115. Livløs, planter, dyr og mennesket

Jeg hørt i 1940, Jerusalem

Livløs [inanimate]: Det betegner en tilstand, hvor der ikke er nogen egen myndighed. Al myndighed ligger hos “husets herre” (ejeren), og det døde er tvunget til at opfylde alle hans ønsker og hans vilje. Da Skaberen har skabt skaberværket til sin ære, som der står: “Alt, der er kaldt ved mit navn … har jeg skabt til min ære”, betyder det, at Skaberen skabte skaberværket til sine egne formål. Derfor er Skaberens natur præget ind i det skabte: at ingen af de skabte kan handle til fordel for andre, men kun til fordel for sig selv.

Planter: Her er der allerede en vis egen myndighed. Planterne kan gøre noget, der er modsat husets herres vilje – dvs. de kan handle ikke kun for egen fordel, men også i retning af at give. Dette står i modsætning til den vilje, som Skaberen indprægede i de lavere verdener – at de kun skulle handle ud fra ønsket om at modtage for sig selv.

Men ligesom vi ser i de fysiske planter: Selvom de har bevægelse og kan brede sig i længde og bredde, er der dog en egenskab, som alle planter har tilfælles. Ingen plante kan bryde ud af de love, som gælder for hele planteriget, men må bevare “planternes love.” Den har altså ikke et liv i sig selv, men er en del af det samlede liv for alle planter. Man kan sige, at alle planter tilsammen udgør ét liv, som om de var én skabning, og hver enkelt plante ligner et lem af denne levende helhed.

Sådan er det også i det spirituelle: mennesker, der allerede kan overvinde ønsket om at modtage i nogen grad, men stadig er bundet af deres miljø. De har endnu ikke kraften til at handle direkte imod det samfund, de lever i. Dog arbejder de allerede i modsætning til deres eget begær for modtage – de arbejder med ønsket om at give.

Dyr: Hos dyrene ser vi, at hver enkelt har en egenskab i sig selv og ikke er bundet af fællesskabet. Hver har sin egen fornemmelse og karakter. Derfor kan dyret handle modsat “husets herres” vilje, dvs. det kan handle i form af at give. Det er heller ikke underlagt miljøet, men har et liv i sig selv, uafhængigt af andre dyrs liv. Dog kan det ikke mærke ud over sin egen eksistens – det har ingen fornemmelse af næsten, og kan derfor ikke drage omsorg for andre.

Mennesket: Her findes flere fortrin:

1. Mennesket kan handle imod husets herres vilje.

2. Det er ikke bundet til sine artsfæller som planterne, dvs. det er ikke afhængigt af sit miljø.

3. Det kan også føle andre. Derfor kan mennesket drage omsorg for andre og fuldkommengøre dem. Det kan føle og lide sammen med fællesskabet og glædes ved dets trøst. Desuden kan mennesket forholde sig til fortiden og fremtiden – i modsætning til dyret, der kun føler nuet og kun sin egen individualitet