Lektion 21. Skabelsestanken

1) ...Skabelsestanken var at glæde de skabte væsener i overensstemmelse med Hans store gavmildhed. Af denne grund blev der indpræget en stor lyst og trang til at modtage Hans overflod i sjælene.

Dette er fordi viljen til at modtage er beholderen for målet af nydelse i overfloden, da graden og styrken af viljen til at modtage overfloden præcist svarer til graden af nydelse og glæde i overfloden. Og de er så forbundne, at de er uadskillelige, undtagen i forhold til hvad de relaterer til: Nydelsen relaterer til overfloden, og den store lyst til at modtage overfloden relaterer til det modtagende skabte væsen.

Disse to udgår nødvendigvis fra Skaberen. Dog bør de adskilles på den ovennævnte måde: Overfloden kommer fra Hans væsen som udstrækker eksistens fra eksistens, og den vilje til at modtage der er indeholdt deri, er roden til de skabte væsener. Dette betyder, at det er roden til initiativet, dvs. fremkomsten af eksistens fra intet, da der bestemt ingen form for vilje til at modtage findes i Hans væsen.

Derfor anses den ovenfor nævnte vilje til at modtage for at være hele substansen af skabelsen fra begyndelse til afslutning. Således er alle de skabte væsener, alle deres utallige former og handlingsmønstre, som er fremkommet og vil fremkomme, blot grader og forskellige værdier af viljen til at modtage. Alt hvad der findes i disse skabte væsener, dvs. alt hvad der modtages i viljen til at modtage, der er indpræget i dem, udgår fra Hans væsen, eksistens fra eksistens. Det er slet ikke en ny skabelse, eksistens fra intet, da det overhovedet ikke er nyt. Snarere udgår det fra Hans Endeløse eksistens fra eksistens.

2) Og vid, at dette er lyset og beholderen, som vi skelner imellem i de øvre verdener. De kommer nødvendigvis bundet sammen og udfolder sig sammen grad efter grad. Og i det omfang graderne fjerner sig fra lyset af Hans ansigt og fjerner sig fra Ham, i samme grad materialiseres viljen til at modtage, som er indeholdt i overfloden.

Man kan også sige det modsatte: I det omfang viljen til at modtage i overfloden materialiseres, synker den grad for grad, som skrevet nedenfor, til det laveste af alle steder, hvor viljen til at modtage er fuldstændig materialiseret. Dette sted kaldes “Assiya’s verden”, viljen til at modtage anses for “menneskets krop”, og den overflod man modtager anses for graden af “livskraft i den krop”.

Det er tilsvarende for andre skabninger i denne verden. Dermed er den eneste forskel mellem de øvre verdener og denne verden, at så længe viljen til at modtage, som er indbefattet i Hans overflod, endnu ikke er fuldt ud materialiseret, anses den for stadig at være i de spirituelle verdener, over denne verden. Når først viljen til at modtage er fuldt materialiseret, anses den for at være i denne verden.

4) Grunden til, at viljen til at modtage må udfolde sig via de fire ovennævnte niveauer i ABYA [Atzilut, Beria, Yetzira, Assiya] er, at der er en stor regel vedrørende karrene: Lysets udvidelse og dets bortgang gør karret egnet til dets funktion. Det vil sige, at så længe karret ikke er blevet adskilt fra sit lys, er det inkluderet i lyset og annulleres i det som et stearinlys foran en fakkel.

Denne annullering skyldes, at de er fuldstændig modsatrettede. For lyset udgår fra Hans væsen, eksistens fra eksistens. Set fra skabelsestanken i Ein Sof [Uendeligheden] er alt rettet mod at give, og der er ikke det mindste spor af viljen til at modtage deri. Dets modsætning er karret, den store vilje til at modtage den overflod, og den er roden til det nyskabte væsen, i hvilket der ikke findes nogen givende egenskab.

Derfor, når de er bundet sammen, annulleres viljen til at modtage i lyset i dens indre, og kan kun bestemme sin form, når lyset først har forladt det én gang. Efter at lyset er forsvundet fra det, begynder det at længes efter det, og denne længsel bestemmer og former  viljen til at modtage. Herefter, når lyset atter iklæder sig  den, anses det for to separate ting: beholder og lys, eller krop og liv. Bemærk dette nøje, for det er meget dybt.

5) Derfor er de fire faser i navnet HaVaYaH, kaldet Hochma, Bina, Tifferet, Malchut, nødvendige. Fase et, kaldet Hochma, er faktisk hele det udstrålede væsen, lys og kar. I den findes den store vilje til at modtage med alt det lys, der er indeholdt deri, kaldet “Hochmas lys” eller “Haya’s lys”, da det er alt lyset af Hayim [liv] i det udstrålede væsen, klædt i dets kar. Men denne fase et regnes for kun at være lys, og karret deri er næsten umærkelig, da den er blandet med lyset og annulleret i det som et lys i en fakkel.

Herefter følger fase to, fordi ved dens afslutning intensiveres Hochmas kar i formmæssig lighed med det øvre lys i det. Det betyder, at en vilje til at give til Udstråleren vækkes i den, i kraft af lysets natur deri, som helt og holdent er givende.

Således udstrækker et nyt lys sig til den fra Udstråleren gennem denne vækkede vilje, kaldet “Hassadims lys.” Som følge heraf bliver det næsten totalt adskilt fra Hochmas lys, som Udstråleren prægede i den, da Hochmas lys kun kan modtages i sin egen kar — en vilje til at modtage, der er vokset til dets fulde mål.

Altså, lys og kar i fase to er fuldstændig forskellige fra dem i fase et, da karret deri er viljen til at give. Lyset i det anses som Hassadims lys, et lys, der stammer fra vedhæftningen af det udstrålede væsen i Udstråleren, fordi viljen til at give bevirker formmæssig lighed med Udstråleren, og i spiritualitet er formmæssig lighed vedhæftning.

Dernæst følger fase tre fordi, efter at lyset i det udstrålede væsen er blevet svækket til kun at være Hassadims lys uden nogen Hochma, og det er kendt, at Hochmas lys er essensen af det udstrålede væsen, derfor vækkedes det ved afslutningen af fase to og trak en grad af Hochma-lys til sig for at oplyse sit Hassadim'- lys. Denne vækkelse genudstrakte et vist mål af vilje til at modtage, som danner en ny beholder kaldet fase tre, eller Tifferet. Og lyset i den kaldes “Hassadims lys oplyst af Hochma,” fordi hovedparten af dette lys er Hassadims lys, og den mindre del er Hochmas lys.

Efterfølgende kom fase fire, fordi også karret i fase tre, ved dens afslutning, blev vækket til at tiltrække det fulde Hochma-lys, som det var i fase et. Dermed regnes denne vækkelse for “længsel” i målet af vilje til at modtage fra fase et og overstiger det, da den nu allerede er adskilt fra det lys, eftersom Hochmas lys ikke længere klæder sig i den, men længes efter det. Således er formen af viljen til at modtage fuldstændigt bestemt, da karret bestemmes efter at lyset har udvidet sig og er trukket bort derfra. Senere, når det vender tilbage, vil det atter modtage lyset. Det viser sig, at karret går forud for lyset, og derfor anses denne fase fire for at være karrets fuldendelse, og det kaldes Malchut [Kongedømme].

Tabellen over de fire faser

11) Nu kan du forstå den virkelige forskel mellem spiritualitet og materialitet: Alt, hvad der indeholder et fuldstændigt ønske om at modtage, i alle dets aspekter, hvilket er fase fire, betragtes som “materielt”. Dette er, hvad der findes i alle elementerne af virkeligheden foran os i denne verden. Omvendt, alt ovenover dette store mål af ønske om at modtage betragtes som “spiritualitet”. Dette er verdenerne ABYA, som er over denne verden, de og hele virkeligheden i dem.

Nu kan du se, at hele spørgsmålet om opstigninger og nedstigninger, der beskrives i de øvre verdener, ikke relaterer til et imaginært sted, men kun til de fire faser i viljen til at modtage. Jo længere det er fra fase fire, jo højere anses det for at være. Og omvendt, jo tættere det er på fase fire, jo lavere anses det for at være.