Hvad betyder: „Du skal se Min ryg, men Mit ansigt må ikke ses“ i arbejdet

(1991 – Artikel 43)

Det er kendt, at rækkefølgen i arbejdet for at nå skabelsens mål – som er at gøre godt mod sine skabninger – foregår i to aspekter:

1) Dette er tro over fornuften, et aspekt der kaldes imod forstanden. Det betyder, at menneskets forstand normalt afgør, om det er værd at gøre noget eller ej, for ifølge reglen kan et menneske ikke handle imod sin fornuft. Alligevel påtager mennesket sig arbejdet med at tjene Herren, selv om forstanden ikke forstår nytten. Det accepterer troen på de vise, sådan som de har fastlagt for os, hvordan vi skal tjene Herren.

De sagde, at man skal gå efter Toráhs love og ikke efter sin egen forstand. Dette kaldes aspektet „mocha“.

2) Dette betyder viljen til at modtage, og mennesket må arbejde imod denne vilje – dvs. handle og udføre gerninger for at opnå viljen til at give. Dette kaldes „liba“.

Da mennesket af natur er født med viljen til at modtage for sig selv, og når man ønsker at arbejde for at give, åbenbares det for ham, så han erkender, at viljen til at modtage er ond. Men det er forbudt for ham straks at se, hvor stærkt viljen til at modtage hersker over mennesket – dvs. at erkende, hvor ond den er, og hvor stor magt den har over ham, så han ikke selv er i stand til at slippe ud af dens herredømme.

For hvis mennesket så ondskabens kraft i sig og hvor langt den fjerner ham fra Herren, ville han sige: Denne ondes magt i mig er større end hos andre mennesker – hvordan kan jeg overvinde den? Så ville han sige, at hans anstrengelser er forgæves, fordi han ikke ser nogen udvej fra viljen til at modtage, som er hele ondskaben, dvs. det eneste, der forhindrer ham i at nå tilknytning (devekut) og lighed i form. Derfor ville det være bedre for ham at flygte fra denne kamp.

Derfor åbenbares ondskaben ikke på én gang, men lidt efter lidt. Man giver ham en opstigning, og han tro, at han ikke længere har noget ondt i sig, for under opstigningen føler han sig nær Herren og mener, at han ikke længere behøver Herrens hjælp. Han tror, at han vil forblive på denne opstigning for evigt, fordi han nu ser, at alt andet er tomhed, og at det vigtigste er at komme nær Herren.

Men da mennesket må se al ondskaben i sig for at kunne bede af hele sit hjerte – for kun da har han et fuldstændigt kar, dvs. en sand mangel – får han derfor en nedstigning ovenfra. Det vil sige, at man åbenbarer lidt mere ondskab i viljen til at modtage, som man ikke tidligere havde tænkt på. Dette gentager sig igen og igen, indtil der hver gang åbenbares mere ondskab.

Hvis han ikke flygter fra kampen, sker det, at når han når den nederste grad af sin ondskab, giver Den Hellige, velsignet være Han, ham den nødvendige hjælp for at redde ham fra ondskabens herredømme. Da opnår mennesket viljen til at give, som kaldes „en anden natur“, og da får han åbnede øjne i Toráh.

Ud fra det ovenstående følger det, at arbejdets rækkefølge ikke er, som mennesket forestiller sig ud fra sin egen forstand. Skaberen har en anden orden. Om dette kan man sige:
„For Mine tanker er ikke jeres tanker, og jeres veje er ikke Mine veje“ (Esajas 55).

Mennesket forstår verdens orden sådan, at når man lærer en visdom eller et fag, så skrider man frem dag for dag, forstår mere og mere, indtil man opnår fuld forståelse. Derfor, efter at mennesket er blevet vant til arbejdet gennem opdragelsen – dvs. at man kun skal arbejde med handlingerne – lærer man ham at acceptere troen: at tro på Herren og tro på de vises tro, som fastlagde for os, hvordan Toráh og bud skal overholdes.

Mennesket skal blot huske, mens det beskæftiger sig med Toráh og bud, at han opfylder Herrens bud, som Han befalede os gennem Moses og de vise efter ham, og gennem dette vil vi få belønning i denne verden og i den kommende verden. Dette er begyndelsen på menneskets arbejde i Toráh og bud.

Dette kaldes arbejde på handlingens niveau – også kaldet det kollektive arbejde og „det stillestående i Hellighed“.

Efter at han er blevet vant til handlingernes arbejde og udfører dem med glæde, fordi han har fået fortjenesten af at opfylde Herrens bud, kan man tale om intentionen. Men før mennesket opfylder Toráh og bud på det kollektive niveau – handlingens niveau – skal man ikke tale med ham om intentionen. Dette svarer til Rambams ord, at spørgsmålet om intentionen, kaldet lishma (for Hendes skyld), ikke åbenbares for enhver, men kun lidt efter lidt for dem, hvis forstand er vokset.

Det betyder, at Israels fællesskab, kaldet „det stillestående i Hellighed“, lyser for dem med troens aspekt som et omgivende lys, og ved dette kan mennesket opfylde Toráh og bud på handlingens niveau. Men dem, der endnu ikke opfylder Toráh og bud selv på dette generelle niveau, kan man slet ikke tale med om intentionen.

Derimod er der mennesker, som i det generelle er i orden, men føler et indre pres for også at beskæftige sig med intentionen. De har hørt, at alle handlinger bør være „for Himlens skyld“ (lishma), og de ønsker også at være blandt dem, der tjener Herren for Himmelens skyld.

Begrebet „for Himmelens skyld“ har flere betydninger:

1. At man beskæftiger sig med Toráh og bud ikke for ære eller penge, men udelukkende fordi Den Hellige, velsignet være Han, har befalet os det gennem Moses. Men samtidig ønsker mennesket, at Herren betaler ham løn, som de vise sagde: „Trofast er din arbejdsgiver til at betale dig for dit arbejde“ (Pirkei Avot).

Her er egen fordel stadig årsagen.

2. En anden betydning er, at det ikke er egen nytte, der forpligter ham til at udføre Torá og Bud, men Herrens storhed og ophøjethed. Det, at han tjener Kongen og opfylder Kongens befalinger, er årsagen til, at han arbejder.

Dette kaldes sandt lishma: ikke belønningen, men Herrens storhed er årsagen.

Når de vise siger, at arbejdsgiveren betaler løn, betyder det for de, der ønsker at arbejde for at give, men hvis krop modsætter sig det, og som ikke kan overvinde viljen til at modtage. De beder Herren om hjælp til at kunne arbejde uden nogen modydelse. Da hører Herren deres bøn og giver dem en anden natur – viljen til at give – og dette er deres løn.

Man skal dog vide, at netop når mennesket begynder at arbejde for at give, må man først føle en virkelig mangel. Da der ikke findes nogen opfyldelse uden mangel, må mennesket erkende, at uden viljen til at give er han adskilt fra Herren på grund af forskel i form. Men også denne erkendelse – følelsen af ondskaben i viljen til at modtage – gives ikke af mennesket selv. For ellers ville spørgsmål som: „Hvad får du ud af at give?“ fjerne hele behovet for at arbejde for at give.

Derfor er det netop gennem Toráhs lys, som lyser for mennesket – selv når det studerer “ikke for Hendes skyld” (lo lishma) – at dette lys giver mennesket evnen til at føle manglen og behovet for at opnå viljen til at give. Men som nævnt, åbenbarer man ikke for mennesket al den ondskab, der findes i viljen til at modtage, på én gang. Man viser ham hver gang lidt.

Det vil sige: efter hver nedstigning, hvor han ser, at han befinder sig i adskillelse og ikke har lyst til arbejdet, giver man ham en form for opstigning. Og efter hver opstigning får han igen en nedstigning, indtil al ondskaben åbenbares for ham. Først derefter, når han allerede har en fuldstændig mangel, modtager han ovenfra viljen til at give.

Men midt i arbejdet, når mennesket oplever en nedstigning, ønsker han at flygte fra kampen. Denne tilstand kaldes „bagside“ (achoraim) – dvs. at troens lys ikke skinner for ham, så han kan fortsætte arbejdet. I stedet forstår han, at Herren burde handle med ham, sådan som mennesket selv forstår det. Men Herren handler efter Sin forståelse og ikke efter menneskets.

For mennesket mener, at arbejdets orden bør ligne alle andre fag, som man lærer: at man hver dag går fremad. Men her ser mennesket, at han tilsyneladende hver dag går baglæns – dvs. hver dag ser han sig selv i en tilstand achoraim. Men sandheden er, som sagt, at Skaberen handler med ham, som Skaberen forstår det – ikke som mennesket forstår det.

Ud fra dette ser vi, at arbejdets orden er det stik modsatte af menneskets forståelse. For mennesket mener, at hvis han hele tiden havde opstigninger i graden, ville han nå målets fuldkommenhed. Men Skaberen forstår det omvendt: for hvis mennesket blev ved med at være i opstigning, ville han tro, at han allerede var fuldkommen, dvs. at han ikke mangler noget i sit arbejde.

Så ville han forblive på niveauet af det „stillestående i Hellighed“, og ondskaben i ham – som stammer fra viljen til at modtage – ville han ikke føle som ond, fordi han ikke ser, at den forhindrer ham i at beskæftige sig med Torhá og bud. Han ville ikke vide, hvad „achoraim“ er – dvs. hvad det betyder, at Toráh og bud ikke lyser. Tværtimod ville han altid være glad for, at han tjener Herren og opfylder Hans bud.

Men der er en regel: ovenfra giver man ikke luksus. Det vil sige, at når mennesket ikke føler, at han mangler det væsentlige, er det forbudt at give ham noget overflødigt.

Når mennesket mangler det nødvendige liv – dvs. livets sjæl, som kaldes tilknytning til Herren, også kaldet fuldkommen tro – giver det ingen mening at tale om luksus. I spiritualitet kaldes noget „luksus“, hvis mennesket ikke føler, at han uden det ikke kan leve.

Kun når mennesket beder Herren om noget, som er så nødvendigt for ham, at livet uden det er værdiløst, kaldes det nødvendighed. Dette kaldes et sandt ønske – en mangel, der er værdig til at modtage opfyldelse. Hvis ønsket ikke er så stærkt, regnes det som luksus.

Derfor: Når mennesket har tilfredsstillelse i Toráh og bud på handlingens niveau, er der ikke plads til at give ham en højere grad, for han har ikke et presserende behov for frelse.

Heraf følger, at mennesket ikke kan stige i Hellighedens grad, undtagen når han føler sig i den dybeste ringhed, hvilket kaldes en tilstand af achoraim. For netop i bagsidens tilstand kan han modtage et kar – en mangel – til at få hjælp ovenfra.

Den hjælp, der kommer ovenfra, kaldes sjæl, som der står i Zohar:
„Den, der kommer for at rense sig, får hjælp.“ – „Med hvad?“ – „Med en hellig sjæl.“

Hver gang han beder om hjælp, modtager han en højere grad, indtil han fortjener at opnå NRNHY i sin sjæl.

Med dette kan vi forklare det, vi spurgte om:
„Du skal se Min ryg, men Mit ansigt skal ikke ses.“

„Du skal se“ betyder: hvis mennesket vil opnå syn – dvs. åbne øjne i Toráh, som er erkendelsen af Toráh som Skaberens navne – kan han ikke opnå dette i en opstigningstilstand, hvor Toráh og bud lyser for ham, og han føler tilfredsstillelse og ønsker stadig større grader, som i det materielle, hvor mennesket hele tiden ser fremgang.

Dette kaldes forside (panim).

I spiritualitet er det omvendt: netop gennem achoraim – dvs. gennem tilstand, der ikke lyser, gennem nedstigninger – åbenbares mere og mere af ondskaben i viljen til at modtage, som forhindrer mennesket i at nå målet, som det blev skabt til.

For mennesket kan ikke modtage hjælp fra Herren, undtagen dér hvor han føler en ægte mangel. Derfor kan han ikke sige, at Herren ikke ser ham, når han føler, at han går baglæns. Tværtimod: Denne bagside, som mennesket føler, kommer ovenfra – Herren hjælper ham ved at vise ham ondskaben i viljen til at modtage.

Så mennesket gør faktisk fremskridt – men ikke efter menneskets forståelse, men efter Skaberens. Det er dette, der menes med:
„Mine tanker er ikke jeres tanker.“

Skaberen hjælper ham først ved gradvist at lade ham føle, hvor stor ondskaben i viljen til at modtage er. Man kan ikke åbenbare al ondskaben på én gang, for så ville mennesket flygte fra kampen. Derfor åbenbares den lidt efter lidt, indtil han ser dens sande omfang. Da har han et sandt behov for Guds hjælp, og da fortjener han at trække NRNHY i sin sjæl.

Dette er betydningen af: „Du skal se Min ryg“ – at netop gennem bagsidens tilstande kan mennesket nå målet.

Hermed kan man også forklare det, der står:
„  Herren har ikke fået lyst til jer fordi I er flere end alle folkene, for I er de mindste af alle folkene.“

Dette handler ikke om ydre nationer, men om mennesket selv, for som Zohar siger: „Ethvert menneske er en lille verden.“

Nogle gange er „Israel“ i mennesket stærkere end „folkeslagene“, dvs. i en opstigning, hvor han føler sig fuldkommen i Toráh og bud. Da kunne han tro, at Herren elsker ham netop derfor. Derfor svarer Skriften: „Ikke fordi I er mere talrige…“

For i denne tilstand mangler mennesket ikke Herrens hjælp – han føler sig allerede hel på handlingens niveau. Derfor siger Skriften: Jeg elsker jer netop, fordi I er de mindste – dvs. når I føler, at alle de egoistiske ønsker hersker over jer, og „Israel“ i jer ikke tæller.

Når I ser ondskaben i jer i dens sande mål, og I råber til Mig af hele hjertet om hjælp – da er tiden inde til at hjælpe jer. For nu beder I om nødvendighed og ikke luksus.

Derfor skal mennesket ikke blive forskrækket, når ondskaben under nedstigningen kommer for at diskutere med ham og sige: „Du ser jo, at du ikke gør fremskridt – flygt fra denne vej.“
Dette er tidspunktet for valget: enten at flygte eller at overvinde og sige: „Nu ser jeg sandheden – kun Herren kan hjælpe mig.“

Og han tror på det der står: „For Du hører enhver munds bøn.“
Så flygt ikke.