"Hvad dommeren skal dømme er sandhedens sandhed, i arbejdet"

Tishrei - artikel 45 - 1991 - artikel 45

Vore vismænd sagde (Shabbat 10): »Enhver dommer, der dømmer sandhedens sandhed, er som om han er blevet partner med Skaberen i skabelsesværket.«

Og man skal forstå:

A. Hvad er »retfærdig dom«, og hvad er »retfærdig dom i sandhed«. Det betyder, at der kan være retfærdig dom, men uden »i sandhed«. Men normalt er det sandhed. Og hvad betyder »i sandhed«. Det vil sige, hvad tilføjer »i sandhed« til os.

B. Hvad er »som om vi blev partnere med Skaberen i skabelsesværket«.

C. Hvad er det, der gør, at netop »sandhed i sandhed« kan være partnere med Skaberen. Det, der ikke er sandhed i sandhed, kan ikke være partnere. Og man skal forstå, hvad årsagen er, det vil sige, hvad er sammenhængen mellem »sandhed i sandhed« og skabelsesværket.

Det er velkendt, at skabelsen som er skabelsen af verden og dens fylde, var baseret på hensigten om at gøre godt mod sine skabninger. Og i denne henseende kom verden til med en mangel og også med en udfyldelse af manglen, kaldet »den uendelige verden«, som dengang var det højeste lys, der fyldte hele skabelsens virkelighed. Men for at der ikke skulle være tale om skam, blev der foretaget en korrektion, kaldet »indsnævring/tzimtzum«. Det er et spørgsmål om skjulthed og hemmelighed, så det gode og glæden, som Skaberen ønsker at give sine skabninger, ikke bliver synligt i verden før de er i stand til at rette sig mod at give deres Skaber tilfredshed.

Derfor påhviler det skabningen at rette op på skammen, som er at de skal rette sig mod at give. Og da skabningerne er skabt med en natur der ønsker at modtage for sig selv som bekendt, fordi Skaberen ønsker, at skabningerne skal nyde det gode som han ønsker at give dem, skabte han derfor i dem et ønske og en længsel efter det. Derfor er det et stort arbejde, hvis skabningerne skal gøre det modsatte, nemlig at acceptere hensigten om at give. Og det kaldes, at vi kan skabe egnede kar, som er parate til at modtage det gode og nydelsen, og at der ikke er nogen skam forbundet med at modtage nydelsen.

Det fremgår heraf, at karret, der skal modtage det gode fra Skaberen, består af to aspekter:

1. Ønsket om at modtage nydelse.

2. At intentionen skal være at give.

Og det fremgår heraf, at for at skabelsens mål kan realiseres, nemlig at de skabte væsener skal modtage det gode og nydelsen, skal man skelne mellem to partnere i fremstillingen af karrene :

1. Skaberen, som gav viljen til at modtage.

B. At de skabte væsener skal give intentionen om at modtage det de modtager, »med det formål at give«.

Ud af disse to bliver karret, der er egnet til at modtage det gode og nydelsen.

Og herfra skal vi fortolke det vi spurgte om, nemlig hvad meningen er med »som om han blev partner i skabelsesværket«. Og man skal forstå hvad det antyder for os, når man siger »som om«. Sagen er, at fra lysets side som er det gode og nydelsen, giver kun Skaberen, og her kan man ikke tale om partnerskab. Men om karret kan man tale om partnerskab. Da Skaberen giver viljen til at modtage og længslen efter at modtage nydelse, og de skabte giver den anden halvdel af karret, som er viljen til at give. Det vil sige, at vi tilskriver Skaberen den ene del af karret, som er viljen til at modtage. Og den anden del af karret, som er viljen til at give, tilskriver vi de skabte, som gør dette. Der er altså to partnere i karret.

Og det er som der står skrevet i Zohar (forordet til Zohar, bogstav 67), og det lyder således: "Og sig til Zion, Mit folk, læs ikke: du er Mit folk, men: du er Mit folk med et skarpt blik. Det betyder at være Min partner. Hvad Jeg har gjort med mine ord, himlen og jorden, skal du også gøre. Det vil sige, Jeg begyndte skabelsen ved at skabe viljen til at modtage, og du skal afslutte den, det vil sige give viljen til at modtage en intention om at give. Og det kaldes partnerskab."

Det viser sig, at partnerskab hovedsageligt stammer fra kraften af indsnævring/tzimtzum og skjulthed, som sker på karret til at modtage. Det vil sige, at lyset forsvandt på grund af indsnævringen. Men ved hjælp af rettelsen, der kaldes »med det hensigten at give«, kan lyset igen skinne i det omfang der er vilje til at give i karret.

Og i henhold til dette må man spørge: Står der ikke skrevet »hele jorden er fyldt med Hans herlighed«, og ligeledes står der skrevet i Zohar »der er intet sted, der er tomt for Ham« (der er intet sted, der er tomt for Skaberen), hvilket betyder, at der ikke er noget sted for skjulthed og begrænsning i verden. Men vi ser, at når mennesket kommer til et fald, så er mennesket underlagt skjulthed og begrænsning og føler ingen spiritualitet.

Men betydningen er, at der ikke er nogen begrænsning for Skaberen, men »hele jorden er fyldt med Hans herlighed«. Men »du er før verden blev skabt, og du er siden verden blev skabt«. Det skal fortolkes således, at før verden blev skabt (verden, dvs. det skjulte og det hemmelige), fyldte Skaberen hele virkeligheden. Ligeledes, da verden blev skabt (efter at det skjulte og det hemmelige blev skabt), fylder Skaberen også hele virkeligheden. Der er ikke noget sted, der er frit for Skaberen, men han er skjult for de skabte, som ikke føler ham på grund af rettelsen, som er et spørgsmål om at der ikke skal være nogen form for skam.

Heraf følger, at det som mennesket føler i arbejdet, nemlig det skjulte og det hemmelige, begynder netop, når mennesket ønsker at opnå tilknytning (Dvekut) til Herren, som der står skrevet: »og at klamre sig til ham«, hvilket er et spørgsmål om lighed i form. Det betyder, at ligesom Skaberen ønsker at glæde sine skabninger, skal mennesket også stræbe efter, at alle dets bekymringer i livet udelukkende skal være at gøre Skaberen tilfreds.

Og for at mennesket ikke skal bedrage sig selv og sige at det ikke bekymrer sig om sig selv, men at dets eneste hensigt er at påvirke Skaberen, når man giver ham en nedgang ovenfra, dvs. at han ikke føler nogen mening med Torah og Mitzvot, så kan man se hans virkelige situation, om han ikke har noget ønske for sig selv men at alle hans tanker er til gavn for Skaberen eller til gavn for sig selv. Da mennesket i nedgangstiden skal sige: Hvad betyder det for mig hvad jeg føler når jeg beskæftiger mig med Torah, når alle mine tanker er til gavn for Skaberen; derfor gør jeg mit, og jeg tror at Skaberen vil nyde det. Og spørgsmålet om tanken, at man skal tænke sådan, får jeg fra de vises tro. Men når hans hensigt er til gavn for sig selv, siger han noget andet.

Og det er som der står i artiklen »Seder Avoda« af min far, z»l , og hans ord er: «Og når man forholder sig til arbejdet for Skaberen, skal man tro at Han modtager vores arbejde, og det er ikke vigtigt hvordan arbejdet ser ud, og man skal blot forholde sig til arbejdet for Skaberen, det er nok."

Derfor kan han i nedture se sin virkelige situation i arbejdet. Men det vigtigste er, at han da skal styrke sin tro på, at »hele jorden er fyldt med Hans herlighed«. Selv om mennesket befinder sig i en ydmyg situation, må  man ikke sige at man på dette sted, Gud forbyde det, ikke kan sige »hele jorden er fyldt med Hans herlighed«. Men mennesket skal tro på det der står skrevet, »Hans herlighed fylder verden«, at det kun er skjult for ham, og det er gjort for at give ham mulighed for at træffe et valg og handle for at give og ikke for sin egen skyld. For sin egen skyld kan han ikke arbejde med glæde, fordi ønsket om at modtage for sig selv ikke giver nogen mening.

Og mennesket kan da være tilfreds med, at det nu har plads, hvor det kan sige, at det nu kun arbejder til  Skaberens gavn. Og hvis man ikke kan overvinde sig selv og være glad for dette arbejde, så skal man sige: Jeg er tilfreds med at jeg ser sandheden, hvor langt jeg er fra det sande arbejde, og derfor har jeg nu en mulighed for at bede Skaberen af hele mit hjerte om at hjælpe mig, ellers er jeg fortabt, for jeg ser at jeg ikke har nogen kraft i mig, som kan overvinde og frigøre mig fra begær efter at modtage for min egen skyld.

Og her ser vi, at arbejdsgangen er, at man skal bede om løn for sit arbejde i Torah og Mitzvot, ved hjælp af hvilket man vil nå at arbejde for Himlens skyld, hvilket betyder at man skal erhverve sig kar til at give, ved hjælp af hvilke man vil være i stand til at modtage det gode og nydelsen, hvilket var skabelsens mål, »at gøre godt mod sine skabninger«. Og det er på den måde, som de vise mænd sagde: »Vi gav Torah for at forene Israel med den«. Det vil sige, at den løn, de beder om for at overholde Torah er foreningen, det vil sige hensigten, at de ved at overholde Torah og mitzvot vil opnå ønsket om at give, som de vise mænd sagde: »Lyset i den bringer ham tilbage til det gode«.

Og med det sagt skal vi fortolke det vi spurgte om, nemlig hvad de sagde: »Enhver dommer der dømmer sandhed i sin sandhed, bliver partner med  Skaberen i skabelses værket.« Og spørgsmålet er, hvad er ›sandhed‹ og hvad er »sandhed i sin sandhed«. Svaret er, som jeg skrev (artikel 44, 5751), at der er to aspekter af »for Guds skyld«:

a. At man ikke arbejder for at blive respekteret af andre eller for penge eller lignende. Man arbejder i stedet i al beskedenhed med Skaberen. Og alt hans arbejde er for at opfylde Torah, det som  Skaberen har befalet os. Derfor beder han  Skaberen om at give ham liv, sundhed, udkommende og lignende i denne verden. Og også give ham løn i den kommende verden. Som der står skrevet i Torah: »Og hvis du hører, så vil jeg give dig græs på din mark«, det vil sige, at Skaberen vil betale ham hans løn. Det vil sige, at hans handlinger, det han gør, kun er for Skaberens skyld.

B. At han arbejder for Skaberens skyld, selv om hans intention også er for Skaberens skyld. Det vil sige, at han ikke ønsker nogen løn, men at alt er til  Skaberens gavn, hvilket betyder, at også hans intention er for  Skaberens skyld.

Således skal »sandhed« blot fortolkes som, at kun hans handlinger er for Skaberens skyld, men hensigten er endnu ikke i stand til at gøre det for  Skaberens skyld. Derfor, når man taler om arbejde, vil fortolkningen være at enhver person, der ønsker at dømme sig selv og se hvordan hans situation er  i arbejdet, skal være en sand dommer.

Og selvom han er en sand dommer, der ser at alle hans handlinger er for Skaberens skyld, kan denne dommer ikke være »som om han er partner med Skaberens skabelsesværk«. Det vil sige, at skabelsesværket, som er skabelsen af verden, havde til hensigt at give glæde til de skabte væsener.

Og der blev foretaget en rettelse, for at der ikke skulle være »nahama d'kesufa/skammens brød«, at skabningerne skulle lave det andet kar som nævnt ovenfor, hvilket er hensigten med at give. Og da dommeren dømmer retfærdigt, er han stadig ikke værdig til at modtage det gode og nydelsen, fordi der stadig er en forskel mellem ham og lyset, og derfor kan han ikke være partner.

Det er ikke tilfældet med denne dommer, der dømmer »sandhed for sandhedens skyld«, dvs. at hensigten også er for Himlens skyld, for da er der allerede en rettelse af karret til modtagelse, så der vil være lighed mellem kar og lyset, og da kan lyset komme ind i det kar, og denne dommer bliver partner. Af ovennævnte grund, at han gav karrets partnerskab, det vil sige viljen til at give, den række der ligger på  karret af viljen til at modtage, kaldet »modtager med henblik på at  give«.

Det vil sige, at først nu, hvor han har færdiggjort karret , kan skabelsens mål, som er skabelsen, åbenbares for de nedre, fordi vi allerede har rettet op på spørgsmålet om skam da de allerede kan modtage alt med henblik på at give.

Men når mennesket stiller en dommer for at dømme situationen, det vil sige at se om man foretrækker kærlighed til  Skaberen frem for kærlighed til sig selv, og dommeren skal sige sandheden om dette, så skal det ikke være hovedparten af hans arbejde. Tværtimod er hovedopgaven, at mennesket skal stræbe efter det gode, det vil sige beskæftige sig med Torah og derfra fuldkommenhed og glæde, fordi man har fået lov til at beskæftige sig med Torah. Og det er ikke vigtigt, hvor meget kærlighed han har til Torah og mitzvot, men selve udførelsen af mitzvot uden betingelser, han tror at det er noget stort som nævnt ovenfor, at når mennesket relaterer arbejdet til Skaberen, er det ikke vigtigt hvilken form hans arbejde har, men alt modtages af Skaberen.

xxxOg arbejdet på denne måde kaldes »højre linje« og ›fuldkommenhed‹. Og herfra får mennesket livskraft, så det bagefter også har styrke til at gå ad »venstre linje«, det vil sige at stille en dommer, som vil dømme retfærdigt i hvordan hans arbejde virkelig er. Men det skal kun være en del af den tid, han bruger på at arbejde for Skaberen. Men hovedparten af arbejdstiden skal være på højre side. Og dette kan sammenlignes med to ben, for på ét ben kan man ikke gå og komme videre i arbejdet.

Og her skal man fortolke, hvad der står skrevet: »Fred, fred til den fjerne og den nære siger Skaberen, og jeg vil helbrede ham« . Man skal fortolke hvad »langt væk« og ›nær‹ betyder i arbejdet. Men »langt væk« kaldes venstre linje. Det vil sige, når mennesket stiller en dommer til at dømme hvordan det opfører sig i arbejdet, ser man, hvor langt  man er fra Skaberen. Og »nær« vil betyde, når han vender tilbage til at arbejde på højre linje, for da er det tid til kun at se fuldkommenhed. Det vil sige, at han betragter arbejdet selvom det kun er en lille smule fastgørelse i Torah og Mitzvot, som værende meget vigtigt for ham, fordi han ikke fortjener at komme lidt tættere på. Derfor kaldes en person i højre tilstand for «nær Herren".

Men disse to linjer er i strid med hinanden, da de er modsætninger. Så kommer den midterste linje og afgør og skaber fred mellem dem. Det kaldes, at  Skabern skaber fred mellem dem da det er kendt, at  Skabern kaldes den midterste linje.

Og som det er kendt, er arbejdsgangen at man begynder at arbejde i én linje, hvilket er det generelle arbejde, hvor man kun ser på handlingen. Og der får hver enkelt normalt tilfredsstillelse fra arbejdet. Man skal vide, at i én linje skinner det generelle lys, som er det lys der skinner på afstand. Det vil sige, at selvom mennesket stadig er langt fra lighed i form, modtager  man alligevel lys fra dette lys. Og så har man ikke noget at gøre med »to skrifter, der modsiger hinanden«, for det har kun én vej.

Det er ikke tilfældet, når mennesket går over til venstre linje, hvor man ønsker at korrigere sig. Og det kan kun ske, når en dommer undersøger dets situation. Og hvis dommeren dømmer retfærdigt, så ser man at det ikke er i orden. Det vil sige, at alt hvad  man gør, er til egen fordel. Og så har  man grund til at bede om, at  man ønsker at  korrigere sig. Det vil sige, at han ønsker at vende tilbage til Skaberen. Det vil sige, at han vil være forbundet med Skaberen og ikke være adskilt fra Ham. Så bliver han gjort til den ene linje. Højre linje.

Og med dette skal man fortolke, hvad de vise mænd har sagt (Midrash Rabba 19), at Ruben begyndte at korrigere sig, som der står skrevet: »Barnet er væk, og hvor skal jeg gå hen?« Det skal fortolkes som en hentydning til rækkefølgen af omvendelse, når mennesket siger: »Barnet er væk.« Det er kendt, at mennesket har to kræfter:

A. Den kaldes den gamle og tåbelige konge.

B. Den kaldes det stakkels barn. Som der står skrevet (Prædikeren 4): »Bedre er et stakkels og klogt barn end en gammel og tåbelig konge.«

Det vil sige, at når mennesket begynder at rette sig, skal det vide hvad det skal rette sig for. Og det er det, der hentydes til i det som Reuven sagde: »Barnet er væk, og jeg ved ikke, hvor jeg skal hen.« Det vil sige, at barnet kaldes det gode begær. Og det er væk. Og det eneste, mennesket ser, er at al kontrol over kroppen er den gamle og tåbelige konge som er det onde begær. Og som bekendt kaldes den gode  hensigt viljen til at give, den onde hensigt kaldes viljen til at modtage.

Før mennesket ser at viljen til at modtage styrer det, og at denne kontrol bringer det onde, det vil sige får  ham til at være fjernt fra Skaberen, har det stadig ikke noget at korrigere sig for. Først når han ser, at »barnet er væk«, får han mulighed for at gøre bod, det vil sige at vende tilbage til Skaberen, hvilket kaldes »at klæbe sig til  Skaberen«. Det vil sige, at hvor han før var fjernt fra Skaberen, er han nu tæt på Skaberen. Dette kaldes »bod«.

Og det kaldes »venstre side« efter reglen »alt, der skal rettes, kaldes «venstre». Og da mennesket også skal gå i retning af fuldkommenhed, der kaldes ›højre‹, bliver der «to skrifter, der modsiger hinanden, så den tredje skrift kommer og afgør det mellem dem". Det vil sige, at  Skaberen giver ham ønsket om at give. Og så opnår han ægte fuldkommenhed. Det vil sige, at han derefter opnår det, der kaldes »Torah«, som kaldes »Torah og Israel og  Skaberen er ét«.

Men man må ikke glemme, at selv om det vigtigste skal være på højre side, som kaldes »fuldkommenhed«, hvor man på højre side tager brændstof til arbejdet, afhænger fremskridtet i arbejdet, dvs. at nå målet om fuldkommenhed, dvs. at modtage det gode og nydelsen, netop af venstre side.

For der ser mennesket sin mangel, og der er plads til at rette denne mangel ved bøn, at  Skaberen vil udfylde hans mangel. For kun med  Skaberens hjælp kan mennesket gøre fremskridt, som der står skrevet i Zohar, for den hjælp der kommer ovenfra, er »Neshama Kadosha«. Og således går han fremad, indtil han når frem til og opnår skabelsens mål, som er det gode og glæden.

Og med det skal man fortolke det der står skrevet (Salme 78): »Han udvalgte sin tjener David og tog ham fra fårefoldene, fra hyrdernes hyrde, for at bringe ham til at vogte Jakob, hans folk, og Israel, hans arv.« Det skal fortolkes, at han valgte sin tjener David, fordi han havde flere fortrin end andre. Om dette står der: »og tog ham fra fåreindhegningen«. »Indhegningen« skal fortolkes som mad. Det vil sige, at hans føde, det han spiste var får. Vores fader, z»l, fortolkede ordet «får" som udgang.

Det vil sige, at når en person føler at han er kommet ud af sin tjeneste for Skaberen, at han føler en nedgang, så er han ikke imponeret over det. Tværtimod giver det ham mulighed for at bede til  Skaberen om at blive befriet fra det ondes herredømme og bringe ham tættere på Ham. Derfor var hver eneste udgang han havde, brændstof for hans bønner. Det er ikke tilfældet, når mennesket altid befinder sig i en opstigning, for da har man ikke behov for at komme videre. Der står skrevet: »Og han tog ham fra fåreindhegningen«.

xxxxxOg ligeledes står der: »Efter at de var steget op«. »Steget op« skal fortolkes som opstigninger. »Efter at de var steget op«, det vil sige efter opstigningerne, som er nedstigninger, »bragte de Jakob til at græsse«. »Jakob« kaldes Y-Jakob/Yod-Akev, fordi Jakob kaldes tro, som er noget, man træder på med sine fødder. Det vil sige, noget der er af mindre betydning. Det vil sige, at netop fra de situationer, der kommer efter stigninger, som er fald, netop fra faldene vogtede han sin tro.

Det vil sige, at fra faldene tog han styrke til at udvide sin tro. Og det står skrevet »Jakobs folk«, hvilket betyder  Skaberens folk. »Og i Israel hans arv«. Det vil sige, at efter at han havde opnået nedturene til Y-Jakob/Yod-Akev, som er troen som nævnt ovenfor, opnåede han derefter »arven af landet«. Der står skrevet ›Israel‹, som derefter nåede til niveauet Yashar-El, og derefter opnåede arven af landet, som er formålet med skabelsen. Der står skrevet »og i Israel hans arv«.

Man må dog ikke glemme, at hovedfokus i arbejdet skal være på højre linje. For selv om man fra venstre side bevæger sig fremad, kan man ikke gå uden højre side, fordi man skal være i en tilstand af glæde, som der står skrevet: »Tjen Herren med glæde«. Og det kan man kun opnå fra højre side. Og selvom det er i modstrid med venstre side, skal man være i en ophøjet sindstilstand, og det opnår man kun, når man tror på  Skaberen og har tillid til de vise, som har fortalt os, at man skal bestræbe sig på at værdsætte alle sine handlinger, selvom de endnu ikke er, som de burde være. Og i den grad at man takker Skaberen, selv for små handlinge, som man er i stand til at udføre, får det en til at føle sig forbundet med Skaberen.