At forstå det, som forklares i Shulchan Aruch

Jeg hørte sabbatsaften, parashat Nitzavim, 22. Elul 5702 (September 4, 1942)

At forstå det, som forklares i Shulchan Aruch, at det er en regel, at mennesket bør gennemgå og granske de høje helligdages bønner igen og igen, af den grund, at når bedetiden kommer, vil man allerede være erfaren og øvet i bønnen.

Og sagen er, at bøn skal komme fra hjertet, som er hemmeligheden ved arbejdet i hjertet. Det vil sige, at hjertet skal stemme overens med det mennesket siger med munden (og hvis ikke, kaldes dette bedrag – det vil sige, at munden og hjertet ikke er ét). Derfor bør mennesket i måneden Elul øve sig i dette vældige arbejde. Og hovedsagen er, at man kan sige "Skriv os til livet" på en sådan måde – nemlig at når man siger "Skriv os til livet", at også hjertet stemmer overens med det (så det ikke bliver hykleri), sådan at munden og hjertet er ét, "for mennesket ser med øjnene, men Herren ser hjertet."

Og efter dette: når mennesket råber "Skriv os til livet", hvor betydningen af "liv" er graden af at klynge sig til livenes liv – dette sker netop derved at mennesket ønsker at arbejde i graden af helt igennem at give, og alle hans tanker for egen nydelses skyld skal være i fuldstændig ophævelse.

Og da, når han føler hvad han siger, da kan hans hjerte frygte at hans bøn – Gud forbyde det – måske bliver hørt. Det vil sige, at han ikke må have noget ønske for sig selv. Og hvad angår hans egen nydelse, tegner der sig for ham en tilstand, som om han forlader alle denne verdens fornøjelser sammen med alle mennesker, vennerne og sin husstand, og alt sit gods og ejendom. Og han drager bort for sig selv ud i ørkenen, hvor der intet er, kun vilde dyr. Og ingen kender til ham eller hans eksistens. Og det forekommer ham, som om han mister sin verden på én gang, og han føler, at han mister en verden fuld af livsglæde, og han påtager sig døden fra denne verden, og han føler at han nu, i det øjeblik han fornemmer dette billede, tager sit eget liv. Og undertiden hjælper den anden side (sitra achra) ham med at male sin tilstand med alle de sorte farver, så kroppen gør oprør mod denne bøn. Og resultatet bliver, at hans bøn umuligt kan blive hørt af den grund, at han selv ikke ønsker at den skal blive hørt.

Derfor må der være en forberedelse til bønnen, så man øver sig i bønnen, så munden og hjertet er ét. Og dette kan opnås ved at hjertet gennem øvelse stemmer overens, ved at man forstår at graden af at modtage kaldes adskillelse, og at hovedsagen er klyngen (Dvekut) til livenes liv, som er hemmeligheden ved at give. Og man må altid stræbe i arbejdet med Malchut, som kaldes graden af "skrift" – det vil sige graden af blæk og af det hvide. Det vil sige, at man ikke må ønske at ens arbejde udelukkende skal være i graden af "til mine hvide og mine sorte [dage]" – som førnævnt, at kun i tiden med det hvide vil han lytte til Torah og budene – men uden betingelser hvad enten det er i det hvide eller i det sorte. Altid skal det være det samme for ham, at han under alle omstændigheder skal adlyde budene i Torah og mitzvot (bud).