kaldes årsag og virkning (סיבה ומסובב - Siba uMesovav) for "far og søn" (אב ובן - Av uBen). Det betyder at vedkommende nu kaldes en "søn", der ønsker at modtage det der er tilbage efter sin "fars" død. Dette forklarer sætningen "for den er ikke en arv for dig"; mennesket skal nu begynde på et helt nyt blad i arbejdet for Skaberen (‘עבודת ה - Avodat Hashem), som varmant lige blevet født, og nu ønsker at påtage sig åget af Himmerigets Kongedømme, uden at have nogen at modtage en arv fra.

Ud fra ovenstående kan vi nu forklare det vi spurgte om: Hvad hentyder "Ypperstepræst" (כהן גדול - Kohen Gadol) og "almindelig præst" (כהן הדיוט - Kohen Hedyot) til i det spirituelle arbejde? Det forklares, at en "præst" (כהן - Kohen) er en der tjener Skaberen. Der findes dem, der tjener på det generelle plan, og de kaldes for "almindelig præst" (Kohen Hedyot). Og der findes dem der ønsker at arbejde på det specifikke, individuelle niveau for at nå tilstanden af storhed (Gadlut), hvilket vil sige at arbejde på sandhedens vej (דרך האמת - Derekh HaEmet). En sådan person kaldes en "Ypperstepræst" (Kohen Gadol).

Og hos Ypperstepræsterne (כהנים גדולים - Kohanim Gedolim) findes der en arbejdsorden (סדר עבודה - Seder Avodah), som er en helt anden orden end den, der gør sig gældende for helheden (כלל - Klal). Det vil sige, at når et menneske beskæftiger sig med Torah og bud (תו"מ - Torah uMitzvot) på handlingens niveau (מעשה - Maaseh), så forlader han sig på helheden når det gælder intentionen (כוונה - Kavana). Men der findes mennesker, som også ønsker at arbejde med intentionen; det vil sige at de ønsker at rette deres intention mod at alle deres handlinger skal være for Himlens skyld (לשם שמים - L'Shem Shamayim).

Det betyder, at en "almindelig præst" (כהן הדיוט - Kohen Hedyot) er en, hvis arbejde befinder sig på helhedens niveau (Klal). Og en "Ypperstepræst" (כהן גדול - Kohen Gadol) er en, hvis arbejde befinder sig på det individuelle niveau (פרט - Prat). Hermed kan vi forklare det som den hellige Zohar (הזה"ק - HaZohar HaKadosh) siger: "Hvorfor er det nødvendigt at han kun tager en jomfru uden fejl?" Og den svarer: "Fordi en kvinde er et velsignelsens bæger (כוס של ברכה - Kos Shel Brakha), for hvis man smager på det, bliver det plettet (אם טעמו פגמו - Im Taamo Pgamo)." Dette skal forklares således: En "Ypperstepræst", altså den der ønsker at tjene Skaberen på sandhedens vej, må ikke tage en hustru – hvilket vil sige Himmerigets Kongedømme (מלכות שמים - Malchut Shamayim) – ud fra den tilstand, hvor hun allerede er blevet plettet hos ham. Han må altså ikke blot fortsætte Himmerigets Kongedømme fra det sted han befandt sig før han oplevede et fald (ירידה - Yerida), for så kaldes hun ikke længere en "jomfru", eftersom han allerede havde dette Himmerigets Kongedømme tidligere, og det blev plettet.

Det er ligesom eksemplet med velsignelsens bæger: "Hvis man smager på det, bliver det plettet." Det betyder at han allerede har smagt på denne Malchut (Kongedømmet), inden han oplevede sit fald. Og dette kaldes, at "hvis man smager på det bliver det plettet", eftersom han allerede har haft et fald og dermed allerede har plettet denne Malchut. Derfor er han nødt til at påtage sig Himmerigets Kongedømme helt forfra, som om han aldrig nogensinde har smagt smagen af Himmerigets Kongedømme som nævnt ovenfor, og han må åbne et helt nyt blad i det spirituelle arbejde.

Ud fra dette kan vi nu forklare det, vi spurgte om vedrørende skriftstedet: "En enke, en fraskilt, en vanæret eller en skøge, disse må han ikke tage." Hvad angår en enke (אלמנה - Almana), kan det forklares således: Efter at mennesket har oplevet et fald, betragtes man som død (מת - Met). Det betyder at den tidligere hustru, altså det Himmerigets Kongedømme han havde før faldet, nu betragtes som en enke i forhold til ham.

På samme måde kan vi forklare, hvad en fraskilt (גרושה - Grusha) betyder i det spirituelle arbejde. Det betyder at han har skilt sig af med hende, fordi hun ikke fandt nåde for hans øjne. For i det øjeblik mennesket ikke går med til at arbejde for hendes skyld, fordi han ikke mærker hendes vigtighed (חשיבות - Chashivut), kaldes det, "at mennesket lader sig skille fra hustruen". Og selvom hun ikke ønsker at lade sig skille, fordi hun har medlidenhed med ham – idet Malchut ser, hvordan han er sunket ned i egenkærlighed (אהבה עצמית - Ahavah Atzmit), og ynkes over ham – så forstøder han hende alligevel, selv mod hendes vilje.

Dette hænger sammen med reglen om, at "kvinden kan blive skilt mod sin vilje", for i det øjeblik hun ikke finder nåde for hans øjne, betragtes det som om han forstøder hende. Derfor må Skaberens tjener, som kaldes en Ypperstepræst, ikke vende tilbage og tage den samme hustru som nu er fraskilt. Han skal i stedet begynde at påtage sig åget af Himmerigets Kongedømme på ny som nævnt, og ikke tage hensyn til det der var engang.

Ligeledes kan vi forklare ordet vanæret (חללה - Chalalah), og hvorfor en præst ikke må tage en vanæret kvinde. Dette forklares som ovenfor: Når mennesket vågner op igen til arbejdet for Skaberen, og hvis han er i en tilstand som "Ypperstepræst" – det vil sige at han ønsker at arbejde i Skaberens storhed . Det er kendt, at når et menneske arbejder for at få en belønning (תמורה - Temurah) for sit arbejde, ser han ikke på hvem giveren er, om det er en vigtig person eller ej; han ser udelukkende på belønningen. Det vil sige, at hvis arbejdsgiveren er en simpel mand men udbetaler en dobbelt så høj løn som en vigtig mand med en stor virksomhed, vil man stensikkert vælge at arbejde for den der giver den højeste løn.

Anderledes forholder det sig hvis mennesket arbejder uden løn, udelukkende fordi han ønsker at tjene en vigtig person. Så vil denne person hele tiden søge efter at finde ud af, hvem der er den allermest betydningsfulde, for det er ham han ønsker at arbejde for. Heraf følger, at den der ønsker at arbejde i tilstanden af storhed (Gadlut) – altså hvor hans arbejde bygger på Skaberens storhed, idet han ønsker at arbejde helt uden belønning – han kaldes en "Ypperstepræst". Som nævnt: "En præst er en tjener af Skaberen, som ønsker at nærme sig Ham." Som de forklarer om verset: "Når et menneske blandt jer bringer et offer til Herren" . De tolker ordet "blandt jer" (Mikem) som at offeret skal komme fra jer selv (מכם עצמכם - Mikem Atzmekhem). Det vil sige, at det menneske der nærmer sig Skaberen, kaldes en "Ypperstepræst".

Og dette menneske må ikke tage en vanæret (Chalalah) hustru. Det betyder, at hver gang han skal tage sig en hustru, skal han altid tage en jomfru (בתולה - Betulah), det vil sige en der aldrig har haft en mand (בעל - Baal). Det betyder, at han aldrig tidligere har gjort brug af denne Malchut, men at det altid skal være en helt ny hustru. Anderledes er det hvis han allerede har brugt denne Malchut, har oplevet et fald og fået afbrudt sin accept af Himmerigets Kongedømme. Grunden til dette fald var, at han vanærede hende (חילל - Chilel) og ikke behandlede hende med den ære (כבוד - Kavod), man skylder Himmerigets Kongedømme, men i stedet behandlede hende med foragt (בזיון - Bizayon). Derfor kan han ikke tage den samme tilstand til sig endnu engang, eftersom han allerede har vanæret den.

I stedet må Ypperstepræsten som nævnt, altid stræbe efter at tage en jomfru. Det vil sige, at han skal forestille sig, at han netop nu begynder på det hellige arbejde (עבודת הקודש - Avodat HaKodesh), og at det der er sket frem til nu, ikke interesserer ham. I stedet siger han, at han håber at han fra nu af og fremefter vil vogte hende og ære hende. Dette er meningen med verset: "Og han skal tage en hustru i hendes jomfruelighed."

Ligeledes kan vi forklare, hvad der menes med, at "en enke, en fraskilt, en vanæret eller en skøge, disse må han ikke tage, men en jomfru fra sit folk skal han tage til hustru." Hvad er en skøge (זונה - Zonah) i det spirituelle arbejde? Sagen er den, at når Ypperstepræsten ønsker at påtage sig åget af Himmerigets Kongedømme (עול מלכות שמים - Ol Malchut Shamayim), skal han tage en jomfru, hvilket som nævnt betyder "jomfruelig jord", som er en betegnelse for jord der aldrig har været dyrket. Følgelig kan man endnu ikke kræve af denne jord, at den skal give afgrøder at spise. Det vil sige at mennesket ikke kan forsørge sig selv fra denne jord, før han har dyrket den og givet jorden alt hvad den behøver; først da kan han forsørge sig selv fra jorden, og ikke et øjeblik før.

Heraf følger, at når man påtager sig åget af Himmerigets Kongedømme, som kaldes en "hustru", skal han passe på at han ikke ønsker at hustruen skal være en "skøge" (Zonah). Ordet Zonah hænger sprogligt sammen med ordene Zan (זן - at nære) og Mefarnes (מפרנס - at forsørge). Det vil sige: Hvis accepten af Himmerigets Kongedømme vil forsørge ham – så han gennem hende får næring og vitalitet (מזונות - Mezonot), mens han beskæftiger sig med Torah og bud – så er han villig til at acceptere hende, men ellers er han ikke villig til at modtage denne hustru. Dette kaldes en "skøge-hustru" i det spirituelle arbejde.

I stedet skal han påtage sig åget af Himmerigets Kongedømme rent som et åg (עול - Ol), det vil sige "som en okse til åget og et æsel til byrden" helt uden betingelser. Dette kaldes en "jomfru-hustru", som nævnt, hvilket er tilstanden af jomfruelig jord, der endnu ikke giver nogen næring. Og hvis mennesket går med til disse betingelser, vil man gøre sig fortjent til at blive en "Ypperstepræst" og derved nærme sig Skaberen.

Med udgangspunkt i det ovenstående skal vi, i det spirituelle arbejde (עבודה, Avodah), fortolke det, som vores vismænd (Chazal) sagde (Kiddushin 70a): "Enhver, der ægter en kvinde for penges skyld, vil få uværdige børn som der står skrevet: 'De har handlet forræderisk mod Herren, for de har avlet fremmede børn'." Vi må forstå, hvad det vil sige "at ægte en kvinde for penges skyld". Forklaringen er som nævnt ovenfor, for en "kvinde" kaldes i arbejdet for Himmerigets herredømme (מלכות שמים, Malchut Shamayim). Og han påtager sig Himmerigets åg (עול מלכות שמים, Ol Malchut Shamayim), fordi han har hørt, at hun har mange penge; at "penge" betyder, at hun vil forsørge ham. Det vil sige, at han gennem Himmerigets herredømme vil opleve en smag i Torah (תורה, Torah) og en smag i bøn (תפלה, Tefilah). Ellers ville det være tilstrækkeligt for ham blot at fortsætte ad den vej, han har modtaget gennem sin opdragelse.

Og hvorfor skulle han nu påtage sig Himmerigets åg og yde en anstrengelse (יגיעה, Yegia), hvis ikke Himmerigets herredømme giver ham yderligere indkomst, så han nu har mere rigeligt at forsørge sig med? For af det han i øjeblikket modtager af indkomst – det vil sige al den næring, han nu finder i denne verdens nydelser (תענוגי עולם הזה, Taanugei Olam HaZeh) – finder han ingen tilfredsstillelse i. Derfor ønsker han at modtage Himmerigets herredømme.

Dette kaldes "at ægte en kvinde for penges skyld". Det betyder, at hele hans behov for at modtage Himmerigets herredømme udelukkende er for at skabe tilfredsstillelse for sin egenkærlighed (אהבה עצמית, Ahavah Atzmit). Og dette kaldes også, at han "ægter en uværdig kvinde", for accepten af Himmerigets herredømme skal, som det fremgår af alle de hellige bøger, ske med selvopofrelse (מסירות נפש, Mesirut Nefesh). Dette findes der mange fortolkninger af.

xxxxMen ifølge det vi lærer, vil fortolkningen være, at han modtager Himmerigets herredømme til Skaberens fordel og ikke til sin egen fordel . Det betyder, at gennem sin accept af Himmerigets herredømme ønsker han, at "Hans store navn må blive ophøjet og helliget", og ikke at det skal være til hans egen fordel. Det følger heraf, at hvis han modtager Himmerigets herredømme til sin egen fordel, kaldes det "en uværdig kvinde". Og det kaldes "for penges skyld", fordi "penge" henviser til intentionen om at han kan forsørge sig selv derigennem – at han gennem pengene vil opnå tilfredsstillelse i livet. I stedet må man anstrenge sig for at tage en kvinde for Himlens skyld . Det vil sige, at Himmerigets herredømme, som kaldes en kvinde, skal være for Himlens skyld og ikke til hans egen fordel.

Ud fra dette kan vi forstå, hvorfor mennesket må antage troen over fornuften (אמונה למעלה מהדעת, Emunah Lema'ala MeHaDa'at). For det er verdens natur, at mennesket altid ser på profitten. Det vil sige, at hvis man ikke kan se at man vil tjene noget på arbejdet, vælger man at forblive i en tilstand af hvile og ønsker ikke at foretage sig den mindste bevægelse, medmindre man kan tjene noget på det.

Derfor, når man siger til et menneske at han skal modtage Himmerigets herredømme til Skaberens fordel – det vil sige for at Hans navn må blive helliget – så spørger kroppen (הגוף, HaGuf [ønsket om at modtage]): "Hvad får jeg ud af at påtage mig Himmerigets herredømme, og hvad vil min profit være af dette?" Man svarer ham at der ikke findes ord der kan få kroppen til at forstå det. I stedet må du tro på at det er en stor sag for dig, idet du har fået det privilegium at tjene Kongen. Og dette kaldes over fornuften (למעלה מהדעת, Lema'ala MeHaDa'at), fordi der ikke er ord at sige til kroppen, som kan sætte den i stand til at forstå at det kan betale sig.

Derfor, når man ikke ser profitten inden for fornuften (בתוך הדעת, Betoch HaDa'at), kaldes det at anstrengelsen er større end belønningen. For belønningen ved man ikke hvad er, men anstrengelsen kan man se, og anstrengelsen behøver man ikke at tro på. Derfor, så længe mennesket endnu ikke har opnået frygt for Skaberen (‘יראת ה, Yirat Hashem), ser man altid på anstrengelsen, eftersom man ikke kan forstå fordelen ved dette arbejde, men kun kan tro over fornuften. Af denne grund kaldes dette arbejde for et hårdt arbejde, og der er brug for Himlens barmhjertighed (רחמי שמים, Rachamei Shamayim).

Og hermed forstår vi det der står skrevet (Ki Teitzei): "Og du var træt og udmattet og frygtede ikke Gud." Det vil sige som nævnt ovenfor: Da mennesket ser den anstrengelse man yder, men endnu ikke ser fordelen ved dette arbejde og blot må tro, så bliver man træt og udmattet. Og alt dette skyldes udelukkende, at man endnu ikke har opnået frygt for Skaberen. For man må vide, at troen er karret (כלי, Kli). Og når karret er fuldt ud forberedt og klar til at modtage, fylder overfloden (שפע, Shefa) straks troens kar, som er over fornuften. Og overfloden kaldes "frygt for Himlen" (Yirat Shamayim), for dette lys (אור, Or) opnår mennesket, efter at man har givet dette kar til ham, som kaldes tro over fornuften. Men før mennesket har opnået frygt for Skaberen, lider det under anstrengelsen, fordi lyset ikke skinner for det.

Det følger heraf, at det menneske som ønsker at modtage Himmerigets åg, må arbejde i tilstanden over fornuften. Det vil sige at det ikke må være til hans egen fordel, men for Himlens skyld, som nævnt. Og dette kaldes over fornuften, fordi kroppen ikke samtykker til det, da den kun forstår det der er til dens egen fordel.

Og med dette kan vi fortolke det, som vores vismænd sagde: "Der findes ingen fattig menighed (Zibur)". Det er velkendt, at en "fattig" (Ani/עני) betegner en der er "fattig på fornuft" (Da'at), som vismændene sagde (Nedarim 41a): "Der findes ingen fattigdom uden i fornuften." Og min herre, min far og lærer [Baal HaSulam] sagde, at Malchut (מלכות) kaldes en "menighed". Og hermed kan vi fortolke "Der findes ingen fattig menighed": Den der påtager sig Himmerigets åg over fornuften, kaldes ikke for en der mangler fornuft og er fattig, blot fordi han påtager sig Himmerigets åg. Tværtimod står han på et trin, der er over fornuften; det vil sige, at det er endnu vigtigere end fornuften. For begreberne "over" (Ma'ala) og "under" (Mata) i arbejdet betyder: "over" vil sige højere i betydning, og "under" betyder lavere i betydning.

Dette er meningen med "Der findes ingen fattig menighed", som betyder, at den, der påtager sig Himmerigets herredømme over fornuften, ikke kaldes fattig – altså at han skulle mangle fornuft. Det viser sig at det primære arbejde er at arbejde i tilstanden over fornuften, for det at mennesket ønsker at arbejde for Himlens skyld, kaldes over fornuften som nævnt, eftersom dette er i modstrid med kroppens fornuft. Men man må vide, at vi også har brug for Torah, som vores vismænd sagde: "Jeg har skabt den onde tilbøjelighed (יצר הרע, Yetzer HaRa), og Jeg har skabt Torah som et krydderi/middel (תבלין, Tavlin)."

Og dette er hvad han skriver i bogen "Pri Chacham" (Breve, side 64): "For formålet med at sjælen (נשמה, Neshamah) kommer ind i kroppen er, at den, mens den er iklædt kroppen, skal gøre sig fortjent til at vende tilbage til sin rod og klynge sig til Ham som der står skrevet: 'At elske Herren din Gud, og at vandre på alle Hans veje, og at holde Hans bud, og at klynge sig til Ham'. Og hvem kender den Velsignedes veje? Men dette er hemmeligheden bag 'Torah, hvori der er 613 veje', og den, der vandrer på dem vil til sidst blive renset, indtil hans krop ikke længere udgør en jernvæg (מחיצה של ברזל, Mechitzah shel Barzel) mellem ham og hans Skaber, som der står skrevet: 'Og Jeg vil fjerne stenhjertet (לב האבן, Lev HaEven) fra jeres kød'. Og da vil han klynge sig til sin Skaber. Derfor er det bedst at længes efter Herrens bud (hvilket refererer til Torah), for 'den, der ikke kender sin Herres veje og sin Herres bud, som er Torahs hemmeligheder, hvordan skal han kunne tjene Ham?'"

Ud fra det sagte kan vi se, at mennesket må anstrenge sig for at opnå tilstanden af Torah. Og for at opnå Torah må mennesket acceptere Himmerigets herredømme over fornuften. Det vil sige i en tilstand der strider mod menneskets fornuft – nemlig at han for sin egen skyld intet behøver, men kun ønsker at handle til Skaberens fordel.

Med dette kan vi fortolke det, der står skrevet (Vayetze): "Og dit afkom (sæd) skal blive som jordens støv (עפר הארץ, Afar HaAretz)." Her betyder "afkom" børn. Og i arbejdet kaldes "børn" for forståelse af Torah og bud (תורה ומצות, Torah U'Mitzvot). Og Herren lovede Jakob, at forståelsen i Torah og bud kun kan opnås, når mennesket accepterer at være som "jordens støv". Det vil sige, at han accepterer at overholde Torah og bud selvom han ikke mærker nogen som helst følelse i det, og ikke smager andet i Torah og bud end smagen af støv, idet han siger: "Jeg arbejder for Skaberen. Og hvis Han ønsker, at jeg skal arbejde for Ham på denne måde, så accepterer jeg det." Da vil han gøre sig fortjent til storhed (גדלות, Gadlut) og til forståelse.**