Matan Torah [At give Torah ]
“Elsk din ven som dig selv” (Leviticus 19:18)
Rabbi Akiva siger, “Dette er en stor Klal [samling/regel] i Torah” (Beresheet Rabbah, kapitel 24).
1) Denne udtalelse fra vores vismænd kræver en forklaring. Ordet Klal [kollektiv/regel] angiver en sum af detaljer, som sat sammen danner det kollektive. Når han således siger om Mitzva [bud] “elsk din ven som dig selv,” det er en stor Klal i Torah, skal vi forstå at resten af de 612 Mitzvot [bud] i Torah, med alle deres fortolkninger, er hverken mere eller mindre end summen af detaljerne anbragt og indeholdt i dette enkelte Mitzva, “elsk din ven som dig selv”.
Dette er ret forvirrende fordi du kan sige dette om Mitzvot imellem menneske og menneske, men hvordan kan et enkelt Mitzva indeholde alle Mitzvot imellem mennesket og Gud, som er essensen og det store flertal af lovene i Torah?
2) Hvis vi stadig anstrenger os for at finde en måde at forene deres ord på, viser der sig et andet ordsprog for os der siger, endnu mere iøjnefaldende, om en konvertit som kom til Hillel (Shabbat 31a) og sagde til ham, “Lær mig hele Torah mens jeg står på et ben.” Og han svarede, “Gør ikke mod din ven, alt hvad du hader” (oversættelsen af “elsk din ven som dig selv”), “og resten er kommentarer; gå hen og studér.”
Foran os er her en klar lov, at i alle de 612 Mitzvot og i alle skrifterne i Torah er der ingen som er foretrukket frem for Mitzva’et, “elsk din ven som dig selv.” Det skyldes at de kun sigter mod at fortolke og tillade os at overholde Mitzva at elske andre ordentligt, idet han specifikt siger —“resten er kommentarer; gå hen og studér det.” Det betyder at resten af Torah er fortolkninger af det ene Mitzva, at Mitzva’et om at elske din ven som dig selv ikke kunne færdiggøres hvis det ikke var for dem.
3) Før vi dykker ned i sagens hjerte, skal vi iagttage Mitzva, idet vi er beordret: “Elsk din ven som dig selv.” Ordene“ dig selv” fortæller os, “elsk din ven i samme udstrækning som du elsker dig selv, ikke en smule mindre.” Med andre ord, du skal konstant og årvågent tilfredsstille enhver person, i det mindste i den israelske nation, ikke mindre end du altid årvågent tilfredsstiller dine egne behov.
Dette er fuldstændig umuligt, for ikke mange kan tilfredsstille deres egne behov gennem deres daglige arbejde, så hvorledes kan de bede dem om at arbejde for at tilfredsstille hele nationens ønsker? Og vi kunne umuligt forestille os at Torah’en overdriver, idet den advarer os om ikke at lægge til eller trække fra, som udtryk for at disse ord og love blev givet med yderste præcision.
4) Og hvis dette stadig ikke er nok for dig, kan jeg fortælle dig at den enkle forklaring af at Mitzva om at elske dit medmenneske er endnu hårdere, fordi vi skal sætte vore venners behov foran vores egne. Der er skrevet i Tosfot i Jerusalem’s navn [Talmud] (Kidushin 20a) angående verset “Fordi han er glad for dig” sagt om en hebraisk slave: “Når han undertiden kun har en pude, hvis han selv ligger på den og ikke giver den til sin slave, da iagttager han ikke ‘Fordi han er glad for dig,’ for han ligger på en pude og slaven på jorden. Hvis han ikke ligger på den og ikke giver den til slaven heller, er det en forbrydelse mod naturen. Det forholder sig sådan, at han imod sin vilje skal give puden til sin slave, og herren selv må ligge på jorden.”
Vi finder også den samme regel i verset om omfanget af kærligheden til andre, her sammenligner teksten også tilfredsstillelsen af vennernes behov med tilfredsstillelsen af egne behov, som i eksemplet “Fordi han er glad for dig” angående den hebraiske slave. Også her, hvis han kun har en stol og hans ven ingen, siger loven at hvis han sidder på den og ikke giver den til sin ven, bryder han Mitzva, “Elsk din ven som dig selv,” idet han ikke tilfredsstiller sin vens behov som han tilfredsstiller sit eget.
Hvis han ikke sidder på den og heller ikke giver den til sin ven, er det så ondt som en forbrydelse mod naturen. Derfor skal han lade sin ven sidde på den mens han selv sidder på jorden eller står op. Det er klart, at dette er loven vedrørende alle de behov man har, og som ens ven mangler. Gå nu og se om dette Mitzva på nogen måde er muligt.
5) Vi må forstå hvorfor Torah’en specifikt blev givet til den israelske nation og ikke ligeligt til alle mennesker i verden. Er der, Gud forbyde det, nationalisme involveret her? Selvfølgelig vil kun sindssyge personer tænke sådan. Det er sådan at vores vismænd allerede har undersøgt dette spørgsmål, og her er hvad de mente med disse ord (Avoda Zarah 2b): “Skaberen gav den til hver nation og tunge, og de accepterede den ikke.”
Men hvad de fandt forvirrende er hvorfor vi da blev kaldt “det udvalgte folk,” som det er skrevet, “Herren har valgt dig,” da ingen anden nation ønskede det. Der er endvidere et fundamentalt spørgsmål i denne sag: Kan det tænkes, at Skaberen kom med Sin lov i hænderne for at forhandle med disse vilde folk, eller gennem Sine profeter? Noget sådant har man aldrig hørt om, og det er komplet uacceptabelt.
6) Men når vi fuldt ud forstår essensen at Torah og Mitzvot som blev givet til os, og deres ønskede formål, i den udstrækning vores vismænd instruerede os, som er formålet med den store skabelse anbragt foran vores øjne, vil vi forstå alt. Det første begreb er at der ikke er nogen handling uden et formål. Der er ingen undtagelse fra denne regel bortset fra de laveste af den menneskelige art eller spædbørn. Det er derfor sikkert at Skaberen, hvis ophøjethed er ufattelig, ikke ville handle - det være sig en stor eller en lille handling - uden noget formål.
Vores vismænd fortæller os om det, at verden blev skabt alene med det formål at overholde Torah og Mitzvot, det vil sige, som vores vismænd forklarede, at Skaberens mål fra det tidspunkt er at afsløre Sin Guddommelighed til andre, idet afsløringen af Hans Guddommelighed når skabningerne som en behagelig overflod som er evigt voksende indtil den når det ønskede mål.
Med dette rejser den ydmyge sig med ægte anerkendelse og bliver en Merkava [vogn/struktur] for Ham, og til at klamre sig til Ham indtil de når deres endelige fuldførelse: “Øjet har ikke set en Gud foruden dig.” Og på grund af storheden og herligheden af denne perfektion, afstår Torah og profetien sig fra at ytre selv et enkelt overdrevent ord her, som vores vismænd antydede om dette (Berachot 34b), “Alle profeterne lavede deres profetier alene for Messiah’s dage, men for den næste verden, ‘Øjet har ikke set en Gud foruden dig,'” som det er kendt af de vidende.
Denne perfektion udtrykkes i Torah’ens og profetiernes ord og i vor vismændenes ord i det simple ord, Dvekut [adhæsion]. På grund af massernes udbredte brug af dette ord, har det mistet næsten alt af sit indhold, men hvis du reflekterer over det ord bare i et glimt, vil du blive overvældet over dets vidunderlige statur, for hvis du forestiller dig Skaberens ophøjethed og skabningens ydmyghed, vil du være i stand til at opfatte værdien af Dvekut af den ene med den anden. Så vil du forstå hvorfor vi tilskriver det ord formålet med hele skabelsen.
Det viser sig at formålet med hele skabelsen er at de ydmyge skabninger kan blive i stand til, ved at overholde Torah og Mitzvot, til stadighed kan rejse sig opad, til stadighed udvikle sig indtil de er belønnet med Dvekut med deres Skaber.
7) Men her kom vismændene fra Zohar og spurgte hvorfor vi ikke var skabt i denne høje tilstand af Dvekut med Ham til at begynde med. Hvad var årsagen til at Han bebyrdede os med dette arbejde og byrden af skabelsen og Torah og Mitzvot? De svarede “Han som spiser hvad der ikke er hans er bange for at se på hans ansigt.” Det betyder, at den som spiser og nyder ens vens arbejde, er bange for at se på hans ansigt fordi, ved at gøre sådan bliver han tiltagende ydmyget indtil han mister sin menneskelige form. Fordi det som udgår fra Hans helhed ikke kan være mangelfuldt, gav Han os plads til at indtjene vores ophøjethed ved egen indsats, gennem vores arbejde i Torah og Mitzvot.
Disse ord er dybtgående og jeg har allerede forklaret dem i min bog, Panim uMasbirot på The Tree of Life, gren et, [og i bogen studiet af de ti Sefirot, Histaklut Pnimit, del et]. Her vil jeg kort forklare dem for at gøre dem forståelige for alle.
8) Denne sag er som en rig mand som tog en mand fra markedet og gav ham mad, guld og sølv og alle ønskværdige ting hver dag. Hver dag overøste han ham med flere gaver end dagen før. Til slut spurgte den rige mand, “Sig mig, er alle dine ønsker blevet opfyldt?” Og han svarede, “Ikke alle mine ønsker er blevet opfyldt, for hvor godt og behageligt ville det ikke være hvis alle disse besiddelser og kostbare ting kom til mig gennem mit eget arbejde, som de er kommet til dig, og jeg ikke ville modtage velgørenhed fra din hånd.”Da sagde den rige mand til ham, “Hvis det er tilfældet, er der aldrig født en person som kan opfylde dine ønsker.”
Det er en naturlig ting, da han på den ene side oplever større og større nydelse, jo mere han overøser ham med gaver. Men på den anden side er det hårdt for ham at tolerere skammen over den overvældende godhed med hvilken den rige mand overøser ham. Dette skyldes at der er en naturlov om at en modtager føler skam og utålmodighed ved at modtage gaver som gives ud fra medfølelse og medlidenhed.
Herfra strækker sig en anden lov, at aldrig vil nogen være i stand til at tilfredsstille sin vens behov fuldt ud, fordi i sidste ende vil han ikke være i stand til at give ham naturen og formen af selvbesiddelse, da alene med den er den ønskede perfektion opnået.
Dette angår kun skabningerne, imens hvad Skaberen angår, er det komplet umuligt og uacceptabelt. Dette er årsagen til at Han til os har forberedt slid og arbejde i Torah and Mitzvot, til at vi selv kan skabe vores ophøjethed, fordi så kommer glæde og fornøjelse til os fra Ham, det vil sige alt hvad der er indeholdt i Dvekut med Ham, vil være vores egne besiddelser som er kommet til os gennem vores egne anstrengelser. Da vil vi føle os selv som ejerne, uden hvilket der ikke kan blive en følelse af helhed.
9) Vi er faktisk nødt til at undersøge hjertet og kilden til denne naturlov, og hvem der var far til defekten af skam og utålmodighed som vi føler ved at modtage velgørenhed fra en anden. Det forstås fra en lov, kendt af videnskabsfolk, at hver gren bærer den samme natur som dens rod, 1) og at grenen også ønsker, søger og kræver og nyder godt af rodens hele adfærd. 2) Modsat heraf, al adfærd som ikke er i roden fjerner grenen sig fra, den kan ikke udholde det, og skades af det. Denne lov eksisterer mellem hver rod og dens gren og kan ikke overtrædes.
Dette åbner en dør for os til at forstå kilden til al nydelse og smerte i vores verden. Da Skaberen er roden til Sine skabninger, føler vi alt hvad der eksisterer i Ham, som udstrækkes til os direkte fra Ham, så behageligt og dejligt, for vores natur er tættere på vores rod. Og alt hvad der ikke er i Ham og som ikke udstrækkes til os direkte fra Ham, men modsiger selve skabelsen, vil være imod vores natur og svært for os at tolerere. Vi elsker således at hvile og hader at bevæge os, så meget at vi ikke udfører en eneste bevægelse, hvis det ikke er for at opnå hvile. Det skyldes at vores rod ikke er i bevægelse men i hvile, og der eksisterer ingen bevægelse i Ham overhovedet. Derfor er det imod vores natur såvel som afskyeligt for os.
På samme måde elsker vi visdom, styrke og rigdom etc, fordi alt dette eksisterer i Ham Som er vores Rod. Derfor hader vi deres modsætninger såsom dumhed, svaghed og fattigdom, idet de overhovedet ikke eksisterer i vores Rod. Dette får os til at føle os hadefulde og afskyelige, hvilket piner os umådeligt.
10) Det er hvad der giver os den fæle smag af skam og utålmodighed når vi modtager fra andre ved velgørenhed, fordi i Skaberen er der intet såsom modtagelse af tjenester, idet fra hvem skulle Han modtage? Fordi dette element ikke eksisterer i vores Rod, føler vi det frastødende og afskyeligt. På den anden side føler vi glæde og fornøjelse hver gang vi giver til andre, da den adfærd findes i vores Rod, som giver til alle.
11) Nu har vi fundet en måde at undersøge formålet med skabelsen på, hvilket er at klamre sig til Ham, i dets sande udseende. Denne ophøjethed og Dvekut, som er os garanteret gennem vores arbejde med Torah og Mitzvot, er hverken mere eller mindre end ækvivalens mellem grenene og deres Rod. Al mildhed, nydelse og ophøjethed bliver en naturlig forlængelse her, som vi sagde ovenfor, 1) at glæden kun er ækvivalens i form med Skaberen. Når vi i vor adfærd udligner med vores Rod, oplever vi glæde. 2) Alt hvad vi møder som ikke er i vores rod,bliver utåleligt, afskyeligt eller betragtelig smertefuldt for os, nødvendiggjort i dette koncept. Og vi finder naturligt at alt vores håb afhænger af udtrækningen af vores ækvivalens i form med vores Rod.
12) Disse var vore vismænds ord da de spurgte(Beresheet Rabbah 44), “Hvorfor skulle Skaberen kere sig om hvorvidt man slagter ved halsen eller nakken?" Når det kommer til stykket blev alle Mitzvot kun givet for at rense folk” Denne forfinelse betyder rensningen af den grumsede krop, som er formålet, hvilket fremgår ved iagttagelse af hele Torah og Mitzvot, for “Et vildt æsel vil blive forvandlet til et menneske,” idet når man kommer ud af skabelsens skød, er man fuldstændig snavs og ydmyghed, det vil sige et væld af selv-kærlighed er indprentet i ham, og hver eneste af hans bevægelser bevæger sig alene omkring ham selv uden antydningen af at give til andre.
Da er man længst væk fra Roden, i den anden ende, 1) idet Roden er udelukkende at give uden antydning af modtagelse, 2) men den nyfødte er i en tilstand af komplet selv-modtagelse uden antydning af at give. Derfor betragtes hans situation som værende i det laveste punkt af ydmyghed og smuds i vores menneskelige verden.
Jo mere han vokser op, desto mere han modtager fra sine omgivelsers dele af “at give til andre”, afhængig af værdien af og udviklingen i disse omgivelser. Og så bliver man indviet til at overholde Torah og Mitzvot med selv-kærligheden som formål, for belønning i denne verden og i den næste verden, kaldt Lo Lishma [ikke for Hendes skyld], idet man ikke kan vænne sig til det på anden vis.
Og som han vokser til beder man ham om at overholde Mitzvot Lishma [for Hendes skyld], hvilket alene er med det mål at bringe tilfredshed til sin Skaber. Som Maimonides sagde (Hilchot Teshuva, kapitel 10), “Kvinder og børn skulle ikke bedes om at overholde Torah og Mitzvot Lishma da de ikke vil være i stand til at bære det. Men når de vokser og tilegner sig viden og visdom, lærer man dem at arbejde Lishma.” Det er som vore vismænd sagde, “Fra Lo Lishma, kommer man til Lishma,” som er defineret ved målet at bringe tilfredshed til ens Skaber og ikke for nogensomhelst selv-kærlighed, under nogen omstændigheder.
Gennem det naturlige middel for engagement i Torah og Mitzvot Lishma, som Giveren af Torah kender, som vore vismænd sagde (Kidushin 30b), “Skaberen siger, ‘Jeg har skabt den onde tilbøjelighed; jeg har for den skabt Torah som et krydderi.’” Således udvikles skabningen og han marcherer opad i graderne af den ovenfor nævnte ophøjethed indtil han mister alle levn af selv-kærlighed og alle Mitzvot i hans krop hæver sig, og han udfører alle sine handlinger udelukkende for at give, så selv det nødvendige som han modtager flyder i retningen af at give, det vil sige, så han kan give. Det er derfor vore vismænd sagde, “ Mitzvot blev kun givet for at rense mennesker.”
13) Der er to dele i Torah: 1) Mitzvot mellem mennesker og Skaberen, 2) Mitzvot mellem menneske og menneske, de sigter begge mod det samme—at bringe skabningen til det endelige formål, Dvekut med Ham.. Ydermere er selv den praktiske side i dem begge et og det samme, fordi når man udfører en handling Lishma, uden nogen tilblanding af selv-kærlighed, det vil sige uden at drage nogen fordel for sig selv, da mærker man ingen forskel hvorvidt man arbejder for kærlighed til ens ven eller kærlighed til Skaberen.
Det skyldes at det er en naturlov for ethvert væsen, at alting der er uden for ens krop betragtes som uvirkeligt og tomt. Og enhver bevægelse man gør for at elske en anden udføres med et reflekteret lys og nogen belønning som til sidst vil komme tilbage til ham og tjene ham til hans egen fordel. En sådan handling kan ikke anses for at være "kærlighed til andre” fordi det dømmes ved dets slutning. Det er ligesom husleje som kun betales til slut. Handlingen at leje ud anses ikke for at være kærlighed til en anden.
Men at udføre enhver bevægelse alene som et resultat af kærlighed til andre, uden en gnist af reflekteret lys eller håb om nogen form for belønning til gengæld, er af natur komplet umuligt. Der står skrevet i Zohar om dette med henblik på nationerne i verden: “Hver Hesed [bamhjertighe/nåde] som de udfører, gør de for sig selv.”
Det betyder at alt det gode de gør, enten for deres venner eller for deres Gud, ikke er på grund af deres kærlighed til andre men af selv-kærlighed, idet denne sag er fuldstændig unaturlig..
Derfor er kun de som overholder Torah and Mitzvot istand til dette, idet ved at vænne sig selv til at overholde Torah og Mitzvot for at give tilfredshed til sin Skaber, forlader de gradvis den naturlige skabnings skød og erhverver sig en anden natur, som er den ovenfor nævnte kærlighed til andre.
Det er hvad der bragte Zohar’s vismænd til at udelukke verdens nationer fra kærlighed til andre, da de sagde “Hver Hesed som de gør, gør de for sig selv,” for de er ikke involveret i overholdelse af Torah og Mitzvot Lishma, og den eneste grund til at de tjener deres guder er for at få belønning og velsignelse i denne verden og i den næste. Således er deres tilbedelse af deres guder også grundet i selv-kærlighed og de vil aldrig udføre en handling som er uden for grænserne af deres egne kroppe, for hvilken de vil være i stand til at løfte sig selv en hårsbredde over deres grundlæggende natur.
14) Vi kan således klart se, at for dem som overholder Torah og Mitzvot Lishma, er der ingen forskel mellem de to dele af Torah, selv på den praktiske side. Det skyldes, at før man opnår det, er man tvunget til at føle enhver handling af at give —enten mod en anden person eller mod Skaberen—som tomhed der overstiger oprindelsen. Men gennem store anstrengelser, rejser man sig langsomt og opnår en anden natur, og så opnår man det endelige mål, som er Dvekut med Ham.
Da det er sådan, er det rimeligt at tro at den del af Torah som omhandler menneskets forhold til hans ven er bedre i stand til at bringe en til det ønskede mål da arbejdet i Mitzvot mellem menneske og Gud er fikseret og specifikt, og ikke så krævende, og man bliver let vænnet til det, og alt som gøres af vane er ikke længere nyttigt. Men Mitzvot mellem menneske og menneske er foranderligt og uregelmæssigt, og krav omgiver ham, hvorhen han vender sig. Derfor er deres kur meget mere sikker og deres mål tættere på.
15) Nu kan vi forstå Hillel HaNasi’s ord til tilhængerne, at essensen af Torah er “Elsk din ven som dig selv,” og de resterende sekshundredeogtolv Mitzvot alene er fortolkninger og forberedelse til det (se afsn.2). Og selv Mitzvot mellem mennesket og Skaberen betragtes som forberedelse for det Mitzva, som er det endelige mål der udgår fra Torah og Mitzvot, som vore vismænd sagde, “ Torah og Mitzvot blev kun givet for at rense Israel” (afsn 12), som er forfinelse af kroppen indtil man erhverver en anden natur defineret som “kærlighed til andre” hvilket vil sige det ene Mitzva: “Elsk din ven som dig selv,” som er Torah’s endelige mål, efter hvilket man umiddelbart opnår Dvekut med Ham.
Men man må undre sig over at det ikke var defineret i ordene: “Og du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med al din magt..” Han gjorde det af ovennævnte grund, at med hensyn til en person som stadig er inden i skabelsens natur, er der ingen forskel mellem kærlighed til Skaberen og kærlighed til hans medmenneske, for alt hvad der er fra en anden, er urealistisk for ham.
Og fordi den tilhænger bad Hillel HaNasi om at forklare ham det ønskede udfald af Torah, så hans mål ville være nær og at han ikke ville være nødt til at gå langt, som han sagde,, “Lære mig hele Torah mens jeg står på et ben,,” definerede han det for ham som kærlighed til hans ven, idet dets mål er tættere på og afsløres hurtigere, da det er sikret mod fejl og er krævende. (Item 14)
16) Med ovenstående ord finder vi en vej til at forstå vores koncept ovenfor (Items 3 and 4) om indholdet i det “Elsk din ven som dig selv,” hvorledes Torah tvinger os til at gøre noget som ikke kan gøres.
Ja, vid at af den årsag blev Torah ikke givet til vores hellige fædre—Abraham, Isaac and Jacob—men holdt tilbage indtil udvandringen fra Egypten, da de kom ud og blev en komplet nation på 600.000 mænd på tyve år og mere.For dengang blev hvert medlem spurgt om han accepterede det ophøjede arbejde. Og når hver og en i nationen gik med til det og sagde, “Vi vil gøre og vi vil høre,”blev det muligt at overholde hele Torah, og det som tidligere var umuligt blev muligt.
Det er fordi det er sikkert at hvis 600.000 mænd opgiver deres arbejde med tilfredsstillelse af deres egne behov og ikke bekymrer sig om andet end at stå vagt så deres venner ikke vil mangle noget, og endvidere, at de vil engagere sig i det med stor kærlighed, med hele deres hjerte og sjæl, i den fulde mening af Mitzva, “Elsk din ven som dig selv,” er det ud over al tvivl, at ingen i nationen behøver at bekymre sig om sit eget velbefindende..
På grund af det, bliver man fuldstændig fri for at sikre sin egen overlevelse og kan let overholde Mitzva, “Elsk din ven som dig selv,” og adlyde alle betingelserne givet i pkt 3 pkt 4. Når alt kommer til alt, hvorfor skulle han bekymre sig om sin egen overlevelse når 600.000 loyale elskere står klar, parate med stor omhu for at sikre at han intet mangler?
Når derfor alle medlemmer af nationen var enige, blev Torah med det samme givet til dem, for nu var de i stand til at overholde den. Men før de voksede til en komplet nation, og med sikkerhed under fædrenes tid, som var enestående i landet, var de ikke ægte kvalificerede til at overholde Torah i dens ønskede form, idet med et lille antal mennesker er det umuligt overhovedet at begynde med engagement i Mitzvot mellem menneske og menneske i omfanget af “Elsk din ven som dig selv,” som forklaret i pkt3 og pkt 4. Derfor blev de ikke givet Torah.
17) Fra alt det ovenstående kan vi forstå en af vore vismænds mest forvirrende fraser: “Hele Israel er ansvarlige for hinanden.” Det synes fuldstændig uretfærdigt, for er det muligt hvis en synder eller begår en synd, som oprører hans Skaber, og jeg ikke har noget bekendtskab med ham, vil Skaberen hente hans gæld hos mig? Det står skrevet, “Fædre skal ikke dø for deres børns synder,” etc., og“Enhver skal dø for sin egen synd,” så hvordan kan de sige at jeg er ansvarilig for selv en fuldstændig fremmeds synder, om hvem jeg hverken ved noget ellerer bekendt med hans opholdssted?
Og hvis det ikke er nok for dig, så se Masechet Kidushin, 40b: “Rabbi Elazar, søn af Rabbi Shimon,siger: 'Eftersom verden dømmes af sit flertal, og individet dømmes efter sit flertal, hvis han udførte en Mitzva, lykkelig er han, for han har dømt verden til siden af fortjeneste. Og hvis han begår én synd, så ve ham, for han har dømt sig selv og verden til syndens side, som det siges, ’én synder ødelægger meget godt’’.” ‘
Således har Rabbi Elazar, søn of Rabbi Shimon, gjort mig ansvarlig for hele verden, idet han tror at alle mennesker i verden er ansvarlige for hinanden, og hver enkelt af os bringer fortjeneste eller synd til hele verden medvores gerninger. Dette er dobbelt forvirrende.
Men ifølge det der er sagt ovenfor, kan vi forstå deres ord ganske enkelt; vi har vist at hver af de 613 Mitzvot i Torah drejer sig om det enkle Mitzva: “Elsk din ven som dig selv.” Og vi finder at en sådan tilstand kun kan eksistere i en komplet nation hvis medlemmer alle som ‘en er enige i det.