Film "Melodies of the Upper Worlds" - Del 1 - Bnei Baruch Kabbalah Akademi

<- Tilbage Videoer

Film "Melodies of the Upper Worlds" - Del 1

April 08

08:01 PM

I denne film afslører Kabbalist Rav Michael Laitman den spirituelle betydning bag hver melodi komponeret af Baal HaSulam og RABASH. Hver melodi afspejler en indre opstigning af sjælen, og Rav Laitman åbner et vindue til de følelser og intentioner, der ligger bag dem.

OVERSIGT FEEDBACK TRANSKRIPTION TIDSLINJE DOWNLOAD

Det er accepteret, at når en kabbalist begynder at opfatte den øvre verden, træder han ind i en anden dimension. Hele verden afsløres for ham. Det er noget, der ikke eksisterer i denne verden. Han opfatter et helt andet billede: kræfter, der bringer vores verden i bevægelse, og sjæle, der ikke er knyttet til kroppe. Fortid, nutid og fremtid står foran ham i nutiden. Han oplever alt dette. Han lever fyldt med den evige, perfekte følelse. Han føler, at han omfavner hele universet. Denne dybe følelsesmæssige oplevelse er umulig at udtrykke med ord. I kabbalisternes bøger rådgiver de os kun om, hvordan man opnår et sådant indtryk, en sådan følelse, og opdagelsen af denne virkelighed. Det er svært for en kabbalist at formidle til os, hvad han føler, hvad han står overfor, hvad der afsløres for ham, hvad den skjulte verden er. Af alle de midler, vi har i vores verden til at udtrykke en idé eller give et billede og formidle det til folk, der ikke oplever spiritualitet, er der kun ét medium, der på en eller anden måde udtrykker indtrykkene og glæden hos en mand, for hvem den øvre verden afslører sig: lyd. Derfor skriver kabbalister, ud over at skrive artikler og meget vanskeligt materiale, også sange og melodier. Det er endnu en måde at udtrykke en kabbalists følelser på en mere kortfattet og direkte måde fra hjerte til hjerte, gennem lyde, uden ord. Så disse lyde ville trænge ind i vores hjerte og ændre os på en eller anden måde, på en eller anden måde indstille os til at opfatte den øvre verden. Der er en sjæl i hver af os. En kabbalists sjæl ligner et musikinstrument, der allerede spiller korrekt og føler korrekt, ligesom Kong Davids violin eller harpe. Dette er den indre kløft i en kabbalists sjæl, inden i hvilken han føler virkeligheden på en bestemt måde og kan udtrykke det gennem lyde. Derfor var Kong David i stand til at skrive en bog med salmer til os, der er fuldt sammensat af indtrykkene fra den øvre verden. Vi har en enorm gave fra den sidste store kabbalist i vores generation, Rav Yehuda Halevi Ashlag, Baal HaSulam. Ved at lytte til disse melodier kommer vi tættere på den sande følelse af den øvre virkelighed, spiritualitet. Ved at lytte til dem nærmer man sig gradvist, og som om de træder ind i den øvre verden. Men for enhver person, uanset hvor meget han ved, og hvor længe han eller hun har studeret Kabbalah, er lydene det korteste, mest direkte og enkleste middel til at opleve noget fra det spirtuelle. I den øvre verden føler en kabbalist tilstande, der er bedre eller værre, negative og positive kræfter. Han eksisterer mellem dem og styrer dem, mens de styrer ham. Det ligner virkelig det, vi føler i denne verden. En kabbalist udtrykker alle disse tilstande gennem melodier. Derfor er der tilsyneladende triste melodier, og der er mere glædelige. Men i virkeligheden er det sådan, vi hører dem. En kabbalist, der lytter til denne melodi og sanser de billeder, den vækker, føler kun spænding. Disse lyde kan virke sørgelige. En melodi kan være trist, men i virkeligheden er den ikke. Den er fuld af spænding, og den lyder kun trist for vores øre. Det lyder for os, som om en person, der skrev den, mangler noget. Og det er sådan, fordi vi i vores verden bruger bogstaver, noder, mangler en opfyldelse, kelim, og ikke det lys, der fylder dem. Vi føler kun kelim og ikke lyset. Ikke desto mindre, når man lytter til denne musik, nærmer han sig langsomt den tilstand, hvor disse kelim fyldes med lyset. Han vil da føle den samme indre oplevelse, som en kabbalist føler. Jeg ønsker, at I alle ville blive værdige til at føle de store rum, fornemmelserne af hele den øvre verden, Skaberen, det øvre lys, der fylder sjælen, vores kollektive kløft. Baal HaSulam tænkte på os. Han ønskede, at vi skulle komme tættere på denne tilstand, og derfor efterlod han os sine melodier. Lad os lytte til dem og reflektere over disse melodier som værende midlerne til at træde ind i den øvre verden. בני איחלה. אלו שהם בנים של איחלה betyder kongens palads

‘ sønner, der ønsker at nå kongens palads. Kongens palads er Bina, egenskaben af at give, Skaberens kraft, det spirituelle. Sønnerne er dem, der længes efter at ligne kongen i deres egenskaber, at blive som ham. Som sønner længes de efter at forstå kongen, og gennem deres forståelse, at komme tættere på ham og føle ham. For dette er de klar til at gennemgå hele systemet af korrektioner, ændre sig selv fra begyndelse til slutning, fra den natur, de blev skabt i, til Kongens natur. Det er, hvad denne sang handler om. Når vi når en sådan tilstand og bliver Bnei Echela, kaldes det den endelige korrektion. Derfor synger vi denne sang under Mincha, aftenbønnen, på Shabbat. Shabbat symboliserer opstigningen, hvor hele denne verden stiger fuldstændigt op til den øvre verden, og så træder vi alle ind i Kongens palads. De, der gennemgår deres individuelle korrektion, som studerer Kabbalah, føler tre opstigninger på Shabbat. Den første opstigning om aftenen, ved begyndelsen af Shabbat; den anden, næste dag, Shabbat morgen; og den tredje, den største opstigning under Mincha, ved slutningen af dagen, når Shabbat slutter. Og så, i denne højeste tilstand, synger vi sangen Bnei Echela. Teksterne til denne sang er komponeret af den hellige Ari og melodien af Baal HaSulam. Af denne grund, på grund af foreningen af Ari og Baal HaSulam i én komposition, når vi træder ind i denne sang, når vi virkelig den højeste opstigning, som en kabbalist kan opleve før den generelle endelige korrektion, hvor hele verden stiger til det store palads. Så dette er en meget ophøjet sang, som en hymne af opstigning. Denne tilstand opnås indtil videre kun af dem, der studerer Kabbalah, og senere forventer vi, at hele menneskeheden vil opnå den. Kilatza Nafshi er ord fra Salmerne. Dette er de ord, som Kong David brugte til at udtrykke sin tilstand, som han følte, da han steg i sin opnåelse til tilstanden af fuldstændig korrektion af hele sin sjæl. Derefter vendte han sig til den øvre kraft, Skaberen, med disse ord, som betyder, "Tak fordi du reddede min sjæl." Melodien til denne sang blev komponeret af min lærer, den sidste store kabbalist i vores generation, Rabbi Baruch Shalom Halevi Ashlag, Rabash. Han sang denne sang til mig mere end én gang. Måske virker denne melodi trist for os, men sandheden er, at den ikke er trist. Den er øm, og den udtrykker følelsen af en, der træder ind i Bina-egenskaben, Skaberens egenskaber, hvor der ikke er nogen skrig, og alt hviler i fred. Rabash udtrykker indtrædelsen i denne tilstand gennem denne melodi, når han uden tvivl ser, at alle hans kelim, hele hans sjæl, alle hans ønsker, underkaster sig denne øvre kraft og begynder at herske i den. Dette er en kort sang. Den synger om en rolig fred, om en mand, der træder ind i den øvre kraft og bliver der i tilstanden af absolut ro, verdens fred. Chazal Seder Pesach udtrykker en tilstand af en person i begyndelsen af sin vej. Han er fuld af energi. Han er klar til sin rejse, og han ved, at processen med korrektion ligger foran ham, indtil han korrigerer sig selv for at modtage lyset, Torah. Men i udgangen fra Egypten, stigende over sin natur, ser han allerede en fuld garanti for, at med hjælp ovenfra har han magten, og han er i stand til at gøre det, og at alt dette er forberedt til ham efter disse 49 korrektioner, den såkaldte Lag Bomer, den 33. dag i Omer, i midten og alle Omer-dagene, for at komme til modtagelsen af Torah. Tzedik Ketamar Ephrach. Grundlæggende er der to tilstande i hver sang. Den ene er tilstanden af kløften, sjælen, som manden har arbejdet på, korrigeret, og derefter opnået glæde og spænding, og han synger nu fra denne glæde. Derfor er der i Tzedik Ketamar Ephrach en fornemmelse af den tidligere tilstand, når man manglede opfyldelse, led og søgte, og at han nåede tilstanden, hvor han ved, at det var sådan, det skulle være. Fordi en retfærdig mand til sidst kommer til at retfærdiggøre hele processen, han har gennemgået. Således kommer henrykkelsen fra før, hvor han var i den yderste modsætning af at føle sig meget fjern fra Skaberen, og nu træder han ind i Kongens palads, og den øvre verden, det bryder ud af ham i hans nuværende tilstand i form af en melodi, og melodien kommer indefra den fornemmelse, der fylder ham. Denne fornemmelse omfatter to modsatte tilstande. I hans tidligere, mest fjerne tilstand, der virker håbløst langt fra det øvre, og i den nuværende tilstand, når han har nået dvekut til ham. I essensen er denne sang speciel, fordi man er taknemmelig, men ikke for sin egen skyld. Snarere er man taknemmelig for at kunne være retfærdig, hvilket betyder at kunne retfærdiggøre Skaberen i alt, hvad der skete med ham på hans vej. Han ser nu årsagssammenhængen og uundgåeligheden af alle de tilstande, han har passeret. Han forstår, at de alle blev arrangeret for ham ovenfra, så han kunne opnå denne ophøjede tilstand. Lagid Baboker Hasdecha udtrykker tilstande, vi oplever i vores verden. Når vi falder i søvn, mister vi i essensen bevidsthed, afbryder forbindelsen til verden, fra livet. Vi træder ind i en tilstand, hvor vi er løsrevet fra livet, og vi er kun tilbage med det såkaldte Kisted Dechayuta, et niveau af minimalt liv, når vi i essensen ikke er sikre på, om vi vil rejse os efter søvn eller ej. Så hvorfor rejser vi os? Pludselig modtager vi en eller anden opvågning indefra, og så vågner vi op og fortsætter igen vores liv på en ny dag. Men denne tilstand, hvor vi afbryder forbindelsen til virkeligheden og træder ind i drømme, er meget speciel. Den ligner tilstande, der også eksisterer i det spirituelle, og det er fordi alt, hvad der eksisterer i det kropslige, er resultatet af det spirituelle. Og derfor er der også i de spirituelle tilstande kaldet dag, aften og morgen, kun at i det spirituelle sker ´de, fordi mennesket selv skaber dag, nat og alle tiderne. Han sætter sig selv gennem disse tilstande af sig selv. Hvis han ikke tager sig selv gennem disse tilstande, hvis han ikke skubber sig selv, ikke skrider frem, så passerer tiden ikke, for der er ingen tid i de tspirituelle . Der er kun handlinger, årsag og virkning. Så indtil man går i seng i spirituel forstand, hvilket betyder at afbryde forbindelsen til den spirituelle virkelighed, og sætter sig selv i døsighed, en afbrydelse fra det spirituelle, Skaberen, de øvre kræfter, udfører man særlige korrektioner, hvorved han forbereder ønsket om at rejse sig inden i sig selv. Hvis man forbereder sig korrekt, kommer det øvre lys mod disse ønsker og vækker ham, ligesom solen vækker os om morgenen. Men uden lyset, der kommer ovenfra, vil man ikke være i stand til at vågne op. I essensen er dette grunden til, at efter man rejste sig om morgenen, hvilket betyder vågnede igen til det spirituelle, kaldes dette opstigning i det spirituelle, priser han den øvre kraft, Skaberen, der vækkede ham og gav ham opvågningen for at nå skabelsens mål, korrektioner, ophøjede, evige, perfekte tilstande. Og så synger man, "Proklamér din barmhjertighed om morgenen," fordi dette virkelig er barmhjertighed fra den højere, der vækker ham. Waltz er en meget speciel melodi. Den er virkelig klassisk, med alle kendetegnene for en vals, der svarer til vores traditioner. Denne melodi tilhører ikke Baal HaSulam, selvom den kom til os gennem ham. Han hørte den fra sin rav, Admor fra Persov, der uddannede ham. Baal HaSulam boede i Warszawa, ligesom sineforældre. Der var en lille landsby tæt på Warszawa, Persov, og i denne landsby boede Rabbi fra Persov. Han var kabbalist, og da Baal HaSulam voksede op, plejede han at besøge ham sammen med sin far. Baal HaSulams far studerede også med Rabbi fra Persov. Gradvis, som Baal HaSulam voksede op, begyndte Rabbi fra Persov at trække ham tættere på sig selv. Gennem ham opnåede Baal HaSulam åbenbaringen af Skaberen, det spirituelle, og blev en kabbalist. Efter en vis periode begyndte Baal HaSulam at opdage, at han overgik sin lærer. Baal HaSulam forlod ham derefter og tog til Israels land. Denne melodi kom fra Rabbi fra Persov, videreført til Baal HaSulam, fra ham til min rav, og jeg hørte den fra ham. Kel Mister Terah er en sang, vi synger mod slutningen af Shabbat, ved dagens ende, når vi allerede nærmer os udgangen, slutningen af Shabbat. Slutningen af Shabbat er den tid, hvor den guddommelige Shechinah, hellighed, der kommer til mennesket under den spirituelle opstigning, begynder formålsløst at forlade ham, efterlade ham i mørke, i manglen på opfyldelse, så alt det, han modtog på Shabbat, tjener som den drivende energi for en uafhængig opnåelse af det, han modtog som en gave på Shabbat. Shabbat kaldes en gave. En gave er noget, der ikke gives til mennesket som en belønning, for han har ikke arbejdet for det. Og sådan er Shabbat. Ovenfra kommer den øvre kraft kaldet Shabbat. Han oplever forskellige fornemmelser, fænomener, som han gennemgår, men han fortjener det endnu ikke i henhold til sine kelim. De gives til ham som en gave. En person får sin opstigning, sin åbenbaring, men efter nogen tid begynder denne fornemmelse at aftage og slutte. Så siger en person, "Kel Mister Terah, Skaberen skjuler sig. Du Skaber har åbenbaret dig for mig i en tilstand af Shabbat som en gave, og nu går du væk fra mig igen, tilbage til skjul. Jeg forstår, at dette er nødvendigt, så jeg kan komme tættere på og åbenbare Dig selv på lavere dage," hvilket betyder på tidspunktet for Dit skjul, på hverdage, når jeg er i en tilstand af hverdage adskilt fra hellighed, men jeg skal sørge for, at alle ugens dage forbinder sig til graden af Shabbat. Denne sang udtrykker fornemmelsen af alle Ti Sefirot, Keter, Chochma, Binah, Chesed, Gevurah, Tiferet, Netzach, Chod, Yesod og Malchut, og dette er fordi man opfattede Skaberens egenskaber i dem, og nu, når Han går ind i skjul, og Skaberen fjerner sig, ved han præcis, hvad han skal opnå af sig selv. Dette er allerede indskrevet i ham som Reshimot, og han erhvervede styrken til dette fra at få gaven i Shabbat, og nu i løbet af ugen hæver en person sig til niveauet af den forrige Shabbat, og senere, når den følgende Shabbat kommer, vil det for ham være en endnu større gave. Dette fortsætter, indtil alle disse Shabbats forenes til niveauet af den endelige korrektion. Det vigtigste i kabbalistisk musik er ikke selve noderne, men alle disse fine nuancer, der findes mellem dem. Vi lærer, at der er Tanim, smagsstoffer, Nekudot, prikker under bogstaverne, Tagin, kroner oven på bogstaverne, og Otiot, bogstaverne. Hvad er bogstaver? Bogstaver er præcis de fineste nuancer, der dannes i slutningen af Kelims hele indtryk fra lyset. Disse kaldes bogstaver, indtryk af Reshimot, der forlader Kli og træder ind i det igen, når lyset forlod Kli. Dette korte indtryk inde og ude i det afgående lys kaldes et bogstav, hvilket betyder et symbol, den største informative del. Det samme gælder for lyde. Når vi spiller disse lyde, disse melodier, er der en stor forskel mellem en, der ved, og en, der er uvidende, mellem en, der spiller korrekt, og en, der spiller pænt. Og det ligger i, hvor meget man forstår, hvor de vigtige ting er. Det vigtigste ligger ikke i lydene, men i de mindste symboler, i hvordan lyden begynder og slutter, ikke selve lyden. Desværre er ikke alle klar til at udtrykke dette. Jeg havde en vidunderlig elev. Han var meget tæt på mig. Hans navn var Vitali. Han spillede violin. Så han sagde til mig, "Jeg er klar til at spille kun på betingelse af, at du holder min hånd."