“Hvad er “Fred, fred til den fjerne og til den nære” i arbejdet”
1991 – artikel 36

Zohar (Korach, side 2, og i Sulam, punkt 5) siger følgende:

“Korach gik i strid. Hvad er strid? Adskillelse og afvisning både ovenfra og nedenfra. Og den som ønsker at afvise verdens korrektion, vil blive udslettet fra alle verdener. Strid er fjernelse og afvisning af fred. Og den, som strides mod fred, strides mod Hans hellige navn, fordi Hans hellige navn kaldes ‘fred’. Verden består kun på grund af fred. Da Skaberen skabte verden, kunne den ikke bestå, før Han bragte fred til at hvile over den. Og hvad er det? Det er sabbatten. Derfor vil den som strides mod freden, gå til grunde fra verden. Rabbi Yosi sagde: Der står skrevet: ‘Stor fred har de, som elsker Din lov.’ Torah er fred, som der står: ‘Og alle dens stier er fred.’ Og Korach kom for at skade den øvre fred, som er Torah, dvs. midterlinjen der kaldes Torah, som skaber fred mellem højre og venstre, og også den nedre fred hos Moses. Derfor blev han straffet både fra det øvre og det nedre – fra ild og fra jordens mund.”

Man må forstå det der siges som begrundelse for at “verden kun kan bestå på grund af fred”, nemlig fordi Hans hellige navn kaldes “fred”. Deraf følger, at hele årsagen til at verden ikke kan bestå er, at Den Hellige kaldes fred.

Man må også forstå, hvad forbindelsen er til Skaberens navn. I enkel forstand forstår enhver, at hvis der er strid kan verden ikke bestå. Men hvad har det med Skaberens navn at gøre? Man må også forstå hvad der menes med “hvad er fred”. Han siger at fred kaldes “shabbat”. Og Rabbi Yosi siger, at fred kaldes “Torah”. Altså: hvordan kommer det til udtryk og bliver tydeligt, at shabbatten og Torah repræsenterer fred?

Først må vi vende tilbage til to grundprincipper, som vi må kende, og som vi har talt om mange gange:

1. Hvad er skabelsens formål?
2. Hvad er skabelsens korrektion, dvs. hvad skal vi gøre for at opnå skabelsens formål?

Det er kendt at skabelsens formål er, at de skabte væsener skal modtage godt og nydelse, som der står: “Hans vilje er at gøre godt mod sine skabninger.” Til dette formål skabte Han i de skabte væsener et ønske om at modtage nydelse. For hvis der ikke er længsel efter noget, kan man ikke nyde det. Derfor ser vi, at hvor et menneske ser at man kan få nydelse fra noget, har man ikke kraft til at holde sig tilbage fra at ville modtage denne nydelse. Og hvis vi nogle gange ser, at et menneske alligevel giver afkald på en nydelse, må det skyldes en særlig grund, fordi mennesket ikke kan gå imod sin natur, som er ønsket om at modtage.

Derfor, hvis der er en tilstrækkelig grund, giver mennesket afkald på de nydelser det ønsker at modtage. Og dette kan være af to grunde:

1. På grund af belønning – dvs. hvis han giver afkald på denne nydelse, som han nu længes efter, vil han i stedet modtage en større nydelse.
2. På grund af straf – dvs. hvis han ikke giver afkald på denne nydelse, vil han få store lidelser, og han ser, at det er værd at give afkald for at undgå lidelse.

Deraf følger, at når mennesket nu giver afkald på ønsket om at modtage nydelse, er det ikke, fordi man ikke vil arbejde for egen fordel. Tværtimod ser man, at hvis man ikke giver nu afkald  på det  man længes efter, vil det skade ens egen fordel. Derfor giver man afkald. Af denne grund siger vi ikke, at når man giver afkald på nydelse, gør man noget imod sin natur eller skader ønsket om at modtage. Alt hvad man gør følger stadig ønsket om at modtage.

Det vil sige, man skal ikke kun se på de handlinger et menneske udfører. For nogle gange giver man afkald på noget, men det er ikke et tegn på at man er et arbejdende (spirituelt arbejdende) menneske. Man må også se på intentionen.

For eksempel kan et menneske nogle gange give afkald på lysten til at spise og lignende hvis man ved, at nogen vil se at man er en person der giver afkald på nydelser – hvilket er et tegn på, at man tjener Skaberen – og mennesker vil ære ham for det. Dermed får man kraft til at overvinde, fordi man vil modtage en større nydelse, nemlig ære. Dette er det almindelige tilfælde.

Der findes også undtagelser, hvor mennesker kan nedgøre sig selv,dvs. give afkald på ære for at opnå en lyst. Og der er dem der ikke giver afkald på en lyst, men ikke på grund af ære – tværtimod. Hvis et menneske arbejder i det skjulte, kan man f.eks. spise meget, og folk vil sikkert se det og foragte en i deres hjerter. Han giver afkald på æren for at opnå, at han kan arbejde i skjulthed, og gennem dette arbejde kan han opnå en højere nydelse, for den der går i skjulthed opnår vedhæftning til Skaberen.

Det vil sige at han ikke ønsker at få tilfredsstillelse fra at folk ærer ham. Der er en regel: Når mennesker mener at en person er ophøjet, ærer de ham. Og æren har magt – den, der først er fanget i æresbegæret kan ikke slippe fri af det. Det betyder, at han er tvunget til at arbejde og anstrenge sig for at opnå ære, og han kan ikke udføre nogen handling for Himlens skyld.

Derfor har vi fået et råd: at mennesket skal udføre alle sine handlinger i skjulthed, og så vil man ikke give ham ære. På den måde kan man redde sig fra at falde under æresbegærets herredømme. Og så har man plads til at vænne sig til at handle med hensigt om at give.

Ud fra det ovenstående ser vi, at den der giver afkald på en lille nydelse og i stedet modtager en større nydelse, ikke dermed – Gud forbyde det – har skadet ønsket om at modtage. Og den større nydelse kan nogle gange komme fra en form for begær, og nogle gange fra ære og lignende.

Og nogle gange er der én der modtager en lille nydelse, dvs. et lille begær. Det er fordi han ved, at han dermed giver afkald på en større nydelse, nemlig ære. Spørgsmålet er: hvorfor ønsker han at give afkald på en større nydelse? Det er fordi han ønsker at modtage noget endnu større i stedet for dette afkald – nemlig at opnå et højere trin. For eksempel ønsker han gennem at give afkald på ære at opnå vedhæftning til Skaberen.

I et sådant tilfælde siger vi ikke at han modtager en lille nydelse (som fx at spise) og giver afkald på en større nydelse (ære). Vi må snarere sige, at selv den lille nydelse giver han ikke afkald på – men det er kun i andres øjne. De ser på ham og siger, at denne person mangler forstand, fordi han ikke vil give afkald på en lille nydelse, som han ellers kunne opgive for at få en større nydelse. De mener at han ikke engang har styrke til at overvinde en lille lyst. Dermed er det umuligt at kende sandheden om en person, der går ad vejen med skjulthed.

Nu vender vi tilbage til det, vi talte om vedrørende skabelsens korrektion: at mennesket skal nå til at gøre alle sine handlinger med hensigt om at give. Da mennesket er skabt med naturen kun at modtage for egen fordel, hvordan kan man så sige til ham, at han skal gå imod sin natur? Kroppen spørger: “Hvad får jeg ud af det?” Og man må bestemt svare: du vil få ud af det, at hvis du arbejder med hensigt om at give, vil du opnå den godhed og nydelse som ligger i skabelsens formål.

Så svaret er, at ønsket om at modtage vil opnå en større nydelse end det er i stand til nu, hvor det modtager uden intentionen om at give. Så argumenterer kroppen: “Så du siger altså, at jeg også dér vinder? Det vil sige, at hvis jeg arbejder for at give, vil jeg stadig få personlig fordel.” Derfor siger mennesket, at det ikke ser nogen handling, som kan udføres uden at der kommer en eller anden form for egen fordel ud af det.

Svaret er at det ikke er muligt at forstå med forstanden, at det skulle være muligt for et menneske at gøre noget imod sin natur. Derfor siger de vise: “Et menneske bør altid beskæftige sig med Torah og bud, selv ikke for Hendes skyld (lo lishma), for fra Lo Lishma kommer man til for hendes skyld (lishma).” Og når han studerer Lo Lishma, så vil “lyset i den bringe ham tilbage til det gode”, som der står i Sulam (Bereshit, del 3, side 64):

“For hvis et menneske beskæftiger sig med Torah og bud, selv Lo Lishma, vil han alligevel gennem lyset i den føle den ringhed og frygtelige fordærvelse som ligger i naturen af at modtage for sig selv. Og så vil han tage det til hjertet at adskille sig fra denne natur og helt hengive sig til kun at arbejde for at give sin Skaber tilfredshed. Da vil Herren åbne hans øjne, og han vil se en verden fuld af fuldkommenhed uden nogen mangel.”

Ud fra dette ser vi, at det ikke ligger i menneskets magt at forstå, hvad det vil sige at handle med hensigt om at give og Lo Lishma. Dette kan kun i nogen grad forstås gennem beskæftigelse med Torah og Bud, selv i Lo Lishma, fordi lyset i dem kan give en forståelse af, at det er værd at handle kun for Skaberens skyld og ikke for egen.

Uden denne særlige kraft i Torah og bud er menneskets forstand ikke i stand til at forstå, at det er muligt at gøre noget uden at der kommer nydelse til dets eget modtagende begær. Derfor, når man siger til et menneske, at man skal gøre alt for Skaberens skyld, og man ser at man ikke kan forstå det, er svaret: det er rigtigt – det kan ikke forstås med den almindelige forstand som mennesket har fået.

Derfor siger man til ham: Du skal vide at det er spild af tid at vente og sige, at når du forstår det så vil du begynde at arbejde for at opnå ønsket om at give – og i mellemtiden vente med at bede til Skaberen  om at få dette ønske. For før man forstår, at man har brug for noget, hvordan kan man så bede om det? Man kan sige med munden at man ønsker sig ønsket om at give, men at bede fra hjertets dyb om noget man ikke føler mangel på – hvordan skulle det være muligt?

Der findes ingen måde at forstå dette med den almindelige forstand. Den der ønsker at gå på Skaberens  vej og nå det mål han er skabt for, må tro på de vises ord som sagde, at man skal gøre alt med hensigt om at give og ikke for egen fordel. Det vil sige: Dette ønske – at alle ens handlinger skal være med hensigt om at give – kan mennesket ikke selv tiltage sig; kun Skaberen kan give det som en “anden natur”. Og man må også tro, at behovet for dette vil komme gennem beskæftigelse med Torah og Bud, selv i Lo Lishma fordi “lyset i den bringer én tilbage til det gode”.

Her ser vi altså to ting, som Skaberen giver:

1. Behovet – at mennesket forstår at det har brug for ønsket om at give. Dette får man gennem lyset i Torah.
2. Selve lyset – dvs. kraften til at kunne gøre alt med hensigt om at give.

Ud fra dette kan vi forklare det vi spurgte om: hvorfor kan verden kun bestå på fred, fordi Skaberens  navn er fred – hvad er forbindelsen?

Svaret er at der ikke kan være fred, hvis der ikke først er uenighed. For kun dér, hvor der er uenighed, giver det mening at tale om fred. Derfor må vi først forstå hvilken uenighed der findes i verden som kræver fred – fordi Skaberen  kaldes fred, og kun da kan verden bestå.

Det er kendt, at Skaberens vilje er at gøre godt mod sine skabninger. Derfor føler alle skabte væsener, at de bør modtage godhed og nydelse fra Ham. Når de ikke modtager dette, er de i uenighed med Skaberen: Hvorfor giver Han dem ikke godhed og nydelse?

Og fordi der blev lavet en korrektion for at undgå skam – nemlig at alt skal ske med hensigt om at give – så er Skaberen uenig med skabningerne: hvorfor ønsker de ikke at arbejde med hensigt om at give?

Ifølge dette følger, at der er to modsatrettede synspunkter:

A. Skabningerne siger til Skaberen: “Giv os nydelse, opfyld vores ønske – nemlig vores ønske om at modtage – med alt godt, så vi kan sige: ‘Velsignet er Han som talte, og verden blev til’, fordi vi føler det gode vi har og nyder det.”

B. Og Skaberen siger: “Jeg ønsker også at nyde den verden, jeg har skabt, og hele min nydelse er at I nyder, for dette er formålet med skabelsen, som der står: ‘Hans vilje er at gøre godt mod sine skabninger.’ Men jeg ønsker, at jeres nydelse skal være fuldkommen, uden nogen form for ubehag, som kaldes ‘skam’.”

Når uenigheden således mærkes hos skabningerne, ønsker de at skabe fred med Skaberen. For ellers kan verden ikke bestå – dvs. verden skal kun eksistere for det formål den blev skabt til. Og hvis dette formål ikke kan realiseres, hvorfor skulle verden så eksistere? Den blev jo ikke skabt for, at skabningerne skal lide smerte og lidelser.

Derfor kaldes Skaberens navn “fred”, fordi Hans navn – som i sin helhed er “den gode og den der gør godt” – ikke kan åbenbares, så længe der er uenighed mellem Skaberen og skabningerne.

Ud fra dette ser vi, at verden netop kun kan bestå på grund af fred. “Fred” betyder, at man gennem freden nu kan mærke at Skaberen er god og gør godt fordi man modtager godt og nydelse fra Ham – efter at freden er blevet skabt, dvs. at skabningerne er enige med Skaberens vilje: At de skal gøre alt til Hans fordel.

Dette kaldes at de “ligner Skaberens vilje”. Ligesom Hans vilje kun er at give til skabningerne, således bliver skabningerne nu også lig Ham, idet de kun ønsker at give til Skaberen. Og gennem denne lighed i form er der plads til at åbenbare det gode og den nydelse der ligger i skabelsens tanke. Og da åbenbares Skaberens navn som “den gode og den der gør godt”.

Med dette kan vi forstå det vi spurgte om: Begrebet “fred” giver kun mening dér, hvor der er uenighed. Hvorfor skabte Skaberen så fra begyndelsen verden med uenighed?

Svaret er, at uenighed findes, hvor der er to modsatrettede ting. Da verden blev skabt med et kar af ønsket om at modtage – for uden et ønske kan man ikke nyde – opstod skabelsen med naturen at modtage for sig selv. Derefter, for at rette dette og undgå skam, må skabningerne erhverve en anden natur – nemlig Skaberens vilje, som er at give. Heraf opstår uenigheden.

Det viser sig, at uenigheden er nødvendig. For hvis skabningerne ikke forstår uenigheden, kan de aldrig opnå skabelsens formål, som er at gøre godt mod dem. Man kan ikke rette noget, hvis man ikke kender manglen. Derfor, når man erkender uenigheden mellem viljerne, kan man skabe fred mellem dem.

Ud fra dette kan vi forklare hvad der menes med at fred er “shabbat”. Rabbi Yosi siger: "Fred er Torah”. Det vil sige, at gennem Torah kommer mennesket til at føle uenigheden, som nævnt ovenfor. Selv når man beskæftiger sig med Torah “Lo Lishma”, giver lyset i den forståelse af, at man bør arbejde med hensigt om at give. Dermed kommer man først til uenigheden – og ved så, hvad der skal rettes.

Og når mennesket derefter fortjener at nå til “Torah Lishma”, skaber Torah fred – dvs. den giver kraften til ønsket om at give, hvilket betyder at gøre alt for Himlens skyld. Så gennem Torah opnår man to ting: både karret (manglen) og lyset (kraften til at handle med hensigt om at give).

Når det siges at fred kaldes “shabbat”, modsiger det ikke at fred kaldes “Torah”. For de vise sagde (Avoda Zara 3): “Den der har arbejdet før shabbatten, vil spise på sabbatten; den der ikke har arbejdet før sabbatten, hvorfra skal han spise på sabbatten?”

Dette skal forstås i arbejdet: Hvis “shabbat” kaldes fred, hvordan kan man opnå fred uden uenighed? Hvad er uenigheden? Som de vise sagde: “Et menneske bør altid lade det gode instinkt kæmpe mod det onde instinkt.” Rashi forklarer: Føre krig med det. Denne krig er mellem det gode instinkt – ønsket om at ligne Skaberen (at give) – og det onde instinkt – ønsket om at modtage. Mennesket må altså skabe denne uenighed mellem de to modsatrettede viljer, og så kommer “shabbat” og skaber fred.

Hvis der ikke er uenighed, giver det ingen mening at sige, at sabbatten skaber fred. Derfor: “Den, der ikke har arbejdet før sabbatten, hvorfra skal han spise på sabbatten?” Arbejdet er netop uenigheden – kampen mod det modtagende begær.

Men hvorfor kaldes shabbat “fred”? Som der står i Zohar: “Hvad er shabbat? Det er Skaberen.” Og det er kendt, at Skaberens navn er “Torah”, som de vise sagde: “Hele Torah er Skaberens navne.” Det viser, at både shabbat og Torah skaber fred – dvs. gennem åbenbaringen af Torah som “Skaberens navn” skabes fred mellem skabningerne og Skaberen. Skabningerne nyder, fordi de modtager det gode og  nydelsen, og Skaberen “nyder”, fordi skabelsens formål bliver realiseret – Hans vilje til at gøre godt mod skabningerne åbenbares i fuldkommenhed.

Ud fra dette kan vi også forstå Zohars ord om, at Korach gik i uenighed, og at den der afviser verdens korrektion går til grunde. Verdens korrektion er, at alt skal være med hensigt om at give. Korach gik ind i uenighed, men skulle derefter være nået til fred som er korrektionen. Men han ønskede at blive i uenigheden. Dermed afviste han korrektionen. Derfor siges det: “Den der strides mod fred, strides mod Hans hellige navn, fordi Hans navn kaldes ‘fred’.”

Forklaringen er, at fordi Hans navn er “fred”, betyder det, at der skabes fred mellem Skaberen og skabningerne, og så åbenbares Hans navn som “den gode og den, der gør godt”. Men gennem uenighed – kaldet “forskellighed i form” – kan det gode ikke åbenbares, og skabningerne er i uenighed med Skaberen.

Men når der skabes fred i “karrene”, dvs. i ønskerne – når der bliver ét ønske i verden, kaldet “ønsket om at give” – da åbenbares alt det gode og nydelsen i verden.