245. Før skabelsen af afkommet

Jeg hørte i Jerusalem, 21. Iyar

"Før skabelsen af afkommet udråber man over dråben: Den vil blive en tåbe, den vil blive en vis, osv., men retfærdig eller uretfærdig siger man ikke."

Og der er at spørge ifølge dette: Er det da ikke umuligt for en tåbe at blive retfærdig, fordi "intet menneske synder, medmindre der kommer en ånd af dårskab over ham"? Og som det er skrevet: "Den, der er tåbe hele sit liv, hvordan kan han have et valg, hvis det er bestemt over ham at være tåbe?"

Og ligeledes må man forstå, hvad der står skrevet: "Jeg har set sønner af opstigning, og de er få, han stod og plantede dem i hver generation." Og man kan fortolke, at ordet "få" betyder, at de bliver færre og færre. Og ved at han plantede dem, bliver de flere. Og det er nødvendigt at forstå, hvad er lignelsen med "og han plantede dem"? Og ligeledes er ordet "få" i nutid. Hvis det er sådan, hvordan bliver de plantede flere?

Og man kan fortolke, at sagen om tåbe og vis kun handler om forberedelsen, i henhold til "Han giver visdom til de vise." Det vil sige, der er mennesker, som fødes med en stærk vilje og et stort hjerte og et skarpt sind. Og dette kalder vi "vis", fordi han er egnet til at modtage Hans visdom, velsignet være Han.

Og modsat er der mennesker, som fødes tåbelige. Det vil sige, at de er indskrænkede mennesker, det vil sige, at al deres tanke og vilje kun er i deres egne anliggender. Og de kender ikke til fornemmelsen af den anden, for de forstår ikke, hvad det vil sige at give til andre. Og hvordan kan de komme til graden af retfærdig? For det er umuligt at være retfærdig, før man når til kærlighed til Skaberen. Og hvis han ikke har kærlighed til næsten, har han ikke mulighed for at nå til kærlighed til Skaberen, som det er forklaret i Rabbi Akivas udsagn: "Og du skal elske din næste som dig selv, det er en stor regel i Torahen." Og ifølge dette har sådanne mennesker intet valg. Og alligevel står der "retfærdig eller uretfærdig siger man ikke", hvilket antyder, at de har et valg?

Og dette kan forstås på den måde, som vore vismænd sagde: "Jeg har set sønner af opstigning, og de er få." At sagen om "sønner af opstigning" betyder, som ovenfor: Mennesker, som er egnede og står til at adhærere til Ham, de er få. Derfor plantede Han dem i hver generation. Derfor er der allerede et valg for tåberne, at gå og forbinde sig og adhærere til generationens retfærdige. Og ved dette vil de modtage styrke og forberedelse, så de kan tage imod himlens kongedømme. Og at de kan udføre det hellige arbejde, idet de retfærdige vil påvirke dem med deres tanker og viljer. For ved den hjælp, de modtager fra generationens retfærdige, vil også de kunne stige op til graden af retfærdig. Selvom de ifølge deres natur, som de er født med, ikke har disse egenskaber, vil de alligevel, gennem deres adhæsion til sønner af opstigning, modtage andre egenskaber.

Det viser sig, at ved at "Han plantede sønner af opstigning i hver generation", er der mulighed for, at sønner af opstigning kan løfte deres generations folk til de højeste grader. Hvilket ikke ville være tilfældet, hvis alle sønner af opstigning var i én generation, for da ville tåberne ikke have noget råd til at stige op på den hellige vej.

Og med dette forstår vi korrektionen af "og plantede dem", at gennem plantningen blev der formeret flere bnei alia. Ligesom når man sætter en stikling i jorden, hvorved der senere formeres mange grene.

Og ligeledes forstår vi spørgsmålet om valget. Det vil sige, hvis der fødes en tåbe, altså én som er fjern fra sager om at give til sin næste, så vil han gennem forbindelse med bnei alia modtage nye egenskaber fra bnei alia, idet de vil give til tåberne, når han foretager et valg, det vil sige, når han underkaster sig for at modtage vejledning fra bnei alia. For uden dette bliver deres Torah for dem til dødens gift. Og kun gennem adhæsion med bnei alia vil de opnå adhæsion med Skaberen.

For det er kendt, at to mennesker står over for hinanden, den enes højre mod den andens venstre, og den enes venstre er mod den andens højre. Derfor, når man taler om to veje, én af højre, det vil sige de retfærdiges vej, hvis hele sag kun er at give, og venstre vej er de ondes vej, for hele deres sag er til egen fordel. Og derfor er de adskilt fra livets liv og regnes for døde, som vore vismænd sagde: "De onde kaldes døde, selv mens de lever."

Det følger heraf, at selv om mennesket studerer på højre vej, er han alligevel mod venstre side af Skaberen. Det viser sig, at hans Torah bliver for ham til dødens gift. For gennem Torah og mitzvot, hvis han er på venstre side, er hans hensigt at forstørre sit eget jeg. Det vil sige, at tidligere ønskede han kun at fylde sit jeg med denne verdens nydelser. Og nu, ved at han opfylder Torah og mitzvot, ønsker han, at Skaberen også skal fylde ham med den kommende verdens nydelser. Det viser sig, at gennem Torahen forstørres hans modtagelsesønske. Det vil sige, at før ønskede han kun "denne verdens rigdom". Og senere, gennem sin beskæftigelse med Torah og mitzvot, ønsker han også "den kommende verdens rigdom". Det viser sig, at Torahen forårsager en tilstand af død, idet han derved fuldkommengøres i et sandt modtagelsesønske.

Og endnu mere, hvis han beskæftiger sig med Torah og mitzvot på sin venstre side, det vil sige, at hans første hensigt kun er at modtage, hvilket betegnes som venstre, så er han bestemt ikke i orden. Snarere må man bestræbe sig på at komme til adhæsion, for da bliver han ét med Skaberen. Og da findes der ikke højre og venstre, han bliver i formlighed med Skaberen. Da er hans højre Skaberens højre. Det viser sig, at hans krop bliver en klædning for sjælen. Og da, når han kommer til at beskæftige sig med kroppens anliggender, er det, at han ikke beskæftiger sig med kroppens behov mere end det, der passer til hans sjæl. Ligesom en, der laver et klæde for at beklæde sin krop, ikke vil gøre klædet længere eller bredere end sin krop, men vil bestræbe sig på, at klædet passer nøjagtigt til kroppen, ellers vil han ikke tage klædet på.

På lignende vis, som når en skrædder bringer et jakkesæt til et menneske, og når mennesket tager tøjet på sin krop, ser han, at klædningen er for lang og for bred, da vil mennesket returnere jakkesættet til skrædderen. **Og** således skal menneskets krop beklæde sjælen, **og** kroppen bør ikke være større end sjælen. Det vil sige, at kroppens behov ikke skal være større, end hvad der kræves for sjælens behov.

Og man må vide, at for at nå Hans, velsignet være Han, adhæsion, er det ikke nogen let sag, og "ikke enhver, der ønsker at tage navnet, skal komme og tage det". Derfor behøves generationens retfærdige. For ved at være forbundet med en sand lærer, det vil sige én, hvis eneste vilje er at give, da må mennesket gøre handlinger, som finder nåde i sin lærers øjne. Det vil sige at hade, hvad hans lærer hader, og elske, hvad hans lærer elsker. Da kan han studere Torah, så hans Torah ikke bliver til dødens gift.

Og dette er forklaringen: Han stod og plantede dem i hver generation, for at man derved kunne forbinde sig med dem, der bygger op, **og** også de kan komme til sand adhæsion med Ham, velsignet være Han.

Og lad det ikke forekomme dig vanskeligt, hvorfor der behøves tåber i verden. Var det ikke muligt, at alle kunne være vise? Men til alting må der være et bærende element. Derfor behøves tåber, for at de skal være bærere af modtagelsesønsket. **Og** derved kan de, som ønsker at gå på Skaberens vej, modtage hjælp fra dem, som det er skrevet: "Og de skal gå ud og se på ligene af de mennesker, der har syndet imod mig, for deres orm skal ikke dø, og deres ild skal ikke slukkes, og de skal være til afsky for alt kød." Som vore vismænd sagde, de skal være aske under de retfærdiges fodsåler. For derved vil der være en erkendelse for de retfærdige, så de kan give pris og tak til Skaberen for, at Han bragte dem nær. Og dette kaldes "aske under fodsålerne osv.", det vil sige, at de kan gå fremad, ved at de ser de ondes ende.