Hvad er betydningen af højre linje i arbejdet
1991, artikel 38
Vore vismænd sagde: “Enhver som ophøjer sig selv over Torahs ord, ender med at blive ydmyget; og enhver som ydmyger sig selv over Torahs ord, ender med at blive ophøjet” (Avot deRabbi Natan 11:2).
Man må forstå dette: Hvorfor er det netop i forhold til Torahs ord (דברי תורה), at det er forbudt at være stolt? Generelt er det jo forbudt at være hovmodig, som der står: “Vær meget, meget ydmyg i ånden” (Pirkei Avot 4:4). Ligeledes sagde de: “Enhver som er hovmodig, om ham sige rSkaberen: ‘Han og Jeg kan ikke bo i samme bolig.’”
Hvorfor blev det altså sagt specifikt om Torahs ord?
Det er kendt, at der i opfyldelsen af Torah og bud (תורה ומצוות – תו״מ) findes to aspekter:
- De kaldes 613 råd (תרי״ג עיטין – Eitin).
- De kaldes 613 befalinger / indskydelser (תרי״ג פיקודין – Pikudin).
Disse to aspekter stammer fra to grundlæggende forhold i skabelsen:
- Skabelsens formål (מטרת הבריאה).
- Skabelsens korrektion (תיקון הבריאה).
Skabelsens formål er, at Skaberen ønsker at gøre godt mod sine skabninger (להטיב לנבראיו). Derfor skabte Han i skabningerne et ønske og en længsel efter at modtage nydelse og glæde (רצון לקבל).
Dette redskab til at modtage nydelsen kommer fra Skaberen selv. Derfor er dette kar fuldkomment. Det vil sige, at mennesket ikke behøver at arbejde for at skabe dette kar; det findes allerede i dets natur. For overalt hvor mennesket ser, at der er noget at nyde, begærer man det straks, som der står: “Øjet ser, og hjertet begærer.”
Men derefter blev der foretaget en korrektion. For at undgå skammen ved modtagelsen af det gode og nydelsen, blev der gjort en indskrænkning (צמצום – Tzimtzum) og skjul (הסתר – Hester), således at man ikke ser nydelsen.
Som følge heraf ser mennesket ikke det gode og den nydelse, og derfor begærer det heller ikke den nydelse, som Skaberen ønsker at give skabningerne. Først når de får kar til at give (כלים להשפעה), og nydelsen modtages gennem disse kar, forsvinder skammen ved modtagelsen.
Da ophæves skjulet, og man ser det gode og den nydelse, som Skaberen ønsker at give skabningerne.
Men man må vide, at hele vores arbejde består i at skabe kar til at give (כלי להשפעה). Dette skyldes, at dette kar er modsat vores natur.
Hvordan kan mennesket gå imod sin natur?
Derfor begynder man med at opfylde Torah og bud (תו״מ) med hensigt om at modtage (על מנת לקבל). Som Zohar (הזהר הקדוש) siger: man skal opfylde Torah og bud af frygt (יראה).
Denne frygt forklares på to måder:
- Man opfylder Torah og bud på grund af belønning og straf i denne verden, såsom sundhed, levebrød osv.
- Man opfylder Torah og bud på grund af belønning og straf i den kommende verden, dvs. at få Gan Eden (גן עדן) og undgå Gehinnom (גיהנום).
Disse to former er ikke i modstrid med viljen til at modtage (רצון לקבל), som er menneskets natur.
Derefter træder mennesket ind i arbejdet på niveauet det hellige ubevægelige (דומם לקדושה).
“Ubevægelig” (דומם) er det første niveau, og alle begynder fra dette niveau. Dette gælder hele fællesskabet. Det vil sige, at i form af omgivende lys (אור מקיף – Ohr Makif) skinner lyset over hele Israels fællesskab.
Det vil sige, at alle som har en tilknytning til Torah og bud (תו״מ), allerede har det omgivende lys (אור מקיף), som skinner over dem.
Betydningen af omgivende lys er, at lyset skinner uden for karrene.
Dette skyldes, at lyset behøver et kar, der er i lighed i form (השתוות הצורה) med lyset. Da lyset er i form af at give (להשפיע), må karet også være med hensigt om at give (בעל מנת להשפיע).
Så længe mennesket ikke har gjort sine kar egnede til at være med hensigt om at give, befinder lyset sig uden for karret. Derfra skinner det dog på karret.
Ved dette modtager karret gradvist et behov for at blive lig lyset og begynder at søge råd om, hvordan man kan opnå denne lighed.
Det vil sige, hvordan karret – som kaldes viljen til at modtage (רצון לקבל) – kan få kraft til at handle med hensigt om at give (על מנת להשפיע).
Zohar siger, at der findes endnu en måde at opfylde Torah og bud, af frygt:
- Man opfylder Torah og bud fordi “Han er stor og hersker” (בגין דאיהו רב ושליט).
Det betyder, at den frygt, som får ham til at opfylde Torah og bud, ikke skyldes at viljen til at modtage skal få nydelse af det – dvs. at han forventer en belønning for sin indsats.
Tværtimod: Kongens storhed og betydning forpligter ham. Derfor ønsker han at tjene Kongen.
Han ønsker ingen belønning for sin indsats i Tora og Bud. Selve det, at han udfører handlinger for at give til Kongen, er hans nydelse.
Men hvordan kan mennesket føle Kongens storhed og betydning, når der findes e skjul (הסתר) over kongens storhed og betydning, hvilket skyldes indskrænkningen (צמצום) som nævnt ovenfor?
Hvorfra kan man da få Skaberens storhed (גדלות ה')?
Her begynder arbejdet i tro over forstanden (אמונה למעלה מהדעת).
Det vil sige, at mennesket må tro på Kongens storhed og betydning. Dette arbejde kaldes, at mennesket må bede til Skaberen om:
“Må Hans store navn blive ophøjet og helliget” (יתגדל ויתקדש שמיה רבה).
Det betyder, at Skaberens storhed og betydning må åbenbares i verden.
For så længe mennesket er nedsænket i viljen til at modtage (רצון לקבל), findes der en korrektion kaldet skjul over den øvre forsyn (הסתר על השגחה עליונה), selvom Skaberen leder verden i form af “god og gør godt” (טוב ומטיב).
Ellers ville der ikke være noget sted for fri vilje, hvor man kunne gøre noget med hensigt om at give.
Som bekendt er det lettere at give afkald på små nydelser og sige: hvis det ikke er med hensigt om at give, vil jeg ikke bruge dem.
Men når det gælder store nydelser, er det naturligvis meget sværere at give afkald. Derfor var det nødvendigt med skjul over det øvre Forsyn.
Men for at mennesket kan eksistere i verden – og uden nydelse kan skabningerne ikke eksistere – og da dette er på grund af skabelsens formål (מטרת הבריאה), som er at gøre godt mod skabningerne, forklarer den hellige ARI (האר״י הקדוש):
Ved karrenes brud (שבירת הכלים) i verden Nekudim (עולם הנקודים) faldt gnister (ניצוצין) ned i klipot (קליפות). Disse gnister giver liv til klipot, så de ikke ophører med at eksistere.
Disse kaldes i Zoharens sprog “tynd glans” (נהירו דקיק).
Og fra denne tynde glans (נהירו דקיק) stammer alle de materielle nydelser.
Men den sande gode nydelse er klædt i Torah (תורה). Derfor begynder man med de materielle nydelser, da disse ikke er så store som de spirituelle nydelser. Gennem dem lærer man at modtage dem med hensigt om at give (על מנת להשפיע).
I det omfang mennesket træder ind i arbejdet med at give (להשפיע), i samme grad fjernes skjulet og tildækningen (העלם והסתר), som ligger over nydelsen i Torah og bud (תורה ומצוות – תו״מ).
Men hvordan får mennesket kraft til at arbejde med hensigt om at give, selv når det gælder små nydelser? Mennesket er jo kun i stand til at arbejde til egen fordel.
Hvordan kan det da begynde at give afkald på noget af sin egen fordel?
Svaret er det, vore vismænd sagde:
“Skaberen sagde: Jeg har skabt den onde tilbøjelighed (יצר הרע), og jeg har skabt Torah som krydderi (תורה תבלין), for lyset i den bringer ham tilbage til det gode.”
Det vil sige, at når mennesket beskæftiger sig med Torah (תורה), må man rette sin hensigt mod, at Torah giver ham lyset (מאור), som får ham til at ønske at arbejde til Skaberens fordel og ikke til sin egen.
Denne fase kaldes “613 råd” (תרי״ג עיטין).
Det betyder, at de blot er råd, som viser, hvordan man kan nå lighed i form (השתוות הצורה), hvilket kaldes vedhæftelse til Skaberen (דביקות בה').
Efter at mennesket har fået et kar, som kaldes ønsket om at give (רצון להשפיע), fortjener man derefter Torahs aspekt, som er Skaberens navne (שמותיו של הקב"ה).
Denne fase kaldes i Zohars sprog “613 indskydelser / befalinger” (תרי״ג פיקודין).
Det betyder, at i hver mitzva (מצוה) er der betroet et særligt lys, som hører til netop denne mitzva. Denne Torah kaldes derfor “Skaberens navne” (שמותיו של הקב"ה).
Da kan mennesket opnå det gode og den nydelse, som findes i skabelsens tanke (מחשבת הבריאה), som kaldes “Hans vilje er at gøre godt mod sine skabninger” (רצונו להטיב לנבראיו).
Så fortjener mennesket tilstanden:
“Torah, Israel og Skaberen er ét”.
Denne tilstand må mennesket nå, som det står skrevet i bogen “Pri Chacham” (פרי חכם).
Men menneskets egentlige arbejde begynder, når det ønsker at opfylde Torha og bud (תו״מ) på grund af Skaberens storhed (גדלות ה').
Det vil sige, at man ønsker at nå til en tilstand, hvor alle ens handlinger er med hensigt om at give (על מנת להשפיע).
Da begynder mennesket at opleve opstigninger og nedstigninger (עליות וירידות).
Dette skyldes, at hele arbejdet er bygget på tro over forstanden (אמונה למעלה מהדעת).
Derfor skinner troen (אמונה) nogle gange for mennesket, og andre gange skinner den ikke.
I sådanne øjeblikke må mennesket tro, at “der er ingen anden end Ham” (אין עוד מלבדו), det vil sige, at der findes ingen anden kraft i verden end Skaberens kraft.
Min far og lærer (אאמו"ר זצ"ל) sagde, at mennesket også må tro, at nedstigningerne (ירידות) gives af Skaberen.
Det betyder, at mennesket må tro over forstanden (למעלה מהדעת), at Skaberen hører enhver munds bøn (שומע תפלת כל פה) – både en vigtig persons og en simpel persons.
Selv hvis mennesket føler, at det er et simpelt menneske, som mangler Torah og mangler arbejdets kraft, kan Skaberen alligevel give ham alt gennem bøn (תפלה), hvis man beder om, at Skaberen vil bringe sig nærmere til Ham.
Og mennesket ønsker da blot at tjene Kongen uden nogen belønning.
Men hvad kan mennesket gøre, når kroppen (הגוף) ikke er enig i dette?
Derfor beder det Skaberen om at tage det som en tjener, der vil tjene Ham.
Selvom man ikke har flere fortjenester end andre, føler man et indre pres, som vækker en til at tjene Kongen. Men man har ingen kontrol over kroppen.
Derfor beder han Skaberen om hjælp.
Dette kaldes, at mennesket tror, at Skaberen hører enhver munds bøn (שומע תפלת כל פה).
Men når mennesket føler mangel (חסרון) og sin egen lidenhed (שפלות), gælder en regel:
“Af mangel kan mennesket ikke leve; mennesket kan kun leve af opfyldelse.”
Kun når mennesket føler en smag af fuldkommenhed (שלימות), kan det leve.
Derfor gives mennesket mulighed for at arbejde på en anden måde, som kaldes “højre linje” (קו ימין).
Dette er en vej, hvor mennesket føler fuldkommenhed (שלימות).
Men her opstår et problem:
Når mennesket vil gå fra “venstre linje” (קו שמאל) – som repræsenterer noget, der kræver korrektion – til højre linje, hvordan kan det da pludselig føle fuldkommenhed?
For venstre linje (קו שמאל) betyder netop at se sine mangler og fejl.
Korrektion (תיקון) kan man kun tale om, hvor der findes fordærv (קלקול).
Når mennesket i venstre linje ser, at man ingen kontrol har over kroppen, og at kroppen kun ønsker at handle til egen fordel, hvordan kan man så bagefter gå over til højre linje og glæde sig over fuldkommenhed og takke Skaberen for at have bragt en nærmere til arbejdet?
Det virker som “to skriftsteder der modsiger hinanden.”
Forklaringen er, som min far og lærer (אאמו"ר זצ"ל) sagde:
I arbejdet med Skaberen findes der altid modsætninger, som kaldes “højre” og “venstre” (ימין ושמאל).
Dette gælder også i de øvre verdener.
De står i modsætning til hinanden, indtil midterlinjen (קו האמצעי) kommer og afgør mellem dem.
Som der står:
“Indtil det tredje skriftsted kommer og afgør mellem dem.”
På samme måde findes der også modsætninger i arbejdet.
Dette stammer fra de øvre rødder.
På den ene side står der:
“Hans hjerte blev ophøjet på Herrens veje.” (ויגבה לבו בדרכי ה')
På den anden side sagde vore vismænd:
“Vær meget, meget ydmyg i ånden.”
Forklaringen er, at disse gælder på to forskellige tidspunkter, det ene efter det andet.
Først ved slutningen af arbejdet gælder de på samme tid, når mennesket når midterlinjen (קו האמצעי).
Som vore vismænd sagde:
“Der er tre partnere i mennesket:skaberen, hans far og hans mor.”
Faderen giver det hvide, moderen giver det røde, og Skaberen giver sjælen (נשמה).
Kun i midterlinjen virker alle disse sammen.
Derfor, når mennesket går på venstre linjes vej (קו שמאל), må det have en vis stolthed (גאוה), som der står:
“Hans hjerte blev ophøjet på Herrens veje.”
Det vil sige, at mennesket må sige, som vore vismænd sagde:
“Derfor må hvert menneske sige: For min skyld blev verden skabt.”
Det betyder, at mennesket må bestræbe sig på at nå skabelsens formål (מטרת הבריאה) – at Skaberen ønsker at gøre godt mod sine skabninger (רצונו להטיב לנבראיו).
Derfor må mennesket bestræbe sig på, at skabelsens formål virkelig opfyldes i det.
Før det når målet, må det føle mangel (חסרון) og sørge over, at det endnu ikke har nået fuldkommenhedens niveau, som passer til den skabning, Skaberen har skabt.
Dette kaldes venstre linje (קו שמאל), dvs. manglens aspekt.
Men hvad skal mennesket gøre, før det når fuldkommenheden, når det befinder sig i manglens tilstand?
Mennesket kan ikke eksistere på mangel alene – det må modtage livskraft (חיות).
Og livskraft kan kun komme fra fuldkommenhed (שלימות), fordi mennesket kun kan leve af det, hvorfra det modtager glæde og nydelse.
Fra venstre linje (קו שמאל) kan man ikke leve.
Derfor må mennesket gå over til højre linje (קו ימין), som kaldes “fuldkommenhed” (שלימות).
Men hvordan kan mennesket føle fuldkommenhed, når det ser, at det står “nøgent og uden noget”?
Hvorfra kan det modtage fuldkommenhed? Med andre ord: hvorfra kan det få glæde og nydelse i en sådan tilstand?
Svaret er, at mennesket da må sige til sig selv, at det ikke ser, at det er mere værd end andre mennesker, som slet ikke har fået den fortjeneste at have et ønske og en længsel efter Torah og bud (תורה ומצוות – תו״מ).
Det vil sige, at de ikke engang har behov for Lo Lishma (לא לשמה – ikke for Hendes skyld).
Men man ser, at Skaberen (ה') har givet en et ønske og en længsel efter at gøre noget i Torah og arbejdet (תורה ועבודה).
Selvom man ikke har nogen smag i arbejdet, har man dog fortjenesten til at gøre noget i handlingen (מעשה). Kun hensigten (כוונה) er endnu ikke i orden. Men man ser, at man dog har en lille tilknytning til arbejdet.
Hos andre har Skaberen ikke givet ønsket eller længslen efter at gøre noget i Torah og arbejdet. Og mennesket tror, at dette er en stor ting, selvom det endnu ikke føler vigtigheden af det. Alligevel tror det på dette over forstanden (למעלה מהדעת).
Desuden ser man, at der findes mange mennesker, som er glade for, at de beskæftiger sig med Torah og bud (תו״מ). De er glade og ser på de sekulære mennesker som på almindelige dyr. Hensigten tænker de slet ikke på.
Så hvorfor skulle han ikke være glad som dem?
De føler fuldkommenhed i deres arbejde. Hvorfor skulle jeg fortjene en større fuldkommenhed end dem?
Hvis jeg ser, at jeg ikke er i stand til at handle med hensigt om at give (על מנת להשפיע), føler jeg mig mangelfuld. Hvem siger, at jeg fortjener en højere grad end den de har?
Derfor må mennesket ydmyge sig selv og sige, at det ikke fortjener en højere grad end andre.
Ud fra dette kan mennesket modtage fuldkommenhed (שלימות) – nemlig at glæde sig over, at det har en lille tilknytning til arbejdet for Skaberen (עבודת ה').
Og ud fra dette bør man være i glæde hele dagen.
Ud fra dette kan vi forklare det, vi spurgte om:
Der står:
“Enhver som ophøjer sig selv over Torahs ord, ender med at blive ydmyget; og enhver som ydmyger sig selv over Torahs ord, ender med at blive ophøjet.”
Vi spurgte: hvorfor siges dette specifikt om Torahs ord (דברי תורה)? Vore vismænd sagde jo generelt: “Vær meget, meget ydmyg i ånden.”
Svaret er, at her tales der om mennesker, som ønsker at gå på sandhedens vej i arbejdet for Skaberen.
Det vil sige, at alle deres handlinger skal være med hensigt om at give (על מנת להשפיע).
De opfylder da verset:
“Hans hjerte blev ophøjet på Herrens veje.” (ויגבה לבו בדרכי ה')
Denne stolthed (גאוה) betyder ikke, at mennesket ønsker noget for sin egen fordel. Tværtimod ønsker det at annullere sig selv over for Skaberen (להיבטל לה').
For sig selv ønsker man at dræbe dette begær, som kaldes viljen til at modtage (רצון לקבל).
Man ønsker at opfylde det, vore vismænd sagde:
“Torah består kun i den, der ‘dræber sig selv’ for den.”
Derfor er hans stolthed ikke den slags stolthed, om hvilken det blev sagt:
“Enhver som er hovmodig – om ham siger Skaberen: ‘Han og Jeg kan ikke bo i samme bolig.’”
Her består hans stolthed i, at han ønsker at dræbe sin vilje til at modtage, og ikke være som andre mennesker, som kun bekymrer sig om deres egen fordel.
Men alligevel sagde vore vismænd, at der findes en tid, hvor mennesket må være i ydmyghed (שפלות), dvs. nøjes med lidt.
Det betyder, at man ikke behøver at tjene Skaberen mere end fællesskabet (הכלל).
Ligesom fællesskabet arbejder på handlingens niveau (מעשה) uden at give særlig opmærksomhed til hensigten (כוונה), og er tilfredse med dette og gør det med glæde – hver efter sin opdragelse.
Derfor siger mennesket da:
“Jeg bor blandt mit folk.”
Jeg har ikke brug for store ting.
Men man kan spørge: er det ikke bedre at arbejde for at nå tilstanden Lishma (לשמה – for Hendes skyld)?
Svaret er, at der kræves meget arbejde for at nå Lishma.
I mellemtiden – under arbejdet – oplever mennesket opstigninger og nedstigninger (עליות וירידות), fordi dette arbejde går imod naturen.
Når man ser, at man endnu ikke gør fremskridt mod ønsket om at give (רצון להשפיע), føler man mangel (חסרון).
Og af mangel kan mennesket ikke leve og kan ikke modtage glæde. Derfor er det da uden livskraft (חיות).
Dette kaldes “venstre linjes arbejde” (עבודת השמאל).
Derfor må mennesket gå over til højre linje (קו ימין), som kaldes fuldkommenhed (שלימות).
Når mennesket føler sig i en tilstand af fuldkommenhed, kan det derfra modtage glæde og livskraft og nyde sit arbejde i tjenesten for Skaberen (עבודת ה').
Da giver det lovprisning og tak til Skaberen for, at Han har givet det fortjenesten at få en lille tilknytning til arbejdet for Skaberen.
Ellers kan mennesket ikke eksistere og vil falde ned i tristhed (עצבות).
Og i en tilstand af tristhed er mennesket ikke i stand til at arbejde.
Den eneste nydelse, man da kan finde, er søvn. For når mennesket sover, føles det som om det er flygtet fra sine lidelser.
Derfor må mennesket gå ind i fællesskabets arbejde (עבודת הכלל).
Derefter vender man igen tilbage til venstre linje (קו שמאל), men dette må ske med mål og vægt (במידה ובמשקל).
Hovedsageligt bør mennesket være i højre linjes arbejde (קו ימין), indtil Skaberen hjælper en og giver midterlinjen (קו האמצעי).
Som vore vismænd sagde:
“Der er tre partnere i mennesket:Skaberen, hans far og hans mor.”
Ud fra dette kan vi også forklare verset:
“Vand vil flyde fra hans spande.” (יזל מים מדליו)
“Vand” (מים) kaldes Torah (תורה).
“Spand” (דליו) kommer af ordet דל – fattig.
Fattigdom (עניות) betyder mangel, og “der er ingen fattigdom uden mangel på viden” (אין עני אלא בדעת).
Verset lærer os, at den, der ønsker at opnå Torah, dvs. at Skaberen skal give ham oplyste øjne i Torah, må gennemgå mange tilstande, før han fortjener denne åbenbaring.
Man må vide, at man ikke kan opnå Torahs lys før man har fået kar, som er egnede til Torah.
Derfor må man først gennemgå 613 råd (תרי״ג עיטין) – råd om, hvordan man kan forberede sig til at nå 613 indskydelser (תרי״ג פיקודין).
På dette stadium begynder arbejdet med venstre linje og højre linje (קו שמאל וקו ימין).
I begyndelsen er arbejdet kun i én linje.
Derefter kommer venstre linje, og den oprindelige linje bliver til højre linje.
Men når mennesket allerede har arbejdet i venstre linje, dvs. med stolthed i Herrens veje (ויגבה לבו בדרכי ה'), og ikke længere ønsker at være som fællesskabet, bliver det svært for ham igen at gå tilbage til den simple vej, som nu kaldes højre linje.
Derfor lærer verset os, at mennesket må vende tilbage til tilstanden “fattig og ydmyg” (דל ועני), som om det ingen viden har.
Ved gentagne gange at vende tilbage til højre linje bliver mennesket som en fattig (דל).
Af mange sådanne “fattige” dannes en spand (דלי).
Og fra denne spand strømmer vand (מים) – som er Torah.
Det vil sige, at gennem disse “spande” vil mennesket til sidst fortjene Torah.
Dette er betydningen af ordene:
“Enhver som ophøjer sig selv over Torahs ord, ender med at blive ydmyget.”
For han må ydmyge sig og gå i højre linje.
Og “enhver som ydmyger sig selv over Torahs ord, vil til sidst blive ophøjet” – og vil fortjene Torah.