Visdommen Kabbalah og filosofien

Hvad er spiritualitet?

Filosofien har spildt enorm møje på at bevise, hvordan det materielle er født af det spirituelle, og hvordan sjælen føder kroppen. Alligevel accepterer hjertet ikke deres ord – slet ikke.

Deres hovedfejl lå i forståelsen af spiritualitet: De hævdede, at det spirituelle fødte og frembragte det materielle – hvilket utvivlsomt er opdigtet.

Enhver fader må have en vis lighed med sin afkom; denne lighed er vejen og stien, gennem hvilken afkommet trækkes. Ligeledes må enhver årsag have et vist forhold til sin virkning, så de kan komme i kontakt gennem dette forhold.

Når man siger, at det spirituelle er fuldstændig frataget alle materielle egenskaber, findes der ingen sti, intet forhold, hvorigennem det spirituelle kan berøre og bevæge det materielle – ikke det mindste.

Begrebet »spiritualitet« hører slet ikke hjemme i filosofien. Hvordan kan man diskutere noget, man aldrig har set eller mærket? På hvilket grundlag er deres tanker da støbt?

Kun den, der én gang har opnået og mærket noget spirituelt, kan skelne mellem spirituelt og materielt. Det er de ægte kabbalister. Derfor har vi brug for Kabbalas visdom.

Filosofien og Hans Essens

Filosofien elsker at beskæftige sig med Hans essens (Atzmuto) og bevise alle negationslove, der gælder dér. Kabbalah beskæftiger sig slet ikke med det.

Hvordan kan man definere »hvad« i noget, man umuligt kan fatte eller opnå? En negation er ikke mindre værd end en positiv definition.

Ser man en genstand på afstand og genkender alle dens negationer – alt, hvad den ikke er – er det allerede en vis erkendelse. Var den endnu længere væk, kunne man ikke engang afgøre negationerne.

Derfor er al filosofi tomhed og forvirring: De praler af at forstå Hans væsen gennem negationerne. Kabbalisternes mund lukkes derimod dér. De giver Ham ikke engang et simpelt navn, for det vi ikke opnår, kan vi ikke navngive. Et ord viser begyndelsen på opnåelse.

Men om Hans udstråling i tilværelsen taler og skelner de meget – præcis i de udstrålinger, de virkelig har opnået, ikke mindre konkret end sanselig opfattelse.

Det spirituelle er kraft uden krop

Kabbalisterne definerer »spiritualitet« som noget uden tid, sted eller nogen materiel værdi overhovedet (efter min mening har hele filosofien iført sig en kappe, der ikke er dens egen – den har stjålet nogle definitioner fra Kabbalah og lavet menneskelige lækkerier af dem).

Det spirituelle er ren kraft – ikke kraft iklædt krop som i denne verden, men kraft uden krop.

**Et spirituelt kar kaldes en kraft.

Kraft i spirituel forstand henviser ikke til selve det spirituelle lys, for dette lys udgår direkte fra Hans væsen. Derfor gælder samme regel: Vi har ingen fatning eller opnåelse i det, så vi kan ikke give det navn eller definition. Selv ordet »lys« er kun lånt.

Navnet »kraft uden krop« siges derfor præcist om det spirituelle kar.

Lys og kar

Man kan ikke spørge: Hvordan skelner kabbalisterne da mellem lysene, når hele visdommen er fyldt med deres skelnen?

Skelnen gælder ikke lysene i sig selv, men karrets reaktion – den nævnte kraft – når lyset møder det.

Kar og lys (forklaring af ordene)

Her skal tilføjes forskellen mellem gaven og den kærlighed, den føder.

Lysene – altså karrets reaktion, som kan opnås – kaldes »stof og form« sammen: reaktionen er formen, kraften er stoffet.

Men den kærlighed, der fødes, betragtes som form uden stof.

Når vi abstraherer kærligheden fra gavens stof, som om den aldrig var iklædt nogen reel gave, men kun i den abstrakte form »kærlighed til den Hellige, velsignet være Han« – da betragtes den som ren form. Arbejdet med den kaldes »modtagelse af form«.

Alligevel er den fuldstændig reel – uden lighed med filosofisk form – fordi ånden i denne kærlighed virkelig bliver tilbage i opnåelsen, fuldstændig abstraheret fra gaven, dvs. selve lyset.

Stof og form i Kabbalah

Årsagen: Denne kærlighed, selv om den kun er et resultat af gaven, er uendeligt meget vigtigere end selve gaven.

Ligesom når en stor konge giver en lille ting – tingen i sig selv er uden værdi, men kongens kærlighed og opmærksomhed er uden pris.

Derfor abstraheres den fuldstændig fra stoffet (lyset og gaven), så hele beskæftigelsen og skelnen forbliver indgraveret i opnåelsen kun som kærlighed. Gaven slettes og glemmes fra hjertet.

Derfor kaldes denne del af visdommen »den formelle Kabbalas visdom« – den vigtigste del af hele visdommen.

A-B-Y-A (Atzilut–Beria–Yetzira–Assiya)

Fire grader i denne kærlighed

Denne kærlighed har fire dele, ligesom menneskelig kærlighed:

1. Første gang man modtager en gave, kalder man endnu ikke giveren for »elsker«. Slet ikke hvis giveren er en stor og vigtig person, som modtageren ingen lighed har med.
2. Men gennem mange gaver og lang vedholdenhed kan selv den store person blive anerkendt som en ægte elsker af lige værdi. For kærlighedens lov virker ikke mellem stor og lille – ægte elskere må føle sig lige.

Derfor skelnes her fire trin i kærlighed:

• Den enkelte hændelse (gaven) kaldes Assiya (Handling).
• Gentagelsen og mangedoblingen af gaver kaldes Yetzira (Formning).
• Selve kærlighedens åbenbaring kaldes Beria (Skabelse).

Her begynder læren i den formelle Kabbalah, for på dette trin abstraheres kærligheden fuldstændig fra gaverne. Det er betydningen af »og skaber mørke« – lyset (gaverne) fjernes fra Yetzira, og kærligheden bliver tilbage uden lys, uden gaver.

4. Derefter kommer Atzilut (Udsondring): Når man har smagt og fuldstændig abstraheret formen fra stoffet i »og skaber mørke«, er man værdig til at stige op til Atzilut, hvor formen igen iklædes stof – lys og kærlighed sammen.

Sjælens oprindelse

Alt spirituelt forstås som kraft abstraheret fra krop, derfor uden materiel form. Men netop derfor er det adskilt og fuldstændig forskelligt fra det materielle. Hvordan kan det da overhovedet bevæge noget materielt, endsige føde det?

Eksempel med oxygen

I virkeligheden er selv »kraften« alene ægte stof – ikke mindre end andre materielle stoffer. Tag rent oxygen: En flaske ren oxygen virker helt tom – ingen farve, lugt, smag, vægt, ikke engang rørbar. Ligeså hydrogen.

Men kombinerer man dem, bliver de straks til flydende vand med smag og vægt. Hælder man vandet på ubrændt kalk, bliver det øjeblikkeligt fast stof.

Altså: To elementer uden nogen sanselig opfattelse bliver til fast stof. Hvordan kan vi da sige, at naturens kræfter ikke er materielle, blot fordi vore sanser ikke fatter dem? Det meste af den håndgribelige verden er jo bygget af oxygen, som sanserne ikke kan opfatte.

Desuden kan fast og flydende stof blive til luft ved varme, og luft kan blive fast ved kulde. Alle »faste« former vi kender, skifter form efter varme og kulde. Det eneste virkelig faste er kraften i dem.

Kraft er den samme i spirituelt og materielt

Kort sagt: Alle »faste« navne på stof er opfundne ud fra vore fem sanser – de eksisterer ikke i sig selv. Og når vi definerer kraft som noget uden stof, er det også opfundet. Vi må kun regne med det virkelige: Enhver materiel virkning kræver en årsag, der selv får stof i samme forhold.

Denne forvirring – at skille kraft fra virkning – kommer fra den formelle filosofi, der ville bevise en spirituel årsag til materiel virkning. Kabbalah har ikke brug for sådanne forkerte antagelser.

Krop og sjæl i de øvre verdener

Kabbalahs syn er klart og rent: Selv de højeste spirituelle adskilte væsener, som filosofien nægter al sammensætning og gør til nøgne intellektuelle stoffer – også de består af krop og sjæl, præcis som det materielle menneske.

Man spørger: Hvordan kan noget sammensat være evigt? Alt sammensat opløses jo til sidst (dør).

Svar: Kabbalisternes vej er baseret på direkte opnåelse – fakta kan ikke afvises af intellektuelle spørgsmål.

Lys og kar

Allerede i den første udstråling fra Ein Sof skelner vi to ting:

• Den udstråledes ønske om at modtage (krop, kar, essens).
• Det modtagne gode selv (lys, sjæl, udstråling fra Hans væsen).

Glæde måles kun efter styrken af ønsket om at modtage. Uden dette ønske ingen glæde. Dette ønske fandtes ikke i Hans væsen (hvem skulle Han modtage fra?). Derfor er karret noget nyt, adskilt fra Hans væsen. Lyset derimod er direkte del af Hans væsen – intet nyt dér.

Selv i det højeste spirituelle findes altså kar (ønske om at modtage) og lys (det modtagne) – to dele, der er sammensat.

Hvordan kan spirituelt føde materielt?

Filosofiens gamle spørgsmål. Det er kun svært efter deres system, der gjorde det spirituelle fuldstændig uden relation til det materielle.

Ifølge kabbalisterne er spirituelle og materielle egenskaber ens som to vanddråber. Forskellen ligger kun i stoffet: spirituelt stof vs. materielt stof. Alle love, der gælder i spirituelle stoffer, gælder også i materielle.

Derfor er det ingen problemer med at spirituelt kan føde og udvikle materielt.

De tre filosofiske fejlantagelser, som kabbalister afviser:

1. At den intellektuelle tænkeevne er den evige sjæl og menneskets væsen.
2. At kroppen er en følge af sjælen.
3. At spirituelle væsener er simple og usammensatte.

Materialistisk psykologi

Disse gamle filosofiske meninger er i dag døde og begravede – takket være den materialistiske psykologi, der byggede sit hus på deres ruiner og erobrede offentlighedens mening. Alle ser nu tomheden i den gamle filosofi; den stod på intet virkeligt grundlag.

Denne filosofi var en snublesten for Kabbalah: I stedet for at ydmyge sig og rense sig for at modtage fra kabbalisterne, fik folk alt gratis fra filosofien – og Kabbalah blev næsten glemt blandt Israel.

Derfor takker vi den materialistiske psykologi for at have givet den gamle filosofi det afgørende slag.

Jeg, Shlomo (Baal HaSulam)

Lignelsen med Kong Salomon og Ashmedai

Vore vismænd sagde: Ashmedai skubbede Salomon 400 parasang væk fra Jerusalem – uden penge, uden noget – og satte sig selv på tronen i Salomons skikkelse, mens Salomon gik fra dør til dør og tiggede. Overalt hvor han kom, sagde han: »Jeg er Kohelet!« Men ingen troede ham. Han vandrede fra by til by og råbte: »Jeg er Salomon!« Da han endelig nåede Sanhedrin, sagde vismændene: »En galning bliver ikke ved med at gentage den samme vanvittige påstand hver dag – han siger jo: Jeg var konge …«

Umiddelbart virker det mærkeligt: Et menneskes navn er ikke det vigtigste – det er ejeren af navnet, der tæller. Hvordan kunne en så vis mand som Salomon ikke blive genkendt? Tværtimod – han burde have vist sin visdom og fået respekt for sit navn.

Tre hindringer for at blive genkendt som den rette ejer

Der er tre grunde til, at »navnets ejer« ikke blev genkendt:

1. Sand visdom åbenbares kun, når man ser alle delene sammen. Før man kender hele visdommen, kan man ikke se selv den mindste smule af den. Derfor kræver den først udbredelse og offentliggørelse, så folk tror på den og er villige til at betale den store pris for at lære den.
2. Ashmedai klædte sig i Salomons klæder og sad på hans trone. På samme måde har filosofien sat sig på Kabbalahs trone. Filosofiens tanker er lettere at forstå, for løgn accepteres hurtigere end sandhed. Dermed er ulykken dobbelt:
   • Den sande visdom er dyb og krævende, mens den falske filosofi er let og overfladisk.
   • Folk siger: »Vi har jo allerede alt, hvad vi behøver – i filosofien!«
3. Djævlen kaldte Salomon for gal. På samme måde spotter og afviser filosofien Kabbalah.

Jo højere visdommen er, desto mere ophøjet og fjern er den fra folket. Salomon var visere end alle mennesker – derfor var han også ophøjet over dem. Selv de største vismænd kunne ikke følge hans tanker. Kun hans nære elever, Sanhedrin, som han underviste dag efter dag i årevis, forstod ham og gjorde hans navn kendt i hele verden.

En lille indsigt forklares på fem minutter og kan hurtigt blive berømt. En stor indsigt kræver timer, dage eller år – alt efter elevens niveau. Derfor forstår kun få i hver generation de største vismænd.

Derfor er det ikke mærkeligt, at »den viseste af alle mennesker« i eksil ikke kunne vise sin visdom eller give selv et lille bevis, så folk troede, han var den rette Salomon.

Sådan er det med Kabbalah i vor tid

På grund af trængsler og eksil er Kabbalah næsten glemt (og de få, der beskæftiger sig med den, skader den mere end de gavner, fordi de ikke har modtaget den fra en ægte kabbalist).

I dag er Kabbalah soma Salomon i eksil: Den råber »Jeg er Visdommen! I mig er hele Torahs og religionens dybeste smag!« – men ingen tror hende.

Man kunne spørge: Hvis den virkelig er visdom, hvorfor kan den ikke vise sig selv som andre videnskaber?

Svar: Ligesom Salomon ikke kunne vise sin visdom i eksilet og måtte vente, til han kom til Jerusalem og Sanhedrin – som havde lært af ham og kunne bevidne hans storhed – sådan kræver Kabbalah store, dybt søgende vismænd, der studerer hende 20–30 år, før de kan bevidne hendes sandhed.

Ligesom Salomon ikke kunne forhindre Ashmedai i at sidde på tronen, så længe løgnen ikke var afsløret, sådan ser kabbalisterne med sorg på den filosofiske teologi: Den har stjålet den yderste skal af deres visdom (som Platon og grækerne lærte af profeternes disciple i Israel), klædt sig i en kappe, der ikke tilhører dem, og sidder den dag i dag på Kabbalahs trone og har arvet sin herskerinde.

Hvem tror på kabbalisterne, når andre sidder på deres trone?

Ligesom Salomon i eksil ikke havde noget håb om at vise sandheden – visdommen er for dyb til at kunne bevises med vidner eller eksperimenter – kun de, der ofrer alt for hende, tror på hende.

Ligesom Sanhedrin ikke genkendte Salomon, før Ashmedais løgn blev afsløret, kan Kabbalah ikke bevise sin natur og sandhed, før den filosofiske teologi, der har arvet hendes trone, viser sig tom og falsk.

Derfor var der ingen større frelse for Israel end da den materialistiske psykologi kom og gav den filosofiske teologi et dødeligt slag på hovedet.

Nu er alle, der søger Skaberen, forpligtede til at sætte Kabbalah tilbage på hendes trone og give kronen tilbage til dens rette ejer.